Fortidens pionerer - om Israels kibbutzer

TEL AVIV – Da stemmeoptællingen var afsluttet i forbindelse med valget til Knesset, det israelske parlament, i januar 2013, var der for første gang i landets historie ikke et eneste kibbutzmedlem blandt de 120 parlamentarikere. Til sammenligning sad der ikke mindre end 28 kibbutznikker i det første Knesset, som blev valgt i foråret 1949, og det til trods for at kibbutzbefolkningen også dengang udgjorde lidt mindre end 3 procent af landets samlede befolkning.

I det israelske forsvar er billedet nogenlunde det samme. I de første årtier af landets historie havde et sted mellem 10 og 15 procent af officerskorpset kibbutzbaggrund, og i dag er dette segment stort set ikke til stede i de væbnede styrkers ledende funktioner. Både hvad politikere og officerer angår, er der sket et dramatisk skifte, idet folk med nationalreligiøs baggrund er blevet meget synlige. Det omfatter blandt andet ideologiske bosættere fra Vestbredden, der typisk går ind i rollen ud fra en opfattelse af at være de nationale bannerførere – fuldstændig som kibbutznikkerne gjorde det før i tiden.

Pionerrollen

Man kan se, at der gennem Israels historie er sket en voldsom forskydning. Det bliver ofte betegnet som en højredrejning, der synes at have nået et foreløbigt klimaks med Benjamin Netanyahus kabinet, der tiltrådte 29. december sidste år og går for at være den mest højreorienterede i landets historie.

Imidlertid er det nok så relevant at se det som en ideologisk forskydning, der er betinget af ydre påvirkninger. For dybest set handler den tidlige kibbutzbevægelse og vore dages ideologiske bosætterbevægelse om det samme, nemlig forholdet til landet og en pionerrolle.

Set fra et dansk perspektiv havde kibbutzen sin absolutte storhedstid fra slutningen af 1960’erne og frem til midt-80’erne. Dengang var kibbutzen stadig nogenlunde intakt, rent ideologisk, og tusinder af unge danskere rejste til Israel for at opleve det store kollektive eksperiment som volontør. Men det var også i netop den periode, at det israelske samfund undergik en række dramatiske forandringer, som på lidt længere sigt ville lukke og slukke for mange af kibbutzens socialistiske idealer.

Kibbutzerne havde spillet en afgørende rolle i skabelsen af den jødiske stat. I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte en ny type unge jødiske pionerer at komme til landet. En del af dem havde deltaget i det første forsøg på en russisk revolution i 1905. Det var blevet mejet ned af zarens sikkerhedsstyrker, hvilket havde udløst en massiv jødisk udvandring. Det store flertal valgte at rejse til Amerika – nogle af disse blev i øvrigt hængende i København og andre byer på vejen, fordi pengene slap op – men en lille gruppe nægtede at give slip på drømmen om et socialistisk idealsamfund. De rejste til Palæstina, som dengang var en fattig og hengemt provins i det store Osmanniske Rige.

Dér etablerede de sig i kollektiver. De var optaget af ideen om en ny jødisk levevis, der skulle gøre endegyldigt op med den stereotype europæiske opfattelse af ghettojøden. Kun ved at blive et normalt folk som alle andre kunne jøderne frigøre sig af antisemitismens åg, sagde de, og derfor var det vigtigt, at folket fik en landbrugs- og arbejderklasse. Med lys i øjnene talte disse pionerer om »hebraisk arbejde« og »arbejdets religion«, og af ideologiske og praktiske grunde bosatte de sig i små grupper rundtom i landet, hvor det lykkedes dem af opkøbe jord. Det hebraiske ord for gruppe er kvutzah, og det blev til begrebet kibbutz.

De skabte staten

Den ældste kibbutz er Deganya, som ligger på den sydlige bred af Genesaret Sø. Den blev grundlagt i 1909, og siden opstod der 270 kibbutzer rundtom i landet. Med nogle få undtagelser eksisterer de alle endnu, men der er ikke meget tilbage af kollektivismen. De står dog alle som et symbol på de tidlige bestræbelser på at etablere et jødisk hjemland. Grundlæggerne opkøbte som sagt land, hvor det var muligt, men de havde også en sikker strategi. Det gjaldt om at etablere sig på et geografisk sammenhængende stykke land, med den mindst mulige arabiske befolkning, for ad denne vej at skabe en stat med en jødisk flertalsbefolkning.

Her opstod »det store N«, som det ofte betegnes. Det udgøres af landet op langs kystsletten, til lidt nord for Haifa, hvorfra det strækker sig i sydøstlig retning øst for Carmelbjerget, gennem Yizreeldalen og derfra skarpt nordpå op til Jordanflodens kilder. Det står som et stort N på landkortet og blev en af faktorerne, da det nyetablerede FN i november 1947 vedtog resolution 181 – den såkaldte delingsplan.

Men også samfundsmæssigt satte kibbutzen et stort fodaftryk. Det var kollektivernes tankegods, der i statens første årtier var med til at sætte den nationale dagsorden. Arbejderpartiet var dominerende, i tæt parløb med fagbevægelsen Histadrut, og Israel var i den tid mere eller mindre socialdemokratisk.

Den Anden Republik

Dette holdt lige frem til 1977, hvor man ved forårets Knessetvalg så et politisk jordskred. Likud-partiet med Menachem Begin i spidsen vandt valget, og for første gang i landets historie mistede Arbejderpartiet magten.

Den israelske journalist og forfatter Ari Shavit har i dette forår skrevet en lille bog, der beskriver denne udvikling. Bogen, der indtil videre kun findes på hebraisk, er skrevet på baggrund af de dramatiske protester i de første måneder af 2023 mod Netanyahus regering. Dette har også en tæt forbindelse til kibbutzens samfundsmæssige nedtur. »I næsten et halvt århundrede er det kun lykkedes centrum-venstre fire gange at vende tilbage til magten,« siger Shavit. »Den nationale fløj har siddet i opposition i mindre end ti år. På denne måde blev Den Første Republik under Arbejderpartiet i 1977 afløst af Den Anden Republik under Likud, og denne har strakt sig helt frem til 2022.«

I 1977 gik Begin til valg på et massivt angreb på landets sekulære elite, og han skaffede stor vælgertilslutning i den del af den jødiske befolkning, der i begyndelsen af 1950’erne var indvandret fra Nordafrika og resten af Mellemøsten. Mange af dem var blevet anbragt i såkaldte udviklingsbyer ude i periferien, og de følte sig ofte som en slags andenrangsborgere. I hvert fald gav det pote, da Begin tordnede mod »kibbutzmillionærerne«.

Som noget af det første efter den overrumplende valgsejr gjorde Begin kraftigt indhug i landbrugssubsidierne, som var en del af grundlaget for kibbutzernes relative velstand. Men samtidig satte han gang i et løssluppent forbrugscirkus. Han havde jo givet sine vælgere løfte om en højere levestandard, og det førte til en eksplosion i salget af varige forbrugsgoder, udlandsrejser og lignende.

Det er dyrt at være socialist

Denne udvikling gik ikke hen over hovedet på kibbutzbefolkningen. De ville også have del i forbrugsfesten. Blandt andet var der et udbredt krav om større boliger, ikke mindst fordi mange ønskede at have børnene hjemme om natten i stedet for i de kollektive børnehuse. Selv om dette var et afgørende brud med ideologien, var det en relativt enkel beslutning at udvide boligerne.

Der skulle skaffes to tredjedeles flertal på kibbutzens ugentlige fællesmøde i spisesalen, og beslutningen blev ofte truffet uden den store hensyntagen til kibbutzens økonomiske omstændigheder. Dengang var det almindeligt, at også nøgleposter som økonomisekretær blev beklædt efter anciennitet og på turnus, og i mindre grad efter kvalifikationer, og løsningen var derfor at optage nye, store banklån.

Op mod slutningen af 1980’erne løb den israelske økonomi ind i alvorlige problemer. En årrække med ukontrolleret indkøb af nye biler og køleskabe, udlandsrejser og andet var ved at tvinge landet i knæ med dramatisk inflation og stigende arbejdsløshed. Mange kibbutzer fik også en brat opvågnen, da bankerne begyndte at kræve tilbagebetaling af de mange dyre lån. En kibbutz nord for Tel Aviv opdagede, at befolkningen på 650 skyldte banken, hvad der svarede til 500 millioner kroner.

Her kom det store gearskifte i mange kibbutzer. Man indså, at man kun kunne privatisere sig ud af krisen. Det betød, at hver enkelt arbejdsgren i kibbutzen blev skilt ud som en selvstændig virksomhed. Ledelsen skulle være professionel, og hvis eksempelvis avocadoplantagen gav underskud, blev den lukket. Et sted opdagede man, af da medlemmerne skulle til at betale deres egne elregninger, faldt forbruget med næsten 60 procent. I de fleste kibbutzer fungerede hestekuren, og de kom relativt hurtigt på benene igen. Men enkelte klarede den ikke. Et eksempel er kibbutz Yad Hanna i nærheden af Netanya.                         Tilbage i 1960’erne havde de af ideologiske grunde nægtet at etablere en industrivirksomhed. De ønskede som gode socialister ikke at være arbejdsgivere, men da krisen så ramte, havde de intet at falde tilbage på. Yad Hanna blev nedlagt som kibbutz, og da daværende premierminister Ariel Sharon i sensommeren 2005 rømmede bosættelserne i Gazastriben sammen med fire på Vestbredden, blev en del af denne befolkning genhuset i et nyt kvarter, som blev bygget ved Yad Hanna. Dér er hovedparten af befolkningen i dag tidligere bosættere.

I dag er det kun en ganske lille gruppe kibbutzer, der fortsat opretholder et vist mål af kolektivisme. En del af disse er medlemmer af den lille nationalreligiøse kibbutzbevægelse, hvor man altid har været påholdende med tilværelsens materielle sider. Men ud over dette er fællesnævneren for disse kibbutzer, at de er meget velhavende. De har en god og veldrevet fabrik, som skaffer rigelige midler til at fortsætte den kollektive livsstil, for – som man ofte siger i disse kibbutzer – det koster mange penge at være socialist.

Protesterne i 2023

Hele denne lange glidebane bidrog til at afideologisere kibbutzerne. De fleste steder er den fælles spisesal nedlagt, og folk passer sig selv i et samfund, der mere minder om et hyggeligt bofællesskab med grønne græsplæner og rare naboer. Volontørerne fra Skandinavien er for længst borte, og det manuelle arbejde udføres af thailandske migrantarbejdere, mens medlemmerne har den fulde frihed til at uddanne sig og tage velbetalt arbejde i byerne.                             Kibbutzerne er blevet en slags sovebyer, hvilket også gælder det samfundsmæssige engagement. Mange har taget flere jødiske traditioner ind i dagligdagen, og i mange af de førhen supersekulære kibbutzer har man i dag indrettet synagoger.

Det er her, vi er i dag, hvor Israel måske er ved at runde et nyt skarpt hjørne. Ifølge Ari Shavit skete der noget afgørende ved Knessetvalget 1. november sidste år. Da stemmeoptællingen var afsluttet, var Likud fortsat det største parti (med 32 mandater), men det lykkedes kun Benjamin Netanyahu at danne en regering ved at gå sammen med den yderste, nationalreligiøse højrefløj. Det er en strømning, der har rod i den ideologiske bosætterbevægelse, som fik sin store start med Seksdageskrigen i 1967.

Israel vandt krigen mod alle odds, og den satte landet i besiddelse af Vestbredden, som i visse nationalreligiøse kredse betragtes som det bibelske kerneland og derfor jødernes egentlige hjem. Den store nationalreligiøse rabbiner Kook betragtede krigens udfald som et guddommeligt mirakel og som indgangen til messianske tider. Det er en ideologi, der næppe kan ligge længere væk fra den oprindelige kibbutzbevægelse, men ikke desto mindre har bosætterne lige fra starten fastholdt, at de blot drager ud og tager landet i besiddelse – fuldstændig som man gjorde i Deganya tilbage i 1909.

Det er denne strømning, der i de mellemliggende år har vokset sig så stor, at den siden årsskiftet har været repræsenteret ved hele 14 mandater i Knesset. Ved regeringsdannelsen udnyttede de deres position med så stort talent, at Ari Shavit i sin bog hævder, at de – og ikke Netanyahu – i dag sidder på den egentlige magt. Det får ham til at mene, at Israel kan være på vej ind i Den Tredje Republik, idet Likud-partiet er ved at have udspillet sin rolle.

Her finder vi den egentlige årsag til de dramatiske protester, der siden årsskiftet har præget Israel. Et bredt udsnit af den israelske befolkning ser udviklingen som en akut trussel mod landets demokratiske værdier, og det er bemærkelsesværdigt, at Israels venstrefløj har fået nyt liv efter et ellers elendigt valgresultat 1. november. Det førhen altdominerende Arbejderparti klarede sig lige over spærregrænsen , og Meretz, som ligger længere til venstre, kom slet ikke ind. Dette skyldes ikke bare den meget omtalte højredrejning, men også at venstrefløjens traditionelle vælgere har afideologiseret sig selv og derfor i stort tal er blevet til sofavælgere.

Men efter valget i november er der sket noget interessant, nemlig at kibbutzens ideologiske tankegods så småt er dukket op til overfladen igen. Venstrefløjen er kommet op af sofaen efter at have set, hvor stor magt de nationalreligiøse partier har fået.

Den klassiske kollektive kibbutz vender formentlig aldrig tilbage, men det er ikke længere odiøst at sige, at man er nationalt sindet, samtidig med at man er progressiv og venstreorienteret. Det var det, kibbutzerne stod for i de tidlige årtier, så på den måde kan man godt sige, at det er en del af kibbutzens arv, der er til stede, når demonstranterne protesterer mod regeringens politik, mens de med stolthed vifter med nationalflaget.