Gudsmanden Moses

Den største profet nogensinde. Manden, der stod Gud nærmere end nogen anden. Gudstjeneren, der bliver sammenlignet med Messias. Harry Højgaard skriver om en af Bibelens allerstørste personligheder.

Han blev født på det forkerte tidspunkt, det forkerte sted og i det forkerte folk. På forhånd dømt til et kort og begivenhedsløst liv og en uhyggelig død, og når først moderen var borte, ville ingen skænke ham en tanke.
Sådan så det i hvert fald ud set fra menneskehøjde. I dag må vi erkende, at havde vi kunnet se fra Guds-højde, ville vi have forstået, at han blev født på det helt rigtige tidspunkt, det helt rigtige sted og i det helt rigtige folk. Og han fik et meget langt og særdeles begivenhedsrigt liv og en smertefri død - og næppe noget almindeligt menneske vil blive husket som ham. For hans liv og hans gerning fik den allerstørste betydning for denne verden.
Hans liv var fyldt af overraskelser og selvmodsigelser:
Født som slave - men alligevel opvokset som prins i en stormagt!
Som prins var han mægtig i tale og handling - men forblev alligevel tro mod sit eget folk!
Så sig selv som sit folks befrier - men blev alligevel kun en simpel fårehyrde i ørkenområder!
Passede får til han blev firsindstyve år - men blev alligevel folkefører!
Høvding med enorm indflydelse - men alligevel det mest sagtmodige menneske på jorden!
Sagtmodig og gudfrygtig - men alligevel frataget at se målet for sin gerning!
Frataget målet - men alligevel med fuld livskraft som 120-årig!
I fuld livskraft - og alligevel taget bort fra scenen efter Herrens afgørelse!
Begravet i en dal i Moabs land - men alligevel har ingen set hans grav!
Ingen gravplads at mindes ham ved - men alligevel husket som ingen andre!
"Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt. Tænk blot på (1.) de tegn og undere, som Herren satte ham til at udføre i Ægypten mod Farao og mod alle hans hoffolk og hele hans land, eller (2.) på alt det, hans stærke hånd udrettede, alt det store og frygtindgydende, Moses gjorde for øjnene af hele Israel" (5 Mos 34,10-12).

Mod Farao

Ægypten var en af den tids kulturelle, økonomiske og militære stormagter, med den guddommeliggjorte Farao i spidsen. Men det hele faldt sammen i mødet med Moses og hans stav. Først fik Farao en advarsel, da Moses smed sin stav på jorden, og den blev til en slange. At hans egne mirakelmænd kunne lave det samme nummer, burde ikke have gjort Farao tryg. For Moses' slange slugte de andres slanger, inden Moses tog den i halen og igen stod med sin stav i hånden. Men Farao forhærdede sit hjerte, og det blev indledningen på en magtdemonstration uden sidestykke.
Da Moses slog på Nilen med sin stav, blev vandet til blod; da han rakte den ud over sumpene, fyldtes landet med frøer; da han slog med den i støvet, væltede myggene frem; da han rakte den mod himlen, raserede et uvejr landet, og da han rakte den ud over Ægypten, invaderedes landet af altædende græshopper. Han stod bag fluerne, kvægpesten, bylderne og mørket, der skræmte landet i tre døgn.
Og da hans ord om den førstefødtes død gik i opfyldelse, fyldtes Ægypten af et skrig, der hverken før eller siden har haft sit lige, for der var ikke det hus, hvor der ikke var en, der døde.
Da den forhærdede Farao i et sidste desperat forsøg på at ændre nederlag til sejr rykkede frem med hele sin hær for at hente slaverne tilbage, løb han ind i det sidste altødelæggende slag. Moses rakte staven ud over havet, og en østenstorm banede vej gennem havet for hele folket, mens hele den forfølgende ægyptiske hær blev skyllet væk.
I den første samtale med Moses, havde Farao i selvsikker stil givet udtryk for, at han ikke kendte Israels Gud, Herren, og ikke havde behov for at adlyde ham. Det havde ændret sig! Nu lå det ægyptiske rige i ruiner - det havde haft besøg af Herrens tjener, Moses og hans stav!

For øjnene af hele Israel

Moses viste sin stilling som Herrens specielle tjener for øjnene af hele Israel. Det skete især ved Horeb.
Israel vågnede op til lynild og tordenbrag og kraftig hornklang. En tung sky lagde sig over Sinajbjerget. Så voldsomt virkede det, at folket skælvede af rædsel. Men Moses førte folket hen til foden af bjerget. Herren var steget ned på bjergets top i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Bjerget selv skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere - og midt i det hele hørte de så det, de vel aldrig helt fattede:
Moses talte til Gud, og Gud svarede Moses.
Aldrig før havde et folk hørt Gud tale inde fra ilden og bevaret livet. Og Moses gik op til Gud i det, der for israelitterne så ud som en fortærende ild. Og dér, på bjergets top, modtog Moses livgivende ord, som den dag i dag stadig er rettesnor i ethvert sundt samfund.
Det var her Moses fik lov at se ind i den himmelske verden og forstå tilgivelsens nødvendighed, tilgivelsens forudsætning og tilgivelsens mulighed.
Det var her ved Sinajbjerget, at Moses begyndte at tale med Gud, som det ene menneske taler til det andet.
2 Mos 33,7-11 skildrer kort en af de mærkeligste begivenheder i Bibelen. Moses havde et lille telt, som han slog op uden for lejren, når nogen søgte råd hos Herren. Indtil Moses trådte ind i teltet, fulgte israelitternes øjne ham. For når Moses var trådt indenfor, steg skysøjlen ned og stillede sig foran teltåbningen, og så kastede hele folket sig ned i ærefrygt. I skysøjlen var Gud skjult til stede, og så talte Herren og Moses sammen, ligesom to mennesker taler sammen, ansigt til ansigt!
Efter at Moses havde modtaget de to lovtavler anden gang, strålede Moses' ansigt, hver gang han havde været sammen med Herren. Da dette syn af Moses' strålende ansigt gjorde folket bange, brugte Moses slør, når han var ude blandt folket, og tog sløret af, når han var sammen med Herren.
Så tæt på Gud og i så høj grad påvirket af Gud, at det satte sig både åndelige og fysiske spor!
Igennem to generationer så Israel ham som den ubestridte tjener for Gud. Alle oprør mod Moses, blev regnet som oprør mod Gud. Selv da hans søskende reagerede mod Moses' nubiske kone, blev de mødt af et guddommeligt: "Hvor vover I at tale mod min tjener Moses?" (4 Mos 12) Moses var mellemmanden mellem Gud og folket. Gennem ham fik folket alt, hvad de havde brug for.
Og så mistede Moses alligevel besindelsen ved Meribas vand. Herren havde givet Moses besked om, at tale til klippen for at få vand, men Moses slog i stedet to gange og "agtede ikke min hellighed for øjnene af folket". Så lille en fejl i forhold til alt, hvad Moses havde måttet gennemleve, men også han måtte sande, at Herren viser sin hellighed på dem, der står ham nær. For denne synds skyld fik Moses ikke lov at se målet for sin livsopgave. Han døde i ørkenen, men blev begravet af Herren selv.

Et menneske

Så tæt på Gud, så stærkt et redskab, så tro en tjener - og så alligevel blot et menneske, som måtte dø, hvis han så Guds ansigt. Så tæt på fuldkommenhed - og så alligevel blot et menneske, fanget i syndeskyld.
For hvor mægtige gerninger Moses end stod bag, var det dog Herren, der lod ham gøre dem. Hvor stort er lys han end var for sit folk, var han dog kun et svagt genskær fra ham, der selv er verdens lys.
For i Moses møder vi nok et troens menneske, men først og fremmest møder vi Israels Gud, som ham, der bereder sin frelse for hele verden, Jesus.
I Hebræerbrevet sammenlignes Moses og Jesus: "For Jesus er blevet kendt værdig til så meget større herlighed end Moses, som den, der bygger et hus, nyder større ære end huset selv" (Heb 3,3).
Moses var kun en tjener, og han forstod forskellen mellem Gud og et menneske: "...fra evighed til evighed er du, Gud. Du lader mennesket vende tilbage til støvet…" (Sl 90,2-3). Han forstod også forholdet mellem en Herre og en tjener: "Lad dine tjenere få dit værk at se, lad deres børn se din pragt!" (Sl 90,16).
Og så levede han med den ærefrygtindgydende bøn: "Herren, vor Guds herlighed komme over os!" (Sl 90,17).