Flugten fra Holocaust, der endte i Det Indiske Ocean

I 1940 sendte englænderne næsten 1600 jøder, der var flygtet fra Europa, til den lille tropeø Mauritius langt sydpå i Det Indiske Ocean. I næsten fem år var de spærret inde bag høje mure og pigtråd.

»Velsignet være den sande dommer« står der på skiltet ved indgangen til den jødiske begravelsesplads. Lyset er gråt. Det regner. Små sten på en del af de våde gravsteder vidner om, at der jævnligt kommer besøgende. De døde er ikke glemt, selvom de ligger langt væk fra deres pårørende – på gravpladsen i byen Beau Bassin på den lille paradisiske ø Mauritius 900 km øst for Madagascar. 127 jøder, der døde på øen mellem 1940 og 45, er begravet her.

Deres historie begynder imidlertid i en helt anden del af verden.

Tilladelse til at forlade Tyskland

Situationen i Europa spidsede til, og mange tusind jøder forsøgte at flygte ud af nazisternes kløer, men kunne ofte ikke få udrejsetilladelse.

I september 1940 sejlede to skibe fra Bratislava ned ad Donaufloden med retning mod Rumænien. Her stødte endnu et skib til og kursen gik mod Haifa.

De ombordværende jøder, der kom fra Tyskland, Polen, Østrig, Tjekkoslovakiet og Rumænien, var nogle af de sidste, der fik lov til at rejse ud af Tyskland og de besatte områder.             

For mange havde det at undslippe nazisterne en høj pris. Forholdene på de tre skibe var forfærdelige. På sejlturen mod Haifa løb det ene skib tør for kul. Dele af det blev brudt ned og brugt som brændstof. Der var mangel på vand, mad og medicin, og døde passagerer blev kastet over bord.

Ingen adgang til Palæstina              

Ankomsten til Palæstina tre måneder senere gav ingen lettelse. De flygtende blev mødt af kulde fra engelsk side og en vis ligegyldighed fra jødisk side.

De to første skibe ankom til Haifa først i november 1940. Den jødiske militære undergrundsbevægelse Haganah ønskede at stoppe skibet Patria for at forhindre, at englænderne tvang det til at sejle over 3000 flygtninge videre til Mauritius.

Man forsøgte derfor at sænke det og havde forinden advaret passagererne og sagt, at de skulle springe i vandet. Men operationen gik galt, og 260 flygtninge og et antal engelske besætningsmedlemmer blev dræbt.

De, der overlevede, fik i henhold til international lov tilladelse til at blive i Palæstina.  

De øvrige flygtninge på de to andre skibe blev derimod alle sendt til interneringslejren Atlit syd for Haifa. Efter nogle dage fik de meddelelse om, at de skulle pakke deres ting, fordi de næste dag skulle forlade lejren.

Flygtningene forsøgte at gøre modstand, men 1580 jødiske flygtninge blev tvunget med og sat ombord på et skib med kurs mod Mauritius.  

Frygten for spioner

Englænderne havde fået den opfattelse, at når nu alle disse flygtninge kom fra fjendeland eller lande besat af fjenden, så kunne man ikke vide, om der kunne være tyske spioner imellem dem. Man vidste i hvert fald med sikkerhed, at nazisterne havde været involveret i, at flygtningene kom afsted.

Guvernøren på Mauritius fik derfor besked om, at jøderne skulle holdes indespærret bag pigtråd og være under konstant bevogtning. Englænderne bad ham om at skaffe plads til 4000 jødiske flygtninge.

 Tre uger senere ankom flygtningene til den lille ø, der med sit varme klima, de hvide strande og de flotte koralrev kunne have været et paradis for dem. Men fængslet i den lille by Beau Bassin var blevet gjort klar.

Den lokale befolkning på Mauritius, der primært består af mennesker med indiske rødder, var helt anderledes positivt stemt. De bød dem velkommen fra små både, da de ankom til havnen i Port Louis, ligesom de donerede tøj og andet til dem. Flygtningenes ankomst til den lille ø, der er noget mindre end Fyn, var jo en helt usædvanlig begivenhed.

Afsavn, sygdom og død

Men familierne blev skilt ad. Mænd for sig og kvinder og børn for sig.

Fængslet på øen var blevet udbygget, og området var helt afspærret, så flygtningene hverken kunne have kontakt deres familier eller med folk udefra.

De første seks-syv måneder blev en meget hård tid. Sygdomme som tyfus, dysenteri og malaria hærgede. I løbet af de første to måneder døde 41 flygtninge. Flere tog deres eget liv i fortvivlelse over at være spærret inde og med udsigt til, at de aldrig ville komme til Palæstina.

Men efterhånden fik de indsatte organiseret sig, og med hjælp fra det sydafrikanske jødiske samfund fik de tilsendt forskellige fornødenheder, herunder religiøse bøger og også en del instrumenter, så de kunne danne et orkester, der blandt andet opførte en koncert i nabobyen Rose Hill.

Fra 1942 blev forholdene betydeligt bedre. Nogle fik lov til at arbejde uden for lejren, og de adskilte ægtefæller fik lov til at mødes hver uge. Der blev oprettet skoler, to synagoger og en zionistisk komité.

Sydafrikanske forsøg på at få lov til at besøge fangerne og forsøg på at få dem løsladt blev imidlertid pure afvist af de engelske myndigheder. Englænderne fastholdt, at der var tale om illegale indvandrere, der havde begået kriminalitet.

 Krigen nærmede sig sin afslutning, og i februar 1945 fik flygtningene endelig at vide, at de kunne få tilladelse til at rejse ind i Palæstina. Seks måneder senere forlod alle 1307 jøder øen. Langt de fleste rejste til Palæstina.

Det er flere gange blevet fremhævet, at netop det, at flygtningene blev sendt til Mauritius og ikke tilbage til Europa betød, at langt de fleste af dem overlevede.

Det er sikkert også sandt, men det ændrer ikke ved, at englænderne holdt dem indespærret i næsten fem år under meget barske forhold.

Selvom Churchill var imod, at flygtningene var spærret inde og skal have sagt, at de skulle behandles som flygtninge og ikke som kriminelle – for »vi skal ikke have et britisk Dachau« – så var de engelske myndigheder delte.

Historien om jøderne i Beau Bassin er ikke særligt kendt. Men på Saint Martin Jødiske Begravelsesplads er der en særlig afdeling for de 127 jøder, der døde under interneringen fra 1940-45. I et kapel ved siden af er der indrettet et lille museum, der fortæller historien for at ære mindet om både de døde og de overlevende.

Der bor i dag omkring 40 jøder på Mauritius. De har ikke nogen relation til de indsatte fra 1940-45. Øen har en synagoge, der åbnede i 2005 og er tilknyttet det jødiske samfund i Sydafrika.