Svar på argumenter 1: Paulus og omskæring

I en lille artikelserie svarer Ordet og Israels bibelunderviser Morten Vartdal på nogle af de argumenter imod omskæring, som han har mødt hos kristne, der argumenterer med udgangspunkt i Bibelen og deres kristne overbevisning.

Her giver han et modsvar til dette argument:

Argument 1: Paulus taler imod omskæring, og derfor skal kristne også være imod

Svar:

At Paulus skulle tale imod jødisk omskæring, er ifølge Paulus selv en falsk påstand, som ikke kan underbygges (ApG 21,21 og 24,10-21). Men det er korrekt, at Paulus flere gange i sine breve advarer mod at lade sig omskære. Betyder det, at han alligevel er imod omskæring af jødiske børn?

Kontekst og baggrund er nøglen til at forstå enhver tekst. Paulus’  advarsler mod at lade sig omskære skal netop forstås i den sammenhæng, det er skrevet i. Ligesom man eksempelvis kraftigt kan advare om brugen af knive i én sammenhæng, fordi de er skadelige, hvorimod de i andre sammenhænge er meget gavnlige, på samme måde skal man forstå Paulus forskellige  udtryk om omskæring.

Gal 5,1-6 bliver ofte fremført som et stærkt argument imod omskæring, fordi der står, at hvis man lader sig omskære, så vil Kristus intet gavne. Endvidere står der, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet på at holde hele loven.

Logikken lader til at være, at fordi Kristus intet vil gavne, hvis man lader sig omskære, så er Paulus dermed generelt imod al form for omskæring. Og fordi det er centralt for Paulus, at vi frelses ved Guds nåde og ikke pga. overholdelse af Moseloven, så er Paulus dermed generelt imod omskæring.

Der er flere problemer med denne logik. Heriblandt følgende:

1) Hvis Paulus er imod al form for omskæring, inkl. jødisk omskæringspraksis, så er det underligt, at han ikke adresserer dét. Hvis han virkelig ville gøre op med denne praksis, så burde han have skrevet: ”Hvis I fortsætter med at omskære jeres børn, vil Kristus intet gavne jer.” Og hvis det virkelig er forkert at omskære børn, fordi Kristus ikke vil gavne, så er det underligt, at det kun er Paulus, der skulle være imod og ikke de øvrige af NT’s forfattere.

2) Paulus skriver faktisk til dem, som ”kan lade sig omskære”. Der er altså ikke tale om spædbørn, men voksne mennesker, som endnu ikke er omskåret. Og fordi han taler imod omskæring af voksne hedningekristne, så er det ikke ensbetydende med, at han er imod omskæring af jødiske drengebørn på ottendedagen. Der er tale om to vidt forskellige sammenhænge.

3) Logikken må betyde, at Paulus enten over tid har ændret holdning, eller også løj han, da han under en retssag påstod, at hans modstandere ikke kan underbygge deres påstand om, at han skulle tale imod omskæring (ApG 21,21 og 24,10-21).

I stedet for at læse noget ind i teksten, som ikke står der, så bør man i stedet læse det, der står, og i den rette sammenhæng.

Baggrunden er, at menighederne i Galatien bestod af hedninger. Situationen var, at der var nogle, som forvirrede og forsøgte at forvrænge Kristi evangelium (1,7). Det handlede om, hvordan gudfrygtige hedninger bør leve.   Efter jødisk tradition skulle en hedning, der ønsker at være jøde og leve efter jødiske skikke, omskæres og til sidst døbes (proselytdåb). Spørgsmålet om, hvorvidt hedninger, der kom til tro på Israels Messias, Jesus, skulle omskæres eller ej, blev taget op på apostelmødet (ApG 15). Forventningen blandt nogle messianske jøder om at hedningekristne skulle lade sig omskære kendte galatermenighederne også til, og Paulus henviser direkte til nogle falske brødre, som krævede, at den græske Titus skulle omskæres. Derfor var det afgørende for Paulus at stadfæste, at ”et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus.” (Gal 2,16). Hvis  man som hedning lod sig omskære, så var det for at blive jøde og leve efter den jødiske lov. Det er præcis derfor, at Paulus siger, at hvis man som hedning lader sig omskære, så er man forpligtet til at holde hele loven (Gal 5,3), og det er netop i modstrid med evangeliet om retfærdiggørelse af tro alene.

Sagen kan måske illustreres på følgende måde: Lad os forestille os to grupper af mennesker. Den ene gruppe er sort, den anden hvid. Fra den sorte gruppe kommer verdens frelser. Både sorte og hvide kommer til tro på den sorte Messias. Nu kommer nogle sorte til de hvide og siger, at de først skal blive sorte for at kunne tro på deres sorte Messias. Det får nogle hvide til at gøre alt for at blive sort. De tager meget sol, de går i solcentret og smører sig ind i selvbruner – alt sammen for at blive en del af det sorte folk i deres tro på den sorte Messias. En sort mand skriver et brev til de hvide, som forsøger at blive sorte, at det er fuldstændig tåbeligt, det, de har gang i. Og han revser de sorte, som forsøger at overbevise de hvide om, at det er vigtigt at blive sort. Hans grundlæggende budskab er, at det at være sort ikke har betydning i troen på den sorte Messias. Om man er sort eller hvid, mand eller kvinde, voksen eller barn er ikke afgørende, men det er derimod stoltheden af Messias’ kors og den betydning, det har for alle mennesker (Gal 6,11-16). Sorte og hvide er to forskellige folk, men de er ét i troen på den sorte Messias.

Det er præcis det samme, der gør sig gældende alle de steder, Paulus  advarer mod omskæring eller  siger, at det ikke har betydning (fx Rom 2,17-29; Rom 4; 1 Kor 7,19; Fil 3,1-11). Der, hvor omskæringen for jøder, der ikke troede på Jesus, havde afgørende betydning for deres stolthed overfor Gud, så er Paulus i alle sine breve meget tydelig om, at det eneste afgørende for enhver, jøde såvel som hedning, rig såvel som fattig, kvinde såvel som mand, er Kristus. Derfor advarer han i stærke vendinger mod dem, der prøver at overbevise hedningekristne om noget andet.

Paulus er dermed ikke imod jøders praksis med at omskære drengebørn på ottendedagen. Han har aldrig talt imod denne praksis. Det er slet ikke et tema i hans breve eller i NT i øvrigt. Man kan dermed ikke bruge Paulus til at retfærdiggøre sin modstand mod omskæring af jødiske drengebørn.