Israels udelte hovedstad

»Tempelbjerget er i vores hænder.« Stemmen, der kommer ud af højtaleren, tilhører Mordechai Gur, israelsk general og øverstbefalende for de faldskærmstropper, der vristede Jerusalem fra jordanerne. Optagelsen er 50 år gammel, men ordene er ikke til at tage fejl af.             

»Tempelbjerget er i vores hænder. Indstil al skydning. Klokken er 10.20, den 7. juni. Lige nu går vi gennem Løveporten. Jeg er nu i skyggen inde i porten. Nu er jeg igen ude i solen. Løveporten. Vi er i Den Gamle By. Vi er i Den Gamle By. Soldaterne står meget tæt ved muren. Vi går ned ad Via Dolorosa. Kan I forstå dette? ... Den Gamle By. Vi er igen inde i Den Gamle By.«

Og lidt efter: »Et øjeblik … Lige foran mig ligger Grædemuren. Jeg kan slet ikke finde ord for, hvad jeg føler. På dine mure, oh Jerusalem, har jeg sat mine vægtere …«

I baggrunden hører man lyden af shofarhorn og soldaternes jubelråb.

Den 7. juni 1967 var Jerusalems gamle bydel igen på jødiske hænder efter næsten 2.000 år, og jøderne fik igen adgang til Grædemuren, som havde været lukket område de sidste 20 år under jordansk herredømme.

Tre uger senere blev Østjerusalem annekteret, og Jerusalem fik status som Israels udelte hovedstad.

Det er 50 år siden i år, men Jerusalems historie som hovedstad rækker mange hundrede år længere tilbage.

Tilbage til begyndelsen

Vi skal langt tilbage i tiden, hvis vi skal begynde ved begyndelsen.

Helt tilbage til Abraham, der levede cirka 2.100 år f.Kr. I Første Mosebog kapitel 12 læser vi om, hvordan Gud befalede Abraham, at han skulle drage op til et land, Gud ville vise ham, og at han skulle blive stamfar til et stort folk.

I kapitel 22 kan vi læse om, hvordan Gud satte Abraham på en prøve. Han skulle tage sin eneste søn, Isak, og drage til Morija-landet og bringe ham som offer til Gud på det bjerg, Gud ville vise ham. Abraham gjorde, som Gud sagde. Og netop da han løftede kniven, greb Gud ind og reddede Isaks liv.

Første gang vi hører om Jerusalem, er i nogle gamle egyptiske skrifter helt tilbage fra omkring år 1.500 f.Kr.

Omkring år 1.100 f.Kr. blev David konge. I de første år regerede han fra Hebron, men efter syv år drog han op mod Jerusalem og jebusitterne og erobrede klippeborgen Zion.

Her tog han bolig og kaldte den Davidsbyen (2 Sam 5).

Senere hentede han pagtens ark og førte den til Jerusalem, hvorfra han regerede over hele Israel og Juda i 33 år.

I løbet af den tid besluttede han at bygge et hus for Herren. Men det blev hans søn Salomo, der kom til at bygge det (2 Krøn 3,1-2).

Huset blev bygget på Morija Bjerg oven for Davidsbyen. Her stod det i al sin skønhed, mens byen voksede.

Jøderne tilbad Gud på dette sted de næste 400 år. Selvom Israel blev delt omkring år 700, fortsatte Jerusalem med at fungere som hovedstad i Judæa, indtil perserkongen Nebukadnesar ødelagde både byen og templet og førte folket i eksil i Babylon i år 586 f.Kr.

Men mindre end 50 år senere førte Gud igen en del af folket tilbage til det land, han havde lovet Abraham. De genopbyggede templet og deres ødelagte hovedstad, og i 516 f.Kr. blev templet indviet igen.

Jerusalem blev herefter en af områdets vigtigste handelsbyer.

Vanhelligelsen af templet

Årene gik, og fra at have været under persisk styre flyttede magtbalancen sig, og det lille Israel kom under hellenistisk styre, da Alexander den Store erobrede landet i 332 f.Kr.

Det hellenistiske rige bestod af en række riger, blandt andet Syrien, Cypern og en række riger, der lå i indbyrdes krig. Lige så langsomt spidsede det til, indtil Israel kom under den syriske konge Antiokus IV Epifanes.

Nogle jøder tog den nye hellenistisk-hedenske kultur til sig, mens andre ikke gjorde, og det førte til et åbent oprør i årene omkring år 170 f.Kr.

Antiokus sendte sine tropper mod Jerusalem, templet blev vanhelliget, og fremmede guder blev dyrket på stedet.

Han gik så vidt, at han opstillede en statue af Zeus i templet og ofrede svin på stedet. Jøderne fik forbud mod at følge de bibelske bud, og mange blev slået ihjel.

Selvstændighed

Præsten Mattathias og hans sønner tog del i oprøret. Hans søn Juda med tilnavnet Makkabæeren ledede oprøret og generobrede Jerusalem i år 164 f.Kr.

Templet blev renset og genindviet. Og det er i forbindelse med dette, at vi har beretningen, der har ført til, at jøderne hver vinter fejrer hanukka.

Hanukka betyder indvielse og henviser til, at da templet skule indvies, kunne man ikke finde olie nok til at holde den syvarmede lysestage tændt. Traditionen siger, at man kun havde en enkelt lille flaske med olie nok til en dag, men at Gud gjorde et under og lod lyset brænde i otte dage.

I denne forbindelse opnåede Israel fuldstændig selvstændighed og kom først igen under fremmed styre, da romerne erobrede landet i år 63 f.Kr.

Jerusalems ødelæggelse og generobring        

I år 40 f.Kr. udnævnte romerne Herodes den Store til konge. Han ombyggede det andet tempel på drastisk vis og udvidede blandt andet tempelområdet, så det blev til den store plads, vi i dag kender som Tempelpladsen. Herodes’ tempel var enormt imponerende og var centrum for jøder i hele verden.

Knap 100 år senere blev det ødelagt fuldstændigt af kejser Titus. Jerusalem blev brændt ned, pagtens ark forsvandt, og skattene fra templet blev ført til Rom.

Mange jøder flygtede og Jerusalem lå hen i ruiner.                  

Som følge af romernes meget hårdhændede styre efter jødernes oprør i år 66-70 e.Kr. – dels provokeret af kejser Hadrians forbud mod omskærelse og hans etablering af en romersk by med et Jupitertempel på Tempelpladsen – gjorde jøderne igen oprør under ledelse af Simon Bar Kokhba i år 132 e.Kr.

Det førte til en generobring af Jerusalem og to år som selvstændig stat. Romerne måtte ty til en udmattelseskrig, der førte til, at oprørernes sidste befæstning faldt i år 135 e.Kr. Jerusalem blev nu en by, der var domineret af kristne ikke-jøder.

Herefter fulgte 450 år under araberne, indtil det kristne Europa samlede sig og indledte korstogene for at befri den hellige stad.

Det lykkedes korsfarerne at bevare magten i et par hundrede år, hvorefter de blev besejret af Saladin, og landet blev styret af først egypterne og siden osmannerne, indtil delingsplanen efter første verdenskrig førte til, at englænderne fik magten over området.

Selvom romerne helt tilbage i år 135 e.Kr. gav området det nye navn, Palæstina, blev der aldrig etableret en selvstændig stat i området. Ikke før staten Israel blev udråbt i 1948 efter en afstemning i FN.

Næste år i Jerusalem

Jerusalem har været jødernes vigtigste by og centrum for jødedommen i mere end 3.000 år, siden David indtog byen og gjorde den til hovedstad.

Det jødiske kvarter i Den Gamle By har været beboet af jøder stort set siden dengang. Jødedommen og jøderne er tæt knyttet til byen og landet, som Gud har lovet dem. Israel og Jerusalem er og bliver derfor både et fysisk og et åndeligt centrum for jødisk liv og tænkning.

I de 2.000 år efter at romerne ødelagde Jerusalem, levede håbet for alle de jøder, der levede i eksil. Det blev tradition at bruge hilsenen »næste år i Jerusalem«.

Da staten Israel blev oprettet i 1948, var Tel Aviv hovedstad i en kort periode indtil 1950, hvor staten Israel udråbte Jerusalem til hovedstad – selvom de fleste lande i verden ikke accepterede det. Men hele Østjerusalem og Den Gamle By hørte på det tidspunkt til Jordan.

Først den 7. juni 1967 kom hele byen på israelske hænder, og tre uger efter – den 27. juni 1967 – blev byen igen officielt Israels udelte hovedstad.

Indtagelsen af Tempelpladsen

På Tempelpladsen ligger to af de vigtigste helligdomme for muslimerne: Klippehelligdommen og al Aqsa-moskeen.

De har begge ligget her i mere end 1.300 år. Selvom det lykkedes jødiske tropper at få plantet et israelsk flag på Klippehelligdommen, og selvom officeren Shlomo Goren, der senere blev overrabbiner i hæren, blæste i et shofarhorn som tegn på befrielse, hindrede daværende israelske forsvarsminister Moshe Dayan en egentlig israelsk kontrol af de muslimske helligdomme på Tempelpladsen for fredens skyld.

Området blev i stedet overdraget til det jordanske, muslimske råd Waqf.

Jødisk tilknytning til Jerusalem

Jerusalem som hovedstad og centrum for jødedommen hænger nøje sammen med Tempelbjergets betydning.

Selvom byggeriet af Salomos tempel i Jerusalem er nævnt i Koranen og i tidlig muslimsk tradition, forsøger islamistiske muslimer på mange måder at bortforklare enhver jødisk tilknytning til området.

Selv den daværende mufti af Jerusalem Ekrima Sa’id Sabri udtalte i 2001 til Kristeligt Dagblad, at »Jerusalem blev ødelagt 23 gange gennem historien, og derfor har de forskellige udgravninger 23 forskellige lag. Ikke et eneste af dem peger på, at der skulle have været et jødisk tilhørsforhold til stedet.«

Velinformerede muslimske historikere og geografer ved, at Klippehelligdommen blev bygget præcis på dette sted, fordi det jødiske tempel tidligere havde ligget der, men alligevel lærer de noget andet i deres egen tradition. Nationalismen har formørket historien og traditionen.

De seks-otte-årige børn, der i dag i skolen får at vide, at der aldrig har ligget et jødisk tempel på Tempelpladsen, ved ikke, at det er usandt. Når de ser Tempelbjerget, vil de se et bjerg, der er renset for alt, der kan vise, at der har været nogen på bjerget, før muslimerne tog det i besiddelse.

Men Jerusalem er stadig den by, kong David gjorde til hovedstad, og som fejrede sit 3.000-årsjubilæum i 1996, og som i år kan fejre 50-året for, at den genforenede by igen blev til hovedstad for en jødisk stat. Hjerteligt tillykke.