Den ukendte fredskonference, der banede vejen for staten Israel

Staten Israel blev udråbt i 1948 efter mange års forberedelser og kontroverser i det globale diplomatiske system. En væsentlig, men relativt ukendt faktor for statens juridiske legitimitet blev til i kølvandet på Første Verdenskrig på den såkaldte San Remo-konference i april 1920

For godt 100 år siden var verden ved at komme sig oven på både Første Verdenskrig (1914-18) og den spanske syge (1918-20). To begivenheder, der tilsammen menes at have kostet 60 millioner menneskeliv.

I perioden efter krigen blev der afholdt internationale konferencer og indgået aftaler, som blandt andet medførte store forandringer i Mellemøsten. For det første blev det juridiske grundlag for staten Israel etableret. For det andet blev den arabiske verden ændret markant, fordi det osmanniske rige (datidens Tyrkiet, som kontrollerede hele Mellemøsten frem til Første Verdenskrig) efter 400 år ophørte med at eksistere. Nu skulle de store landområder fordeles på en helt ny måde.

Det var slet ikke alle dele af Mellemøsten, der var klar til fuld uafhængighed, og derfor indgik sejrherrerne aftaler om, hvilke lande der skulle sørge for, at de landområder, der i 400 år havde været under osmannisk overherredømme, blev klargjort til at stå på egne ben. Det drejede sig om mandatområderne Syrien, Mesopotamien (som i dag er Irak) og Palæstina – tre områder uden nogen specifik geografisk afgræsning.

Der var især en begivenhed, der blev juridisk afgørende. Nemlig San Remo-konferencen i 1920. Her mødtes de allierede sejrherrer – statslederne fra Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan – i den italienske by San Remo. De havde fået en opgave af Folkeforbundet (som i dag er FN), der blev dannet i 1919: Find ud af, hvad der skal ske med de områder, som tidligere var en del af det osmanniske rige.

Konferencen endte med at danne et vigtigt juridisk grundlag for, at verdens jøder, kunne få »et nationalt hjem i Palæstina« – sådan som det var formuleret tre år tidligere af den daværende britiske udenrigsminister, Arthur Balfour, i en officiel skrivelse til lederen af det britiske jødiske samfund, Lord Rothschild. En skrivelse, der er blevet kendt som »Balfour-erklæringen«.

Det var en britisk hensigtserklæring, der var blevet til under Første Verdenskrig. Men efter San Remo-konferencen var det ikke blot et enkelt lands hensigt. Nej, nu var det noget, som hele det internationale samfund havde forpligtet sig til at realisere. Konferencen endte nemlig med en aftale, hvor man henviste til Balfour-erklæringen og forpligtede sig til dens mål om et nationalt hjem for verdens jøder. På den måde gav San Remo-konferencen juridisk legitimitet til Israels genopståen.

I San Remo fik Frankrig overdraget Syrien og nutidens Libanon som et såkaldt mandatområde, mens England fik vore dages Irak og Palæstina.

Palæstina-mandatet skilte sig ud fra de andre mandatområder, hvor opgaven var at skabe forudsætninger for selvstyre i en nydannet stat. Briterne skulle på én gang skabe en levedygtig stat for den befolkning, der havde levet der under osmannisk styre, og et nationalt hjem for verdens jøder.

Brudte løfter

England fik overdraget opgaven med at gøre Palæstina-mandatområdet klar til selvstyre, men der var kræfter på engelsk side, som var mest interesseret i at tilfredsstille de arabiske ledere frem for de jødiske – både af strategiske og af økonomiske grunde.

Det betød, at England i flere henseender gjorde det modsatte af, hvad de havde forpligtet sig til.

Første skridt på den vej var en beslutning om, at forpligtelsen til at skabe et nationalt hjem for jøder i Palæstina ikke skulle gælde på østsiden af Jordanfloden. Storbritannien valgte kort og godt i 1921 at forære hele området øst for Jordanfloden – Transjordanien – til den arabiske, hashemitiske emir Abdullah som tak for hans hjælp under Første Verdenskrig. Med det træk havde englænderne spillet sig et godt kort på hånden i deres bestræbelser på at holde sig på god fod med araberne. Men til gengæld betød det, at der nu kun var 22 procent af det oprindelige britiske mandatområde tilbage til oprettelsen af et jødisk nationalhjem.

I 1939 satte briterne en stopper for al jødisk immigration til Palæstina-mandatområdet, samtidig med at de lod arabere og andre strømme uhindret til. Selv efter Anden Verdenskrig, da det gik op for de allierede sejrherrer, hvad nazisterne havde foretaget sig i udryddelseslejrene – selv da nægtede briterne de cirka 100.000 overlevende jøder fra udryddelseslejrene indrejse i mandatområdet. De sendte dem med fangeskibe til Cypern, når de ankom til Haifa.

Udviklingen var grotesk i flere henseender. Først og fremmest var det jo Englands eget løfte, at de ville arbejde for at etablere et jødisk hjemland i Palæstina. Dernæst havde de både fået og påtaget sig opgaven med at gennemføre det. Men hverken politisk eller i praksis arbejdede de frem mod det lovede og det ønskede. Tværtimod.

Folkestemningen vender

Selvom det juridiske grundlag – altså aftalen, som blev indgået i San Remo i 1920 – var blevet til under en international proces og aftalt mellem de vindende parter, og selvom jøderne ønskede at indvandre til mandatområdet, modarbejdede englænderne altså deres egne oprindelige intentioner såvel som det internationale samfunds interesser. Og derfor tydede en del på, at aftalen fra San Remo om at give jøderne et nationalt hjemsted ikke ville blive realiseret i praksis.

Men cirka 25 år efter San Remo-konferencen var der flere faktorer, som medvirkede til, at jøderne på trods af englændernes stædige modvilje langt om længe havde en chance for at få deres ønske opfyldt. De barbariske myrderier i Hitlers udryddelseslejre, beretningerne om, hvordan en række europæiske lande – herunder Polen – behandlede (læs: myrdede) nogle af de få overlevende, der vendte hjem, og i sidste ende ikke mindst englændernes løftebrud i både ord og praksis gjorde, at folkestemningen i den vestlige verden efter Anden Verdenskrig gik zionisternes vej.

Der var en overbevisning om, at jøderne, som havde mistet så meget gennem århundrederne uden for deres gamle oprindelige hjemland, Israel, og i særdeleshed under Anden Verdenskrig, skulle have deres eget land at være i og at være herrer i. Det lå i luften, at det ville være rimeligt at kompensere jøderne for alle deres forfærdelige tab.

Derfor lagde FN i 1947 et forslag på bordet, som skulle dele definere grænserne for en ny stat, Israel. USA brugte Thanksgiving som undskyldning for at udskyde afstemningen om delingsplanen, og i mellemtiden fik de overtalt et par stater til at stemme for delingsplanen ved at love dem fordelagtige lån.

Det endte med, at FN 29. november 1947 vedtog delingsplanen for Palæstina med en jødisk og en arabisk stat. Der blev festet hele natten blandt jøder i mandatområdet og andre steder, hvor man sagde ja tak til en selvstændig jødisk stat. England var meget imod delingen. Det samme var araberne, der sagde nej tak til at få en selvstændig stat.

Næste morgen begyndte blodet at flyde, og englænderne besluttede at trække sig ud af såvel mandatområdet som den forpligtelse, de havde påtaget sig og fået overdraget af det internationale samfund allerede efter Første Verdenskrig.

Hvad ville FN mon have gjort?

I løbet af det sidste halve år, hvor briterne var i Palæstina-mandatområdet, overlod de deres stillinger og våbendepoter til araberne og gjorde i øvrigt, hvad de kunne for at obstruere de jødiske bestræbelser på at leve og få tingene til at fungere.

Med arabisk modstand mod delingsplanen og englænderne på vej ud faldt ansvaret tilbage på FN, som skulle tage over dagen efter englændernes rømning af området, som skete 14. maj 1948.

Mens FN endnu drøftede, hvad de skulle gøre, udråbte David Ben-Gurion den jødiske stat, Israel, selv samme dag som englænderne rejste. Drømmen var langt om længe blevet til virkelighed. Dels gennem det juridiske fundament fra San Remo-konferencen efter Første Verdenskrig, dels som følge af FN’s beslutning om at opdele mandatområdet efter Anden Verdenskrig. Det er det formelle grundlag i international lov for staten Israels oprettelse.

Men uden de mindre formelle elementer såsom den jødiske indvandring og deres etablering af kibbutzer og byer var det næppe sket. Desuden kan man rejse spørgsmålet, om det var blevet til virkelighed uden den vestlige folkestemning, der sagde, at man skulle kompensere jøderne oven på Anden Verdenskrigs rædsler.

FN havde i nogen grad gennemført, hvad sejrherrerne efter de to verdenskrige havde forhandlet på plads og stemt om, mens englænderne nærmest må siges at have gjort det modsatte.

Ingen ved, hvad FN ville have fundet på at gøre, hvis ikke jøderne selv havde udråbt deres stat 14. maj 1948 og derefter både overlevede og vandt den krig, som seks arabiske lande startede næste morgen. Måske ville FN bare have ventet og set, om jøderne rent faktisk ville overleve – og om der så overhovedet fortsat var et menneskeligt grundlag for en jødisk stat.