Josefus - kejserens jødiske skriver

En ung jødisk officer og oprører blev i år 67 e.Kr. taget til fange af romerne. Efter en mærkelig episode blev han den senere kejser Vespasians yndling, var mægler i krigen om Jerusalem og blev senere udnævnt til historieskriver.
 

I sommeren 67 e.Kr befandt en ung jødisk officer sig i en usædvanlig og håbløs situation.
Som kommandør for en delegation af jødiske oprørsstyrker deltog han i et umuligt forsvar af byen Yodfat i Galilæa. Byen var belejret af den romerske hær under kommando af den senere romerske kejser Flavius Vespasian.
Romerne havde fået nok af en religiøs strid, der var blusset op mellem grækere og jøder i Judæa, og havde derfor indledt et militært felttog for at genoprette roen i landet.
Kampene i den belejrede by udviklede sig ekstremt blodige, og den unge officers deling blev omringet af den romerske hær og presset ind i en hule.
Her skulle han træffe sit livs måske vanskeligste beslutning. Den eneste reelle udvej syntes at være overgivelse med udsigt til ydmygelse og måske tortur og henrettelse.
Men da hans mænd nægtede at overgive sig, foreslog han i stedet kollektivt selvmord, hvor de på skrift, efter lodtrækning, skulle slå hinanden ihjel og sidste mand begå selvmord.         

En mærkværdig historie

Den unge officer hed Josefus, og som den ene af to overlevende har han fortalt denne historie om, hvordan han i stedet for selvmord alligevel valgte at overgive sig til Vespasians fangenskab.
Da Josefus blev fremstillet for Vespasian, forudsagde han, at Vespasian en dag ville blive udnævnt til kejser.
Det reddede hans liv.                     
To år efter at Josefus undslap sin egen selvmordsroulette, blev Flavius Vespasian udnævnt som kejser i Rom, præcis som Josefus havde forudsagt.
Samtidig blev Josefus løsladt fra sit fangenskab og i stedet optaget i hoffet omkring kejseren. Som det var romersk skik for frigivne fanger tog Josefus ved den lejlighed det kejserlige tilnavn Flavius for på den måde at ære sin nye velgører.
I årene herefter fungerede Flavius Josefus som forhandler mellem det romerske militær og de jødiske oprørere. Herved ble han øjenvidne til flere af krigens helt centrale og afgørende episoder inklusiv den vigtigste: romernes belejring og efterfølgende ødelæggelse af Jerusalem.
I kraft af sin rolle som forhandler forsøgte Josefus at overtale jøderne i det belejrede Jerusalem til at overgive sig. Den opfordring tog oprørslederne imidlertid ikke til efterretning. De fortsatte i stedet modstanden, der udvikler sig mere og mere desperat.
I bogen ’Den Jødiske Krig’ skildrer Josefus romernes ekstreme brutalitet ved belejringen af Jerusalem så detaljeret og gruopvækkende, at det efterlader en stor klump i halsen på læserne.
Efter krigens afslutning blev Josefus ført med til Rom, hvor kejseren behandlede ham godt. Her blev han tildelt en herskabelig bolig i nærheden af kejserpaladset, romersk statsborgerskab, løn og pension. Til gengæld herfor skulle han skrive den romerske historie om den jødiske krig. 

Jødedommens forsvarer

Under kejser Domitian (81-96 e.Kr.), som var den tredje og sidste kejser i det flaviske dynasti, blev Josefus sat fra bestillingen som statslig historieskriver. Domitian huskes mest som en af Roms helt store tyranner, der blandt andet indskærpede kejserdyrkelsen i romerriget med omfattende forfølgelser af både jøder og kristne til følge.
En romersk forlægger ved navn Epafroditus hyrede imidlertid Josefus til at skrive for sig. Med tilskud fra Epafroditus var Josefus således i stand til at fortsætte sine skriverier, som mere og mere udviklede sig til at handle om jødedommen og blev et forsvar for den jødiske tro.
Og det er netop i sin funktion som historieskriver, at Josefus er bedst kendt. Hans skrifter vurderes i dag til at udgøre nogle af de absolut vigtigste kilder til forståelse af historien og kulturen i Judæa og de jødiske religiøse strømninger i slutningen af det første århundrede e.Kr. 

Josefus’ hensigter

Josefus’ fællesskab med hoffet i Rom er omgæret af en sådan grad af mystik og gådefuldhed, at det rejser nogle uundgåelige spørgsmålet i forhold til, hvordan vi skal forstå Josefus.
Brugte Josefus sin intellektuelle overlegenhed til at sno sig igennem tilværelsen for at få det bedste ud af det til sig selv, hvorved han fremstår som en egoistisk forræder?
 Eller var han tværtimod super loyal og søgte oprigtigt det bedste for sine jødiske landsmænd ved at sikre sig en position, hvorfra han havde mulighed for at forsvare jødiske anliggender over for den romerske kejser? Eller blev han simpelthen viklet ind i et intrigant internt religiøst og politisk romersk magtspil, hvor hans historiske værker fungerede som en brik i det flaviske dynastis kamp for et positivt kejserligt eftermæle?
 Uanset Josefus’ tvetydige handlinger under det jødiske oprør og i hans efterfølgende arbejde for Roms kejser, så efterlod hans værker nogle meget vigtige aftryk i historien, som skulle vise sig at få stor betydning for tiden fremefter.