Et mirakel i oktober 1973
Når man kører nordpå i Golanhøjderne ad hovedvej 98 imod druserbyerne Buq’ata og Mas’ada, så kører man forbi Kibbutz El-Rom. Hvis man her drejer til venstre og fortsætter ud over markerne imod den syriske grænse, kommer man til Oz 77: støvet og varmt om sommeren, grønt og køligt om vinteren – men altid barskt i sit udtryk.
Allerede på den bulede asfaltvej får man en klar fornemmelse af, at her ikke blot er tale om et sted med en flot udsigt ind over Syrien, for vejen krydser ud og ind imellem gamle panserværnsgrave og -volde. Kontrasten er slående, når man stiger ud af bilen; mod øst ses et krigshærget landskab med kampvognsvrag, grøfter og granathuller, og mod vest er der vinmarker og vandingsanlæg.
Men den kontrast beskriver meget godt, hvad der var på spil i de dage i oktober 1973, da Israel kæmpede for livet imod overmagten fra de arabiske hære, der angreb landet på helligdagen yom kippur, hvor alt er lukket ned. Med front imod enorme syriske og egyptiske hærstyrker og med ryggen til det land, de forsvarede, kæmpede israelske styrker endnu engang for deres overlevelse.
Overraskelsen, der ikke burde have været der
Yom Kippur-krigen brød ud 6. oktober 1973, imens store dele af Israels stående hær var sendt hjem på orlov i forbindelse med helligdagene. Det var en overraskelse, at angrebet kom på præcis dét tidspunkt, men det burde ikke have været en total overraskelse, at der ville blive krig igen.
Egyptens præsident havde truet med det flere gange i løbet af 1973. Men i Israels militær og efterretningstjeneste havde der bredt sig en lidt hovmodig opfattelse (kendt som »konceptet« inden for det israelske militær): »Vi beviste i 1967, at de arabiske hære ikke kan besejre os i åben kamp – og derfor vil de heller ikke forsøge at gå i åben krig med os igen.«
I måneden op til yom kippur havde Egypten og Syrien oprustet voldsomt langs deres grænser, men da der altid havde været arabiske krigsøvelser i efterårsmånederne, blev også dette – ud fra »konceptet – tolket som en almindelig øvelse.
Efterretningstjenesten overbeviste politikere og militær om, at der ikke ventede en stor krig lige rundt om hjørnet. Først i de sidste tre døgn før 6. oktober, da Sovjetunionen begyndte at trække deres personel i Egypten og Syrien i sikkerhed, bredte uroen sig. Men stadigvæk beordrede militæret og den politiske ledelse i Israel ikke en generel mobilisering – den ordre blev først givet i det sidste døgn, og da var det alt for sent; de fleste styrker var på vej hjem for at fejre yom kippur.
Mod alle odds i nord
Klokken 13.52 den 6. oktober angreb syriske MIG-jagerfly og artilleri langs Israels nordøstlige forsvarslinjer – og altså også det sted, der blev kendt som Oz 77.
Herefter angreb den syriske hær med 7-800 kampvogne og pansrede køretøjer, 600 kanoner og 28.000 soldater. En australsk FN-observatør sad i sin observationspost i ingenmandsland, og herfra så og hørte han en uendelig række af syriske panserstyrker komme imod sig og køre uden om, som om hans post var en ø midt i en brusende flod. Han troede simpelthen ikke, der fandtes så mange kampvogne i hele verden. Inden krigen var omme, havde Syrien sendt mere end 1000 kampvogne imod fronten. De blev mødt af den israelske hærs 175 kampvogne, 60 kanoner og cirka 3.000 soldater. Da alvoren gik op for den øverste militære ledelse, begyndte man at sende dele af 7. Armerede Brigade fra Negev til Golan – det gjaldt blandt andet 77. Armerede Bataljon under ledelse af den 29-årige bataljons-kommandør Avigdor Kahalani.
I de næste tre døgn kæmpede han og resten af den stærkt underbemandede israelske hær imod overmagten og holdt stand i området ved Kibbutz El-Rom. Deres største ulempe var, at de, i modsætning til tropperne i Sinai, ikke kunne tillade sig at foretage et strategisk tilbagetog og derved købe tid, indtil yderligere forstærkninger nåede frem. Der var ikke noget land at give væk.
De israelske tropper havde også sat deres lid til luftvåbenet, som havde skaffet totalt luftherredømme i Seksdageskrigen, Men alt var forandret, for både Syrien og Egypten havde modtaget store mængder avancerede jord-til-luft-missilsystemer, som skød Israels jagerfly ned og berøvede Israel herredømmet i luften. Deres eneste fordele lå i, at terrænet, som fjenden skulle krydse, enten var fladt eller op ad bakke. Det betød, at kampene aldrig var stationære, men hele tiden mobile, og dét havde altid været Israels styrke og de arabiske hæres svaghed.
Avigdor Kahalani beskriver selv, hvordan disse tre døgn næsten var en uendelig række af slag, kun afbrudt af korte besøg i opmarchområdet ved Kibbutz El-Rom for at få nye forsyninger, brændstof og ammunition ombord – næsten ingen hvile eller søvn.
Den 8. oktober – to døgn inde i krigen – ramte de lavpunktet: kun 20 kampvogne var der tilbage i 7. brigade, og de stod over for 160 syriske kampvogne. De næste timer blev desperate. Èn efter èn nåede reservetropper frem. De fandt og reparerede efterladte israelske tanks og meldte sig ved fronten. Kahalani vidste, at hvis ikke han holdt positionen, så ville vejen forbi Kibbutz El-Rom være åben for syrerne hele vejen dybt ind i Galilæa.
Da han selv havde 12 kampvogne tilbage, gav syrerne op og trak sig tilbage. Panserslaget ved det, der blev kaldt »Tårernes Dal«, blev et af de største siden Anden Verdenskrig. Efter tre døgn var forstærkningerne nået frem, og de israelske styrker begyndte at presse syrerne tilbage, og inden der blev indgået våbenhvile 22. oktober, stod den israelske hær tæt på Damaskus.
Den sydlige front
Mod syd krydsede Egyptens hær Suezkanalen og fik etableret et brohoved på Sinaihalvøen, hvor de angreb israelske reservestyrker.
De første tre dage af krigen forsvarede israelerne sig desperat imod overmagten, men alle forsøg på at generobre det tabte var forgæves. Israel havde, ligesom i nord, sat sin lid til, at luftvåbenet kunne gentage succesenfra Seksdageskrigen, men denne fordel var jo altså væk, og mange israelske fly blev skudt ned i forsøget på at beskytte landtropperne.
Fordelen for Israel i Sinai var, at de havde store arealer at trække sig tilbage over, uden at større dele af civilbefolkningen kom under pres. Det lykkedes for de få israelske reservetropper at holde den egyptiske hær væk fra israelsk territorium– godt hjulpet af en beslutning fra egypterne om ikke at rykke længere frem i Sinai, end de på forhånd havde bestemt. Dette skyldtes både en ufleksibel tilgang til at ændre planer i løbet af slaget, men helt sikkert også frygt for at komme uden for den beskyttende »paraply« af jord-til-luft-missiler, som de havde opstillet på den egyptiske side af Suezkanalen.
Våbenhvilen betød at man nu fik mulighed for at få mobiliseret resten af hæren mod syd. General Ariel »Arik« Sharon (som senere blev Israels premierminister) var kaldt tilbage i aktiv militærtjeneste, og sammen med sine panserreserver krydsede han – stik imod sine ordrer – Suezkanalen i ly af natten. De fik dannet et brohoved og havde derved omringet de Egyptiske tropper, der var i Sinai. Inden den anden våbenhvile trådte i kraft 24. oktober, stod den israelske hær i en position, hvor de kunne udslette store dele af den egyptiske hær og sætte et angreb ind imod Cairo.
Et mindesmærke
I dag er der fredeligt i bakkerne omkring Oz 77. Navnet var altså oprindeligt et navn på en panserbatallion i den 7. armerede brigade, men det blev selve symbolet på en heroisk kamp, og i dag er det et mindesmærke for kampene.
Så længe de lever, tager veteranerne fra de frygtelige dage i oktober 1973 hvert år turen op til Oz 77 og mindes alle de mange krigskammerater, de mistede i kampene ved Tårernes Dal.
I Yom Kippur-krigen døde mere end 2.500 israelske soldater, og mere end 7.000 blev såret. De egyptiske og syriske tabstal er aldrig opgjort grundigt, men de bedste estimater siger 16.000 døde.
Krigen fik store konsekvenser internt i Israel, og den manglende krigsvarsling kostede mange politikere, militær- og efterretningsfolk karrieren.
Den eufori og følelse af uovervindelighed, der havde hersket i Israel siden Seksdageskrigen, var nu afløst af sorg over de voldsomme tab og utilfredshed med den herskende politiske og militære elite.