Danskere støttede Israel i skæbnetimen

Historien om staten Israels oprettelse er verdenshistorie. Ikke bare i den forstand, at hele verden har en mening om staten og dens eksistens. Men også i den forstand, at både stormagter og mindre lande tog aktiv del i selve begivenheden – også Danmark.

I denne artikel skal vi se på tre af de danskere, som på den ene eller den anden måde var involveret i den historiske begivenhed. Var staten blevet oprettet uden deres engagement? Ja, det er der vist ikke nogen tvivl om. Alligevel er deres historie værd at fortælle, fordi de hver især repræsenterer nogle af de strømninger og holdninger i årene efter Anden Verdenskrig, som i sidste ende gjorde en forskel. De tre personer er statsminister Hans Hedtoft, venstrepolitiker og medlem af Palæstinakommissionen Per Federspiel og præst og medstifter af Ordet og Israel Georg Bartholdy.

En statsminister, som jøderne kunne stole på

Socialdemokraten Hans Hedtoft blev dansk statsminister i november 1947 – kort tid inden det nyoprettede FN 29. november skulle stemme om den såkaldte delingsplan, der ville give jøderne og palæstinenserne hver sin stat med Jerusalem som international zone. Jøderne støttede planen, selvom de ikke var ovenud begejstrede. Araberne afviste den.

Danmark var et års tid forinden blevet fuldgyldigt medlem af FN. Forventningen til Danmarks medlemskab var, at man i højere grad end tidligere skulle tage stilling til international politik, og at dette engagement ikke ville blive helt omkostningsfrit. Et af de første store spørgsmål, som den danske FN-delegation og regering skulle tage stilling til, blev Palæstinaproblemet.

Delingsplanen, Resolution 181, blev vedtaget. 13 stemte imod, 10 undlod at stemme, og 33 lande stemte for – heriblandt Danmark med Hans Hedtoft som statsminister og Henrik Kaufmann som den ledende diplomat i FN.

Indtil afstemningen var den generelle danske opmærksomhed, når det gjaldt jøderne, ikke rettet mod en eventuel oprettelse af en stat. Der var stor debat både før, under og efter Anden Verdenskrig om de mange jødiske flygtninge. Men den zionistiske ide var det primært den danske arbejderbevægelse – ud over det jødiske samfund – der havde sans for.

Og her kommer Hans Hedtoft ind i billedet. Allerede i 1937 var han som folketingsmedlem under Thorvald Stauning meget involveret i en erklæring fra regeringen om, at man var positiv over for »et fredet hjemsted i Palæstina«.

I erklæringen, som var underskrevet af Stauning, stod der: »Det er en selvfølge, at jeg beklager den forfølgelse af jøder, som vor tid oplever (…). Da forfølgelsen imidlertid er en kendsgerning, anerkender jeg den kraft, hvormed jøderne har optaget arbejdet for at skabe et fredet hjemsted i Palæstina (…). Det er beundringsværdigt, hvad der er udrettet, og jeg ledsager arbejdet med ønske om dets fortsat heldige forløb.«

Erklæringen blev givet til Binjamin Slor, som i første halvdel af 1900-tallet var med til at udvikle det jødiske samfund i Danmark og desuden var med til at redde mange jøder fra nazisterne. Han fik dog at vide, at han skulle vente til det rette tidspunkt med at offentliggøre den. Det tidspunkt lod vente på sig, da forfølgelsen af jøder i Danmark kun blev værre og værre i de efterfølgende år. Først i 1950 blev Stauning og Hedtofts erklæring offentligt kendt.

Efter FN-afstemningen kom der større dansk fokus på den zionistiske ide – og især de konservative politikere og Berlingske Tidende var kritiske på grund af frygten for, hvad det ville betyde for dansk handel.

Men Hans Hedtoft forsvarede den danske støtte til delingsplanen: »Befolkningen er stærkt blandet, og de to største befolkningsgrupper, araberne og jøderne, har ikke kunnet leve sammen i fordragelighed (…). En snarlig løsning var nødvendig. Spørgsmålet har af de Forenede Nationer været gjort til genstand for indgående undersøgelse (…). Ved afgrænsningen af de to nye stater er der i videst muligt omfang taget hensyn til, i hvilke områder henholdsvis araberne og jøderne har flertal,« sagde han i et radioprogram 20. januar 1948.

En sidste historie, der vidner om Hedtofts støtte til Israel, er et møde, han holdt med Berl Locker fra Jewish Agency 4. maj 1948. Her sagde Hedtoft, at »I kan stole på os«. Det beviste han kort tid efter, da han – trods forbud fra FN’s generalsekretær og en risiko for at miste regeringsmagten – i hemmelighed tillod, at der blev fragtet våben fra Danmark til Israel.

En dansker på en umulig opgave

Venstrepolitikeren Per Federspiel fik en helt særlig rolle i forbindelse med oprettelsen af staten – men desværre ikke den indflydelse, han kunne have fået. For ikke nok med at Danmark stemte for delingsplanen. Man accepterede også at være repræsenteret i den femmandskommission, Palæstinakommissionen, som skulle arbejde på implementeringen af delingsplanen. Danmarks repræsentant blev Per Federspiel.

Som sagt var der i Danmark en borgerlig modstand mod støtten til delingsplanen. Men faktisk var det i højere grad medlemskabet af kommissionen, som mange var imod. Nogle politikere var bange for, at Danmark ville få mange uvenner, og at det ville skade Danmarks økonomiske interesser i de arabiske lande.

Selvom Federspiel ikke var formand, blev det i praksis ham, der var toneangivende i den lille kommission. Og til trods for at hans parti, Venstre, havde været kritisk over for delingsplanen, er der noget, der tyder på, at Federspiel havde en personlig motivation for at være med i det vigtige arbejde. I 1938 hjalp han østrigske jøder med at undgå nazisternes forfølgelse. Og i 1943, da turen var kommet til de danske jøder, var han også aktiv og hjalp med at få danske jøder i sikkerhed i Sverige.

Desværre var kommissionens arbejde stort set forgæves. Det skyldes blandt andet briternes og de arabiske landes modstand mod kommissionen. Briterne ønskede ikke, at den var til stede i mandatområdet før 1. maj 1948, og de lagde pres på den danske regering for at få dem til at »instruere deres repræsentant i FN [Per Federspiel] til i så stort omfang som overhovedet muligt at samarbejde med Storbritanniens repræsentant i New York …,« som det lød i en henvendelse til udenrigsminister Gustav Rasmussen. Heller ikke araberne ville hjælpe kommissionen.

Derfor kom der ikke noget resultat ud af Federspiels anstrengelser. For udenrigsminister Gustav Rasmussen var dette ikke så skidt endda, da Danmark dermed kunne holde lav profil og ikke skaffe sig uvenner.

Til gengæld var statsminister Hans Hedtoft ikke tilfreds med de manglende resultater. Han har angiveligt sagt til en udsending fra Jewish Agency, at han overvejede at trække Federspiel ud af kommissionen. Men da håbet om resultater alligevel var lille, har Hedtoft nok holdt sig i skindet for ikke at skabe negativ opmærksomhed over for Danmarks deltagelse.

Delingsplanen blev altså aldrig implementeret – ikke på grund af Federspiel og kommissionen, men på grund af især arabisk og britisk modvilje. Men hvis den var blevet det, havde det sandsynligvis været med en dansk politiker som en helt central drivkraft.

En støtteerklæring i skæbnetimen

Sognepræst Georg Bartholdy var initiativtager til den underskriftindsamling, som blev sendt til FN’s generalsekretær, Trygve Lie, kort tid inden den første ekstraordinære generalforsamling i april 1947, hvor man skulle drøfte Palæstinamandatet.

Underskriftindsamlingen var et stærkt vidnesbyrd om den støtte til det jødiske folk, som prægede mange kristne danskere på det tidspunkt. Ud over Bartholdy var højskoleforstander Frits Larsen og kontorchef Eyvind Sivertsen medunderskrivere. Disse tre stiftede i november 1946 »Den danske Karmelbevægelse«, som i 1952 fik navnet Ordet og Israel. Også præsidenten for Dansk Røde Kort, Kai Hammerich, højskoleforstander C.P.O. Christiansen og biskop i København Hans Fuglsang-Damgaard skrev under på erklæringen.

Erklæring til FN’s generalsekretær fra kristne danskere

»Undertegnede danske statsborgere henstiller i anledning af Palæstinaproblemets forestående afgørelse til De Forenede Nationer alvorligt at overveje det medansvar for oprettelsen af et nationalhjem i Palæstina for det jødiske folk, som de Folkeforbundet tilsluttede 52 stater – deriblandt Danmark – har påtaget sig ved anerkendelse af det engelske palæstinamandat i 1922. Det jødiske folk har ofret og lidt mere end alle andre under kampen mod nazismen og gjorde, trods hvidbogens prøvelser, de allieredes sag til sin sag. Vi ser med forventning hen til, at De Forenede Nationer i den forestående skæbnetime for jødefolket vil råde bod på den uret, som ved indskrænkningen af bosættelsesretten begås særlig mod de hundredtusinder, som endnu lever indespærrede i koncentrationslejre uden mulighed for en folkelig betrygget mennesketilværelse andre steder end i Palæstina.«

Bartholdy, som har skrevet teksten, henviser til FN’s ansvar for et nationalt hjem for det jødiske folk. Her refereres der til Balfourerklæringen, som FN’s forløber, Folkeforbundet, i 1922 bekræftede. I Balfourerklæringen forpligtede briterne sig til oprettelsen af et sådant nationalt hjem.

I modsætning til Hedtoft og Federspiel, der også måtte tænke på Danmarks politiske interesser, er det tydeligt, at Bartholdy var drevet af en stærk indre overbevisning og en kærlighed til og sympati for det jødiske folk.

Efter den danske støtte til delingsplanen skrev han en tak til regeringen »for Danmarks JA i De Forenede Nationer, et nyt bevis på, hvilke idealer der besjæler vort Folk.« Videre stod der, at Danmark »utvivlsomt kunne yde en retfærdig indsats i den kommission, der skal styre Palæstina i overgangsperioden«. Måske var Federspiels og kommissionens indsats retfærdig, men som sagt kom de ikke på nogen måde til at »styre Palæstina«. 169 personer, heriblandt folketingspolitikere fra centrum og venstrefløjen, tilsluttede sig takken.

I bogen »Politik, diplomati og den hjælpende hånd – Danmark og oprettelsen af staten Israel« dvæler de jødiske forfattere Arthur Arnheim og Dov Levitan ved Bartholdy og de kristnes støtte til Israel. De skriver, at erklæringen »lige så godt kunne være skrevet af zionister«, og at dette ikke er så overraskende, fordi Bartholdy – og senere Ordet og Israel – »opfattede det, der nu var ved at ske, som en opfyldelse af profeternes ord, og fandt, at det var kristnes pligt at støtte og hjælpe denne udvikling«.

Netop dette perspektiv var Bartholdys grundlag for at oprette det, som senere blev til Ordet og Israel. Og ligesom dengang ser vi stadig staten som en profetisk opfyldelse. Og vi ønsker stadig at støtte og hjælpe det jødiske folk.