Koranens syn på jøder er dobbelttydigt

Muslimer ser ofte med dyb skepsis på jøder. Den somaliske forfatter Ayaan Hirsi Ali fortæller således om, hvordan hun i Saudi-Arabien oplevede, at det var helt normalt at give jøderne skylden for alt ondt i tilværelsen (Opbrud og oprør 2006 s. 66f.). Og skønt der glædeligvis er undtagelser, er den nævnte holdning på ingen måde blot lokaliseret til Saudi-Arabien. Men hvad skyldes denne udbredte skepsis, som endog til tider udarter til had? Det kan der gives flere forklaringer på:

1) Politisk fjendskab mellem jøder og muslimer, som begyndte i Medina på Muhammeds tid og stadig eksisterer i dag, ikke mindst i form af fjendskabet mellem Israel og palæstinenserne.

2) Misundelse over Israels aktuelle økonomiske og militære styrke – efter flere hundrede år, hvor jøder (sammen med kristne) har haft status som andenrangsborgere (dhimmis, beskyttede mindretal) i muslimske lande.

3) Koranens udsagn om jøder – og i nær sammenhæng hermed udsagn om jøder i haditherne (beretningerne om Muhammeds og de tidligste muslimers liv og færden). Ifølge en hadith skal Muhammed have udtalt: »I vil kæmpe mod jøderne, og når så en af dem gemmer sig bag en sten, vil denne sige: ”Du Guds tjener! Det, der er bag mig, er en jøde. Dræb ham!”« (Al-Bukhari: Hadith-samling, Systeme 2007-2016 s. 37).

Det er Koranens udsagn om jøder, som vi her vil se nærmere på.

Forskellige udsagn i forskellige epoker

Koranen rummer rigtig mange udsagn om jøder. Længere passager i sura 2 og 3 omhandler således Guds tidligere åbenbaring til og handlen med »Israels børn« (2.40; 2.47). I sura 28 skildres eksempelvis Moses indtil udvandringen af Egypten, og i sura 7 finder vi så en lang skildring af Moses og udvandringen af Egypten. Og vi møder igen og igen omtale af personer, som vi kender fra Det Gamle Testamente. Ikke mindst Abraham, men også Moses, David og mange andre.

Disse udsagn kan imidlertid ikke sættes på én formel. Og det er der flere årsager til: Den første er, at Muhammed i løbet af sit virke som profet ændrede syn på jøderne. Ifølge traditionel opfattelse udvandrede Muhammed i år 622 e.Kr. fra Mekka til Medina sammen med en mindre flok tilhængere. Og mens han i Mekka havde haft en vis kontakt med de derboende kristne, mødte han nu i Medina for alvor den jødiske tro i skikkelse af tre jødiske stammer.

I begyndelsen var der tilsyneladende »isfrit farvand« mellem Muhammed og jøderne. Men da jøderne hverken ville anerkende Muhammed som en profet på linje med jødedommens klassiske profeter, fordi de ikke mente, at han havde udført mirakler (17.90-95), eller ville anerkende ham som Medinas bykonge, kølnedes forholdet efterhånden og endte som fjendskab. Som følge heraf blev to af de jødiske stammer på et tidspunkt fordrevet, og i år 627 blev 700 mandlige medlemmer af den tredje stamme henrettet, og muslimerne i Medina overtog deres ejendom, inklusive kvinder og børn.

Denne behandling af jøderne regnes af både jøder og mange andre for at være en form for etnisk udrensning. Jøderne havde været der, længe inden muslimerne ankom. Men muslimer vil ofte forsvare handlingerne med, at jøderne var illoyale overfor Muhammed, og at den manglende loyalitet – ifølge dem – var et bevis for, at jøder generelt er falske og utroværdige. Kort før sin død proklamerede Muhammed så, at der fra nu af kun skulle være plads til én religion i Arabien, nemlig islam.

Og denne historiske udvikling afspejler sig tydeligt i Koranen. Efter nemlig indledningsvis at have modtaget relativt positive åbenbaringer om jøderne (og de kristne) fik Muhammed efterhånden mere og mere kritiske åbenbaringer om især jøderne. I det hele taget var Muhammed heldig med stort set altid at få de åbenbaringer, som passede til hans aktuelle ønsker og planer.

Henvisninger til de tidligere åbenbaringers omtale af jøderne

Den anden grund til, at Koranens udsagn om jøder ikke kan sættes på fast formel, er at vi også finder mange henvisninger til de jøder, som er omtalt i de tidligere åbenbaringer, Det Gamle og Det Nye Testamente.

Muhammed havde (så vidt vi ved) ikke førstehåndskendskab til hverken Det Gamle eller Det Nye Testamente, men han har tydeligvis fået fortalt mere eller mindre forvanskede beretninger derfra. Nogle af dem finder vi i Koranen. Og når det gælder omtalen af jøder, fylder beretningerne fra Det Gamle Testamente i sagens natur mest.

Tre kategorier af udsagn om jøderne

Vi kan med andre ord i Koranen finde mindst tre forskellige kategorier af udsagn om jøder: relativt positive udsagn fra et tidligt tidspunkt i Muhammeds virke som profet, negative udsagn fra senere i Muhammeds virke, og udsagn om Guds/Allahs tidligere handling med og åbenbaring til jøder.

Positive udsagn

I Koranen finder vi en formulering, som moderne muslimer ofte griber med kyshånd som dokumentation for islams generelle religiøse tolerance, nemlig: »Der er ingen tvang i religionen« (2.256). Og hvad jøderne angår, gælder som en positiv grundtone i Koranen, at de (sammen med de kristne) hører til »bogens folk«. For jødernes vedkommende fremhæves det, at »vi sendte Toraen ned med retledning og lys, for at profeterne, der havde overgivet sig til Gud, og ligeledes rabbinerne og de skriftkloge kunne dømme for dem, der var jøder, efter det af Guds skrift, som de var blevet betroet, og som de var vidner på.« (5.44) Og Koranen fortæller også, at Gud tidligere har favoriseret jøderne: »Vi gav Israels børn Skriften, dømmekraften og profetien. Vi forsørgede dem med de gode ting og begunstigede dem frem for alverden« (45.16).

Som eksempler på den positive holdning kan der også peges på, at persongalleriet i Koranen overvejende er bibelsk, og at langt hovedparten af de (25 eller 28) profeter, som i Koranen nævnes med navn, er skikkelser, som vi kender fra Det Gamle Testamente, blandt andet Adam, Noah og Moses.

Derudover kan der henvises til en række konkrete Koran-tekster. Sura 3.84 rummer således en udpræget positiv holdning til både jøder og Jesus: »Sig: ”Vi tror på Gud og på det, der blev sendt ned til os; på det, der blev sendt ned til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og Israels stammer; og på det, der blev givet til Moses, til Jesus og til profeterne fra deres Herre. Vi gør ikke forskel på nogen af dem. Vi overgiver os til Ham.”«

Negative udsagn

I senere åbenbaringer er tonen imidlertid en helt anden: »Jøderne siger: ”Guds hånd er lænket!” Måtte deres egne hænder være lænkede, og måtte de være forbandede for det, som de siger!« (5.64). »Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!« (9.29 – en tekst, som hyppigt er blevet tolket som en opfordring til jihad. Og som dermed mere eller mindre ligger på linje med den tidligere nævnte hadith-tekst).

Nu synes denne tekst jo også at ramme de kristne. Men der er ingen tvivl om, at muslimer med basis i Koranen normalt er endnu mere kritiske overfor jøder end overfor kristne.

Et af de centrale anklagepunkter går på, at jøderne (på samme måde som de kristne) skal have forfalsket den åbenbaring, som de har fået givet. Denne anklage møder vi i mange sammenhænge:  »Ve dem, der skriver et skrift med egen hånd og derpå siger: ”Dette kommer fra Gud!”« (2.79). Og »I Skriftens folk! Hvorfor hyller I sandheden ind i løgn? Hvorfor skjuler I sandheden, når I har viden?« (3.71) og igen i sura 3.78: »En del af dem fordrejer ordlyden i Skriften, for at I skal tro, at det, de siger, hører til Skriften: men det hører ikke til Skriften. De siger, at det kommer fra Gud; men det kommer ikke fra Gud! De siger en løgn om Gud, og de ved det godt.« Og sura 4.46: »Nogle af dem, der er jøder, rykker ordene ud af deres sammenhæng og siger: ”Vi hører, men adlyder ikke!”…  Men Gud har lagt en forbandelse over dem for deres vantro. De tror kun lidt.«

Koranens udsagn om jøder og kristne

Som vi har set, kan man, når man læser Koranens udsagn om jøder, ikke undgå at bemærke, at de kristne ofte nævnes i samme sammenhæng – og det gælder både de positive og de negative udsagn. På den positive side kan sura 2.62 nævnes: »De, der tror, og de, der er jøder, kristne og sabier; de der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, de vil få deres løn hos deres Herre. De skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede.« Og hvad de negative udsagn angår, kan vi eksempelvis henvise til følgende: »Jøderne siger: ”Ezra er Guds søn!” Og de kristne siger: ”Messias er Guds søn!” Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Gud bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede?« (9.30).

Og som konsekvens møder vi i Koranen to ganske forskellige opfordringer: I én sura læser vi: »Gud forbyder jer ikke at være venlige og handle retfærdigt mod dem, der ikke bekæmper jer i religionen, og som ikke har fordrevet jer fra jeres boliger. Gud elsker dem, der handler retfærdigt. Gud forbyder jer kun at tage dem til venner, der har bekæmpet jer i religionen og fordrevet jer fra jeres boliger eller hjulpet til med at fordrive jer. Hvis nogen tager dem til venner, handler de uret.« (60.8-9).

I en anden sura lyder opfordringen derimod: »I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Gud retleder ikke de folk, der handler uret« (5.51).

Ikke desto mindre er der som nævnt en tendens til, at kristne i Koranen bliver omtalt mere positivt end jøder: »Du finder, at det er jøderne og dem, der sætter andre ved Guds side, der er mest fjendtligt stemt over for dem, der tror; og du finder, at de, der er mest venligt stemt over for dem, der tror, er dem, der siger: ”Vi er kristne”. Det skyldes, at der blandt dem er præster og munke, og at disse ikke er hovmodige« (5.82).

Muslimernes syn på jøder afhænger ikke kun af Koranen

Vi kan altså konstatere, at der i Koranen findes både negative og positive udsagn om jøder. Og begge typer af udsagn findes efter mit skøn i så rigelig mængde, at både de muslimer, som stræber efter fred og samarbejde med jøder, og de muslimer, som ser med mistro og foragt på jøderne, kan hævde i Koranen at have god baggrund for deres holdning.

Og det betyder, at det næppe er Koranens udsagn, men andre overvejelser, som afgør, om en muslim ender med at søge fred og forsoning med jøder, eller ender med at se på jøder med mistro, foragt eller had.  

Kort om Koranen

Koranen er efter traditionel muslimsk opfattelse Guds endegyldige åbenbaring, en kopi af »den himmelske Koran«, som blev åbenbaret for Muhammed fra 610-632 og derpå nedskrevet. Den nuværende autoriserede arabiske udgave er efter gængs muslimsk opfattelse blevet samlet omkring 655 – altså blot cirka 25 år efter Muhammeds død i 632. Der bliver imidlertid i stigende grad stillet spørgsmål til den traditionelle muslimske forståelse af Koranens tilblivelse, for eksempel: Blev Koranen virkelig samlet så tidligt? Og hvor meget af indholdet kan henføres til Muhammed og de tidlige redaktører?

»Sura« er betegnelsen for Koranens kapitler. Den består af 114 suraer. De seneste (og længste) åbenbaringer – med undtagelse af sura 1 - er placeret først i Koranen, mens de tidligste (og korteste) er placeret sidst i Koranen.

»Hadith« betyder »kort fortælling« og er betegnelsen for de utallige beretninger, som findes om Muhammed og hans tidligste fæller.