Flugten mod øst (interview)

»Min søsters død reddede mit liv.« Den korte, præcise sætning kommer fra Irena Magieres.

»Det var i begyndelsen af september 1939. Tyskerne havde lige indledt deres angreb på Polen, da en bombe ramte lige ned i vores hus og dræbte min søster.«
Det er nu næsten 70 år siden denne tragiske hændelse fandt sted. Og der er meget langt fra datidens polsk-jødiske samfund til nutidens lejlighed i københavnerforstaden Brøndby Strand.
Vi sidder ved spisebordet i Irenas hyggelige køkken. Kaffekopperne står på den ternede voksdug sammen med den hjemmelavede æblekage. Irena vimser smilende rundt og varmer vand til kaffe, mens hun så småt tager fat på sin beretning om et langt liv med de mest utrolige oplevelser. 

Beslutningen om flugt

»Skal jeg begynde helt fra begyndelsen?« spørger hun, og da jeg bekræfter, at det må hun meget gerne, begynder hun at berette. Levende og reflekteret. Øjnene stråler og hænderne gestikulerer hele tiden. En dygtig fortæller med sans for detaljer, der bærer præg af, at hun har arbejdet som journalist i mange år, både i Rusland og i Polen.
»Tyskerne angreb Polen den 1. september 1939, og hovedstaden Warszawa var under tungt bombardement i de første dage. De færreste var forberedt på det, der skete. En bombe ramte lige ned i det hus, vi boede i, og dræbte min storesøster. Hun var kun 15 år og jeg var seks år yngre.
Det blev anledningen til, at mine forældre besluttede, at vi skulle forlade Polen hurtigst muligt og flygte mod øst. Mange andre tænkte slet ikke på at flygte. De havde boet i Warszawa i generationer og havde deres hjem der. At forlade det kendte til fordel for det ukendte var for langt de fleste helt utænkeligt.
Men min far var meget velorienteret og lyttede ofte til Hitlers taler i radioen. Han var klar over, at der ikke var andet at gøre end at komme så langt væk fra den mand, som muligt.«
Selv om det er mange år siden, Irena mistede sin eneste søster, tænker hun stadig på hendes død, som det, der reddede hendes liv, fordi det blev anledningen til flugten til Rusland.
I det hele taget har Irena mange gode minder fra en lykkelig barndom. En barndom der, indtil hun fyldte 9 år, også havde været ganske ukompliceret. 

Mistede hele familien

Begge Irenas forældre stammede fra meget store jødiske familier. Hendes far var den yngste af 10 søskende. Ingen af dem havde lyst til at flygte. Det kom til at koste dem livet.
For en del år siden lavede Irena og hendes afdøde mand Victor en opgørelse over hvor mange familiemedlemmer, de tilsammen havde mistet i holocaust, og kom frem til, at det var langt over 100. De har aldrig fundet nogen overlevende, selvom de har søgt efter dem og oplyst deres egne navne til Yad VaShem i Jerusalem, så der var mulighed for, at slægtninge kunne finde hinanden, hvis de havde overlevet.
»Min far og jeg tog af sted mod øst uden min mor. Min mormor var syg og min mor ønskede derfor ikke at forlade hende. Så hun blev i Warszawa i nogle måneder til min mormor døde i december 1939. Far og jeg tog til en by på grænsen til Sovjetunionen, hvor min faster boede. Brestlitovsk hed den.
Mor fulgte så efter om vinteren. Grænsen var nu helt lukket, men på en eller anden måde lykkedes det hende at komme igennem. Det var en usædvanligt kold vinter, som det ofte er i krigstider. Tyskerne havde taget alt fra hende. Også hendes pels. Derefter havde de efterladt hende ude midt på den tilfrosne flod, der angav grænsen til Sovjetunionen. Til alt held blev hun fundet af en kvinde, der tog hende med hjem til sin lille hytte. I januar eller februar 1940 stødte hun så til mig og min far i Brestlitovsk.«
Efter opholdet hos fasteren henvendte familien sig til de sovjetiske myndigheder. Her fik de besked om, at hvis de ville blive i Sovjetunionen, måtte de skrive under på, at de ønskede at være russiske statsborgere. Hvis de ikke gjorde det, ville de blive sendt tilbage til Polen. Der var reelt ikke noget valg, hvis de ønskede at overleve. De, der ikke skrev under, blev enten sendt retur til døden eller til en gulag i Sibirien.
Familien boede stadig i grænselandet mellem Sovjetunionen og Polen, men var som tidligere polakker mistænkelige. De blev derfor pålagt at flytte længere ind i landet til Hvide Rusland. Irenas mor var jordemor og blev henvist til at arbejde i Molodeczno.
»Flytningen reddede os,« fortæller Irena. »Selvom Tyskland og Sovjetunionen havde indgået en ikke-angrebs pagt, gik tyskerne over grænsen til Sovjet i 1941. Min faster og hendes familie mistede derved livet.« 

Russisk mistænksomhed

»Da vi flyttede, havde vi stort set intet med os. Kun det tøj, vi havde på og det, der kunne være i to rygsække. Jeg kom i russisk skole og lærte hurtigt sproget. Min far fik job i transportafdelingen i en stor belgisk virksomhed, der lavede finér til beklædning i fly. Han havde organisatoriske evner og blev snart chef for afdelingen. Det betød også, at da tyskerne nærmede sig, og den russiske hær, der havde lidt svære tab allerede i begyndelsen af krigen, ikke kunne stå imod, kunne min far, som stod for evakueringen af virksomheden, hjælpe os til at flygte videre.
Mor og jeg kom med en kreaturvogn østpå, medens far måtte blive, men han kom heldigvis med den sidste transport væk. Mange familier blev skilt ad. Børn og forældre kunne ikke finde hinanden, men ved et mirakel fandt min far os i byen Homil.
Tyskerne rykkede imidlertid nærmere, og vi kom igen med en kreaturvogn endnu længere mod øst. Vi vidste ikke, hvor vi var på vej hen. Vi skulle selv skaffe mad undervejs og vidste aldrig, hvornår toget gjorde holdt eller kørte igen.
Efter en måned blev vi smidt af toget i Balashov – en mindre by i Saratov amt. Jeg var blevet syg og havde feber, og vagten på toget var bange for en epidemi. Det gik så hurtigt, at vi kun nåede at få ganske få af vores ting med. Så stod vi dér, og toget kørte videre uden os.
Det russiske samfund byggede på mistænksomhed og angiveri. Det var almindeligt at naboer angav naboer og børn deres forældre. Alle mistænkte hinanden, og ingen havde tillid til nogen.
Vi gik fra hus til hus og bad om hjælp, men ingen turde hjælpe os eller lukke os ind. De ville gerne, men det kunne blive dyrt på grund af den dybe mistænksomhed over for andre mennesker. Ingen ville tage imod os, før vi nåede et sted, hvor konen i huset var ved at afvise os med henvisning til, at de ikke havde plads. Men så blandede den omkring 12-årige datter sig: ’Jamen mor, hvordan kan du sige, at vi ikke har plads? Kan du ikke se, at de har brug for hjælp? De er trætte og falder snart om. Du må ikke sende dem væk.’ Så blev vi lukket ind.« 

Er jøder anderledes end andre?

Da der var mangel på kvalificeret medicinsk personale, fik hendes mor hurtigt arbejde i et kollektivt landbrug uden for Balashov i den lille by Trostjanka. Det var en slags landsby, hvor beboerne kun måtte eje ganske lidt – en ko, en gris og nogle få høns. Al høst gik til kollektivet. Da Irenas far jo havde uddannelse, blev han sat til at holde regnskab med udbyttet fra høsten.
»Men der blev mindre og mindre at tælle op,« griner Irena, »for mange stjal for at overleve.«
Familien blev i Trostjanka resten af krigen. Irena husker det som en lykkelig tid.
»Vi var meget fattige, men vi klarede os. Ofte viste folk deres taknemmelighed over for min mor ved at give os lidt smør eller andet spiseligt. Jeg havde aldrig følelsen af, at vi var fattige. Jeg havde kun én kjole, men vi havde som regel altid mad på bordet, og så var jeg altid omgivet af den varme, kærlighed og tryghed, jeg fik fra mine forældre. Når man ikke ejer så meget, er der også mindre at bekymre sig om. Jo mere man ejer, jo mere arbejde er der også med det,« mener hun.
Irena og hendes forældre var den første jødiske familie, beboerne i Trostjanka mødte. I landsbyen fandtes også noget af den gamle antisemitisme fra zartiden, hvor man lærte, at alle jøder var bedragere, og at man skulle holde sig fra dem. Noget, som også den russiske kirke havde holdt liv i.
»Min mor var en højt kvalificeret jordemoder. Både hun og min far var meget afholdte. Jeg husker, hvordan nogle af vores naboer spurgte, om det kunne passe, at vi var jøder. ’I er jo sådan nogle gode og ordentlige mennesker,’ sagde de. Men sådan er det jo ofte, når man kender folk,« reflekterer Irena.
»Jeg kom i skole og vidste, at det ikke var velset at være jøde, så for at undgå mobning, fortalte jeg i klassen, at jeg ikke var mine forældres rigtige barn – at jeg var adopteret. Det troede klassekammeraterne selvfølgelig ikke på og løb straks hjem til min far og spurgte, om det passede.
Jeg husker stadig den lange samtale, jeg havde med min far om det. Han fortalte mig, at jeg ikke skulle skamme mig over at være jøde, at vi er et folk som alle andre, at vi har givet verden mange videnskabsmænd, at vi har givet dem Bibelen. Den samtale blev et fundament for mig og var med til at give mig selvværd. Jeg var ikke værre end andre, og jeg besluttede mig derfor for at være den bedste i skolen. Jeg ville vise dem!«
Og sådan blev det. Helt indtil afslutningen af uddannelsen som journalist ved universitetet i Minsk mange år senere, var Irena altid den bedste i klassen. 

Krigen slutter

Selvom tiden i Trostjanka på mange måder var en lykkelig tid, mærkede de også krigens gru. Alle mistede nogen. Irenas familie vidste intet om alle deres slægtninge i Polen. En nabo havde mistet både sin mand og sine seks sønner på slagmarken. Der var også stor mangel på mad. Men opfindsomheden blev stor, og de kogte blandt andet suppe på græs.
Da krigen sluttede i maj 1945, var der stor jubel, og familien fik mulighed for at tage tilbage til Hviderusland. Man skulle have tilladelse til alt og altid udfylde mange papirer. I familiens papirer stod der, at de hørte til de »ikke-sikre« borgere.
Men vigtigst for dem var, at de havde overlevet krigen. Gang på gang havde de mærket russernes hjælpsomhed eller noget, som Irena har oplevet som mirakler. Men især giver hun sin mor æren.
»Hun kæmpede for vores overlevelse og havde en enorm energi. Hun bestemte sig for at redde sin familie, og der var ingen grænser for, hvad hun kunne yde, når det gjaldt. Hendes holdning var, at hvis man kunne hjælpe, så skulle man gøre det,« fortæller Irena.
Irenas forældre fik arbejde i Hviderusland. Da Irena havde fået guldmedalje ved studentereksamen, havde hun mulighed for selv at vælge, hvor hun ville læse videre. Hun valgte derfor at læse journalistik ved universitet i Minsk.
Familien ønskede dog at vende tilbage til Polen, men det var ikke så enkelt. Indtil 1948 kunne polske statsborgere søge om tilladelse til at vende tilbage. Derefter blev grænsen lukket. Men da familien ikke havde nogen papirer (de mistede jo alt, da de blev smidt af toget mange år tidligere), måtte de foreløbigt blive. Samtidig blev Irenas far ramt af kræft og døde i 1948, så hun og hendes mor besluttede sig for at blive i Hviderusland.