Israels katastrofeår og profetens budskab

År 586 er et af de mest dramatiske og vigtige årstal i Israels folks historie. Begivenhederne i dette år blev kommenteret af øjenvidnet og profeten Jeremias.

586 år før Jesu fødsel oplevede Israels folk en historisk og åndelig monumental katastrofe. 586 var året, hvor Jerusalem blev ødelagt, Salomos tempel raseret, israelitterne ført i fangenskab, og det davidiske kongedømme ophørte med at eksistere i Jerusalem.

Det er næppe en overdrivelse at kalde år 586 det største katastrofeår i Israels historie. Men hvorfor skete det?

Øjenvidnet Jeremias

Profeten Jeremias var øjenvidne til begivenhederne. Hans bog beskriver, hvordan årtierne frem mod Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. var præget af to ting: En politisk krise og et åndeligt forfald.

Hans budskab var et rystende budskab. Jeremias kaldes af Gud til at stå frem og proklamere Guds tolkning af den politiske krise og det åndelige forfald, og beskeden lyder: Gud står bag den politiske krise!

»Fordi I ikke ville høre mine ord, siger Herren, sender jeg nu bud efter alle Nordens folk og efter min tjener, Babylons konge Nebukadnesar; jeg fører dem imod dette land og dets indbyggere…«(Jer 25,8-9).

Jeremias’ budskab til sine landsmænd var: Det, der sker i disse år, er Guds straf over israelitternes ugudelighed og åndelige frafald. Gud bruger babylonierne til at straffe israelitterne for deres frafald! Intet under, at han blev en upopulær skikkelse i Jerusalems snævre gader!

Den politiske krise i Juda

På Jeremias’ tid kæmpede to supermagter om at dominere Mellemøsten: Egypten og Babylon.

Det israelitiske kongedømme Juda stod i et politisk vadested: Hvem vinder kampen om magten over Mellemøsten? Hvilken supermagt er det klogest at søge alliance med?

Omkring år 600 f.Kr. forsøger Juda at alliere sig med Egypten og holder derfor op med at betale skat til Babylon. (Juda var på det tidspunkt pålagt en slags ’anti-krigs-skat’ af supermagten Babylon: ’Hvis I betaler skat til os, vil vi lade være med at føre krig mod jer’.)

Få år senere svarer babylonierne igen ved at invadere Juda, erobre hovedstaden Jerusalem og deportere omkring 10.000 af Jerusalems velstående og betydningsfulde indbyggere til Babylon, heriblandt profeten Ezekiel (se 2 Kg 24,10ff; Ez 1,1-3).

Selve byen skånes dog, og en pro-babylonsk konge sættes på tronen i Jerusalem.

Men der går kun få år, så gør Juda igen oprør mod Babylon. Denne gang er supermagtens tålmodighed sluppet op. Jerusalem bliver erobret i 586, og byen lægges i ruiner. Kongetiden i Israel er forbi.

Det åndelige forfald

Samtidig med det politiske, nationale forfald hersker der et forfærdeligt åndeligt forfald blandt israelitterne.

Israelitterne kunne deres liturgi på rygraden, de kendte de rigtige måder at bringe et offer på og det rigtige sted at gå hen og gøre det: templet i Jerusalem. Men deres daglige liv – resten af ugen - var præget af uretfærdighed og overtrædelser af Guds bud. De troede, at de tilbad Gud, men de tog fejl.

De var præget af en falsk tryghed om, at så længe Guds tempel stod i Jerusalem, var de sikre på Guds velbehag.

Livsfarlig gudsdyrkelse

En dag i årene inden Jerusalems fald får Jeremias besked af Gud om at stille sig op ved indgangen til templet i Jerusalem og holde en torden-prædiken til alle, der kommer forbi på vej ind eller ud af templet.

Man kalder talen for ’Jeremias tempeltale’. Den er gengivet i Jeremias’ Bog kapitel 7. Vi skal her blot berøre begyndelsen på talen. Frit gengivet og tilpasset har Jeremias’ tale lydt nogenlunde således:

»Jeg har et budskab fra Gud til alle jer, som kommer her til gudstjeneste! Gud siger: Tror I, jeg er blind? Tror I, at I kan være kolde og egoistiske, voldelige og løgnagtige, parre jer i flæng og slå jeres svage landsmænd ihjel, og så gå til gudstjeneste og føle jer sikre? Tror I, at I kan ære mig med læberne en times tid hver søndag og så leve resten af ugen, som om jeg ikke eksisterer? Tror I virkelig, at jeg er blind, at jeg vil lade som ingenting? Hvad i alverden bilder I jer ind, siden I tror, at jeg ikke vil straffe jer?«

Tilgivelse eller tilintetgørelse
I sin tempeltale taler Jeremias på vegne af Gud til Israels folk.

For det første forkynder han, at det endnu er muligt for israelitterne at omvende sig: To gange siger han: »Gør jeres færd og jeres gerninger gode… så vil jeg lade jer bo på dette sted«. Gud ønsker at tilgive, men vil folket lytte, adlyde og vende om til ham?

For det andet gør han det tydeligt, at folket nu skal tage afstand fra en række ting:

a) De skal holde op med at tro på »løgneord« (7,4.8), det vil sige en løgnagtig forkyndelse, som har lullet folket i søvn med en falsk tryghedsfornemmelse, en forførende teologisk vuggesang til tonerne om »alles frelse« og »fred, fred og ingen fare«, »Gud er idel lykke og fred«. Eksempler på vranglæren er ligefrem citeret i Jer 23,14-17, hvor advarslen mod at lytte til falske profeter bliver meget konkret og højaktuel.

b) De skal holde op med at leve uretfærdigt og bryde Guds bud for menneskelivet. Jeremias henleder opmærksomheden på de ti bud og andre forordninger givet ved Moses (se 7,9).

c) De skal holde op med afgudsdyrkelse (7,9), som er afskyeligt. Både fra Jeremias og Ezekiel ved vi, at afgudsdyrkelsen foregik i og omkring selve templet i Jerusalem. Mon ikke afguden »Himmeldronningen« (Jer 7,18) har knejset stolt ved siden af afguden »Lidenskaben« (Ez 8,3) i templets forgårde? Særligt afskyeligt i Guds øjne var den avancerede form for afgudsdyrkelse, som gav indtryk af at være tilbedelse af Israels Gud, men i virkeligheden var tilbedelse af menneskeskabte afguder. Vogt jer for afguderne!

Hvad betyder det for os i dag?

Jeremias’ tempeltale kalder til selvransagelse. Dens budskab taler ikke kun til israelitterne 600 år f.Kr., men også til os kristne i dag.

På det personlige plan: Går jeg i kirke og foregiver at tilbede Gud, når jeg i stedet burde bede Gud og et medmenneske om tilgivelse for en uretfærdig eller ond opførsel? Lever jeg i frafald uden selv at være klar over det? Er der sammenhæng mellem min opførsel i kirken om søndagen og min livsførelse resten af ugen? Eller lever jeg et liv, som om Guds søn aldrig døde og opstod for mig?

I menigheden: Skaber vi fællesskaber, hvor det er muligt at bede Gud og hinanden om tilgivelse? Minder vi hinanden om, at hverdagslivet også er en gudstjeneste? Har vi glemt, at syndsbekendelse er livs-vigtig og livs-fornyende? Minder vi hinanden om at lytte til en forkyndelse, som ikke stikker blår i øjnene ved at forvrænge Bibelens billede af Gud og fordreje hans åbenbaring. »Den, der har mit ord, skal tale mit ord i sandhed« (Jer 23,28).

Vores far i himlen er den samme som på Jeremias’ tid. Han vil tilbedes i ånd og sandhed. For dette siger Herren:
                      Himlen er min trone,
                      jorden min fodskammel.
                      Hvilket hus skulle I kunne bygge mig,
                      eller hvilket sted skulle være min bolig?
                      Min hånd har skabt alt dette,
                      sådan blev det hele til, siger Herren.
                      Det er den hjælpeløse, jeg ser til,
                      den modløse og den, der skælver for mit ord. (Es 66,1-2)