Interview med Michael Melchior

Israel fylder 65 år. I tiden før og efter statens genoprettelse er flere millioner jøder fra alle fire verdenshjørner immigreret til Israel for at bosætte sig i deres forfædres gamle hjemland. En af disse immigranter er rabbiner og tidligere minister Michael Melchior, der har danske rødder.

»Frivillighed er noget helt unikt i Israel. Det kaldes også den tredje sektor og opfattes af mange som en måde at forsvare samfundet på, i stil med den måde landets militær forsvarer landet på,« fortæller Michael Melchior, der arbejder som leder og aktivist for en række socialpolitiske græsrodsorganisationer i Jerusalem med flere hundrede frivillige medarbejdere tilknyttet.
 Målet for hans arbejde er at forsøge at udligne nogle af de problemer og uligheder, som findes i det israelske samfund i dag.
 Han fortæller, at Israel er det land i verden, hvor flest mennesker involverer sig frivilligt i socialt arbejde, og han er overbevist om, at netop frivilligheden er en væsentlig forklaring på, hvordan det israelske samfund gennem tiden har klaret at optage og integrere så mange mennesker.

Det hele begyndte med en drøm

»Den jødiske drøm om at vende tilbage og genopbygge det gamle hjemland har levet lige så længe, som jøderne har boet spredt blandt folkeslagene. Skiftende herskere i landet har imidlertid forhindret en egentlig jødisk tilbagekomst, så drømmen om et jødisk hjemland har mest været en teoretisk og teologisk idé,« forklarer Melchior og fortsætter:
 »I løbet af det 19. århundrede begyndte drømmen imidlertid at blive mere konkret i form af begyndende bosættelse og opbygning af jødiske samfund i landet.«
 »Den politiske zionisme satte for alvor skub i ideen om, at jøder igen skulle få mulighed for at vende tilbage og genopbygge deres gamle hjemland.«
 Udviklingen af den politiske zionisme kan ses som en direkte reaktion på en stigende antisemitisme i de lande, hvor jøderne levede som minoritet.
 »Hvis vi går 120 år tilbage, så var 95 procent af alle jøder i verden forfulgte. De levede i en situation, hvor de gik i seng om aftenen uden at vide, hvilke pogromer de ville vågne op til næste dag.«
 »Længe før nogen overhovedet tænkte på nazismen og de ultimative forbrydelser mod det jødiske folk, blev jøder i det meste af verden kastet fra det ene land til det andet,« fortæller Melchior.

Vellykket integration

»Spørgsmålet, om man kunne integrere så mange nye immigranter i landet, var der aldrig nogen, der stillede.«
 »Israel eksisterede for at modtage jøder, og landet var i udgangspunktet bygget op på selve ideen om, at jøder fra alle fire verdenshjørner skulle kunne komme tilbage til det gamle hjemland. Allerede i de første år efter statens oprettelse mere end fordobledes den jødiske befolkning,« forklarer Melchior og henviser til de mere end 600.000 jøder, der måtte flygte til Israel fra de arabiske lande.
 »Den første immigration skabte uundgåeligt nogle kulturelle, sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige kløfter, som det israelske samfund den dag i dag stadigvæk kæmper med. Men det kunne ikke gøres anderledes, og til trods for de kløfter, der blev skabt, var det på mange måder en vellykket integration.«
 »I dag er det meget anderledes og også meget lettere at integrere nye immigranter i det israelske samfund. Mens landet i begyndelsen var bankerot, er Israel i dag et langt rigere land. Dertil kommer, at vi i dag også er mange flere mennesker,« konkluderer Melchior.

Mangfoldighed afløser ensretning

»Da staten blev skabt under David Ben Gurions ledelse, var det nødvendigt at ensrette samfundet. Landet måtte samles under ét styre, ét militær og ét uddannelsessystem for at være stærkt nok til at klare sig, både militært og i forhold til fremtiden. Men senere blev det i stedet nødvendigt at udvikle mangfoldighed,« forklarer Melchior.
 »Særligt Menachem Begin lykkedes i 1970’erne med at samle alle minoritetsgrupperne i landet og derved skabe et nyt politisk flertal, som ikke tidligere havde haft indflydelse. Hvor styrken før blev set i ensretningen, anså man nu de mange forskellige traditioner og kulturer, som findes inden for det jødiske, som en styrke.«

Danmark kan lære af Israel

I Israel er der et særligt ministerium for immigration, der yder forskellige former for rådgivning og etableringshjælp til nye immigranter. Der findes blandt andet særlige lån til køb af bolig og bil, hjælp til at finde arbejde og hjælp i skolerne i form af ekstra undervisning og ekstra tid til prøver med mere. Alt sammen noget, der skal hjælpe til at udligne den forskel, der er på de nye immigranter og dem, som er her i forvejen.
 »Selvom det ikke er muligt helt at sammenligne immigration i Israel og Danmark, er der alligevel nogle ting, der er det samme: Man kommer til et fremmed sted, skal lære et nyt sprog, en ny kultur og nye traditioner at kende. Man skal finde arbejde og i det hele taget finde sig til rette i et nyt samfund.«
 »Men som i alle ting, er det simpelthen et spørgsmål om, hvor meget man investerer, både økonomisk og socialt, der afgør, om man opnår en vellykket integration,« fastslår Melchior og fremhæver en tidlig indsats med sproglæring og kulturindføring som et af de vigtigste indsatsområder.

Hjælp Jøderne Hjem

Melchior lægger ikke skjul på, at der også har været udfordringer forbundet med de store immigrationsbølger.
 Først var der de overlevende fra holocaust, efterfulgt af den store immigration fra den arabiske verden, mens det i nyere tid er immigrationerne fra det tidligere Sovjet og Kaukasus og ikke mindst Etiopien som, kulturelt set, har været de vanskeligste.
 I begyndelsen af 1990’erne var Melchior derfor med til at tage initiativ til en stor bevægelse i Norge under navnet »Hjælp Jøderne Hjem«. Bevægelsen bestod af jøder, kristne og menneskerettighedsgrupper, der sammen indsamlede flere hundrede millioner kroner i Norge. Pengene blev blandt andet brugt til at hjælpe russiske, etiopiske og yemenitiske jøder med at blive integreret i Israel.

Et lys for folkeslagene

Michael Melchior kender immigrationsarbejdet særdeles godt. Ikke mindst fordi han selv har prøvet at være ny immigrant i Israel. I modsætning til det store flertal af immigranter, som måtte flygte til Israel på grund af forfølgelser, var det for familien Melchior et positivt tilvalg at bosætte sig i Israel.
 »Det var let for os at komme til landet, og vi følte os hjemme med det samme. Både jeg og min hustru har studeret her tilbage i 1970’erne, og da vi immigrerede hertil i 1986, var det ud fra et frit valg. Vi var zionister og kunne ikke tænke os at bo noget andet sted,« fortæller Melchior.
 »Alt efter hvem man spørger, vil der selvfølgelig være forskel på, hvad formålet er med at være her. Nogen vil sige, at vi er kommet her for at være det, vi ikke kunne være, da vi levede som forfulgte minoriteter blandt folkeslagene. Nu vil vi bare gerne være normale og være os selv i vores eget land,« forklarer Melchior og fortsætter:
 »Men det, som i sidste ende binder os sammen, hvad enten det er religiøst eller sekulært begrundet, er, at Israel skal være et lys for folkeslagene. Betydningen er den, at vi kommer sammen for at skabe noget specielt, noget idealistisk.«

Melchior henviser til, at ligesom Gud kaldte Abraham til at rejse til det land, han ville vise ham, for dér at skabe et idealsamfund funderet på et bestemt religiøst kodeks og nogle bestemte værdier, på samme måde kan jødernes samling i Israel i dag ses som et ønske om at skabe et ideelt samfund til inspiration for verden.
Søren Bladt er cand.mag. i Europas Religiøse Rødder med særlig fokus på jødedom, kristendom og islam. Han har tidligere arbejdet tre år som ungdomssekretær i Ordet og Israel i Jerusalem.