Romerbrevet 11: Et verdenshistorisk kapitel om håb

Romerbrevet kapitel 11 er ikke bare et vigtigt kapitel i en bog, men især et vigtigt kapitel i vores egen historie og i verdenshistorien.

Paulus slår i Romerbrevet kapitel 11 (Rom 11) flere gange fast, at Guds udvælgelse af Israel ikke er ændret. Ikke engang den triste omstændighed, at flertallet af det jødiske folk på Paulus’ tid afviste Jesus, som var Guds stærke åbenbaring af sig selv, kunne ændre ved, at Israel stadig er Guds udvalgte folk.

»Har Gud da forkastet sig folk? Aldeles ikke!« (vers1), slår Paulus fast.

Udvalgt til at nå andre

Da Gud udvalgte Abraham og hans efterkommere, var det med hele verdens frelse for øje: »I dig skal alle jordens slægter velsignes« (1 Mos 12,3).

Israels rolle var (og er), at de skulle være et levende vidnesbyrd om Gud. Han udvalgte dem til at være et anderledes folk – et ejendomsfolk og et kongeligt præsteskab. Det betyder helt grundlæggende, at de skulle være et vidnesbyrd for hele verden om, hvem Gud er. Og lige netop den rolle opfylder folket utallige gange op gennem historien.

Det, Gud gør med Israel, ser de andre folkeslag. Og nogle forstår, at det er Gud, der står bag.

Det gjorde eksempelvis skøgen Rahab i Jeriko. Hun hjalp to israelitiske spioner, netop fordi hun havde hørt, hvordan Gud havde hjulpet folket: »Da vi hørte det, mistede vi modet, og vi følte os alle sammen magtesløse over for jer, for Herren jeres Gud er Gud både oppe i himlen og nede på jorden« (Jos 2,11). Princippet i udvælgelsen er altså, at vi aldrig nogensinde bliver udvalgt af Gud, for at vi så har Gud for os selv, men nærmere det modsatte: Vi er udvalgt til at nå andre.
Hvis udvælgelsen står ved magt, så må udvælgelsens princip også gøre det: Gud har holdt fast i Israel, fordi han vil nå andre gennem dem!

Der findes kristne, der godt kan se, at Rom 11 siger, at Gud stadig har udvalgt Israel, men samtidig har lidt svært ved at sige klart, hvad det betyder. Hvad består deres udvælgelse i nu?

Målet med udvælgelsen har ikke ændret sig. Gud vil også i dag og i fremtiden bruge Israel til at nå mennesker med barmhjertighed. Det har altid været målet med udvælgelsen, og det udfolder Paulus i resten af kapitlet.

Fra nederlag til rigdom

På hele fire forskellige måder fortæller Paulus i vers 11-15, at målet med Israels udvælgelse står ved magt til alle tider – selv på Paulus’ tid, hvor folket afviste evangeliet – hvor de »faldt«.

Vers 11: Faldet førte til, at frelsen kom til hedninger. Vers 12: Faldet førte til rigdom for verden. Vers 13: Nederlaget førte til rigdom. Vers 14. Det førte til forligelse, at de blev forkastet.
Vi ser altså udvælgelsens princip fortsætte på Paulus’ tid.
I de samme vers begynder han så også at vende blikket ud mod fremtiden. Han forklarer blandt andet, at folket en dag »vil komme fuldtalligt ind« (vers 12), og at det vil blive til »liv af døde«, når folket vender sig til Gud (vers 15).
Det kan ikke være en overraskelse, at Israels udvælgelse også i fremtiden vil have en betydning for resten af verden. Perspektivet i disse vers er, at hvis deres afvisning af evangeliet var noget, Gud kunne bruge til at nå andre folk, hvor meget mere vil han så ikke kunne bruge det, hvis de tager imod evangeliet? Eller rettere: Når de tager imod evangeliet (vers 26).
Hvilken betydning har denne plan for os?

Vores del af Guds mission

Rom 11 vil fortælle os, at Gud stadig har noget vigtigt på spil. Han vil have forkyndt til hele verden, hvem han er. Og han vil bruge alle dem, han udvælger, det vil sige Israels folk, men også kirken, dig og mig.
Paulus lægger i Romerbrevet egentlig ud med at fortælle om sig selv og hans egen udvælgelse. Han er udvalgt og arbejder for at frelse om ikke andet så bare nogle af jøderne (Rom 11,14).         

Uanset hvad man mener om Rom 11, må det ikke ændre på, at kirkens opgave er at række evangeliet videre. Til jøder først og så til alle andre.

Her tænkes der ikke kun på at stille sig på gader og stræder i Israel og evangelisere. Vi skal tænke mere holistisk. Jesus kom heller ikke kun og forkyndte med ord. Han gav mad til de sultne, helbredte syge, var solidarisk med de udstødte, uddrev dæmoner, græd med de grædende og meget andet. Jesu tjeneste er et forbillede for den mission, som vi også i dag er sendt til jøderne med.
Når vi nu ved, at det får en kæmpe betydning for hele verden, når jøderne en dag tager imod evangeliet, så er det naturligt for en kristen at arbejde aktivt på at være et vidnesbyrd over for det jødiske folk på samme måde som Paulus.

På en underlig bagvendt måde argumenterer Paulus egentlig for, at han brænder for at forkynde evangeliet for jøderne, netop fordi han gerne vil være en god apostel over for hedningerne (vers 13-14). For den dag jøderne tager imod evangeliet, vil det have kæmpe betydning for resten af verden. Derfor er evangelisation over for jøderne en hjertesag for en kristen, og det må være med i vores forbøn og vores prioriteringer af vores penge og tid.

Guds planer giver håb

Rom 11 er et godt og opmuntrende kapitel for enhver troende at læse sig ind i.

Jeg sidder og skriver i en periode, hvor coronavirussen har skabt usikkerhed og kaos i hele verden. Midt i det kaos står Rom 11 som et stærkt vidnesbyrd om, at hele verdens forløb er styret af Gud selv. »O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje!« (vers 33), som Paulus runder kapitlet af med at skrive.

Gud skitserer en plan for verden, som er svær for os at forstå: Først vil han vise barmhjertighed mod Israel – dernæst mod hedningefolk – for til sidst at vise barmhjertighed mod Israel (vers 30-32).

Målet er »at vise alle barmhjertighed« (vers 32). Vi har et håb om, at alt det onde, som hærger verden, ikke får det sidste ord, men at det bliver Guds barmhjertighed, der sejrer over synden, sygdommen og ondskaben. Guds barmhjertighed har en stærkere smittende kraft end den kraftigste virus.

»Frygt ikke, tro kun,« siger Jesus (Mark 5,36). Hvad skulle kunne standse vores frygt for sygdom, klimaforandringer og alt muligt andet, der truer vores verden? Ja, det kan Guds suveræne planer. Denne verdens historie skal slutte med, at Guds planer virkeliggøres, så hans barmhjertighed når ud til hele verden.

Han vil afslutte verdens gang med, at Jesus kommer og opretter et evigt fredsrige, hvor de øde vange skal blomstre som en rosengård.

Håb giver udholdenhed

Forestil dig, at to arbejdere får den samme trælse opgave. De skal sidde dagen lang og udføre en trist og triviel opgave.

Den ene får at vide, at det ender med, at han får udbetalt en ussel løn. Den anden får at vide, at han får en kæmpe økonomisk gevinst. Hvem af dem vil holde ud, til arbejdsdagen er omme? Ja, det vil selvfølgelig den, der har en stor løn i sigte.

Fremtidsperspektivet kan give udholdenhed. Og det kan faktisk også forandre synet på det liv, vi har nu. Arbejderen med et godt fremtidsperspektiv vil helt sikkert møde på arbejde mere glad. Han vil se mere positivt på selve arbejdet, og han vil kunne udholde langt mere modgang. Sådan virker Guds planer også på os.

Der er grund til at være glad her i livet, fordi vi ser frem mod en fantastisk god fremtid. Derfor er Guds planer med Israel og med denne verden et håb, der skal forkyndes både for os selv og for andre.

Sådan har jeg også altid selv følt mig stærkt opmuntret af at læse det stærke kapitel 11 i Romerbrevet, fordi det ikke kun er et kapitel i en bog, men fordi det beskriver de vigtige kapitler, der endnu mangler i verdenshistorien.