Svar på argumenter 7: Fysisk omskæring og omskæring af hjertet

I en lille artikelserie svarer Ordet og Israels bibelunderviser Morten Vartdal på nogle af de argumenter imod omskæring, som han har mødt hos kristne, der argumenterer med udgangspunkt i Bibelen og deres kristne overbevisning.

Her giver han et modsvar til dette argument:

Argument 7: Både Det Gamle og Det Nye Testamente fremhæver omskæring af hjertet. Det bør få os kristne til udelukkende at forsvare omskæring af hjertet

Svar:

Med den form for argumentation kunne man lige så godt nå til den modsatte konklusion, idet både GT og NT også omtaler omskæring af kroppen.

Hvorfor bør det egentlig få os kristne til udelukkende at forsvare den ene omskæring frem for den anden? Bør vi ikke i stedet forsvare det, som er vigtigt for Gud? Er omskæring vigtig for Gud?

Ja, især to ting gør det klart:

1) Det er Gud, der befalede omskæringen til Abraham og alle hans efterkommere (1 Mos 17). Det var også Gud, der befalede, at folket skulle omskære deres hjerter (5 Mos 10,16). Begge typer omskæring er befalet af Gud og er dermed vigtige for ham.

2) Da Israels folk skulle til at indtage Kanaans land, så befalede Gud, at de skulle lade sig omskære på kroppen, idet deres forældre ikke havde gjort det. Hvis omskæring på kroppen ikke var så vigtig for Gud, så kunne Gud have nøjedes med at kalde folket til omvendelse (omskæring på hjertet)

Omskæring på kroppen er altså vigtig for Gud, fordi det er med til at markere tilhørsforholdet til det etniske folk, Israel, som han har udvalgt. Dog kunne man indvende, at det jo er lang tid siden, og det er anderledes i NT, hvor Paulus siger: ”Om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør lydighed mod Guds bud” (1 Kor 7,19). Betyder det, at der er god grund til udelukkende at forsvare omskæring af hjertet, som netop handler om lydighed mod Guds bud?

Først skal vi se, hvor i NT der står noget om omskæring af hjertet. Stefanus bruger udtrykkene ”uomskåret på hjerte og øre” i hans tale til omskårne (ApG 7,51). Paulus taler om at være jøde i det indre og omskåret i hjertet i Rom 2,29. Det gør han også til jøder (Rom 2,17).
Pointen for både Stefanus og Paulus er, at man kan være omskåret i det ydre, men ikke i det indre. Paulus  kommer ind på det i Rom 2,25-29, hvor han fastslår følgende:

• Omskæring på kroppen gavner, hvis du holder loven – Rom 2,25
• Overtræder du som omskåret (jøde) loven, så er du blevet som en uomskåret (hedning) – Rom 2,25
• Hvis en uomskåret (hedning) holder lovens forskrifter, skal han anses for en omskåret (jøde), selvom han ikke er det – Rom 2,26
• En uomskåret (hedning), som opfylder loven, skal dømme den omskårne (jøden), som overtræder loven – Rom 2,27

Konklusionen er derfor ifølge Paulus i vers 28-29:

• Jøde er man ikke i det ydre, og omskæring er ikke det, som ses på kroppen
• Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte

Umiddelbart bekræfter det modstandernes indvending mod omskæring, at vi udelukkende skal forsvare omskæring af hjertet. Paulus gør det tilsyneladende klart, at jøde er man ikke i det ydre, og omskæring er ikke det, som ses på kroppen.

Men betyder det så, at vi har Paulus’ ord for at se bort fra omskæring på kroppen og udelukkende forsvare omskæring af hjertet? Nej, slet ikke! Kontekst og baggrund er nøglen til at forstå, hvorfor Paulus skriver, som han gør. Flere ting gør sig gældende:

1) Hvis Paulus gør omskæring på kroppen ubetydelig, så ville hans modstandere have ret i deres beskyldninger mod Paulus, at han skulle lære alle de jøder, der bor blandt hedningerne, frafald fra Moses ved at sige, at de ikke skal omskære deres børn og heller ikke leve efter jødisk skik (ApG 21,21). Men det afviser Paulus kategorisk (ApG 24,14).

2) Sammenhængen i Romerbrevet gør det klart, hvad Paulus taler om. Kapitel 1 handler om evangeliet som Guds kraft til frelse og menneskers uretfærdighed. Kap. 2,1-11 handler om, at Gud vil dømme enhver efter deres gerninger, og at han ikke gør forskel på nogen, hverken jøder eller græker (udtryk for hedninger). Kapitel 2,12-29 handler om, hvordan det så stiller henholdsvis hedninger og jøder i forhold til Guds lov. Her gør Paulus det meget tydeligt, at jøder ikke har nogen særstilling, for det handler for både hedninger og jøder grundlæggende om det, der er i hjertet, for det er hjertet, der driver gerningerne.

3) Afsnittet i 2,17-29 er specifikt henvendt til jøder og ikke hedninger (2,17). Menigheden bestod af både jøder og hedninger, men afsnittet har særlig adresse til jøder. Paulus’ pointe kan illustreres ved to jøder, hvor den ene kun er omskåret på kroppen, mens den anden er omskåret både på kroppen og i hjertet. Hvem af disse to er en ”rigtig” jøde? Svaret er ligetil: Det er den jøde, som både er omskåret i det ydre og i det indre. Hvis jøden kun er omskåret i det ydre, så er denne jøde ikke anderledes end hedninger i forhold til Guds lov. For Guds lov viser, at alle har syndet og mangler Guds herlighed. Derfor har både jøder og hedninger brug for Guds frelse, og den ydre omskæring gør ikke forskel på det.

4) Andre oversættelser kan også hjælpe på betydningen. I 92-udgaven står der i vers 28, at ”jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen”. I Bibelen på hverdagsdansk står der: ”Du har det ydre tegn på at være jøde, nemlig omskærelsen, men det er ikke nok til at gøre dig til en sand jøde.” Den engelske NIV-udgave oversætter vers 28 således: “A person is not a Jew who is one only outwardly, nor is circumcision merely outward and physical. Andre oversættelser gør det altså tydeligt, at Paulus ikke taler imod omskæring på kroppen, men at der skal mere til end blot den ydre omskæring.

Hvis vi læser videre i kapitel 3, så bliver det endnu tydeligere, at Paulus fortsat omtaler jøder som et etnisk folk og den ydre omskæring som meget betydningsfuld. Paulus skriver følgende:

”Hvilket fortrin har jøden så, eller hvad gavner omskærelsen? Meget på alle måder! Først og fremmest, at de har fået Guds ord betroet. Hvad så, når nogle af dem var troløse? Vil deres troløshed så ophæve Guds trofasthed? Aldeles ikke!” (3,1-3)

Sammenhængen i Romerbrevets første kapitler handler tydeligvis om, at intet menneske står retfærdig overfor Gud – hverken jøder eller ikke-jøder. Gud er den retfærdige dommer, som vil straffe al uretfærdighed med sin vrede. Og han gør ikke forskel på nogen. Både jøder og ikke-jøder har derfor desperat brug for evangeliet, som er Guds kraft til frelse. Alligevel slår Paulus  det helt fast, at omskæringen stadig gavner på alle måder for jøder. Særligt fordi det jødiske folk har fået Guds ord betroet. At de som folk ikke var lydige mod Gud, ændrer ikke ved Guds trofasthed mod dem. Guds trofasthed mod det jødiske folk er et kæmpe tema blandt profeterne i GT og Paulus tager fat på det tema i kapitel 9-10, hvor han igen understreger, at Guds planer med Israel ikke slår fejl eller er ændret.

For at vende tilbage til indvendingen om, at vi kristne udelukkende bør forsvare omskæring af hjertet, så er det slet ikke Paulus’ hensigt. Tværtimod fastholder han, at den ydre omskæring stadig gavner jøder. Gud indstiftede den ydre omskæring. Han forlangte, at det jødiske folk skulle lade sig omskære, da de i ulydighed ikke havde gjort det. Paulus ændrer ikke på det. Tværtimod fastholder han omskæringens gavnlighed for jøder.