Omskæring i Bibelen

For at forstå betydningen af omskæringen så er det vigtigt at kende historien bag og sammenhængen, det er skrevet i. Det vil blandt andet gøre det nemmere at forstå, hvordan omskæringen bliver brugt i forskellige betydninger, og hvorfor det kun var Paulus, der tog fat på temaet i modsætning til de øvrige af Det Nye Testamentes forfattere.

Gennemgangen giver et overblik over, hvad bibelen overordnet siger om omskæring. Ønsker man svar på kristnes indvendinger mod omskæring eller indblik i konkrete skriftsteder om omskæring, så vil det være godt at læse denne tekst først for at have en større baggrundsviden.

Formålet med omskæringen

Omskæring møder vi første gang i 1. Mosebog 17, hvor Abraham får befaling om at omskære sig selv og mændene omkring sig. Desuden skal Abrahams efterkommere, dvs. drengebørnene af Israels folk, omskæres, når de er otte dage gammel. Formålet med omskæringen er, at drenge og mænd på deres egen krop skal have et tegn på pagten mellem Gud og dem, en pagt, som viser folket, at de tilhører Gud.

Baggrunden for omskæringen finder vi i de foregående kapitler. I kap. 12 ser vi Guds udvælgelse af Abraham blandt verdens folkeslag til at være stamfar til det folk, som senere blev kaldt Israel. Gennem dette folk vil Gud bringe velsignelse til alle jordens slægter. I kap. 15 indstifter Gud sin pagt med Abraham, som er et løfte om et bestemt landområde, som Abraham og hans efterkommere skal have. Men inden han gjorde det, regnede Gud Herren Abraham det til retfærdighed, at han troede på Herren.

Omskæringen er altså et pagtstegn for Abraham og hans efterkommere på, at de hører til en etnisk gruppe, som tilhører Gud. Omskæringen er ikke et tegn på folkets åndelige forhold til Gud, idet Abraham blev regnet til retfærdighed inden omskæringen, og idet befalingen af omskæringen ikke er betinget af Abraham og hans efterkommeres tro eller åndelighed.

En vigtig besked i forbindelse med Guds befaling om omskæringen til Abraham er, at enhver, som ikke er omskåret, skal udryddes fra folket (17,14). Dette skal dog ikke forstås i den betydning, at folket skal slå en uomskåret ihjel, men derimod at den uomskårne israelit har sat sig selv uden for pagten og dermed fra folket.  Denne forståelse kommer til udtryk i langt de fleste bibeloversættelser, og det har gennem alle tider også været jødernes egen forståelse. Der er desuden ingen eksempler i historien eller bibelen på, at jøder har slået personer ihjel, fordi de ikke var omskåret.

Omskæringen og den første påske

Abrahams efterkommere var trælle i Egypten i 400 år. Gennem alle årene havde folket ikke andet kendetegn end deres omskæring og tilhørsforhold til det hebraiske folk. De mange love og påbud, som også bandt folket Israel sammen, blev først givet senere.

Gud frelste folket fra slaveri gennem Moses og de ti plager. Den sidste plage var drabet på de førstefødte – både blandt egyptere (uomskårne) og israelitterne (de omskårne). Men kun de omskårne fik evangeliet om påskelammets blod på dørstolperne, som kunne redde dem fra ødelæggelsen. Selve påskelammet måtte kun spises af de omskårne (2 Mos 12).

Det var den etniske gruppe, israelitterne, som Gud ville frelse. Ikke de retfærdige, de gode eller særligt åndelige, men hele folket – de omskårne. Det var ikke omskæringen, der frelste folket, men derimod det uskyldige lams blod.

Omskæring og loven

Efter påsken, hvor Gud frelste sit udvalgte folk, førte han dem ud i ørkenen for at give dem sin lov, som skulle være med til at bevare dem som sit folk og skille dem yderligere ud fra resten af verdens folkeslag. Disse love, som Gud gav, kaldes samlet set for en pagt. Og hvis folket adlyder Gud og holder hans pagt, så skal de være et kongerige af præster og et helligt folk for ham. (2 Mos 19,5-6). Det ændrer dog ikke på, at Israel er Guds folk, uafhængigt af om de adlyder ham eller ej. Men med denne pagt kalder han sit folk ind i en tjeneste for ham, som gør dem til et helligt folk, et folk der er lydigt mod ham.

For at adlyde Guds pagt er det vigtigt at frygte, elske og tjene Gud af hele sit hjerte. Derfor er der brug for en anden omskæring end den ydre, nemlig hjertets omskæring. Derfor siger Gud i 5 Mos 10,16: ”Omskær derfor jeres hjertes forhud.” Hjertets tilstand er nemlig det, der driver de ydre handlinger, og derfor er det vigtigt, at hjertet tilhører Herren.

Gud giver de omskårne loven og stiller dem overfor valget mellem velsignelsen og forbandelsen. Velsignelsen ved at følge loven og forbandelsen ved ikke at gøre det (5 Mos 27-29)

Omskæringen på kroppen er det ydre tegn på, at folket tilhører en etnisk gruppe, som Gud har udvalgt til at bruge i sin frelsesplan med hele verden. Loven viser derimod, hvordan de omskårne skal leve deres liv og indrette deres samfund. For at  leve i Guds pagt har de omskårne på kroppen brug for, at deres hjerte også omskæres til at tilhøre Herren.

Hvordan gik det så? Det fortæller 5 Mos 30 tydeligt. Her profeterer Gud, at både velsignelsen og forbandelsen vil komme over folket. Når det sker, så vil folket omvende sig til Herren og han vil forbarme sig ved at gøre to ting:

1) Han vil samle folket i det land, han har givet deres fædre (se 1 Mos 15)

2) Han vil omskære folkets hjerter, så de elsker Herren deres Gud af hele deres hjerte og sjæl

Engang vil Gud samle folket (de omskårne på kroppen) i det land, han har lovet deres fædre. Men ikke nok med det; han vil også gøre det sådan, at deres hjerter engang kommer til at tilhøre Herren (så de bliver omskårne i hjertet).

Omskæring, folket og profeterne

Den generation, der oplevede befrielsen fra slaveriet og udvandringen fra Egypten, var omskåret. Men de var ulydige mod Guds bud og omskar ikke deres børn. Josva 5,6 fortæller: ”De havde ikke adlydt Herren…” Med andre ord: Forældrene var ikke omskåret på hjertet – og undlod at omskære deres drengebørn. Derfor befalede Gud Joshua, at alle israelitterne (mænd og drenge) skulle omskæres, for uden den ydre omskæring ville Gud ikke lade dem komme ind i det lovede land.

Hjertets omskæring var altså ikke nok for Gud. Tværtimod var det afgørende, at folket fortsatte omskæringen af de kommende generationer. Gud vil, at dette pagtstegn ikke skal laves om eller tilsidesættes, men være en daglig påmindelse for folket, hvem der er deres Gud. Den ydre omskæring vidner om, at de hører til en etnisk gruppe og at deres forfædres Gud, Abraham, Isak og Jakobs Gud, netop er deres Gud.

Selvom folket i de kommende generationer blev omskåret, så var det ikke ensbetydende med, at de  levede i Guds pagt. På profeten Jeremias’ tid var de omskårne kendetegnet ved voldsom ulydighed mod Guds bud. Netop derfor forkyndte Gud gennem Jeremias: ”Judas mænd, Jerusalems indbyggere, omskær jer for Herren, fjern jeres hjertes forhud, for at min harme ikke skal slå ud som ild og brænde, så ingen kan slukke den på grund af jeres onde gerninger.” (Jer 4,4)

I Jer 9,24-25 siger Gud det således: ”Der skal komme dage, da jeg straffer de omskårne: Egypten, Juda, Edom, ammonitterne, Moab og alle dem med klippede tindinger, som bor i ørkenen. Alle folkene er uomskårne, men alle israelitterne er uomskårne på hjertet.”

Årsagen til, at israelitterne, de omskårne, oplevede Guds straf, er, at de var uomskårne på hjertet. Dvs. at deres hjerte og livsstil ikke tilhørte Herren. At de andre folkeslag nævnes som uomskårne, betyder blot, at de ikke hører til Guds udvalgte folk, Israel, og at den omtalte straf i kap. 9 retter sig mod de omskårne, Israels folk.

Gud siger i øvrigt, at folket er ”ude af stand til at lytte, deres ører er uomskårne.” (Jer 6,10). Ligesom hjertet skal tilhøre Herren, således skal ørerne være opmærksomme på Herrens vilje og handle derpå.

Omskæring og Jesus

Jesus var jøde af Judas stamme. Han blev som alle andre jødiske drengebørn – bl.a. Johannes Døberen (Luk 1,59) – omskåret på ottendedagen (Luk 2,21). I løbet af de ca. tre år, han underviste og prædikede, talte han aldrig om omskæring. I en enkelt samtale om folks vrede over, at han har helbredt et menneske på en shabbat, henviser han til, at de jo også omskærer deres børn på sabbatten og derfor ikke bør være vrede (Joh 7,19-24).

Spørgsmålet er, om han indirekte talte imod jøders praksis med at omskære deres børn (se svar på indvending om Jesu forhold til omskæring).

Omskæring og de første kristne

Jesus befalede sine jødiske disciple, at de skulle gå hen og gøre alle folkeslag til hans disciple, dvs. efterfølgere af Jesus. Men de skulle begynde i Jerusalem og Judæa og derefter fortsætte til jordens ende. En af de første disciple, som forkyndte for sine jødiske landsmænd, var Stefanus.  Nogle jøder kunne imidlertid ikke modstå hans visdom og startede rygter med falske beskyldninger mod ham. De fik ham ført for det jødiske råd med falske vidner, som bl.a. beskyldte Stefanus for at sige, at Jesus ville forandre de skikke, som Moses har overleveret (ApG 6,13-15).

Stefanus’ forsvarstale er en gennemgang af Israels historie fra omskæringspagten med Abraham til bygningen af Salomos tempel. Han slutter talen til de jødiske ledere på denne måde:

”I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I […] I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.” (ApG 7,51-53)

Stefanus gjorde præcis det samme, som profeten Jeremias gjorde, nemlig at tale til omskårne på kroppen om nødvendigheden af at være omskåret på hjerte og øre (Jer 4,4 og 6,10).

Efter talen blev de jødiske ledere så rasende, at de stenede Stefanus og iværksatte en voldsom forfølgelse. Trods det blev budskabet om Jesus som messias udbredt. Mange jøder kom til tro på Jesus, men også mange hedninger. Det gav anledning til et stort spørgsmål: Skal man omskære hedninger, der kommer til tro på Jesus?

Spørgsmålet blev særligt relevant, da nogle messianske jøder fra Judæa anså den fysiske omskæring som afgørende for frelsen. Baggrunden for deres synspunkt kunne være 1 Mos 17,10-14, hvor der står, at fremmede, der er købt, skal omskæres. Gælder dette bud også de fremmede/hedninger, der kommer til tro på Israels messias? Det mente nogle, og spørgsmålet blev taget op på det store apostelmøde i Jerusalem (ApG 15). Mødet mundede ud i en beslutning om, at de hedningekristne ikke skulle omskæres. Hvorvidt jøderne – både jøder generelt og jøder, der tror på Jesus – skulle fortsætte med at omskære deres drenge,  var slet ikke et tema til diskussion – denne praksis skulle selvfølgelig fortsætte.

Beslutningen om ikke at omskære de hedninger, der kom til tro på Jesus, blev formidlet af Paulus m.fl. til de mange menigheder, hvor der var hedningekristne iblandt. Paulus tog den unge Timotheus med på rejsen, men inden lod han ham omskære (ApG 16,3). Timotheus var søn af en jødisk mor og en græsk far og var derfor ikke omskåret. Men idet de rejste til egne med mange jøder, som alle vidste, at Timotheus’ far var græker (og hans mor jøde), så var det afgørende, at Timotheus også fremstod som en del af det jødiske folk.

Bestemmelserne på apostelmødet, som Paulus var med til at formidle til menighederne på sine rejser, førte dog til falske beskyldninger mod Paulus blandt øder, der ikke troede på Jesus. De påstod, at han lærte ”alle de jøder, der bor blandt hedningerne, frafald fra Moses ved at sige, at de ikke skal omskære deres børn og heller ikke leve efter jødisk skik” (ApG 21,21). Denne og flere andre falske beskyldninger ledte til stor modstand mod Paulus, og det endte med, at han blev arresteret og skulle gennem en langvarig retssag.

Paulus fik flere muligheder for at forsvare sig og sagde, at de falske anklager ikke kunne underbygges (fx ApG 24,10-21). Paulus talte altså aldrig imod, at jøderne (heller ikke Jesus-troende jøder) omskar deres drenge... Jødernes omskæring var med andre ord slet ikke et tema for Paulus. Derimod var det et stort tema, at hedninge-kristne ikke skulle lade sig omskære.

Omskæring og brevene til menighederne

Brevene i Det Nye Testamente er undervisning, vejledning og information til kristne menigheder, som i mange tilfælde bestod af både jøder og hedninger. Særligt Paulus tager i sine breve ofte fat på omskæringen som et tema for den kristne tro og praksis, hvorimod det ikke nævnes i Peters breve, Hebræerbrevet, Judas’ Brev eller Johannes’ breve. Heller ikke Johannes’ Åbenbaring nævner omskæring.

Paulus henviser til omskæringen på forskellige måder. Nogle gange anvender han udtrykket ’de omskårne’ om det jødiske folk og ’de uomskårne’ om hedninger (ikke-jøder) for at henvise til hvilken befolkningsgruppe, han taler om (fx Ef 2). Derudover kan Paulus på den ene side omtale omskæring som noget, der gavner meget på alle måder (Rom 3,1-2), hvorimod han på den anden side siger, at Kristus intet vil gavne, hvis man lader sig omskære (Gal 5,2). Paulus bruger også omskæring i overført betydning, når han taler om at være omskåret til Kristus, altså et udtryk for at tilhøre Kristus (Kol 2,11). Endelig gør han det samme som Moses og profeten Jeremias, der til de omskårne pointerede det vigtige i hjertets omskæring (Rom 2,17-29, jf. 5 Mos 10,16 og Jer 4,4).

For at forstå Paulus’ måde at tale om omskæring på, så er det vigtigt at forstå sammenhængen, det er skrevet i, og hvem der er modtager af det, han skriver. Derudover er det også vigtigt at se det i en større sammenhæng med beretningerne i Apostlenes Gerninger, hvor man får et godt indtryk af, hvad der var på spil med hensyn til omskæring for både messianske jøder, hedningekristne og øder, der ikke tror på Jesus.

Budskabet om Jesus står centralt for alle forfattere af brevene i Det Nye Testamente. Dette budskab er for alle mennesker uanset etnisk tilhørsforhold, køn, alder eller status i samfundet. Apostlene Peter og Paulus gik til hver sin målgruppe med det samme budskab. Peter gik til de omskårne, og Paulus til de uomskårne (Gal 2,7-8). Selvom Paulus gik til de uomskårne/hedningerne, så huskede han altid på de omskårnes/jødernes fattige (Gal 2,10). Han oplevede på sine rejser, at både jøder og hedninger kom til tro på Jesus og det bragte tilsyneladende ofte spørgsmålet om omskæring op, hvilket Paulus måtte adressere i sine breve. Derfor er det et stort tema i Paulus’ breve i modsætning til de øvrige af NT’s breve.