Danske jøders redning i oktober 1943

I de første år af den tyske besættelse havde Danmark ikke budt på den store modstand, men efterhånden begyndte "Hitlers kanariefugl" alligevel at røre på sig. Sommeren 1943 var præget af sabotageaktioner og en strejkebølge, som resulterede i, at samarbejdspolitikken brød sammen. De danske politikere nægtede at efterkomme tyskernes krav om undtagelsestilstand med bl.a. dødsstraf og udgangsforbud. Den 29. august 1943 blev den danske samarbejdsregering afsat, og den tyske værnemagt overtog selv den udøvende magt. Landet blev sat i undtagelsestilstand.

Werner Best og de danske jøder

8. september 1943 sendte den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, et telegram til Tyskland, hvor han foreslog en aktion mod de danske jøder. De fleste historikere mener, at Bests motiv egentlig ikke var at ramme jøderne. Derimod var der måske tale om, at han ønskede at gøre sig selv mere populær i Berlin. Der kan også simpelthen have været tale om en intern magtkamp mellem Best og værnemagten. Stærke kræfter i værnemagten var i øvrigt imod jødeaktionen, formentlig fordi de forudså, at en sådan aktion ville medføre uroligheder og ødelægge mulighederne for et fortsat samarbejde med danskerne.

Læk i systemet

Berlin tog godt imod forslaget om en aktion mod de danske jøder, og Hitler beordrede, at planlægningen skulle iværksættes. Der var imidlertid en læk i de tyske rækker. G. F. Duckwitz, der var skibsfartsattaché ved det tyske repræsentantskab i København, havde gode kontakter til en række socialdemokratiske politikere og orienterede disse kontakter om aktionen.
Oplysningerne blev naturligvis straks bragt videre til det mosaiske trossamfund.
Det mest bemærkelsesværdige er, at oplysningerne blev lækket i overensstemmelse med dr. Best. Han havde faktisk forsøgt at stoppe aktionen igen, men Hitler havde, som nævnt, beordret, at jødeaktionen skulle gennemføres i Danmark. En direkte ordre fra Føreren kunne han naturligvis ikke modsætte sig, men han kunne dog afværge de værste konsekvenser.
Aktionen var planlagt til at finde sted i forbindelse med fejringen af det jødiske nytår, nærmere bestemt natten mellem den 1. og den 2. oktober 1943. Få dage før blev Mosaisk Troessamfunds ledelse orienteret om den forestående aktion, og ved morgengudstjenesten på nytårsfejringens første dag, den 29. september, kunne rabbiner Marcus Melchior advare den chokerede menighed om den forestående aktion.

Mislykket deportation

Ca. 80% af de danske jøder boede i hovedstadsområdet. De tyske myndigheder havde tidligere beslaglagt Mosaisk Troessamfunds protokoller og havde et opdateret kartotek med angivelse af bl.a. navne og adresser på alle jøder i Danmark. På baggrund heraf blev aktionen planlagt. Best bestilte et skib i Tyskland med plads til de ca. 5000 sjællandske jøder, som efter planen skulle deporteres. De langt færre jøder, som boede vest for Storebælt, skulle transporteres til Theresienstadt med tog. Det store skib blev imidlertid langt fra fyldt. Da tyskerne om natten til den 2. oktober bankede på dørene i de jødiske hjem, var langt de fleste beboere flygtet. 202 jøder blev pågrebet i København, mens 82 jøder blev grebet vest for Storebælt. I den følgende tid pågreb tyskerne yderligere 190 jøder under flugtforsøg, og aktionen resulterede således i alt i, at 474 danske jøder blev sendt i koncentrationslejr. De resterende ca. 7000 undslap.

Sverige åbner dørene

Et af de store spørgsmål var, hvor de mange tusinde jøder, der umiddelbart var sluppet væk fra tyskerne, skulle flygte hen.
Svaret på dette spørgsmål kom dog allerede den 2. oktober, hvor den svenske radio meddelte, at Sverige var parat til at tage imod de flygtende danske jøder. Det var ikke så selvfølgeligt, som det umiddelbart lyder. Tidligere havde Sverige indtaget en afvisende holdning over for flygtninge, og selv om landet i løbet af krigen havde taget imod en del danske flygtninge, var det ikke uden videre givet, at det neutrale Sverige ville byde denne store flygtningestrøm velkommen. Men det gjorde svenskerne.
Et stort arbejde gik nu i gang for at bringe jøderne i sikkerhed på den anden side af Sundet. I begyndelsen arrangerede mange jøder deres flugt på egen hånd, men snart blev der dannet hjælpekomiteer, der blandt andet fandt egnede skjulesteder til flygtningene, hvor der blev sørget for forplejning, indtil en overfart kunne organiseres. Der blev også samlet penge ind til at hjælpe med den økonomiske side af sagen: Betalingen til de fiskere, som sejlede flygtningene over. Denne betaling kunne især lige efter jødeaktionen være endog særdeles høj. De fleste flygtninge måtte selv betale, men indsamlinger sikrede, at også ubemidlede kunne komme over.

Hjælp fra politiet

Med til historien hører også, at der ikke blev gjort noget særligt for at forhindre jødernes flugt. Kyst- og søpolitiet, som kontrollerede den danske kyststrækning, greb sjældent ind over for de flygtende, og danske betjente hjalp i mange tilfælde aktivt til ved flugten. Dette fik dog ikke den tyske marine til at overtage patruljeringen. Først i november 1943 - efter jødernes flugt - blev der etableret en tysk patruljetjeneste, der skulle spærre Sundet for yderligere flugt til Sverige.

Kun få omkom

Alt i alt var det derfor ikke kun dansk hjælpsomhed, der sikrede, at 95% af de danske jøder blev reddet. Både den svenske gæstfrihed og den tyske besættelsesmagts svigtende interesse for at stoppe jødernes flugt, gav jøderne tid til at forlade deres hjem inden den skæbnesvangre nat, hvor tysk politi hamrede på deres døre. Men også - naturligvis - det faktum, at en højtstående tysk embedsmand havde røbet planerne om aktionen over for danske kontakter. Alt sammen vigtige faktorer i historien om redningen af de danske jøder. En historie, som siden - med god ret - er blevet kaldt et lys i Holocaustmørket: Blot 52 af de deporterede danske jøder omkom