Den store plan om Guds rige

Hvad er det, hele Guds frelsesplan går ud på?

Det aner vi, når vi på Bibelens første blade får at vide, hvad der i historiens begyndelse gik galt. Her havde Gud Herren sat nogle grænser omkring menneskets liv og udfoldelse. Formålet var ikke livsrationering. Men netop inden for rammerne af samlivet med Gud og i lydighed mod hans vilje var menneskets og dermed hele skaberværkets lykke gjort.

Sålænge Guds gode regler for livet fik lov at gælde, var Guds herredømme (dvs. Guds rige) intakt. Guds vilje skete virkelig på jorden, og det var netop kendetegnet på rigets nærvær.

Men - så skete det. Mennesket brød med Guds vilje. Lysten til den blev afløst af en ny tilstand: Hvad mennesket ville og planlagde dagen lang var kun ondt (1 Mos 6,5). Men ikke nok med det. Mennesket rev hele skaberværket med sig i faldet. Skabningen blev underlagt tomheden, så den sukker og vånder sig (Rom 8,22).

Redningsplanen

Da begyndte Gud at åbenbare konturerne af sin hemmelighed, nemlig beslutningen om den plan, han forud havde fattet om at sammenfatte alt det jordiske og det himmelske - i Kristus (Ef 1,10). Åbenbaringen skete foreløbig i ord - ved profeter, der drevet af Helligånden sagde det, der kom fra Gud (1 Pet 1,21).

Hvad sagde profeterne da? Deres vidnesbyrd var, at Gud - efter menneskets fald, og efter at skaberværket var revet med i faldet - ville genrejse sit rige. Derved kunne Guds vilje igen komme til at ske, dvs. Guds rige kunne igen blive etableret, så han kunne blive æret og lovprist.

Det rige, Gud ville genrejse, skulle have en anden karakter end denne verdens riger. Selvom det skulle etableres i denne verden, ville det ikke være af denne verden (Joh 18,36). Dvs. at det skulle ikke etableres på denne verdens præmisser og med denne verdens midler. Samtidig skulle det have en helt anden styrke end denne verdens riger. Himlens Gud ville oprette et kongerige, der skulle knuse alle andre kongeriger, men selv bestå i al evighed (Dan 2,44).

Hvilken metode ville Gud da anvende for at genetablere sit rige?

Her er det vigtigt først at gøre sig klart, at Guds genrejsningsplan sker i historien. Guds frelsesplan bliver til frelseshistorie. Dermed er vi i den lykkelige situation, at vi kan se den med egne øje - om end vi må tro et ord for at erkende indholdet og betydningen af Guds indgriben i historien. Samtidig skal vi være opmærksom på, at oprettelsen af riget er en proces - et drama med flere akter.

Et folk

Til Guds metode hører for det første, at han udvælger et folk og giver dette folk et land (1 Mos 12,1-3 og 7). Med udgangspunkt i dette folk skulle velsignelsen nå til alle folk, og med udgangspunkt i dette land, ville Gud oprette sit rige. Israels folk skulle blive et kongerige - af præster (2 Mos 19,6).

Folket og landet er placeret på jordens navle (Ez 38,12), altså det sted på jorden, hvor Gud ville knytte til med sin fødeline, den kanal hvorigennem han ville meddele sine frelsesgoder. Det var herfra riget skulle udbredes. »Belæringen udgår fra Zion, Herrens ord fra Jerusalem« (Es 2,3). Det er her - på Zion - Herren har indsat sin konge (Sl 2,6). Her skulle han komme - både første gang (Mika 5,1) og anden gang (Zak 14,4). Her er Guds frelseshistoriske affyringsrampe.

Som nævnt har Guds rige en anden karakter end denne verdens riger. Profeten Esajas taler bl.a. om, at folkeslagene skal smede deres spyd om til vingårdsknive, at folk ikke skal løfte sværd mod folk (2,4), og at sigtemålet i øvrigt er, at retten skal føres igennem på jorden, og fjerne øer skal vente på Herrens belæring (42,4).

En person

For at denne vision for Guds rige skal blive virkelighed, er det ikke nok, at Gud udvælger et folk blandt syndere og et land i en syndig verden, hvor Guds modstander regerer (1 Joh 5,19). Derfor lader han sig selv - i dette folk og i dette land - føde som konge. Den salvede, Messias, træder ind i historien som rigets konge.

Skal riget kunne genrejses med fred og retfærdighed i en falden verden, blandt syndige mennesker, må synden først sones og bæres bort, og dødens kræfter tilintetgøres. Og her ligger kongesønnens første opgave.

Og det skete. Johannes Døbers vidnesbyrd om Jesus var netop Guds lam, som bærer verdens synd (Joh 1,29), og apostlen Johannes siger om Jesus, at han er et sonoffer for hele verdens synder (1 Joh 2,2). For at blive netop det, døde han. Og her er det så, at filmen knækker for vores forstand. For kan det virkelig være rigtigt, at den konge, som Gud havde udvalgt som konge i sit rige, måtte dø? Ja, for netop derved blev der gjort op med al ulydighed og uretfærdighed. Til gengæld sejrede retfærdigheden ved hans opstandelse - for døden har intet krav på den, som er retfærdig.

Men da kongen således havde lagt grunden for riget, kom det så? Var det freden, retfærdigheden og kærligheden, som herefter fik magt på jorden? Trådte riget frem på den måde, som profeterne havde sagt?

Riget kommer nær

Hvad sagde kongen selv? Guds rige er kommet nær (Mark 1,15). Det kunne han sige, fordi han selv var kommet. Men kunne man også iagttage nogle af de lovende kendetegn på riget? Ja, f.eks. sagde Jesus (Luk 11,20), at hans dæmonuddrivelse er et tegn på Guds rige. Og da Johannes Døber i sit fangehul blev anfægtet af, om Jesus virkelig var Den Salvede Konge, så fik han beskeden »Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige« (Matt 11,5).

Rigets konge var altså trådt frem, og dermed var riget kommet nær. Og ved sin død og opstandelse grundlagde han riget og erhvervede sig dermed tilmed retten til at fremsætte følgende kongelige erklæring: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor...« (Matt 28,18). Han havde ikke ladet sig friste til at erhverve kongemagten ved et knæfald (Luk 4,7), men betalte i stedet for den høje pris for at blive jordens retmæssige konge.

Rigets første skikkelse

I forbindelse med den nævnte trontiltrædelseserklæring sagde Jesus imidlertid det, som kom bag på mange i hans samtid: Hans rige skulle i første omgang fremmes ved ord. Tidligere havde han sagt, at evangeliet om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag (Matt 24,14). Nu kom dette altså til at stå klart: Guds rige skulle udbredes og kongen få magt, ved at mennesker blev hans disciple. Ved at blive Jesu efterfølgere, der lever efter hans vilje, skulle de virkeliggøre Guds herredømme i verden. Derved skulle der også ske en foreløbig opfyldelse af den bøn, han havde lært sine disciple at bede: Komme dit rige, ske din vilje på jorden... (Matt 6,10).

Kraften i disciplenes virkeliggørelse af kongens vilje var kongens død og opstandelse, så hans disciple ikke kom til at leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem (2 Kor 5,15). Apostlen Paulus taler om, hvordan det kan ske, nemlig ved at kongen bor i disciplenes hjerter, så de får et nyt jeg, der siger: det gode, som jeg vil... (Rom 7,19).

Som nævnt var der mange i Jesu samtid, der ikke kunne forstå, at grundlæggelsen af Guds rige skulle ske ved kongens død og opstandelse. »Sådan må det aldrig gå dig« (Matt 16,22), sagde Peter, da det gik op for ham, hvad der skulle ske i påsken. Endog efter sin opstandelse måtte kongen undervise sine tungnemme disciple. De havde levet i håbet om, at Jesus skulle forløse Israel (Luk 24,21). Men de havde ikke fattet alt, hvad profeterne havde talt, herunder at Kristus skulle lide og så indgå til sin herlighed - som var nødvendig, for at han anden gang kunne komme netop med magt og megen herlighed (Luk 21,27). Selv efter at han i 40 dage havde undervist sine disciple om Guds rige, kunne de spørge: »Er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« (ApG 1,6)

Hvem er Jesus?

Vi rører her ved et spørgsmål, som har stor betydning for forståelsen af, hvem Jesus er. Er han virkelig den Messias, som profeterne sagde skulle komme? Havde Johannes Døber virkelig grund til at stille sit tvivlende spørgsmål, og var der virkelig en grund til, at disciplene - efter i 40 dage at være undervist af Jesus om Guds rige - kunne spørge, om han nu ville genoprette Riget for Israel? Havde de i virkeligheden ikke bare misforstået profeterne?

De spørgsmål var aktuelle på Jesu tid, og det er de for mange jøder også i dag. De spørger ganske enkelt: Er den messianske tidsalder kommet med Jesus?

For mange af dette blads læsere er svaret ligeså enkelt som spørgsmålet - fordi vi tror, at Jesus er Messias, og fordi vi har det nytestamentlige vidnesbyrd. Men for jødisk tankegang - uden denne tro - er det anderledes.

Et sammensat billede

Sagen er, at profeternes Messias-billede er sammensat. Betragter vi f.eks. Zak 9,9-10, ser vi, at den sejrrige og retfærdige konge også er den sagtmodige og æselridende konge. Profeternes budskab om ham er ét: Kongen kommer. At hans komme er to med hvert sit formål, bliver først helt tydeligt i opfyldelsen - hvor han efter sit første komme siger, at han kommer igen.

Når vi tænker på den lidende Messias, har vi det klassiske sted i Es 53. Hedninge-kristne er ikke i tvivl om, at der på dette sted profeteres om Messias, jf. også ApG 8,26ff. Selv blandt jødiske fortolkere har der både i middelalderen og i dag været nogle, som forstår Es 53 som en profeti om en Messias, der lider stedfortrædende for sit folk - måske som en erindring om en gammel tolkning, som har været fortiet i jødedommen, efter at teksten har været anvendt på Jesus (O.Skarsaune).

I øvrigt er det ikke uinteressant, hvordan jødedommen har forsøgt at komme til rette med denne sag. I den babyloniske talmud spørger rabbi Joshua ben Levi: »På et sted står skrevet: En, som lignede en menneskesøn, kom med Himmelens skyer, og på et andet sted: Han kommer fattig. Hvordan skal vi forstå dette? Svaret er: Om de er retfærdige, skal han komme på Himmelens skyer, men om de ikke er retfærdige skal han komme fattig, ridende på et æsel.«

Indenfor jødedommen har man altså været opmærksom på Messias-profetiernes dobbelthed.

Men hvordan er det inden for den hedninge-kristne kirke? I modsætning til jødedommen har vi mest tænkt på retfærdighed og forløsning i åndelig forstand. Men hvad tænker vi om de Messias-profetier, der taler om den sejrrige konge - om Davidssønnens fredsrige f.eks. i Es 11? Et rige, hvor ikke alene Isajs rodskud skal stå som et banner for folkeslagene (v.10), men hvor han »På den dag« rejser endnu et banner, idet han samler Israels fordrevne og bringer Judas spredte tilbage (v.12).

I Es 9 forudsætter rigets komme, at et barn er født os (v.5). Men netop på det grundlag tales der således om riget (v.6): »Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed skal udvirke dette.« Netop dette ord ligger til grund for englebudskabet til Maria (Luk 1,32).

Ny Testamente bekræfter dobbeltheden

Nogle vil måske mene, at Ny Testamente har endeligt afvist en materiel og synlig forståelse af løfterne om Guds rige. Men det er ikke tilfældet. For at underbygge dette kan bl.a. henvises til Jesu svar på disciplenes spørgsmål i ApG 1,6. Ved en ærlig læsning må vi konstatere, at Jesus ikke betragter disciplenes spørgsmål som en misforståelse. Men han understreger blot, at tiden ikke er inde, for der er noget andet, som forestår - nemlig Guds riges udbredelse ved et ord, som skaber disciple.

Dernæst kan vi mærke os Peters prædiken i Salomos søjlegang (ApG 3). For det første siger han (v.18), at Gud har opfyldt, hvad profeterne havde forudsagt, nemlig at hans Salvede (hebraisk: Messias) skulle lide. Derfor kalder han til omvendelse. For hvad sker der i forbindelse med Israels frelse? Så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende Den Salvede (altså den samme Messias), som forud var bestemt for Israel ... han skal bo i himmelen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund. Her ser vi i stor klarhed Messias-profetiernes dobbelthed. Først kommer han som den lidende og dernæst (efter sin himmel-bolig) som genopretteren af alt det, som profeterne har lovet.

Dette svarer helt til, hvad Jesus har sagt om sig selv. Han gav udtryk for, at han først skulle dø og opstå. Dernæst ville han komme i magt og herlighed. Og da - sagde han til jøderne - vil I sige »Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn« (Matt 23,39). Da kan Riget for Israel komme.

Den som i dag tager imod Jesus - som den af profeterne lovede Messias - kommer til at erfare den åndelige forløsning i Jesus. Men der kommer endnu en forløsning. En dag skal det åbenbares, hvad Guds børn er forløst til. Hele skabningen længes efter den dag. Hvorfor? Fordi da skal også skabningen befries fra trældommen under forgængeligheden (Rom 8,19 og 21).

Dét er skabningens længsel. Hvad er vores længsel? Lad os gribe tilbage til begyndelsen på denne artikel. Hvad var det, der skete? Vi vendte Guds vilje, Guds herredømme (Guds rige), ryggen. Og da blev menneskets higen ond. Den, som har fået Guds vilje kær, længes efter, at den tilstand vil ophøre - for vores egen skyld, for menneskehedens skyld, ja for hele skaberværkets skyld, som vi rev med i faldet.

Bøn

Har du da før så vældig øvet

dit herredømmes store magt,

hvi går jeg da så dybt bedrøvet,

o Jesus, tag min sjæl i agt,

vis, at du er endnu den samme,

som Satans vælde gør til skamme

(H.A.Brorson)

Komme dit rige, ske din vilje - som i himlen - således også på jorden. Herre, kom snart, og genrejs dit rige med fred og retfærdighed.