Fra kaos til håb - glimt fra 50 års historie

Staten Israel blev proklameret den 14. maj 1948 - 4. ijar 5708 i Tel Aviv af David Ben-Gurion. Mindre end 24 timer senere invaderede regulære hære fra Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og Irak landet. Uafhængighedskrigen varede de næste 15 måneder og kostede over 6.000 israelere livet.

FN, som i november 1947 med 33 stemmer imod 13 havde vedtaget delingsplanen, fik parterne til forhandlingsbordet, og i 1949 blev våbenstilstandslinierne fastlagt (Irak nægtede at forhandle). Galilæa, kyststriben og hele Negev blev israelsk. Gaza kom under egyptisk administration, og Judæa og Samaria kom under jordansk kontrol. Jerusalem blev en delt by.

I løbet af de første fire måneder af statens eksistens ankom godt 50.000 immigranter til landets kyster, hovedsagelig overlevende fra Holocaust, og ved slutningen af 1951 var den jødiske befolkning - med en indvandring på 687.000 - fordoblet. Næsten halvdelen af disse var flygtninge fra de arabiske lande. Til gengæld forlod 600.000 arabere området under uafhængighedskrigen. Da Israel fejrede sin 10 års dag, var befolkningen på 2 millioner.

Det første nationale valg til Knesset (parlamentet) blev afholdt 25. januar 1949 med en stemmeprocent på 85. Lederen af Jewish Agency, David Ben Gurion, blev premierminister, og lederen af Verdens-zionist-organisationen, Chaim Weizmann, blev valgt til præsident.

Vanskelig start

En så voldsom indvandring kræver kapital til boliger, arbejdspladser og infrastruktur. Hjælp fra USA, lån fra amerikanske banker, krigsskadeserstatning fra Tyskland og store gaver fra jøder i andre lande var med til at opbygge et moderne samfund.

På 10 år blev Israel selvforsynende på fødevareområdet (undtagen kød og korn). Mange nye kibbutzer og moshav’er så dagens lys, 20.000 ha uopdyrket land blev tilplantet med træer. Skolesystemet, som var udviklet før 1948, blev udbygget til at gælde alle børn fra 5-14 år (også arabiske). I 1978 blev undervisningspligten udvidet til det 16. år. (gratis til det 18. år).

Hele opbygningsfasen blev imidlertid overskygget af sikkerhedsproblemer. Terroristgrupper angreb fra nabolandene, Sinaihalvøen var gradvist blevet én stor militærbase, og Suezkanalen og Tiran-strædet var lukket for israelske skibe. Da Syrien, Egypten og Jordan i september 1956 indgik en militæralliance, blev det Israel for meget. I løbet af 8 dage erobrede Israel hele Sinai frem til 10 km fra Suez-kanalen. Ved FN’s mellemkomst blev der udstationeret FN-soldater i Sinai, og mod løfte om fri sejlads til Elat gennem Tiran-strædet trak Israel sig tilbage. Dette gav Israel mulighed for at udvikle handelen med Asien og Østafrika.

Konsolidering

I det andet ti-år var det især relationerne til resten af verden, det drejede sig om. Udvidelse af Haifa havn og bygning af en ny dybvandshavn i Asdod sideløbende med stigende produktion fordoblede eksporten af bl.a. maskiner, kemikalier og elektronik. Bruttonationalproduktet øgedes 10% om året.

De diplomatiske forbindelser blev udvidet, og samarbejdet med andre udviklingslande var stort. Læger, ingeniører, lærere og kunstvandingseksperter delte deres viden med kollegaer i Afrika, Asien og Latinamerika.

I 1965 oprettede Israel diplomatisk forbindelse med Vesttyskland, en beslutning, som var blevet udsat på grund af de bitre minder fra naziregimets tid 1933-45. Adolf Eichmann, som var en af hovedmændene i det nazistiske jødeprogram, blev fanget i Sydamerika i 1960 og blev som den eneste krigsforbryder i Israel henrettet i maj 1962.

Det var også i denne periode, at 3 store bygningskomplekser så dagens lys i Jerusalem: Knessetbygningen, Hadassah universitetshospitalet og Israelmuseet.

Fra krig til krig

Terroristangrebene over den egyptiske og den jordanske grænse fortsatte, syrerne bombarderede landbrugsbosættelser i Nordgalilæa, Egypten oprustede på Sinai, og Tiranstrædet blev igen lukket for israelsk sejlads. Og da Egypten beordrede de fredsbevarende FN-tropper, som havde været i Sinai siden 1957, ud af området, var Israel presset til handling. Den 5. juni 1967 indledte Israel et overraskelsesangreb på Egypten i syd. Jordan angreb til gengæld Israel fra Vestbredden i øst og Syrien fra Golanhøjderne i nord. I løbet af 6 dage var hele Sinai og hele Vestbredden erobret, Tiranstrædet genåbnet, de nordlige kibbutzer befriet for 19 års syriske bombardementer og Jerusalem, som siden 1949 havde været en delt by, var genforenet.

Sikkerhedsrådets resolution 242 krævede på den ene side »tilbagetrækning af israelske væbnede styrker fra territorier, der er besat i den nylige konflikt« og på den anden side »respekt for og anerkendelse af suveræniteten, den territoriale integritet og den politiske uafhængighed for enhver stat i området, samt deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser, fri for magtanvendelse eller trusler«.

Det arabiske standpunkt hertil kom til udtryk ved et topmøde i Khartoum (august 1967), som sagde: »Nej til fred med Israel, nej til forhandlinger med Israel og nej til anerkendelse af Israel«, og året efter indledte Egypten en udmattelseskrig langs Suezkanalen. Den varede i 2 år.

Efter 3 års relativ ro indledte Egypten og Syrien et overraskelsesangreb den 6. oktober 1973. Den egyptiske hær krydsede Suezkanalen, og syriske tropper trængte ind i Golan. Det skete på Jom Kippur - forsoningsdagen - den mest hellige af alle helligdage i den jødiske kalender. Hele samfundet er gået i stå, ingen tager telefon eller lytter til radio, mange soldater havde orlov osv. I løbet af 3 uger lykkedes det for Israels forsvar at presse angriberne tilbage. De israelske styrker krydsede endog Suezkanalen, og i nord stod man kun 32 km fra den syriske hovedstad Damaskus. Efter forhandlinger trak Israel sig tilbage til våbenhvilelinierne fra 1967.

Fra krig til fred

Oktoberkrigen 1973 kostede Israel dyrt både i tabte menneskeliv og økonomisk. Men allerede i anden halvdel af 1974 var Israels økonomi vendt tilbage til samme niveau som de foregående 5 år, som var præget af vækst og industriel ekspansion. Handel og turisme var i rivende udvikling.

Ved valget til Knesset i 1977 sluttede næsten tre årtiers arbejderparti-dominans. Likud med Menachem Begin ved roret vandt. Han inviterede de arabiske ledere til forhandlingsbordet, og Egyptens præsident Anwar Sadat tog udfordringen op. I november 1977 rejste han til Jerusalem, og Begin besøgte Kairo. Det næste halvandet års forhandlinger med USA’s præsident Jimmy Carter ved bordenden førte til en fredsaftale, som blev underskrevet på plænen ved Det Hvide Hus 26. marts 1979. I tre faser trak Israel sig i de næste tre år tilbage fra Sinaihalvøen, som blev overladt til Egypten. Tilbagetrækningen skete på baggrund af en egentlig fredsaftale - den første mellem Israel og et arabisk land.

1980’erne blev præget af flere to-sidede samarbejdsaftaler. Med USA indgik Israel strategisk samarbejde, og med en række af de afrikanske stater genopbyggede Israel de kontakter, som var blevet afbrudt i 1973 på grund af arabisk pres.

Nye trusler

I 1981 bombede Israels luftvåben Iraks atomreaktor og fjernede dermed for en lang årrække atomtruslen fra landet.

Våbenstilstandslinien i nord til Libanon var den eneste »grænse«, som havde været uændret siden 1949, men gentagne bomber, raketangreb og terroristaktioner udført af PLO fra sydlibanesisk område fik i juni 1982 bægeret til at flyde over. I »Operation Fred i Galilæa« - eller »Libanonkrigen« angreb Israel langs kysten helt frem til Beirut for at knuse PLO’s indflydelse.

I uafhængighedskrigen 1948-49 var mange arabere flygtet mod øst. De blev indlogeret i flygtningelejre dels af staten Jordan dels af FN. Der blev dannet mange græsrodsgrupper, mere eller mindre militante, og disse blev i 1964 sluttet sammen under paraplyorganisationen PLO. I Seksdageskrigen 1967 flygtede mange palæstinensere længere mod øst over Jordanfloden.

Deres dominans blev efterhånden for meget for kong Hussein, og i september 1970 »smed« han dem ud. Mange flygtede til Libanon, hvor PLO nærmest udviklede en stat i staten. Det var denne magtfaktor, Israel ønskede at knække i Libanonkrigen. Det lykkedes: PLO flyttede til bl.a. Algeriet, men de libanesiske ledere magtede ikke at styre landet, og Syrien overtog kontrollen. Israel beholdt ved tilbagetrækningen i 1985 en 15 km bred sikkerhedszone langs grænsen, som de stadig bevogter - med stort besvær og mange ofre.

Nye udfordringer

Valget i 1984 gav intet parti flertal, og der blev dannet en koalitionsregering af Likud og Arbejderpartiet (Begin og Peres). På dette tidspunkt var inflationen 400% om året, og det var nødvendigt med en ændret økonomisk politik. Den kom i 1985, og allerede året efter var inflationen kun 19%.

I december 1987 udbrød der kraftige uroligheder blandt den palæstinensiske befolkning i Gaza, Judæa og Samaria, som siden 1967 havde været administreret af Israel. Målet for »intifadaen« var Israels tilbagetrækning fra områderne og oprettelse af et uafhængig Palæstina.

Golfkrigen i begyndelsen af 1991 skabte øget spænding mellem israelere og palæstinensere. Arafat og palæstinenserne støttede åbenlyst Saddam Hussein. Tel Aviv og Haifa blev ramt af 39 missiler, som anrettede en del materiel skade, men ingen dødsfald med krigen som direkte årsag.

Efter Golfkrigen kom der gang i fredsforhandlinger både med de arabiske lande og med palæstinenserne. Møder i Madrid, Oslo og Washington førte frem til flere aftaler: En principaftale med PLO om anerkendelse og overdragelse af landområder til palæstinensisk selvforvaltning begyndende med Gaza og Jeriko (den såkaldte ‘Oslo-aftale’ 1993) og en fredsaftale med Jordan (1994).

Drabet på premierminister Rabin ved en fredsdemonstration i Tel Aviv den 4. november 1995 forårsagede frustration og selvransagelse i det israelske folk. Ved valget i sommeren 1996 genvandt Likud regeringsmagten under Netanyahus ledelse.

Oslo-aftalen mellem PLO og Israel er flere gange blevet udvidet, senest i januar 1997, hvor Israel trak sig tilbage fra 80% af byen Hebron. I dag er situationen den, at det palæstinensiske selvstyre under Arafat har fuld kontrol over Gazastriben og de 8 store byer på Vestbredden. Selvstyret har den civile myndighed over mange af landsbyerne, mens Israel har det sikkerhedsmæssige ansvar. Landområderne er kontrolleret af Israel.

Trods det palæstinensiske selvstyre og den delvise israelske tilbagetrækning har Oslo-aftalerne ikke ført til fred. Israel er de seneste år blevet ramt af en lang række selvmordsbomber, og der har jævnligt været uroligheder på Vestbredden, ikke mindst i Hebron. Også i Sydlibanon er der fortsat kampe, der jævnligt fører til, at der sendes katyusha-raketter mod det nordlige Israel.

Ellers har 1990’erne først og fremmest været præget af en masseimmigration af jøder fra det gamle Sovjet, der åbnede grænserne i forbindelse med kommunismens fald. De mange russiske immigranter har i de seneste år i høj grad sat sit præg på livet i Israel.