Svar på argumenter 4: Omskæring og andre bud i Det Gamle Testamente
I en lille artikelserie svarer Ordet og Israels bibelunderviser Morten Vartdal på nogle af de argumenter imod omskæring, som han har mødt hos kristne, der argumenterer med udgangspunkt i Bibelen og deres kristne overbevisning.
Her giver han et modsvar til dette argument:
Argument 4: Hvis vi skal anerkende omskæring, skal man vel også anerkende fx stening af utro kvinder m.m.
Svar:
Denne indvending har et urimeligt udgangspunkt, nemlig at sammenligne omskæring med fx stening af utro kvinder og mænd. De steder i Moseloven, hvor der er tale om at lide døden ved fx stening, drejer det sig om straf for en handling. Lovene, der kræves dødsstraf for, havde stor betydning for, hvordan Gud ville have samfundet i det gamle Israel indrettet, og hvordan han skulle tilbedes. Dog skulle der findes en retfærdig retssag sted, og ingen måtte dømmes til døden på kun et enkelt vidnes udsagn (5 Mos 17).
Omskæring er ikke en straf, men derimod et pagtstegn – et tegn som jødiske mænd skulle bære som daglig påmindelse om deres tilhørsforhold til både folket og Gud. For jøder har omskæring gennem deres flere tusindårige historie aldrig været anset som en straf. Tværtimod!
Tanken bag denne indvending mod omskæring må være følgende: Idet jøder og kristne ikke praktiserer disse love om straffedomme, så behøver man vel heller ikke at følge loven om omskæring.
Det er forståeligt at tænke sådan. Men udfordringen med denne tankegang er, at vi nemt kan ende med at vælge og vrage de love, som passer med tidsånden eller egen mening. Fx kan vi med samme argumentation undlade at følge lovene om at ære vores forældre (5 Mos 5,16), ikke at stjæle (5 Mos 5,19), hjælpe sin fjende eller uven (2 Mos 23,4-5) og vise næstekærlighed (3 Mos 19,18) blot fordi vi kan henvise til fx straffelovene, som vi heller ikke følger.
Jamen, de er jo gode love og gavner samfundet i modsætning til straffelovene, kunne man indvende. Men det er en subjektiv vurdering, for af økonomiske, egoistiske eller følelsesmæssige årsager kunne man mene, at de ikke er værd at følge eller ikke giver mening i en bestemt livssituation. Så argumentet om ikke at omskære, blot fordi der er andre love, man ikke følger, skal man være meget påpasselig med. Måske omskæring faktisk giver mening og er god for jøder selvom man ikke selv bryder sig om det. Måske der er en årsag til, at nogle love følges, mens andre ikke (mere) er relevante.
At jøderne fortsætter med at omskære deres børn og ikke praktiserer straffelovene, giver rigtig god mening i lyset af Paulus’ undervisning til menighederne i Galatien. Her henviser han til løfterne, som blev givet til Abraham med særlig fokus på hans bestemte afkom, Messias. Disse løfter kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldige (Gal 3,15-18). Omskæringen blev skrevet ind i loven, men den henviser til den pagt, Gud havde indstiftet med Abraham flere hundrede år forinden som eviggyldig. Også andre eviggyldige og universelle love som morallovene blev skrevet ind i loven. Sinajloven med sine straffedomme, ofringer, renhedsforskrifter og samfundslove var tidsbegrænset – både fordi GT selv siger det, og fordi Jesus opfyldte hele loven til punkt og prikke.
Moseloven er i øvrigt mere end blot love. Det er også historie (Apg 7), en skygge af noget andet (Hebr 10,1) og Guds ord og vejledning m.m. (2 Tim 3,16) Desuden er nogle love gældende for nogle personer eller grupper, men ikke andre. Nogle love er universelle til alle tider, mens andre kun er gældende for Israels folk i en bestemt tid. I NT ser vi af samme grund, at Moseloven anvendes på mange forskellige måder. Fx fortæller Moseloven ifølge NT om Gud og giver mennesker visdom og indsigt. Den åbenbarer vores synd og behov for Messias. Den hjælper til at tilbede Gud. Og for messianske jøder har loven en anderledes betydning, end den har for hedningekristne. Derfor ser vi i NT, at mange tusinde jøder, der kom til tro på Jesus, brændte af iver for loven (ApG 21,20). Vi ser, at omskæring var almindeligt for messianske jøder (ApG 15 - se pkt. 1), og også Paulus kunne fortsætte med at give almisse og ofre (ApG 24,17).
Vi kan altså sagtens anerkende jøders omskæring af drengebørn på ottendedagen uden at forvente, at jøder så skal overholde alle love fra Mosebøgerne.