Det israelske mirakel

Det er 70 år siden. Staten Israel fødtes midt i det jødiske folks lidelser og kampe. Det var intenst og grufuldt. Vi har god grund til at ønske tillykke med fødselsdagen. Israel er et mirakel. En vedvarende grund til undren, glæde og forventning.

Det var noget helt særligt. Jeg fornemmede historiens vingesus, da jeg sidste år i oktober besøgte det gamle kunstmuseum i Tel Aviv. Det var lige her, det skete. Salen står i dag fuldstændig som dengang. Det føltes, som om rummet på sin egen stille måde gjorde opmærksom på noget større. Verdenshistorien var ligesom spændt ud mellem væggene på den ene led og bibelhistorien på den anden led. Jeg anede, at i dette rum var verdenshistorien og bibelhistorien flettet sammen med usynlige tråde.

Det skete 14. maj 1948. De engelske soldater havde om morgenen forladt Jerusalem, og så snart de var væk, begyndte kampene mellem jøder og arabere om, hvem der skulle udfylde magttomrummet efter englænderne.

I løbet af eftermiddagen banede omkring 200 indbudte sig vej til kunstmuseet. I gaderne udenfor myldrede det med jublende, festglade mennesker. Flagene vajede alle vegne, og trafikken sneglede sig frem.

Det skulle have været en hemmelighed. De indbudte havde fået strenge ordre om, at mødets tid og sted ikke måtte røbes. Det ville være et oplagt mål for en fjendtlig handling. Men det var tydeligvis ikke lykkedes at holde det hemmeligt. Festen var begyndt.

Vores guide, en cirka 30-årig jødisk kvinde, vidste godt, hvad der var gået galt. Med et glimt i øjet, sagde hun: »Der var én af dem, der havde fortalt det til sin mor.«

David Ben-Gurion

Præcis klokken 16 slog den kommende premierminister David Ben-Gurion i bordet med en lille dirigenthammer. Luften dirrede af spænding og forventning. Det skulle egentlig have været signalet til, at et orkester oppe på galleriet skulle spille den nye stats nationalsang, Hatikva, håbet. Men musikken udeblev, og de forsamlede rejste sig i stedet spontant op og sang.
Derpå rejste Ben-Gurion sig og oplæste uafhængighedserklæringen, som var blevet forhandlet endeligt på plads i løbet af samme eftermiddag. Heri lå en opfordring til

fredelig sameksistens med den arabiske befolkning og de arabiske nabolande.

Herefter underskrev de 37 medlemmer af jødernes provisoriske (foreløbige) råd uafhængighedserklæringen. Efter en god halv times tid slog David Ben-Gurion igen med dirigenthammeren og proklamerede miraklet: »Staten Israel er oprettet. Mødet er hævet.«

Jeg stod i det ene hjørne af salen, mens lydoptagelser fra 1948 gjaldede ud i rummet fra nogle moderne højttalere. Det var, som om Bibelen i min rygsæk og uafhængighedserklæringen bag glasmontren blev vævet sammen. Frelseshistorien og verdenshistorien krydsede hinanden i dette rum.

Det profetiske ord i Bibelen blev bekræftet af uafhængighedserklæringen. Og uafhængighedserklæringen pegede på Bibelen, mens den ligesom hviskede til mig: »Den er go’ nok, det holder.«

Vores besøg i Tel Avivs gamle kunstmuseum var slut. Jeg gik derfra med fornyet undren, glæde og forventning til Israels Gud. Han lever og opfylder sine løfter lige for øjnene af os.

Chaim Weizmann

Præcis ni måneder senere, 14. februar 1949, samledes 120 mennesker i Jerusalem. Tre uger tidligere var det første demokratiske valg blevet afholdt. 87 procent af de 506.507 stemmeberettigede vælgere havde afgivet deres stemme, og de 120 medlemmer af den nye lovgivende forsamling mødtes for første gang.

Israels første præsident, dr. Chaim Weizmann, åbnede Knessets første møde med ordene: »Det er med ærefrygt, jeg rejser mig for at åbne det første møde i Knesset. Det er det første jødiske møde i en lovgivende forsamling i vores tid, i Jerusalem, den evige by. Dette er et historisk øjeblik for vores folk.«

Trods mere end 2.000 års landflygtighed ud over hele jorden, på trods af Holocausts rædsler, var det lykkedes at genoprette en jødisk stat.

I dag kan vi tilføje: På trods 70 års fjendskab fra naboerne med blodige krige og talrige terrorangreb, på trods af en enorm indvandring med alle de medfølgende integrationsproblemer og på trods af mange interne uenigheder om alt fra politik til religion har staten Israel ikke bare overlevet, men udviklet sig på imponerende vis. Jo, Chaim Weizmann havde ret. Det var et historisk øjeblik, da han åbnede det første møde i Knesset.

Anders Fogh Rasmussen

For ti år siden deltog jeg i et arrangement i København i anledning af 60-årsdagen for Israels oprettelse. Hovedtaleren var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han udtrykte sig på denne måde: »Israel er i løbet af kun to generationer vokset fra et skrøbeligt bondesamfund til et stærkt, højteknologisk industrisamfund. Til et centrum for forskning og internationale investeringer. Med et rigt kulturliv. Gennem en vellykket integration af millioner af immigranter fra hele verden. Det er det israelske mirakel.«

Anders Fogh Rasmussen uddybede ikke den sidste sætning. Men han ramte plet. Måske langt mere end både han selv, Chaim Weizmann og David Ben-Gurion anede, da de skrev historie. Staten Israel er et mirakel.

Et mirakel er en vidunderlig begivenhed eller en hændelse, som vi ikke kan forklare. Det indtræffer mod forventning, og det stemmer ikke med naturlovene. Eller det kan være en aldeles håbløs situation, som alligevel får et overraskende lykkeligt udfald. Vi kalder det et mirakel.

Men hvor kommer det fra? Ifølge Den Danske Ordbog tilskrives miraklet en guddommelig magt. Gud står bag det, vi ikke kan forklare.

Det israelske mirakel

Torsdag den 19. april – som i år svarer til årsdagen i den jødiske kalender – kunne staten Israel fejre sin 70 års-fødselsdag. Jeg er ikke i tvivl. Det er et mirakel, der fejrer rund fødselsdag. Israels Gud, himlens og jordens skaber, har en finger med i spillet. Det begyndte med jødernes hjemkomst i slutningen af 1800-tallet. Statens oprettelse er i den forstand på én gang både »kronen på værket« og en forudsætning for, at der efterfølgende kunne komme endnu mere gang i opfyldelsen af profetierne om folkets hjemkomst.

Denne overbevisning kommer ikke først og fremmest af, at alle andre forklaringer kommer til kort. Den skyldes først og fremmest, at de historiske begivenheder stemmer overens med det profetiske ord i Den Hellige Skrift. Herren var og er den bagvedliggende inspirator, når profeterne talte om Israels herlige fremtid. Sådan er han også den bagvedliggende magt, som har udvirket jødernes hjemkomst, staten Israels oprettelse og dens runde fødselsdag i år. Herren står bag »det israelske mirakel«.

Profeten Ezekiel

For at forstå »det israelske mirakel« må vi gå tilbage i historien. I sommeren 586 f.Kr. angreb Babylons hær Jerusalem. To og et halvt års belejring endte med, at de babylonske soldater brød igennem byens mure. Byens konge blev taget til fange og fik sine øjne stukket ud. Andre blev dræbt, og mange blev ført i landflygtighed til Babylon. Templet og byen blev brændt ned og jævnet med jorden.

Den dag døde Israel. Som selvstændig nation blev landet slettet fra landkortet. Alt menneskeligt håb var ude. Da er der kun én ting at håbe på: et mirakel. Et løfte om, at Gud vil gribe ind og gøre det umulige.

Da trådte profeterne frem en efter en og uddybede det, Moses allerede havde profeteret. For eksempel Ezekiel: »Dette siger Gud Herren: Når jeg samler Israel fra de folk, de er spredt iblandt, vil jeg vise min hellighed på dem for øjnene af folkene. De skal bo på deres jord, som jeg gav min tjener Jakob. Dér skal de bo trygt. De skal bygge huse og plante vingårde og bo trygt. Når jeg bringer straf over alle de omboende, som foragter dem, skal de forstå, at jeg er Herren deres Gud (Ez 28,25-26)«.

Lad miraklet leve

Israels 70-årsfødselsdag er for den kristne kirke en påmindelse om at spejde efter »det israelske mirakel«. Her ser vi Guds finger i historien. Vi bliver nemt blinde for Guds mirakler. De vækker ingen undren, ingen glæde, ingen forventning. Vantroen vil så gerne overmande os med logiske forklaringer. Da berøves vi miraklet, og troen får ikke den næring, som det profetiske ord indeholder.

Men miraklet lever. Gud er begyndt at opfylde løfterne til Israel, men han er ikke færdig. De profetiske løfter er langt større end det, vi har set indtil nu. En dag skal Israel »bo trygt«, skriver Ezekiel. Det er ikke virkeligheden i dag. En dag skal Israel »forstå, at jeg Herren er deres Gud«. Ezekiel forventer, at Israel som folk skal vende om og komme til tro på Jesus Messias. Det er sket for nogle i Israels folk – og der sker meget i disse år. Men der er endnu langt igen, til løftet er opfyldt.

Men alt dette er ret forstået kun den lille begyndelse. En dag vil Guds rige komme. Jesus Messias vil overtage magten i verden, og al retfærdighed vil ske fyldest. Jesus vil dømme levende og døde mennesker, og Paradiset vil genopstå.

Lad os derfor i tro på ham, som er hele verdens frelser, og i lyset af det profetiske ord spejde efter flere israelske mirakler, så hjertet fyldes med undren, glæde og forventning!

Herren kommer snart!