Israels oprettelse, indvandrere og flygtninge

Debatten om staten Israels oprettelse kan være hidsig. Men hvad er egentlig fup og fakta, når det gælder historien om Israels genoprettelse i 1948 og den samtidige indvandring og flygtningestrøm? Denne artikel peger på nogle af de væsentlige fakta, som sjældent fortælles

Noget af det, der oftest fokuseres på i forbindelse med staten Israels tilblivelse, er de arabiske flygtninge. Der er grundlæggende to udsagn, som går igen i debatten:          

1) De arabiske ledere opmuntrede og opfordrede arabere til at flygte, mens de smed jøderne i havet.         

2) Jøderne fordrev araberne med magt fra det land, de havde beboet i umindelige tider.          

Ingen af de to udsagn rummer hele sandheden – og de er til en vis grad misvisende hver for sig. Sandheden om, hvordan de arabiske beboere fra resterne af det daværende britiske mandat, Palæstina, blev til problemet »de palæstinensiske flygtninge«, er mere kompliceret.         

Vi begynder med et kig på de faktiske begivenheder – både omkring 1948 og i årtierne før. Faktisk er der interessant viden at hente helt tilbage fra før den britiske mandatperiode, som begyndte i 1917 – nemlig under den osmanniske periode, som havde varet helt siden 1517.         

Det er forholdsvis kendt, at jøder i større tal begyndte at indvandre til den vestligste femtedel af det daværende osmanniske Palæstina (som også omfattede det, der i dag er Jordan) omkring 1880. Cirka 25.000 jøder tog fra Europa til det, der engang havde været Israel.         

Næste indvandringsbølge begyndte i 1904 og talte 35-40.000 jøder. Efter 1. Verdenskrig kom der yderligere tre bølger, som talte i alt cirka 314.000 jøder.         

I 1939 forbød briterne yderligere jødisk indvandring til mandatområdet – i øvrigt samtidig med at det blev sværere og sværere at være jøde under Hitler i Tyskland. Samtidig blev der sat en stopper for, at jøder kunne købe yderligere jord i det britiske mandat. Indtil da havde jøder i løbet af de knap 60 år siden 1880 købt og betalt cirka syv procent af jorden i Palæstina-mandatet.         

Det britiske forbud kunne dog ikke helt stoppe den jødiske indvandring. I de sidste cirka 70 år før Israels genoprettelse i 1948 nåede antallet af jødiske indvandrere derfor op på over en halv million.

Ikke-jødisk indvandring

De færreste ved imidlertid, at der ikke kun indvandrede jøder til området i årtierne frem mod 1948. Historiske kilder afslører, at der i sidste halvdel af 1800-tallet kom titusinder af arabere fra hele Nordafrika til Palæstina. Derudover kom der titusinder af bosniere, kaukasiere og kurdere til Palæstina.    

Nogle kom som følge af osmannernes ønske om at øge befolkningstallet med henblik på at få tilflytterne til at dyrke den underbefolkede jord for dem. Flertallet af indbyggerne i det osmanniske Palæstina levede reelt som livegne bønder – det vil sige uden selv at eje jord, men med forpligtelse til at levere afgrøder til ejerne i Det Osmanniske Rige.         

Andre ikke-jøder kom ganske enkelt, fordi jøderne havde købt jord og kunne tilbyde arbejde til mange tusinde. Nogle kilder anslår, at for hver jøde, der indvandrede i 1880'erne, fulgte fire-ti arabere og andre ikke-jøder med, fordi der blev skabt arbejdspladser og dermed en vej ud af en tilværelse som fattig arabisk livegen.         

Det præcise omfang af disse ikke-jødiske indvandringsbølger til Palæstina er ukendt. Men noget tyder på, at en væsentlig del af befolkningen på cirka 600.000 i 1917 nyligt var immigreret til området, hvilket også kom til udtryk i det faktum, at der blev talt over 50 forskellige sprog i Palæstina på det tidspunkt.         

Briternes overtagelse af området i 1917 medførte i øvrigt, at yderligere titusinder indvandrede fra de omkringliggende lande.         

Kigger man på indbyggertallet (figur 1), bliver den ikke-jødiske indvandring meget tydelig. I løbet af 13 år, fra 1882 til 1895, vokser den muslimske befolkning med 110.000 personer – næsten 80 procent. Det er usandsynligt i form af almindelig befolkningstilvækst. Selv med en ekstrem høj fødselsrate vil der næppe være kommet mere end 30.000 flere i løbet af 13 år. De øvrige 80.000 må regnes for at være indvandrere.         

I 1947 var der næsten dobbelt så mange arabere som jøder, svarende til, at den arabiske befolkning er femdoblet i løbet af cirka 50 år fra 1895. Selv med en ekstrem høj fødselsrate ville den arabiske befolkning i 1947 kun være på størrelse med den jødiske, det vil sige cirka 650.000. De sidste 600.000 må formodes at være indvandrere.         

At »palæstinenserne« skulle have ejet og beboet landet i årtusinder, er med andre ord misvisende. Kun en del af de arabiske indbyggere, som var i landområdet, da FN foreslog det delt i to stater, havde langvarige rødder i landet. Flertallet var indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Endnu færre af dem ejede selv jord i modsætning til jøderne, som rent faktisk købte jord – ofte af personer, som ikke selv var bosat i landet.         

Med den baggrundsviden er vi klar til at kigge nærmere på begivenhederne omkring 1948.

Var FN’s delingsplan uretfærdig?

Fortalere for palæstinenserne hævder ofte, at FN’s delingsplan i november 1947 var uretfærdig. FN tog et landområde beboet af arabere og gav det til et lille jødisk mindretal, siger man.         

Det er forkert.         

FN ville dele Palæstina-mandatet i to områder: en arabisk og en jødisk stat. Grænserne mellem de to foreslåede stater blev forsøgt lagt på en måde, så der ville komme flest mulige jøder i den jødiske stat og flest mulige arabere i den arabiske.         

I den del af området, der ifølge FN’s forslag skulle udgøre den jødiske stat, boede der i 1947 538.000 jøder og 397.000 arabere.         

Der var altså et klart jødisk flertal i det område, FN ønskede at gøre til en jødisk stat.         

De jødiske ledere sagde ja til FN’s delingsplan, men araberne sagde nej.         

Det arabiske nej betød, at der udbrød krig, og i løbet af den krig erobrede jøderne mere land end det, FN’s delingsplan havde tildelt dem. Staten Israel endte derfor med at være større end FN’s delingsforslag fra 1947.

Flygtninge fra Palæstina

Oprettelsen af staten Israel i 1948 medførte en arabisk flygtningestrøm i fire bølger.         

Den første bølge begyndte straks efter FN's vedtagelse af delingsplanen 29. november 1947 og varede til udgangen af marts 1948. Tyngden i denne bølge var de rige og bedst uddannede arabere, som i overvejende grad boede i byerne. Det vil være en overdrivelse at kalde det for flugt, for det hele foregik af egen fri vilje, så i virkeligheden er det mere reelt at kalde det ved rette navn, nemlig at de flyttede.         

Der er dokumentation for, at forskellige arabiske autoriteter/ledere – både lokalt og uden for landets grænser – beordrede og opmuntrede til at »flytte« eller »evakuere« den del af landet, som skulle være jødisk. Formålet med denne evakuering/flytning var, at der skulle være uhindret passage for de arabiske tropper, som ville indtage landet, når delingsplanen trådte i kraft 14. maj 1948.         

Efterhånden som folk rejste væk, fulgte andre problemer, som øgede udrejse-fænomenet. Arbejdsløsheden steg, og i takt med det blev der også mangel på fødevarer, så priserne steg med op til 500 procent. Der var ikke på dette tidspunkt noget koordineret forsøg fra jødisk side på at få araberne ud – på trods af at der samtidig udbrød en bølge af angreb mod jøder.         

Anden bølge foregik i april-maj 1948 og var den største. Den var ikke et resultat af en generel forudbestemt jødisk politik om uddrivelse, men snarere et overraskende udfald af iværksættelsen af Operation Nahshon, som havde til formål at lette trykket på Jerusalems befolkning.         

Samtidig lancerede jøderne den såkaldte »Plan D«, som gik ud på »at overvinde og permanent fastholde eller udjævne landsbyer, hvor angribere holder til«. Efterhånden som disse to aktioner blev udfoldet, og flere og flere vitale områder kom på jødiske hænder, blev det mere presserende at forholde sig til spørgsmålet om arabisk tilbagevenden. Den debat endte med en beslutning imod en generel tilbagevenden, som blev officiel politik i juli. I sidste ende blev det behovet for sikkerhed inden for landets grænser, der afgjorde spørgsmålet.         

Efterhånden som hundredtusindvis af jødiske flygtninge strømmede til Israel fra Europa og de omkringliggende arabiske lande, begyndte man at se på det som en ombytning af befolkningsgrupper.         

11. juni 1948 blev der aftalt våbenhvile i 30 dage, og da egypterne brød den før tid, avancerede de israelske forsvarsstyrker i 10 dage i både syd og nord, inden våbenhvilen blev genetableret. Dermed var den tredje bølge i flygtningestrømmen en realitet.         

Fjerde bølge foregik i oktober-november 1948. Hovedparten flygtede af frygt for hævn over deres tidligere væbnede modstand mod de israelske styrker.

Antallet af flygtninge

Det store spørgsmål er, hvor mange arabere der egentlig flygtede fra det område, som blev til staten Israel.         

Der er fire meget forskellige officielle vurderinger af antallet af arabiske flygtninge i 1947-48. Palæstinenserne siger, at der var 900.000 eller flere. FN siger 726.000, og en officiel britisk vurdering fra 1949 siger 600-760.000. Det officielle israelske bud lyder på 520-530.000.         

Spørgsmålet kompliceres af, at der både i FN og i Israel er uofficielle kilder fra datiden, der giver andre vurderinger end de officielle.         

For at kunne anslå antallet af arabiske flygtninge er der to afgørende spørgsmål: a) Hvor mange arabere boede i 1947 i det område, der senere blev til staten Israel? b) Hvor mange arabere var der tilbage efter staten Israels oprettelse og indgåelsen af våbenhvile i 1949?         

a) Antal arabere før staten Israel: De britiske mandatmyndigheder anslog, at der i 1947 boede 722.000 arabere i det område, der blev til staten Israel. Det er dette tal, der danner baggrund for den officielle israelske vurdering.         

Men de britiske myndigheder siger, at tallet 722.000 hverken inkluderer cirka 95.000 beduiner i Negev eller de arabiske børn, der blev født i løbet af 1948. Desuden er det umuligt at opgøre antallet af arabiske indvandrere, der på det tidspunkt opholdt sig illegalt i Palæstina.         

b) Antal arabere efter staten Israels oprettelse: Israels Central Bureau of Statistics siger, at der ved udgangen af 1949 boede 160.000 arabere i staten Israel. Dette tal bygger delvist på en folketælling i den nye stat i november 1948. Tallet inkluderer et antal arabere, der først var flygtet, men som i løbet af 1948-49 vendte tilbage til deres hjem i Israel.        

De mange usikre forhold omkring antallet af arabere i det britiske mandatområde i 1947 gør det umuligt at nå frem til et præcist tal. Den israelske historiker Benny Morris mener, at den britiske vurdering fra 1949 på mellem 600.000 og 760.000 er det mest præcise. Presset for et mere konkret bud anslår han antallet af arabiske flygtninge til at have været cirka 700.000.         

Israel har påpeget, at FN’s antal af registrerede flygtninge er for stort, fordi også flygtninge fra områder uden for det, der blev til Israel, lod sig registrere. Også andre kan have valgt at lade sig registrere som FN-flygtninge for at få nødhjælp.         

Det oprindelige antal af palæstinensiske flygtninge er vokset dramatisk. I 1984 nåede det 1,9 millioner. I dag er der ifølge FN-organisationen UNRWA godt 5 millioner registrerede palæstinensiske flygtninge.

Derfor er problemet ikke løst

Årsagen til, at det palæstinensiske flygtningeproblem aldrig er blevet løst, er hverken krige, »flytteordre« eller tvang. Den væsentligste årsag er, at flygtningene og deres efterkommere er blevet gidsler i et politisk-religiøst spil, hvor de arabiske lande og de palæstinensiske organisationer har brugt dem i deres kamp mod Israels eksistens.         

Det fremgår med al tydelighed, når man sammenligner de palæstinensiske flygtninge med de jøder, der fra 1947 og frem måtte flygte fra de arabiske lande.         

Antallet af jøder, der flygtede fra de arabiske lande i årene efter 1948, svarer mere eller mindre til antallet af palæstinensere, der flygtede fra Israel i 1947-1948. Alligevel eksisterer der i dag ikke noget tilsvarende »jødisk flygtningeproblem«. Der findes ikke en eneste jødisk flygtningelejr. Israel og andre lande har nemlig modtaget og integreret de jødiske flygtninge, så de og deres efterkommere i dag har fået en ny tilværelse i deres nye hjemlande.         

Sådan er det tragisk nok ikke gået for de palæstinensiske flygtninge, fordi de arabiske lande og de palæstinensiske organisationer har forhindret det.