Palæstina i Bibelen?

»Israel kaldes Palæstina i Bibelen«, skrev en debattør på Facebook for nogen tid siden og henviste til kortene over de bibelske lande bag i den autoriserede danske oversættelse. Og slår man efter, er det ganske rigtigt. »Palæstina« bruges som geografisk betegnelse på Bibelselskabets kort over de bibelske lande på både Det Gamle og Det Nye Testamentes tid.

Men navnet Palæstina findes ikke i Bibelen. Det er afledt af et hebræisk ord, der i vores bibeloversættelse gengives med ordet »Filistæa«.

Filistrene

Filistæa er den geografiske betegnelse for det område, hvor filistrene boede. Filistrene menes at være kommet fra Kreta eller andre områder i Lilleasien omkring år 1200 f.Kr. De slog sig ned langs kysten syd for det område, hvor Tel Aviv ligger i dag. Her grundlagde de fem byer, som vi også kender fra Det Gamle Testamente: Gaza, Ashdod, Ashkelon, Ekron og Gat. Kæmpen Goliat var fra Gat.

Filisterfolket er for længst forsvundet ud af verdenshistorien. Det eksisterer ikke længere. Den geografiske betegnelse for området overlevede derimod og dukker blandt andet op igen i den græske historieskriver Herodots skrifter i det femte århundrede f.Kr. Han taler om »Palaistine« som en del af Syrien, der strækker sig helt til Egypten.

Romersk provins

I Bibelen kaldes de områder, der i dag udgør Israel og Vestbredden, blandt andet Kanaan, Judæa, Samaria, Galilæa eller slet og ret Israel. Det officielle romerske navn på landet på Jesu tid var Judæa. Det bevises blandt andet af de triumfmønter, romerne lod fremstille efter nedkæmpelsen af oprøret i år 70. »Iudea capta« stod der på dem.

Da den romerske kejser Hadrian i år 135 endegyldigt havde nedkæmpet det jødiske oprør, besluttede han at give området et nyt navn i håb om at udviske jødernes historiske tilknytning til landet. Han kaldte det for »Provincia Syria Palaestina«. En latinsk udgave af Herodots græske.

Vestbredden

Da Det Osmanniske Rige gik i opløsning efter Første Verdenskrig, kom dele af det tidligere så mægtige rige under engelsk administration. Folkeforbundet (forløberen for FN) oprettede det såkaldte Palæstinamandat. Det engelske Palæstinamandat omfattede hele det område, vi i dag kender som Israel, Gaza, Vestbredden og Jordan.

I 1922 blev området øst for Jordanfloden udskilt, og der blev oprettet et selvstændigt arabisk emirat, som fik navnet Transjordanien. Tilbage af det oprindelige Palæstinamandat var så kun området vest for Jordanfloden. Dette lille område beholdt navnet Palæstina, og indbyggerne – både jøderne og araberne – kaldte man palæstinensere.

FN: Jødisk hjemland

FN besluttede i 1947, at der i Palæstina skulle oprettes et hjemland for det jødiske folk, og året efter var staten Israel en realitet. I en efterfølgende krig mod den nye jødiske stat erobrede Transjordanien Vestbredden og ændrede herpå landets navn, så det blot hed Jordan. Der var nu ikke længere et specifikt landområde, der gik under navnet Palæstina.

Det er værd at lægge mærke til, at navnet Palæstina således altid har været en betegnelse for et geografisk område. Det har aldrig været navnet på et selvstændigt land eller en stat. Der har aldrig eksisteret en stat ved navn Palæstina.

PLO og terrorisme

Palæstina-navnet blev for alvor vakt til live igen i 1964, da PLO, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, blev grundlagt. Omtrent på samme tid fik betegnelsen »palæstinenser« også en ny betydning.

Mens navnet før staten Israels oprettelse var en betegnelse for alle indbyggerne i det britiske mandatområde Palæstina – altså både jøder og arabere – blev det til en betegnelse udelukkende for de arabere, der boede i Gaza og på Vestbredden, og de cirka 700.000 arabere, der flygtede under krigen i 1948-49 – samt deres efterkommere.

Ikke kanaanæere

Palæstinenserne i dag er ikke, som nogle hævder, direkte efterkommere af kanaanæerne, som boede i landet, før israelitterne kom til. Det kanaanæiske folk er, ligesom filistrene, for længst forsvundet.

Nutidens palæstinensere har rødder mange forskellige steder. Der er palæstinensere, som sandsynligvis er efterkommere af enten hedninger eller jøder i Israel på Jesu tid, der konverterede til Islam i 600-tallet. Der er efterkommere af grupper af muslimer, som kom til området fra Balkanlandene og Kaukasus, da tyrkerne herskede i området. Atter andre kom til området, da englænderne bestemte. Det var grupper, der hovedsageligt kom fra Sudan, Egypten, Syrien og Libanon.

Misvisende navn

Det er forståeligt, at man i kirken og den teologiske faglitteratur før 1948 brugte navnet Palæstina, når man refererede til de bibelske lande. Navnet var alment kendt og brugt om de bibelske områder. Det er derimod fuldstændig misvisende at bruge navnet om disse områder i dag.

For det første fordi området som nævnt hverken hed Palæstina på Det Gamle eller Det Nye Testamentes tid – og det hedder ikke Palæstina i dag.

Politisk betegnelse

En lang række arabiske stater og folk anerkender efter 70 år endnu ikke staten Israels oprettelse. For at understrege det bruger man derfor stadigvæk betegnelsen »Palæstina« om hele området mellem Jordanfloden og Middelhavet. Det gør blandt andet Hamas, Islamisk Jihad, Hizbollah og Islamisk Stat.

Når nogle i kirken så også vælger at bruge navnet Palæstina i dag om de bibelske områder, er det med til at skabe unødvendig forvirring om de historiske fakta og det er – tilsigtet eller ej – med til at underbygge den antiisraelske agenda, nogle kæmper for.

Det skaber for eksempel historisk forvirring, når en teologiprofessor skriver følgende i et indlæg om islam og kristendom i Kristeligt Dagblad: »Det Gamle Testamente rummer jo klare tekster, som endog kan tolkes som opfordring til ”etnisk udrensning” i forbindelse med indtagelsen af Palæstina efter udvandringen fra Egypten.”

De historiske fakta er, at Bibelen kalder det område, israelitterne under ledelse af Josva indtog, for Kanaan. At bruge ordet »Palæstina« om landet på Josvas tid er en historisk anakronisme.

Samtidig er en sådan brug af Palæstina-navnet med til at underbygge en antiisraelsk og antijødisk holdning, som desværre stadig lever i bedste velgående mange steder. I palæstinensiske kredse er det for eksempel blevet kutyme at kalde Jesus for palæstinenser. »Jesus var den første palæstinensiske martyr,« som Yassir Arafat plejede at sige.

Slettede »Israel« i bibel

Da Bibelselskabet for nogle år siden udgav en nutidsdansk udgave af Det Nye Testamente – Den Nye Aftale – valgte man helt at slette navnet Israel i oversættelsen og erstatte det med andre betegnelser. Og det selvom navnet Israel findes adskillige gange i grundteksten.

Det vakte en del undren og debat. Bibelselskabets svar var dengang, at man ikke ønskede, at det bibelske Israel skulle kunne forveksles med den moderne stat Israel.

Antiisraelsk agenda?

Alligevel vælger man så i dag at bibeholde navnet Palæstina, når man trykker kort i Bibelen. Et navn, som hverken findes i Det Gamle eller i Det Nye Testamente, men som på et tidspunkt i verdenshistorien var en betegnelse for en del af det geografiske område, hvor de bibelske beretninger fandt sted. Et navn, som aldrig har været en betegnelse for et land, men udelukkende en geografisk betegnelse for et område, der har dækket lige fra den smalle stribe filisterland, Filistæa, ved Middelhavskysten til hele det tidligere britiske mandatområde.

Det er misvisende, og det kan, som nævnt i begyndelsen af denne artikel, skabe forvirring om de faktiske forhold, så bibelbrugere forledes til at tro, at landet rent faktisk hed Palæstina på både Moses’ og Jesu tid. I yderste instans kan det være med til at underbygge og fremme en politisk agenda, som vil den israelske stat til livs og frarøve det jødiske folk deres hjemland.