Fra gråd til håb - historien om den første zionistkongres i 1897

»Ved Babylons floder satte vi os og græd, når vi mindedes Zion. Ved floden ved Basel satte vi os ned og besluttede ikke at græde mere.«

Ordene stammer fra den britisk-jødiske forfatter Israel Zangwill (1864-1926). Han deltog ved den første zionistkongres, som Thedor Herzl havde taget initiativ til, og som blev holdt i Basel i 1897.

Dermed adresserede Zangwill de ord i Salme 137, som jøder i smerte og vemod i årtusinder havde identificeret sig med, når de – i de lande, de var blevet fordrevet til – længtes efter Jerusalem. Zangwills ord udtrykte imidlertid noget helt nyt – et håb og en kampgejst, som blev startskuddet til en af verdenshistoriens mest bemærkelsesværdige begivenheder: jødernes hjemvenden til deres historiske hjemland.

Forløbere for Theodor Herzl

Når man i dag fortæller historien om den moderne zionisme, er startpunktet ofte Theodor Herzl og hans udgivelse af bogen Jødestaten i 1896.

I virkeligheden begynder historien dog lidt tidligere.

I slutningen af 1800-tallet levede jøderne i Europa under vidt forskellige forhold. Mens jøder i Vesteuropa mange steder oplevede at få del i liberale frihedsrettigheder og blev mere og mere assimilerede i samfundet, var situationen i Østeuropa generelt anderledes. Her levede jøder isoleret og i ydmygende fattigdom og var underkastet talrige restriktioner.

Med nationalismens fremmarch overalt i Europa kom der håb til de undertrykte mindretal. Det gjaldt også jøderne, ikke mindst i Rusland og Østeuropa, hvor undertrykkelsen var stærkest. Her opstod der en lang række jødiske nationale bevægelser, som ofte var inspireret af den socialistiske ideologi, der også var på stærk fremmarch i disse år. For eksempel skrev jødiske forfattere som Moses Hess (1812-1875), Leon Pinsker (1821-1891) og Peretz Smolenskin (1842-1885) i perioden 1862-1882 en række værker. Heri argumenterede de for, at jøderne måtte frigøre sig ved igen at skaffe sig et fælles hjemland.

Det var dog først, da den assimilerede vesteuropæiske jøde Theodor Herzl fra det daværende Østrig-Ungarn udgav sin bog Jødestaten, at den zionistiske bevægelse for alvor tog fart. 

Mobiliseringen under Theodor Herzl

Herzls budskab var, at jøderne måtte have suverænitet over et territorium, som var stort nok til at tilfredsstille en nations rimelige krav. Visionen om en selvstændig jødisk stat var for Herzl ikke nødvendigvis bundet til Palæstina.

Bogen vakte stor opsigt, men blev modtaget meget forskelligt.

I Østrig-Ungarns hovedstad, Wien, var jøderne chokerede, og bogen blev angrebet og latterliggjort. Generelt blev mange af rabbinerne i Vesten skræmt, fordi man frygtede antisemitiske reaktioner fra omverdenen. Dog blev den mødt med en vis anerkendelse blandt jøder i England.

I Østeuropa var der til gengæld stor tilslutning. Dette skyldtes blandt andet de tidligere omtalte jødiske forfattere, som, allerede før Herzl skrev sin bog, havde sået de frø, der nu for alvor begyndte at spire. I Rumænien, Polen, Ukraine, Hviderusland, Letland og Litauen levede cirka 6 millioner jøder under kummerlige forhold. Her lød Herzls budskab ekstra stærkt, og han virkede for dem som en Moses ved Faraos hof. Og fra Østeuropa spredte begejstringen sig videre til de østjødiske studentergrupper ved universiteterne i Vest.

Hektisk aktivisme

Udgivelsen af Jødestaten i februar 1896 blev starten på en hektisk tid, hvor Herzl satte al kraft ind på at arbejde for oprettelsen af en jødisk stat. Det næste vigtige skridt var afholdelsen af en zionistkongres, hvor han ville grundlægge en politisk zionistorganisation.

Herzl sad dog ikke på hænderne, indtil en kongres kunne afholdes. Allerede i juni 1896 rejste han til Konstantinopel. Her tilbød han Tyrkiet at befri landet for dets tyngende statsgæld, hvis han til gengæld fik et land til en stat i Palæstina, et område, som dengang hørte til det osmanniske (tyrkiske) rige. Selvom der ikke kom noget ud af bestræbelserne, regnede Herzl med, at det blot var et spørgsmål om tid, før der kunne laves en aftale med tyrkerne.

I realiteten optrådte Herzl altså allerede før den første zionistkongres som selvbestaltet talsmand for et folk. Han havde ganske vist endnu ikke nogen organisation bag sig. Han havde heller ikke noget mandat fra nogen. Og han havde ingen penge!

Intet af dette holdt ham dog tilbage. Derfor drog Herzl umiddelbart efter mødet i Konstantinopel til Paris og London for at skaffe støtte fra rige jødiske finanshuse. Tanken var, at finansieringen af projektet skulle være klar inden næste forhandlingsrunde med tyrkerne. Herzl måtte dog skuffet konstatere, at støtten fra finanshusene og rige filantroper udeblev.

I stedet vendte Herzl sig mod masse-agitation blandt jævne jøder, og den zionistiske bevægelse vandt hurtigt frem. Det gjaldt især i Østeuropa, men også i nogle dele af Vesteuropa, selvom der begge steder var modstand fra både ortodokse og assimilerede jødiske kredse.

Den første zionistkongres

Trods ihærdige bestræbelser endte 1896 uden et gennembrud for den zionistiske bevægelse. Herzl arbejdede imidlertid videre, og han indkaldte kort eftertil den første zionistkongres, som blev afholdt i slutningen af august 1897.

Cirka 200 repræsentanter for så godt som alle zionistiske bevægelser i Europa deltog. Dertil kom et stort antal gæster og korrespondenter, som sikrede kongressen stor omtale. De jødiske bevægelser var meget forskellige, når det gjaldt både mål og midler, men de

var enige om at arbejde for at sikre jødernes frigørelse.

Som tidligere manuskriptforfatter til teaterstykker gik Herzl minutiøst frem i sin planlægning af kongressen. Alt blev nøje forberedt og indstuderet med hensyn til dens ydre fremtoning. Resultatet udeblev da heller ikke: Herzl blev kronet som lederen af den nystiftede bevægelse, der fik navnet Zionistorganisationen.

Bevægelsens program blev efter lange forhandlinger formuleret således: »Zionismens mål er at skabe et hjem for det jødiske folk i Palæstina, sikret ved offentlig lov.«

Herefter blev det beskrevet, at midlerne til at sikre dette mål var: 1) »Fremme af jødiske land- og industriarbejderes kolonisering …”, 2) ”organisering og sammenknytning af hele jødedommen …”, 3) ”styrkelse og pleje af jødisk nationalfølelse og national bevidsthed …” og 4) ”forberedende skridt til at opnå regeringsaccept, hvor det er nødvendigt….”

Betydningen for statens oprettelse

På samme måde som Israel Zangwill med sin hentydning til Salme 137 havde fornemmet historiens vingesus, oplevede Herzl den første zionistkongres som et skæbneøjeblik.

Han skrev senere i sin dagbog: »… I Basel grundlagde jeg den jødiske stat …. Måske om fem år og i hvert fald om halvtreds vil alle give mig ret ….”

Ordene blev næsten profetiske: 15. maj 1948 skete det, som mange på forhånd havde afvist som en sværmerisk drøm, men som zionismens pionerer havde arbejdet hårdt for at realisere. På den dag kunne én af Herzls zionistiske efterfølgere, David Ben-Gurion – som i øvrigt selv stammede fra det Østeuropa, hvor den zionistiske ild havde fænget bedst – proklamere oprettelsen af staten Israel.

På det tidspunkt var Herzl for længst død. Allerede i 1904 – efter seks zionistkongresser og i en alder af blot 44 år – måtte hans hjerte give op over for det hårde arbejde, som han selv havde budt det. Men da havde drømmen allerede fået vinger. Tusinder af mennesker strømmede til Herzls begravelse, og den næste generation af zionistiske ledere stod klar til at bære drømmen videre. En drøm, der blev virkelighed i 1948, og som stadig lever i 2022. 125 år efter den første zionistkongres.