Det store kobbereventyr i Timna på Salomos tid

I Timna i Israel finder vi omfattende rester efter en intensiv udvinding af kobber i oldtiden. Længe troede forskerne, at denne aktivitet stoppede ca. 1200 f.Kr. Men nye fund viser, at den mest intensive produktion faktisk skete på Davids og Salomos tid. Nu diskuteres det heftigt, hvilken betydning de nye fund får for forståelsen af Bibelens skildring af Davids og Salomos kongedømme.

Cirka 25 km nord for Eilat ligger en bred og åben dal, som går under navnet Timna, og som er forbundet med Araba-lavningen. Mange steder i denne dal er der omfattende spor efter en intensiv udvinding af kobber: Overalt i sandet ligger sorte bunker af slagge fra smelteprocesserne – det restprodukt, som er tilbage, efter at kobberet blev udvundet fra kobbermalmen.

Ved siden af slaggebunkerne finder vi rester af de lerovne, hvor malmen blev varmet op og smeltet, og rester af piber til blæsebælge, som arbejderne brugte til at få temperaturen i smelteovnene op.

Mange steder gemmer på dybe skakter, som er gravet ned i undergrunden i jagten på den grønlige kobbermalm. Mere end 9000 sådanne skakter er fundet i Timna, og flere af dem viser sig at lede til lange gange under jorden. Den udhuggede malm fra kobberårerne blev slæbt i kurve op til overfladen, hvor malmen blev smeltet.

De ældste skakter går helt tilbage til det, som vi kalder for kalkolitisk tid (kobberstenalderen). Det er mellem 5000 og 3500 f.Kr. Men højdepunktet i udvindingen af kobber fra Timna skete langt senere.

Ud over Timna var der også en meget omfattende produktion af kobber fra et sted kaldet Faynon, som ligger længere mod nord i kongeriget Jordan (stedet svarer til det bibelske Punon, 4 Mos 33,42-43). Her ligger en lokalitet ved navn Khirbet en-Nahas (arabisk for »Kobberbyen«), hvor fremstillingen af kobber var lige så omfattende som i Timna.

Arkæolog: Kobberudvinding ophørte i 1180 f.Kr.

Den israelske arkæolog Beno Rothenberg undersøgte Timna i 1969-70. Ved den kendte klippeformation, der går under navnet »Salomos Søjler«, udgravede han resterne af et egyptisk tempel med hieroglyffer på væggene, masser af egyptisk keramik, en lille statue af den egyptiske gudinde Hathor og tilmed en stump af den ægyptiske Dødebog.

Han konkluderede, at egypterne stod for kobberproduktionen i Timna fra 1400 f.Kr. og indtil cirka 1180 f.Kr, hvor det egyptiske imperium smuldrede fuldstændig, og egypterne trak sig tilbage fra Timna.

Da egypterne forlod stedet, ophørte al produktion af kobber her, sagde Rothenberg. Hanmente, at stedet var fuldstændig øde helt frem til romersk tid, altså helt frem til vor tidsregnings begyndelse. Nogle få edomitiske beduiner med deres flokke af får og geder strejfede af og til gennem Timna. Det var alt. Der var ingen som helst aktivitet på Davids og Salomos tid (1000-930 f.Kr.) og slet ikke udvinding af kobber.

Det var indtil for ganske nylig den gængse forståelse af Timna. Det har imidlertid ændret sig fuldstændig på det seneste.

Overraskende fund ændrer på alt

Den israelske arkæolog Erez Ben-Yosef er ekspert inden for metaller i oldtiden, og han begyndte at grave i Timna igen i 2009. Tidligere havde han arbejdet i Faynon i Jordan i forbindelse med sine ph.d.-studier i antik kobberproduktion.

Han ønskede at studere den egyptiske teknik for udvinding af kobber, og her ville Timna være et oplagt sted med sine mange kobberskakter, rester af smelteovne og utallige bunker af slagge.

Ben-Yosef gik ud fra, at Rothenbergs datering af Timna naturligvis var korrekt: Produktionen af kobber på stedet ophørte lige efter år 1200 f.Kr., da egypterne trak sig tilbage i forbindelse med det egyptiske imperiums kollaps.

For en god ordens skyld sendte han prøver af kerner og frø og af forkullet træ ind til kulstof-14-analyse ved anerkendte institutter i Europa. Han forventede, at prøverne selvfølgelig ville bekræfte, at kobberproduktionen i Timna havde sit højdepunkt 1300-1200 f.Kr.

Stor var overraskelsen derfor, da dateringerne ikke bekræftede denne antagelse. De nye prøver fra Timna blev nemlig dateret til cirka 950 f.Kr. – altså Davids og Salomos tid.

Ben-Yosef tænkte, at der måtte være sket en fejl i forbindelse med prøvetagningen. Han lod nye og flere prøver sende ind til kulstof-14-analyse. Fordi Timna er ekstremt tørt, er bevaringsforholdene for organisk materiale simpelthen perfekte. Daddelkerner og frø, som er faldet til jorden fra kobberarbejdernes måltider, er fremragende til aldersbestemmelse, fordi kerner og frø jo kun har en ganske kort levetid.

Da resultatet fra de nye prøver kom tilbage, viste de det samme resultat: Kobberproduktionen i Timna kulminerede i det 10. århundrede f.Kr.

Som ekspert i antikke metaller undersøgte Ben-Yosef også de magnetiske signaler fra slaggen efter smeltningen af malmen. Af en eller anden grund er det magnetiske signal særlig kraftigt for metal i det 10. århundrede f.Kr. Hans undersøgelser af det magnetiske signal gav samme billede: Der var en særlig intens produktion af kobber på stedet i det 10. årh. f.Kr. – med et klimaks i slutningen af århundredet (ned mod 900 f.Kr.).

To af hinanden helt uafhængige dateringsmetoder gav det samme resultat: Der var en særlig intens kobberproduktionen i Timna på Davids og Salomos tid med et peak lige efter Salomos tid.

Det samme er tilfældet for Faynon. Også her blev der produceret kobber efter 1200 f.Kr., det blev stærkt intensiveret i det 10. århundrede og nåede et klimaks i slutningen af samme århundrede – efter kong Salomos død. Fra Timna og Faynon blev kobberet eksporteret til hele Mellem­østen og til Grækenland.

Andre fund i Timna

Ben-Yosefs team gjorde også andre bemærkelsesværdige fund. De undersøgte efterladenskaberne fra metalarbejdernes spisebord. De fandt knogler fra fisk, som kun lever i Middelhavet. Det betyder, at fisk fanget i Middelhavet var blevet transporteret flere hundrede kilometer over land frem til kobberminerne i Timna.

Arbejderne ved smelteovnene fik en udsøgt kost: Ved siden af importeret fisk fik de også linser, grapefrugter, pistacienødder, daddelkerner og mandler. Det var alt sammen noget, som måtte importeres langvejsfra.

Flere stumper tøj fra det 10. århundrede f.Kr. lå i støvet. Det vakte nogen opsigt, da holdet for nylig fandt klumper af uld med en violet farve. Undersøgelser i laboratoriet viste, at ulden var blevet farvet med den kostbareste farve af dem alle: den kongelige purpur, som også blev brugt til telthelligdommen i ørkenen. Denne sjældne purpurfarve udvindes af murex-sneglen, som udelukkende lever i havet langs Libanons kyster. Enten har der opholdt sig en elite med kostbare klædedragter i Timna. Eller også har kobberstedet haft fornemt besøg af kongelige udsendinge.

Hvem stod bag?

Det store spørgsmål er: Hvem stod bag den intensive produktion af kobber i Timna og i Faynon? Arbejdet med at smelte kobbermalm fortsatte også, efter at egypterne forsvandt engang efter år 1200 f.Kr. Det var midt i Dommertiden i Israel, og landet havde ingen central ledelse på det tidspunkt.

Timna og Faynon ligger midt i det område, der blev kaldt Edom. Både Det Gamle Testamente og egyptiske kilder siger, at befolkningen i Edom for størstepartens vedkommende var nomader. Der var ingen byer med bymure i miles omkreds. Erez Ben-Yosef konkluderer, at det må have været edomitterne, der stod for den intensive kobberproduktion efter år 1200 f.Kr. Mange forskere støtter den forklaring.

Det betyder altså, at et folk bestående stort set kun af nomader var i stand til at opbygge et komplekst samfundssystem med omfattende arbejdsdeling, stor teknisk formåen og brug af indviklede teknikker, så de kunne udvinde og smelte kobber samt eksportere denne værdifulde ressource. Selvom Edom ikke havde store byer med bymure, havde de et tydeligt lederskab. Dette stemmer præcist med notitsen i 1 Mos 36,31 om, at Edom havde konger før Israel.

Nomadebefolkningen i Edom er ellers helt usynlig arkæologisk set og har ikke efterladt sig arkæologiske levn i form af byer, mure eller borge, bortset fra minefaciliteterne i Timna og Faynon.

Edom på Davids og Salomos tid

2 Sam 8,13 og Sl 60,2 siger, at David erobrede Edoms land, og at hans hærfører, Joab, foranstaltede en massakre på Edoms mandlige befolkning (1 Kong 11,15-16). Kobberminerne i Timna og Faynon kom derfor under Davids og Salomos kontrol, og de edomitiske mineeksperter har fortsat deres arbejde under Salomo.

Da Salomo opførte templet i Jerusalem, brugte han megen bronze (består af 90 procent kobber og 10 procent tin), og adskillige af genstandene i templet blev udført i bronze (1 Kong 7,15-47). De store mængder kobber, som blev brugt, stammede uden tvivl fra minerne i Timna og Faynon. Desuden har eksporten af kobber bidraget til Salomos store rigdom. Det forklarer, hvorfor udvindingen af kobber i Timna nåede et foreløbigt højdepunkt omkring 950 f.Kr – det var nemlig i den periode, templet blev bygget.

I slutningen af Salomos regeringstid sker der en ny udvikling. Edom gør oprør mod Salomo og allierer sig med Egypten (1 Kong 11,21 og 25). Efter Salomos død indføres der nye smelteteknikker i Timna og Faynon, og kobberproduktionen får endnu et nøk opad. Meget tyder på, at farao Shishak, som erobrede Jerusalem fem år efter Salomos død i 930 f.Kr. og plyndrede templet (1 Kong 14,25-26), har taget kontrollen over de vigtige kobberudvindingssteder i Edom. En lille sten med hans navnetræk på er fundet i Faynon.

Et kongedømme uden spor

De nye fund i Timna viser, at et samfund af nomader kunne udvikle et komplekst samfundssystem uden at bygge store byer og befæstninger. Indtil nu har arkæologerne gået ud fra, at en central kongemagt med kontrol over store landområder ville vise sig gennem store byer med bymure og en central kongeborg. Men tilfældet med Edom viser, at det ikke behøver at være tilfældet.

Når det gælder Bibelens beskrivelse af David og Salomos tid, står forskerne med det store problem, at der er fundet meget få større byer i Israel i det 10. århundrede f.Kr. Jerusalem var ganske lille på det tidspunkt, og trods intensiv udgravning i byen har man ikke fundet noget af betydning fra Davids og Salomos tid. Arkæologernes ældste spor efter egentlige byer i Juda er dateret til det 9. århundrede f.Kr. Dette leder til spørgsmålet, om der overhovedet har været et stort, centralt kongedømme under David og Salomo, sådan som Anden Samuelsbog og 1 Kong 1-11 skildrer det.

Udgravningerne i Timna og Faynon peger på, at en befolkning, som for det meste var halvbofast og ikke boede i byer, godt kunne udvikle et centralt kongedømme af stor betydning. Det samme kan være tilfældet for Israels vedkommende, siger Erez Ben-Yosef.

Flere gange antyder 1 Kong 1-11, at dele af den israelitiske befolkning stadig levede som nomader. Da Salomo havde indviet templet, drog folk hjem med en dyb tilfredshed over erfaringen af Guds godhed (1 Kong 8,66). I de allerfleste oversættelser står der, at folket »priste kongen og drog hjem«. Men ordret står der, at de »drog til deres telte« (min fremhævelse). At vende hjem til sit eget beskrives med vendingen »drage til sine telte«. Meget tyder derfor på, at dele af Israels befolkning stadig levede på nomadevis på Davids og Salomos tid.

Historikere har indtil nu gået ud fra den forudsætning, at et kongedømme ville være synligt arkæologisk i form af store byer med bymure. Men de nye fund fra Timna viser, at det ikke behøver at være tilfældet. Her var et kongedømme med avanceret knowhow inden for minedrift, men uden spor af byer og befæstninger. Fraværet af store byer i Israel på Davids og Salomos tid udelukker derfor ikke, at der har været et omfattende kongedømme med hovedstad i Jerusalem.

Det skal tilføjes i parentes, at de sidste få års udgravninger faktisk har frembragt eksempler på byer med stærke fæstningsanlæg i Juda i det 10. århundrede f.Kr., for eksempel Khirbet Qeiyafa og tel Eton. Så der begynder at vise sig visse arkæologiske spor efter et kongedømme også i Israel på Salomos tid.

Alle fagfolk hylder Ben-Yosef for resultaterne fra Timna og bakker op om hans tolkning, at det er Edom, som har stået for den intensive og højteknologiske fremstilling af kobber. Hans forslag om, at Israel ligesom Edom har haft et stort kongedømme i det 10. århundrede f.Kr., bliver derimod mødt af heftig afvisning. Men resultaterne fra Timna viser, at en central magt med stor grad af styring i allerhøjeste grad er mulig, også selvom den ikke manifesterer sig med stærke, befæstede byer og en stor hovedstad.

De mange kobberminer i Timna er ikke »Salomos miner« (som er titlen på en gammel roman fra 1885). Men de bidrager i allerhøjeste grad til at styrke den historiske troværdighed af beskrivelsen af Davids og Salomos kongedømme i Det Gamle Testamente.