En jødisk bydel i Berlin

Høje aflange blokke af næsten sort beton rejser sig, så langt øjet rækker. At bevæge sig rundt mellem dem, er næsten som at være i en labyrint. Jo dybere man går ind mellem dem, jo højere er blokkene.

Uanset hvilken vej, man vender sig, så er der bare flere blokke og flere smalle gange. Det er næsten som om, der ikke er nogen udvej.
Stedet er mindesmærket for de myrdede europæiske jøder, Holocaust Mahnmal, i centrum af Berlin. På en af byens mest attraktive grunde, lige ved Brandenburger Tor, åbnede i 2005 et stort mindested, der består af 2711 betonklodser af forskellig højde, der uvægerligt leder tankerne hen på en jødisk begravelsesplads.
Under denne mark af betonklodser, ligger et informationscenter, der fortæller om udryddelsen af jøderne. Specifikt fortælles historierne om 15 familier fra forskellige steder i Europa. 

Rigt jødisk liv udrenses

I Berlin blev store dele af byens jødiske kvarterer næsten jævnet med jorden for omkring 70 år siden. Den jødiske befolkning blev udslettet eller sendt på flugt. Skoler, begravelsespladser, plejehjem, synagoger, forretninger og ganske almindelige hjem blev destrueret.
Byen, der havde haft et jødisk liv omtrent lige så længe, som den selv havde eksisteret. Byen med jødiske gravsten tilbage fra 1300-tallet. Byen, der i århundreder havde været et center for jødisk liv og tænkning.
Men også den by, hvor masterplanen for udryddelse af de europæiske jøder blev udtænkt. Hvor skrupelløse mennesker planlagde et folkemord uden sidestykke i verdenshistorien. Det tyske rige havde besluttet sig for at opsluge sine jødiske indbyggere.
I løbet af krigens sidste måneder blev store dele af Berlin bombet så grundigt, at der i maj 1945 næsten kun lå ruiner tilbage af det, der engang var en europæisk metropol.
I de næste 40 år var store dele af Berlin under kommunistisk styre som en del af det østtyske DDR. Noget blev genopbygget, mens meget andet forfaldt eller blev revet ned.
Det er som om byen først efter murens fald og genforeningen af Tyskland kommer til live igen og finder noget af fordums storhed frem. Og det er nærliggende at spørge sig selv, om en del af det ikke er et forsøg på at lette en kollektiv samvittighed. Især over de ugerninger, der skete i nazitiden. 

En jødisk bydel anno 2010

Berlin er en vanvittigt spændende by, der er ved at genopbygge sin historie. Tre bydele, hvor der engang var et rigt jødisk liv, er markeret i bybilledet: Charlottenburg, Kreutzberg og Oranienburg.
Den bydel, vi skal koncentrere os om her, er Oranienburg, der ligger nær centrum og hvis vartegn, kuplen på Neue Synagoge, kan ses langt væk.
Synagogen stod færdig i 1866 og var på det tidspunkt Tysklands største med plads til 3000 mennesker. Dengang et af centrene for det jødiske samfund. Nu et interessant museum.
På muren ved siden af indgangen til Neue Synagoge sidder en mindeplade for politibetjenten Wilhelm Krützfeld, hvis modige og beslutsomme indgriben reddede bygningen fra at blive sat i brand i Krystalnatten i november 1938.
Da vanvittige horder hærgede gennem byen, erklærede Krützfeld ganske enkelt at bygningen var beskyttet ved lov og ringede til brandvæsenet.
Den store synagoge blev derfor kun påført ubetydelige skader, men handlingen kostede Krützfeld jobbet.
Efter et sikkerhedstjek af den slags, man gennemgår i en lufthavn, kommer jeg ind i synagogen, afleverer rygsæk og fotografiapparat og kan så gå rundt i det, der er tilbage af bygningen. Det er nemlig kun den forreste del ud mod gaden, der stadig står. Resten blev ramt af de allieredes bomber og siden revet ned af kommunisterne.
Men et større restaureringsprojekt gjorde, at den i 1995 kunne genindvies som museum. Ved samme lejlighed blev Krützfeld hædret for sit mod. 

En bydel af mindesmærker

Oranienburg havde tidligere en stor jødisk befolkning, og ganske tæt ved Neue Synagoge finder man Grosse Hamburgerstrasse med den gamle jødiske begravelsesplads. Grøn og stille ligger den lidt væk fra gaden. Der er ikke meget, der vidner om, at der gennem tiden skal være blevet begravet omkring 12.000 mennesker på dette sted - indtil den blev lukket i 1827. Kun ganske enkelte gravsten, der næsten er groet til i mos, viser, at det ikke bare er en lille park midt i byen.
I 1943 destruerede Gestapo begravelsespladsen, da de beordrede, at der skulle graves skyttegrave på stedet, og at gravstenene skulle benyttes til forstærkning.
Lidt længere henne ad gaden på den modsatte side ligger et andet mindesmærke. Mellem to etageejendomme af ældre dato, er det tydeligt, at der engang lå et andet hus. Men ejendommen blev bombet og siden revet helt ned. På gavlene af begge de huse, der støder op til den tomme grund, har en fransk kunstner Christian Boltanski opsat plader med navne på de folk, der engang boede i det hus, der er forsvundet. Mange af navnene er jødiske navne.
Sådan er det, når man går rundt i Oranienburg. Mange steder viser, at her engang var et rigt jødisk liv.
Et lille museum i en baggård fortæller historien om børstefabrikanten Otto Weidt, der benyttede blinde og døve jøder som arbejdskraft i sit værksted og egenhændigt reddede dem fra at blive sendt i døden ved hjælp af bestikkelse, løgn og forfalskede papirer.
Det fortælles, at han på den måde reddede 27 menneskers liv. Og i netop de lokaler, hvor hans værksted lå, er der nu et museum, der fortæller den utrolige historie.
I samme baggård finder man Anne Frank museet, der fortæller historien om Anne Franks barndom i Tyskland, men også har mere generelle temaer om børn på flugt og i krig. 

Snublesten

Går man rundt i de jødiske bydele i Berlin, kan det godt betale sig at kigge ned i fortovet. En af de meget bemærkelsesværdige ting, man kan se, er, at der mange steder er nedlagt små messingplader på 10 x 10 centimeter mellem brostenene. De såkaldte Stolpersteine eller snublesten.
Kunstneren Günter Demnig nedlagde i 1995 de første messingplader, og siden er næsten 1200 lignende plader med navne blevet lagt ned i fortovene rundt om i Berlin til minde om nogle af alle de mennesker, der blev udrenset af nazisterne. 

En voksende befolkning

Jøderne i Berlin blev ikke udryddet. Den jødiske menighed eksisterer stadig i bedste velgående og tæller nu omkring 12.000 medlemmer. Men antallet af mennesker med jødiske rødder er nok større. Og den jødiske befolkning i Berlin siges at være det hurtigst voksende jødiske samfund uden for Israel, blandt andet fordi jøder fra det tidligere Sovjetunionen har valgt at slå sig ned i byen.
Derfor virker det også som en stærk kontrast, når der over for det store Holocaust Mahnmal med sine massive blokke i beton, ligger et – i sammenligning – næsten forsvindende lille museum, der viser Adolf Hitlers planer for arkitekturen i det, han mente skulle være den jødefri verdenshovedstad Germania. En by af pap, der heldigvis aldrig blev til mere end en model.
 

FAKTABOKS:

Berlins jøder 1933 til 1945
Allerede i 1933 begyndte jøderne at blive udelukket fra det gode selskab. I 1935 blev racelovene vedtaget, og restauranter, butikker og sågar bænke i parkerne fik skilte med indskriften »Kun for jøder«.
I 1938 brød forfølgelserne ud i lys lue, da talrige synagoger, private boliger og butikker ejet af jøder blev sat i brand eller ødelagt. Mere end 10.000 jøder fra Berlin blev fængslet i koncentrationslejren Sachsenhausen.
I 1939 fik Berlin et centralt kontor for jødisk udvandring, men allerede i 1941 blev al udvandring fra Tyskland forbudt.
Fra 1940 fik Berlin et kontor, der udskrev jøder til tvangsarbejde.
I 1941 begyndte deportationerne af jøder mod dødslejrene i øst.
I juni 1943 lukkede Gestapo samtlige jødiske menighedsinstitutioner, og seks dage senere erklærede nationalsocialisterne Berlin »renset for jøder«. Byen, hvis jødiske befolkning bare 10 år tidligere havde talt mere end 160.000 mennesker.