100 år med Balfourerklæringen: Mellem velvilje og virkelighed

Et års tid før afslutningen af 1. Verdenskrig. Krigen havde på det tidspunkt bredt sig ud over det meste af Europa, ned over Nordafrika og ikke mindst til Levanten – det nuværende Mellemøsten – da Det Osmanniske Rige trådte ind i krigen i oktober 1914.

Ententemagterne, heriblandt England, Frankrig og Rusland, tog allerede fat på forhandlinger om fordelingen af Det Osmanniske Rige i 1916, det vil sige før de havde erobret det og sejret. Året efter – stadig før sejren – erklærede englænderne deres støtte til, at Palæstina, der havde været under osmannisk styre i 400 år som en del af Storsyrien, skulle indeholde et nationalt hjem for jøder.

Forhandlinger med briterne

Hovedarkitekterne bag disse positive tilkendegivelser om et jødisk nationalhjem var Chaim Weizmann og Nahum Sokolow.

Weizmann var født af jødiske forældre i Hviderusland, læste kemi i Tyskland og blev professor i biokemi i Manchester, England, hvor han i øvrigt kom sammen med lord Balfour og førende engelske politikere.

Weizmann havde fundet en hurtigere og billigere metode til fremstilling af syntetisk acetone, som var uundværligt til fabrikationen af de enorme mængder sprængstoffer, englænderne havde brug for under 1. Verdenskrig. Og ad den vej vandt han den engelske regerings velvilje i 1916, hvorefter han og Sokolow for alvor begyndte at påvirke og forhandle med regeringen i et forløb, der strakte sig over mere end et år.

Sokolow var født i Polen i en rabbinsk familie. Han var dygtig til at skrive og havde stor indflydelse blandt polske jøder. I 1906 blev han generalsekretær for World Zionist Congress, hvorefter han rejste på kryds og tværs af Europa og Nordamerika for at fremme den zionistiske sag: ønsket om et nationalt hjemsted for verdens jøder.

Under 1. Verdenskrig boede han i London, hvor han arbejdede sammen med Weizmann. Allerede i maj-juni 1917 sikrede Sokolow underskrevne sympatierklæringer for zionismens sag fra Frankrig, Italien og Pave Benedikt XV, som kontrollerede mange katolske helligsteder i Det Hellige Land. Den amerikanske præsident, Wilson, var også med på zionismen og forsvarede dens ønsker over for den engelske regering, som på den baggrund mente at have passende rygdækning til 2. november 1917 at sende et brev til lederen af det britiske jødiske samfund, Lord Rothschild.

Brevet var underskrevet af Weizmanns gode ven, Lord Balfour, der på det tidspunkt var udenrigsminister. Historien har døbt brevet »Balfourerklæringen«. Teksten er her oversat til dansk:

»Udenrigsministeriet 2. november 1917.
Kære Lord Rothschild
Jeg har den store glæde på regeringens vegne at overbringe Dem følgende deklaration af sympati med jødiske zionistiske aspirationer, som er blevet overgivet til, og godkendt af, kabinettet:
Regeringen ser med velvilje på etableringen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk og vil på bedst mulig måde medvirke til opfyldelsen af dette mål, men det indskærpes, at intet må gøres som skader Palæstinas ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder eller de rettigheder og den politiske status, som jøder nyder godt af i andre lande.
Jeg vil være Dem taknemmelig hvis De vil bringe denne deklaration til Den Zionistiske Føderations kendskab.
Deres hengivne Arthur James Balfour«

De britiske politikere havde også en politisk hensigt med erklæringen; nemlig at vinde jødisk assistance rundtom i verden, hvor briterne var hårdt pressede på flere fronter mod fjenderne under krigen. Visse forskere mener endda, at det var zionisterne, der blev opsøgt af briterne, og ikke omvendt.

Blandet modtagelse

Zionisterne havde håbet på en noget tydeligere tilkendegivelse end den noget forblommede formulering om at »se med velvilje på etableringen af et nationalt hjem i Palæstina for jøder« – hvilket er noget helt andet end Palæstina som jødisk stat – eller som den moderne zionismes fader, Theodor Herzl, formulerede det i sin bog Jødestaten i 1902: »et nationalt, folkeretligt sikret hjemsted for jøder i Palæstina.« Ikke desto mindre opfattede zionisterne brevet fra Balfour som et afgørende politisk gennembrud på vej mod en jødisk stat.

David Ben-Gurion, der senere blev Israels første premierminister, skrev at »England har lavet en storslået gestus; anerkendt vores eksistens som nation og vores ret til landet. Men det er kun det hebraiske folk, der kan transformere denne ret til håndgribelig virkelighed.«

Fra arabisk side havde der allerede før 1. Verdenskrig været modstand mod jødisk indvandring i området, på trods af at det medførte udvikling og arbejdspladser i stor stil. Under krigen var der bemærkelsesværdigt roligt i den del af Det Osmanniske Rige, men samtidig med at krigens sejrherrer samledes i San Remo i Italien 19. april 1920 for at forhandle fredstraktaten med Tyrkiet, begyndte det første af flere senere arabiske oprør.

I San Remo fik England formelt overdraget mandatet over det erobrede område på begge sider af Jordan-floden og specifikt ansvar for at virkeliggøre intentionerne i brevet fra Balfour. Dermed var det ikke længere blot en sag mellem England og zionisterne, men en anerkendt del af grundlaget for det britiske Palæstinamandat (se »Israel. Kampen for staten« af Søren Harslund, side 82).

Forpligtet til jødisk nationalhjem

Skåret ind til benet lover Balfourerklæringen faktisk ikke noget konkret – ud over briternes sympati, velvilje og medvirken til at nå målet. Men med mandatoverdragelsen fulgte en specifik forpligtelse til at etablere et jødisk nationalhjem, idet der blev henvist til »det jødiske folks historiske forbindelser til Palæstina« (se »Myths and Facts – A Guide to the Arab-Israeli Conflict« af Mitchell Bard, side 10), og det hele blev bekræftet i 1922 af Folkeforbundet – forløberen for FN. I 1930 gentog briterne deres forpligtelser med hensyn til Balfourerklæringen.

Da Folkeforbundet havde stillet sig bag teksten i fredsaftalen fra San Remo, følte nogle arabere sig forrådt af England, idet de mente at have fået briternes løfte om en arabisk uafhængig stat. I første omgang blev 78 procent af det oprindelige Palæstinamandat givet som emirat til prins Abdullah i 1922 under navnet Transjordanien. I 1946 blev det et uafhængigt kongedømme, Jordan.

I årene efter Balfourerklæringen begyndte jøder i Ukraine, Hviderusland, Grækenland og Tyrkiet at mærke antisemitismen i form af mord og ødelæggelse af ejendom. Det førte til en generel jødisk flugt fra øst mod vest. For mange blev det dog en bevægelse fra asken til ilden, idet Hitler begyndte at prædike antisemitisme allerede i 1920.

Mislykket forsøg

I april 1936 fik briterne nok af de arabiske angreb på jøder og deres ejendom. De nedsatte en kongelig kommission, som under ledelse af lord Robert Peel skulle undersøge forholdene. 20 år efter Balfourerklæringen barslede de i juli 1937 med en rapport, der anerkendte, at det britiske mandatområde under Folkeforbundet ikke kunne fungere, og derfor anbefalede kommissionen en deling af landområdet med cirka 20 procent til jøder, 70 procent til arabere og 10 procent under britisk kontrol. Dertil anbefalede Peel og co. en flytning af 1.250 jøder og 225.000 arabere plus passende kompensation.

Reaktionerne fra henholdsvis jøder og arabere var meget forskellige. Jødernes repræsentant, David Ben-Gurion, skrev til Peel-kommissionen: »Det er vores overbevisning, at et stort jødisk samfund, en fri jødisk nation, med en bred vifte af aktiviteter vil være til stor fordel for vores arabiske naboer … Vi har brug for hinanden. Vi kan drage fordel af hinanden.«

Den arabiske respons via Awni Abdulhadi lød: »Enhver araber i Palæstina vil gøre alt i sin magt for at smadre zionismen, for zionisme og arabisme kan aldrig forenes.«

I februar 1947 besluttede England at give resterne af Palæstinamandatet tilbage til FN, idet de erkendte, at de ikke kunne løse deres opgave. Det førte til, at FN 29. november samme år vedtog Resolution 181, der delte området i en jødisk og en arabisk stat. England nægtede at tage ansvar for at udføre planen og meddelte, at deres mandat ophørte per 14. maj 1948.

Den dag – mens FN's Generalforsamling i New York diskuterede, hvordan de skulle føre delingsplanen ud i livet – læste David Ben-Gurion Israels uafhængighedserklæring op, og således blev briternes erklæring fra 1917 først til virkelighed, da de selv holdt op med at »medvirke« cirka 30 år senere. Samtidig fik Ben-Gurion ret i, at det kun var det hebraiske folk selv, der kunne gøre det til virkelighed.

Få timer efter oplæsningen af uafhængighedserklæringen telegraferede USA's præsident, Truman, anerkendelsen af den nye stat, Israel. Senere samme dag meddelte Sovjetunionen og Guatemala deres officielle anerkendelse. Oven på den forsmædelige afslutning på den engelske mandatperiode ventede England otte måneder med at anerkende Israel!

Stadig debat

Balfourerklæringen er stadig til debat. I juni 2016 forsøgte Riyad Al-Malki, der har titel af udenrigsminister for de palæstinensiske myndigheder, at rejse støtte i Den Arabiske Liga til at anlægge sag mod den britiske regering for at have offentliggjort Balfourerklæringen i 1917.

I marts 2017 forlangte Mahmoud Abbas, der er leder af den palæstinensiske Fatah-organisation og præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre, at England skulle undskylde for at have udstedt erklæringen.

Den britiske regering har derefter udtalt, at »Balfourerklæringen er en historisk erklæring, for hvilken Hendes Majestæts regering ikke agter at undskylde. Vi er stolte af vores rolle i skabelsen af staten Israel. Opgaven er nu at opmuntre til skridt i retning af fred.«

England har inviteret Israels nuværende premierminister, Benjamin Netanyahu, til England for at deltage i begivenheder, der markerer 100-året for erklæringen, og omvendt har den israelske præsident, Reuven Rivlin, inviteret medlemmer af det britiske kongehus til Israel. I skrivende stund vides det ikke, om besøgene bliver til noget.