Josefus - troens forsvarer

Et af de gennemgående temaer i Josefus’ forfatterskab handler om gensidigt at forsvare og forklare Rom og jøderne over for hinanden.
De tidligste skrifter handler mest om at forsvare Rom og formane jøderne til at leve og praktisere jødedommen i fred under romersk politisk herredømme.
Senere udviklede Josefus’ forfatterskab sig til et forsvar mod falske anklager mod jødedommen og afværgelser af rygtedannelser om og forfølgelser af jøderne.
Til trods for at Josefus forsvarede jødedommen og jøderne, er der meget, der tyder på, at jøderne på Josefus’ tid og efterfølgende opfattede ham som en forræder. Det ses blandt andet ved, at hans forfatterskab ikke har haft særlig stor betydning i jødedommen. Den massive rabbinske litteratur, som blev udviklet i oldtiden, er fuldstændig tavs om Josefus.
Hans skrifter blev således hverken læst eller regnet for noget blandt jøder i oldtiden. Først i nyere tid er jødiske historikere begyndt at interessere sig for Josefus.

Betydning for de første kristne

Der er imidlertid meget, der tyder på, at Josefus fik stor betydning for de første kristne.
Et af de områder, hvor Josefus’ tekster skulle vise sig at få helt central betydning for de kristne, var som model for kristent trosforsvar.
Trosforsvaret var en genre, som de første kristne videreudviklede, tydeligvist inspireret af Josefus. Der er således adskillige eksempler på sammenfald af argumentationsmetode mellem Josefus og senere kristent trosforsvar.
På Josefus’ tid var kristendommen endnu tæt knyttet til jødedommen, og derfor omfattede Josefus’ forsvar for jødedommen også til dels de første kristne. Det bekræftes af, at Josefus’ omtale af Jesus og de kristne var forholdsvis neutral.
Det blev også de kristne, som kopierede Josefus’ værker og derved sikrede deres overlevelse. Kopiering af skrifter i oldtiden var et stort arbejde, og det vidner derfor om, at disse skrifter havde stor værdi og betydning for de første kristne.

Josefus betydning i dag

Ikke kun for de første kristne, men også i vores tid har Josefus’ tekster stor værdi. Der er særligt to ting, som har betydning i denne sammenhæng.
For det første leverer Josefus, som den ældste ikke-kristne kilde, et meget vigtigt vidnesbyrd om Jesu eksistens i historien. Det er vigtigt, fordi der i nyere tid stilles spørgsmål ved, om Jesus kan regnes for at være en historisk person.
At Josefus bekræfter Det Nye Testamentes vidnesbyrd om Jesus, er derfor helt unikt og udgør et af de største problemer for de kritikere, som netop kræver ikke-bibelske bekræftelser på Jesu eksistens.
Ser man på indholdet, er det dog begrænset hvor meget plads, der levnes til Jesus og de kristne.
Men det mest kendte afsnit om Jesus i Josefus’ skrifter omhandler imidlertid helt centrale områder i Jesu gerning, undervisning og messianske karakter, samt hans dom, korsfæstelse, opstandelse og de kristnes fællesskab.
At Jesu historiske eksistens kan bevises uden for Det Nye Testamente er vigtigt, fordi det netop er Jesu liv, død og opstandelse, der er det helt centrale i den kristne tro. At Josefus’ vidnesbyrd om Jesus i øvrigt er neutralt, præcist og uafhængigt gør, at det kan klassificeres som en meget troværdig kilde.
For det andet er Josefus en vigtig kilde til forståelse af den tid, hvor kristendommen opstod og udviklede sig.
Når Josefus beskriver de historiske, politiske og religiøse forhold i Israel omkring og kort efter templets ødelæggelse, jødernes forhold i diasporaen og det konfliktfyldte forhold mellem grækere og jøder, så er det præcis den samme virkelighed, som Ny Testamentes skrifter er blevet til i.
Vi har således mulighed for at forstå den nytestamentlige tid bedre, når vi læse Josefus. Og forståelse for datiden giver en stor hjælp til at forstå budskabet i Det Nye Testamente.