På vej mod det forjættede land – om israelitternes erobring af Østjordanlandet

Jeg husker det, som var det i går: Da jeg første gang rejste gennem landet Jordan fra nord til syd og kom til området syd for hovedstaden, Amman, fik jeg en ganske ejendommelig oplevelse af, at dette land kendte jeg, selvom det rent faktisk var første gang, jeg så det. Landskabet ændrede tydeligt karakter. I stedet for dale og stejle bjerge begyndte landskabet at flade ud, og vi kørte nu gennem en højslette med store vidder, frugtbare marker og gamle byer med bibelske navne. Det var den Højslette, som Moses taler om i 5. Mosebog (for eksempel 3,10), og som nævnes adskillige gange i Jos 13 – præcis som Bibelen beskriver den.

De, som har skrevet 5. Mosebog og Josvabogen, har kendt de geografiske forhold og har selv personligt travet gennem dette område.

I denne artikel skal vi følge israelitterne på deres rejse det sidste halve år af ørkenvandringen, hvor de vandrer gennem landet øst for Dødehavet for at nå frem til Jordanfloden, lige over for Jeriko.

Dette sidste stykke er beskrevet i 4 Mos 21-36, og i 5 Mos 1-3 ser Moses tilbage på de voldsomme begivenheder, som de netop havde oplevet.

Hvad har arkæologien fundet, som kan belyse det sidste halve år af Israels ørkenvandring?

Et meget uklart billede

Det vil nok komme bag på flere, at den bibelske arkæologi har meget lidt at bidrage med her. Det er der flere grunde til.

For det første er mange af de byer, som omtales på Israels rejserute i 4 Mos 21,10-35 og 33,44-49, ikke blevet lokaliseret endnu.

Dernæst er mange af ruinhøjene på Højsletten endnu ikke udgravet.

Vores viden om, hvad der skete i landet øst for Dødehavet på Moses' tid, er endnu meget mangelfuld.

For det tredje var nogle af de steder, som israelitterne ifølge Bibelen fik kontakt med, tilsyneladende ikke beboet. Der er ingen rester efter en bibelsk by, hvor vi skulle vente at finde det.

Østjordanlandet

Området øst for Dødehavet og Jordanfloden er kendetegnet ved, at to meget dybe flodsystemer med dybe slugter og stejle skrænter løber fra øst mod vest og munder ud i Dødehavet.

Længst mod syd kommer wadi Zered (en wadi er en flod), der løber ud i den sydøstlige ende af Dødehavet. Landet syd for wadi Zered er Edoms landområde.

Længere mod nord kommer wadi Arnon med sine mange sidegrene. Moabs traditionelle kerneland ligger mellem wadi Zered og wadi Arnon.

Nord for Arnon følger Højsletten, som nord for byen Heshbon efterhånden glider over i Gileads bjergland. Længere mod nord kommer endnu en stejl slugt, nemlig Jabbokfloden, der løber ud i Jordanfloden. Både Zered og Arnon er meget vanskelige at passere.

En vigtig international handels- og karavanevej kaldet Kongevejen løb gennem hele Østjordanlandet, fra Eilat-bugten til Damaskus. Ruten kendes helt tilbage til cirka 2300 år før Kristus, og den sikrede en nogenlunde farbar passage gennem både wadi Zered og wadi Arnon.

En lang omvej

Inden den sidste del af ørkenvandringen havde Israels folk boet ved den store oase Kadesh Barnea i mange år (5 Mos 2,14).

Moses sendte bud til Edoms konge og bad om lov til at rejse gennem hans land for at støde til Kongevejen syd for wadi Zered og følge den direkte rute nordpå. Det ville være langt den enkleste og hurtigste rute.

Edom afviste imidlertid Moses fuldstændig, og folket måtte vandre en lang omvej gennem Sins ørken, først mod syd og derefter over på den østlige side af Araba-lavningen nord for Eilat for at komme øst om Edoms land (5 Mos 2,8). Størstedelen af denne strækning gik gennem ugæstfrie ørkenområder med kun få oaser og kilder.

Moses noterer sig udtrykkeligt, at de passerede den dybe Zered-dal øst for Edom (5 Mos 2,13-14). Det var en vanskelig bedrift at passere denne slugt, når man ikke havde nogen vej at følge.

Israelitterne vandrede øst om Moabs land, men gik gennem den nordøstlige del af Moab for at undgå at komme i nærkontakt med ammonitterne (5 Mos 2,16-19).

Fremme ved wadi Arnon stod de over for den dybe slugt. Moses noterer udtrykkeligt, at det var på Guds ordre, at de begyndte at krydse denne svært passerbare wadi (2,24).

Erobringen af kong Sihons rige

Da Moses og israelitterne omsider var kommet over Arnonfloden, stødte de på et nyt problem: amoritterkongen Sihon. Denne konge er ikke kendt uden for Det Gamle Testamente.

Området nord for Arnon (Højsletten) tilhørte oprindeligt Moabs konge. Men kort før israelitternes ankomst havde Sihon ført krig mod moabitterne og erobret hele Højsletten fra byen Heshbon og til Arnonflodens stejle skrænter.

Mange moabitter var blevet jaget på flugt, og endnu flere var taget til fange.

Sihon gjorde byen Heshbon til sin hovedstad og befalede, at den skulle genopbygges (4 Mos 21,26-30).

Moses sender bud til kong Sihon og beder om lov til at rejse gennem hans nyerobrede land. Moses ønsker at kunne bruge Kongevejen for at komme så hurtigt som muligt frem til Jordanfloden (21,21-22).

Men Sihon afviser fuldstændigt udsendingene fra Moses. Måske han blev grebet af overmod efter sin sejr over moabitterne, som han smadrede fuldstændigt. Dette folk af forvildede beduiner fra ørkenen skulle hans trænede hær nok kunne overvinde, tænkte han.

Sihon samlede hele sin hær og angreb Israel ved byen Jasa. Her blev han imidlertid besejret så eftertrykkeligt, at israelitterne var i stand til at tage hele hans land fra Arnon i syd til Jabbokfloden i nord (21,23-25).

Moses udlægger denne store sejr som Guds suveræne styring af begivenhederne (5 Mos 2,30-33). Vi ved desværre ikke med sikkerhed, hvor byen Jasa har ligget; men mange fortolkere gætter på, at den er identisk med Khirbet el-Medeiyineh, som ligger 17 kilometer sydøst for Medeba og er en ganske stor ruinhøj med tydelige rester efter en stærk by omkring 830 f.Kr.

Fire udgravningssæsoner i 1996-99 gav dog ikke informationer om byens historie før 900 f.Kr. Der er helt sikkert meget mere at finde her.

Heshbon

Efter sejren over Sihon overtog israelitterne blandt andet byen Heshbon og byggede den efterhånden op igen (4 Mos 22,25; 32,37).

I den nordlige ende af Højsletten ligger den store ruinhøj tel Hisban. Det er meget let at genkende det bibelske navn i det arabiske »Hisban«. De mange udgravninger på tel Hisban i 1970'erne og 80'erne gav desværre et negativt resultat.

Trods intensiv udforskning er der ikke fundet nogen som helst rest af en by på tel Hisban fra perioden mellem 1600 og 1200 f.Kr. – og kun meget få potteskår, der kan stamme fra den periode (indvandringstidspunktet).

Måske vil man i forbindelse med udgravninger andre steder på den store høj finde rester af kong Sihons by og israelitternes genopførelse af den.

En mere sandsynlig forklaring er dog, at Heshbon på Moses' tid lå et andet sted. To store ruinhøje i nærheden har omfattende bygningsrester fra Senbronzealderen, som er det tidspunkt, hvor Israel erobrede Sihons land. En af disse ruinhøje, for eksempel Tell Jalul, kunne være det Heshbon, som israelitterne erobrede.

Erobringen af kong Ogs rige

Efter at have besejret kong Sihon drog israelitterne mod nord ad Kongevejen, indtil de kom til Bashans konge Ogs rige (5 Mos 3,1).

Ligesom med Sihon er Og ikke kendt fra kilder uden for Bibelen. Han regerede over et område fra Jabbokfloden i syd til Golanhøjderne i nord, og han havde sin hovedstad i Ashtarot (Tel Ashterah) på Golan.

Kong Og angreb Israels folk ved byen Edre'i; men Gud gav israelitterne en knusende sejr (3,2-7; 4 Mos 21,33-35). Hele 60 byer blev erobret fra Og, husker Moses (5 Mos 3,4).

Der er enighed om, at byen Edre'i skal identificeres med den syriske by Dara, der ligger ved en sideflod til Yarmukfloden, lige nord for den jordansk-syriske grænse.

Kongevejen går gennem en ganske snæver slugt ved denne by. Byen skulle derfor være let at forsvare. Alligevel gav Gud Moses og israelitterne en overvældende sejr over kong Og.

Edre'i er nævnt i en egyptisk tekst (en liste over faraos herredømme i Syrien) fra tiden før Moses, og i byens store ruinhøj er der fundet rester af bebyggelse fra 1400-1200 f.Kr. Der er dog stadig meget, som endnu ikke er udgravet.