Jøderne i Wien – »byen af blod«

I den ene ende af Judenplatz i den gamle bydel af den østrigske hovedstad, Wien, ligger et stort firkantet betonmonument. Ved nærmere eftersyn kan man se, at siderne ligner bøger, der står med ryggen indad.

Meter efter meter af bøger i fem meters højde. Monumentet er et mindesmærke for de østrigske jøder, der døde under Holocaust, og bøgerne fortæller deres historie.

Men netop fordi monumentet står her på stedet, hvor Wiens jødiske befolkning første gang blev udryddet omkring 500 år før Holocaust, virker det ekstra stærkt.

Storhed

Wien er byen, der er kendt for sin wienerschnitzel, sine nytårskoncerter og den berømte Sacher Torte. Det er også byen med det berømte filharmoniske orkester og de kendte komponister Strauss, Mahler og Mozart.                

En storslået by med brede boulevarder, skyggefylde parker med gamle træer og smukke slotte og palæer. En by for kunst og kultur.

I det hele taget en by, der vidner om tidligere tiders storhed og rigdom som hovedstad for det østrig-ungarske rige.

Men Wien er også en by med mange triste kapitler i historien. Nemlig historien om, hvordan østrigerne har behandlet sin jødiske befolkning.

Middelalderens mørke

De første vidnesbyrd om en jødisk befolkning i byen stammer fra cirka år 1200, hvor hertug Frederik I’s møntmester var en mand ved navn Schlom.

I 1238 fik byens jødiske befolkning sine første privilegier, men først i løbet af 1300-tallet fik jøderne tilladelse til at oprette egentlige institutioner som for eksempel en synagoge, et sygehus og et slagteri.

Under den sorte død i 1349 blev en del af de tyske jøder tvunget til at flygte fra Tyskland. Mange af dem endte i Wien.

De første jøder boede i det indre Wien. Tæt ved det område, hvor den moderne Judenplatz ligger.

Her boede og trivedes de i de næste mange år, men i begyndelsen af 1400-tallet begyndte hadet mod jøderne at spire blandt Wiens borgere. Det gjorde den delvist på grund af jødernes velstand – godt bakket op af fyrsten Albert V, der selv skyldte jødiske udlånere penge, som han ikke kunne betale tilbage.

Rygter om vanhelligelse af nadverbrødet

I påsken 1420 forlød det pludselig, at en jøde ved navn Israel havde stjålet indviet nadverbrød og delt det ud blandt byens jøder, der havde vanhelliget det. »Kristusmorderne« var på spil igen.

Den 23. maj 1420 beordrede Albert V derfor, at alle jøder rundtomkring i Østrig skulle tages til fange og udryddes.

Omkring en måned senere blev de fattige sat på både uden årer og sendt med strømmen ned af Donau. Nogle fik reddet sig i land, men mange druknede.

De rige blev stadig holdt fanget, deres værdigenstande blev konfiskeret, og de blev dagligt udsat for mishandling og tortur.

Børn blev skilt fra deres forældre, mænd fra deres hustruer, og man gjorde forsøg på at tvangsomvende dem til kristendommen. Mange af de tilfangetagne tog deres eget liv.

I marts 1421 blev de tilbageværende overlevende – 120 kvinder og 92 mænd – dømt til døden på bålet. 17 jødiske samfund rundtomkring i Østrig, herunder den store jødiske menighed i Wien med omkring 1500 medlemmer, var udryddet. Det lykkedes kun ganske få at flygte ud af landet eller at leve i skjul.

Wien fik tilnavnet »Ir ha-Damim« – byen af blod.

Ny synagoge

Omkring 200 år efter udryddelsen fik jøderne igen tilladelse til at vende tilbage til Wien. Denne gang i bydelen Leopold uden for byens centrum.

I 1670 var der 500 jødiske familier i området. Men det var dog stadig forbudt at danne et egentligt religiøst samfund eller holde gudstjenester i det offentlige.

I 1824 blev rabbineren Isak Mannheimer hentet fra København til Wien. Hans opgave blev at oprette en jødisk skole i byen.

Allerede året efter blev den første sten til byggeriet af en synagoge i det indre Wien lagt i jorden.

Dog forlangte den katolske kirke, at synagogen ikke måtte være synlig i gadebilledet, og derfor skulle facaden ligne de omliggende beboelsesejendomme og være bygget sammen med dem.

Netop derfor blev den som en af de eneste synagoger i Wien ikke brændt ned på Krystalnatten mellem 9. og 10. november 1938, da man frygtede, at ilden ville brede sig meget voldsomt.

Først med den østrigske forfatning i 1867 fik jøderne adgang til at bosætte sig i hele Østrig og frit praktisere deres tro.

Ved århundredeskiftet var Wiens jødiske befolkning vokset til omkring 147.000, og området Leopoldstadt, hvor de havde fået lov til at bosætte sig tilbage i 1624, havde udviklet sig til at være centrum for Wiens jødiske liv.

De fleste her tilhørte de lavere klasser eller middelklassen, mens de rige havde bosat sig i det indre Wien eller i andre forstæder.

Med østrigernes nederlag mod øst under Første Verdenskrig begyndte jødiske flygtninge fra Østeuropa at strømme til Wien.

Mellem 50 og 70.000 ankom til banegården i Leopoldstadt. Men selvom mange af dem vendte tilbage til deres hjem østpå efter krigen, blev omkring halvdelen af dem i byen, og det satte byens jødiske borgere på en prøve.

De nytilkomne var fattige, men havde svært ved at få job. Fabrikkerne var ikke villige til at ansætte dem, så situationen blev mere og mere ulykkelig. Østjøderne blev ofre for fordomme og var oftere mål for antisemitiske angreb, end de mere velhavende og assimilerede jøder.

Det var ikke let at etablere sig i Wien. Alligevel blomstrede det jødiske samfund, indtil den stigende antisemitisme op gennem 1930’erne bremsede det.

Antisemitiske organisationer omdelte løbesedler og aviser i og omkring Leopoldstadt og forsøgte på den måde at vende den kristne befolkning mod deres jødiske naboer.

Det kulminerede på Krystalnatten i november 1938, hvor næsten alle de 93 jødiske bedehuse og synagoger i Wien blev ødelagt. Butikker blev plyndret, og næsten 6.000 jøder blev arresteret, og størstedelen af dem blev i de følgende dage sendt til koncentrationslejren Dachau.

Nürnberglovene betød i årene derefter, at jøderne blev berøvet deres frihed, blokeret fra næsten alle hverv og lukket ude fra skoler og universiteter. Nazisterne ønskede at tvinge jøderne ud af Wien, og i 1941 havde 130.000 forladt byen.

Efter beslutningen om at udrydde jøderne i 1942 blev de fleste af de resterende 65.000 sendt til udryddelseslejrene. Kun omkring 2.000 overlevede.

Mange af de jøder, der bor i Wien i dag, er flygtninge fra Østeuropa, og det anslås, at der nu bor op mod 20.000 jøder i hele Østrig.

Selvransagelse eller mangel på samme

Østrigs integrering i Tyskland i 1938 var meget værdifuld for Hitler, idet landet stillede over en million mand til at indgå i den tyske hær og SS. Den østrigske stat rådede desuden over langt større formuer og flere råvarer end Tyskland, og de indgik nu i de tyske beholdninger.

For Østrig selv indebar integreringen dog også fordele. Østrigske borgere fik således de samme rettigheder som alle andre tyske borgere. Enhver østriger kunne nu frit arbejde i hele Tyskland og kunne også avancere til høje stillinger i det tyske samfund.

En række østrigere fik derfor også vigtige poster på højt niveau i det tyske nazistiske system.

Man mener, at østrigerne udgjorde 8 procent af Stortysklands befolkning, men tegnede sig for 14 procent af SS, 40 procent af personalet i udryddelseslejrene i Østeuropa og 70 procent af Adolf Eichmanns stab. 

Eichmann var ham, der stod for hele logistikken med transporten af jøder til udryddelseslejrene. Han flygtede senere til Argentina, men blev i 1960 fanget af israelske agenter og senere dømt til døden i Israel.

På grund af den meget store involvering i det nazistiske Tyskland var nationalsocialismen og Holocaust et tabu i Østrig i mange år.

I 1991 erkendte forbundskansler Franz Vranitzky som den første officielt, at landet var medskyldig i de nationalsocialistiske forbrydelser.

Det skete efter skandalen, hvor det var kommet frem, at den østrigske forbundspræsident Kurt Waldheim havde været særdeles aktiv i SS i blandt andet Grækenland.

Der blev derpå oprettet en såkaldt Nationalfond for ofrene for nationalsocialismen, og mange ofre fik derved for første gang en – ganske vist lille – erstatning.

I 2000 og 2001 blev der desuden vedtaget love om erstatning for tvangsarbejde og »ariseret« formue. Noget, der dog er blevet kraftigt kritiseret af Simon Wiesenthal Centeret i Jerusalem for ikke at være tilstrækkeligt. Blandt andet fordi man mener, at Østrig slet ikke har gjort nok for at retsforfølge de nazistiske forbrydere, der stadig lever i landet.