Løftet om landet: Et ekko, der minder os om Guds troværdighed

Spørgsmålet om profetierne om Israels folk og Israels land deler vandene blandt kristne.

»Abrahams efterkommere formøblede det hele ved at tilbede afguder!« »Løfterne skal forstås billedligt og handler i virkeligheden om den nye jord.« »Israel i dag har intet med de bibelske profetier at gøre.«

Sådan kan man høre indvendinger imod det synspunkt, at profetierne om Israel stadig handler om Israels folk og land. Er indvendingerne rigtige? Og er det overhovedet vigtigt, om Gud vil opfylde profetierne til Israel? Det skal denne artikel handle om.

Et løfte om fordrivelse og hjemkomst

Vi spoler tiden tilbage til omkring år 1400 f.Kr. Vi står i Moab blandt israelitterne. De er draget ud af Egypten og står nu på tærsklen til at skulle ind og tilegne sig det forjættede land. Her holder Moses en lang tale, hvor han kommer ind på mange vigtige emner. Blandt andet hvad der skal ske i fremtiden.

Han siger sådan her: »Når alt dette kommer over dig, velsignelsen og forbandelsen, som jeg stiller dig over for, og du lægger dig det på sinde i et hvilket som helst af de folk, Herren din Gud fordriver dig til …« (5 Mos 30,1).

Hov. Israelitterne er ikke engang kommet ind i det forjættede land, og nu taler Moses om, at Gud vil fordrive folkene. Hvordan kan det være? Vil han da ikke, at israelitterne skal bo i det land, han har lovet helt tilbage fra Abrahams tid? Har han ikke lovet Abraham og Isak og Jakob, at de skal få det land i eje, og at deres efterkommere skal blive lige så talrige i landet som jordens sand og himlens stjerner? Har Gud da glemt de løfter?

Forklaringen får vi i det følgende vers: »… og du vender om til Herren din Gud og adlyder ham af hele dit hjerte« (5 Mos 30,2a). Folket skal vende om til Gud igen. Det må betyde, at de har vendt sig væk fra ham. Israelitterne vil altså tage landet i deres besiddelse, men blive fordrevet, fordi de vender sig væk fra Gud.

Men hvad skal der så ske, når israelitterne vender om til Gud igen? »… da vil Herren din Gud vende din skæbne og forbarme sig over dig; og Herren din Gud vil igen samle dig fra alle de folk, som han har spredt dig til.« (5 Mos 30,3).

Gud vil samle sit folk igen, uanset hvor langt væk de bor. Han vil hente folket hjem fra himlens yderste grænse (vers 4), han vil føre folket ind i landet igen, og de skal blive lykkeligere og talrigere end deres fædre (vers 5), og Gud vil omskære folkets hjerte, så de elsker Gud af hele deres hjerte og sjæl (vers 6).

Gud vil velsigne Israel med en overflod af børn, husdyr og jordens afgrøder (vers 9), og Gud skal glæde sig over folket igen, til folkets eget bedste (vers 9).

Alle disse løfter bliver givet, før israelitterne overhovedet er gået over Jordanfloden for at erobre den første by, de kom til, nemlig Jeriko. Hvis vi vil forstå profetierne om Israel, og hvad de handler om, så skal vi tage udgangspunkt i Femte Mosebog 30. Når de senere profeter profeterer om, at israelitterne skal samles igen i deres land, så er det et ekko fra Moses’ store tale. Lad os se, hvilke profeter og profetier der er tale om.

Sefanias: Til den tid vil jeg føre jer hjem

Profeten Sefanias virker, mens Josija er konge i Juda omkring år 627 f.Kr. Og han profeterer om dom. Over filistre, Moab, Amon, Nubien og Assyrien – og over Jerusalem.

Men Gud ønsker ikke at dømme: »Jeg sagde: ”Bare du ville frygte mig, og tage ved lære.” Så skulle dens boliger ikke tilintetgøres, som jeg havde bestemt. Alligevel fortsatte de med alle deres fordærvelige handlinger« (Sef 3,7).

Dommen over Jerusalem kommer. Den er helt sikker. Men det er ikke det sidste, der er at sige, for på Herrens dag, altså den dag, hvor Gud griber ind i historien, vil han vende deres skæbne, og han vil samle de bortkomne (3,19), og han vil føre folket hjem og samle dem i landet igen: »Til den tid vil jeg føre jer hjem (3,20),« lyder budskabet.

Jeremias: De skal bo på deres jord

Profeten Jeremias, som virker på samme tid som Sefanias, og så lige 40 år længere, profeterer igen og igen om, at Juda og Jerusalem skal gå under. Babylon vil komme og føre folket væk i landflygtighed. På trods af ordene om den dom, som udgør en stor del af Jeremias’ Bog, profeterer Jeremias tydeligt om, at der skal komme dage, hvor Israel skal føres op og bringes hjem fra Nordens land, og fra alle de lande, som de blev fordrevet til, så de kan bo på deres jord (Jer 23,8).

Det er sagt i år 600 f.Kr., og Jerusalems indbyggere blev først endeligt ført i landflygtighed i 586 f.Kr. Jeremias gentager det i kapitel 24,6, i kapitel 30, hvor han understreger, at Jakobs efterkommere skal være talrige (vers 19), og i kapitel 31 og 33.

Al den snak om dom, og så profeterer Jeremias om, at Gud en dag vil vende Israels skæbne, samle dem og føre dem hjem.

Esajas: Gud vil samle de fordrevne, når Messias træder frem

Esajas’ Bog 11 taler om den tid, som skal være, når Messias træder frem som et rodskud fra Isajs stub. Det skal være en tid, hvor rovdyr og byttedyr skal leve sammen i fred, og hvor små børn skal lege ved slangens hule og stikke hånden ind i hugormens hul.

Den dag skal Messias stå som et banner for folkeslagene, og han skal løfte sin hånd for at vinde den del af sit folk tilbage, som er i Assyrien og i Egypten. Han vil samle Judas fordrevne og dem, som er spredt ud i alle fire verdenshjørner. Gud vil samle sit folk i landet igen.

Hoseas: »I er mit folk«

Profeten Hoseas, som profeterer i Nordriget, skal som tegnhandling om Israels utroskab mod Gud give sine børn navnene »Ikke-fundet-barmhjertighed« og »Ikke-mit-folk«.

Men alligevel lover Gud, at israelitterne en dag skal blive talrige som havets sand, og at han vil vende Israels skæbne, så dem, som fik at vide, at de ikke var hans folk, skal få at vide: »I er mit folk« og dem, som ikke har fundet barmhjertighed, skal få at høre: »I har fundet barmhjertighed« (Hos 2,1-3).

Ezekiel: Et nyt hjerte og en ny ånd

Profeten Ezekiel profeterer flere steder om Israels frelse og hjemkomst til landet. Vi nøjes med at fokusere på kapitel 36 og 37, hvor han profeterer til Israels bjerge, om at de skal »sætte grene og bære frugt«, og at de skal befolkes.

Gud vil hente folket hjem fra alle landene, han har spredt dem til. Og ikke nok med det. Han vil også fjerne stenhjertet fra dem og give dem et nyt hjerte og en ny ånd i deres indre, og han vil gøre det døde folk levende.

Det er det, som Moses talte om, da han sagde, at Gud vil omskære deres hjerte. Det er også det, som Jeremias fokuserede på i sin tale om den nye pagt. Deres indre skal fornyes. De skal komme til tro på Gud.

Amos: De skal aldrig mere rykkes op

Amos er en af de tidligste af de 12 små profeter. Fårehyrden fra Tekoa i Juda profeterede i Israel omkring år 750 f.Kr. Det er små 30 år, før Israel (Nordriget) går under og ti af de tolv stammer bliver ført bort til det mægtige Assyrien.

Amos profeterer om Israels fald. Men alligevel sniger der sig en optimisme ind i slutningen af Amos’ Bog i kapitel 9,11-15. Her fortæller han, at Davids faldne hytte skal rejses og tætnes. Der skal være rig landbrugsjord, bjergene skal simpelthen dryppe af most. Gud vil vende Israels skæbne. Ja, faktisk vil han plante israelitterne på deres jord, altså i deres land Israel.

Guds folk skal genopbygge landet, og de skal aldrig mere rykkes op fra det land, som Gud har givet dem. Den første del lyder som noget, vi har hørt før i Femte Mosebog. Gud vil samle sit folk, og jorden skal give masser af afgrøder. Men den sidste del, at de »aldrig mere skal rykkes op«, er en præcisering, som er tydeligere end hos andre profeter.

Et helt konkret geografisk land

Der findes flere steder i Bibelen, som er et ekko af Femte Mosebog 30. Det er tydeligt for mig igennem de profeter, jeg har trukket frem, at Gud faktisk vil noget ganske konkret med sit folk. Gud taler meget konkret om, at folket skal føres væk fra og tilbage til et helt bestemt land her på jorden.

Den tanke bliver ved med at vende tilbage til mig, når jeg arbejder med profetierne om, at Gud vil samle Israel. Da Gud lovede Abraham, at hans efterkommere ville få et land, var Gud geografisk konkret. Det var et bestemt land med definerede grænser (1 Mos 12,1;15,17). Det samme gælder det løfte, som Gud giver til Jakob (1 Mos 28,13), og det løfte, som bliver givet til Moses, da han møder Gud i den brændende tornebusk (2 Mos 3,17). Og det spor fortsætter.

Det er ikke bare et løfte om, at Gud vil give jøderne et land. Nej, han vil give dem et bestemt land. Og den virkelighed, som Gud lover jøderne, holder han fast i igennem profetierne. Når løfterne, som Gud har givet, er konkrete og geografisk forankrede, så vil jeg mene, at det mest nærliggende er, at opfyldelsen af løfterne og profetierne også er konkret og geografisk. Gud er i går og i dag den samme. Og hans løfter står fast.

Men hvor langt er vi så nået, når det gælder opfyldelsen af disse løfter?

Jøderne vender hjem

Moses profeterede, at folket skulle føres bort til alle verdens hjørner. Og det blev da i den grad opfyldt. Jøderne blev ikke bare ført til Babylon. De blev spredt ud i hele verden, så der på Jesu tid var store jødiske forsamlinger i hele Nordafrika, i det nuværende Tyrkiet, på den arabiske halvø, i det antikke Grækenland, i Rom og formentlig også i Spanien.

Siden er verdens befolkning blevet bredt ud til større dele af kloden, og der er og har været jøder i hele verden. Mange jøder i Israel i dag har baggrund i Østeuropa, USA og Sydamerika. Der er jødiske grupper i Oceanien, Sydafrika og rundtom i Europa. Og i midtfirserne blev der fløjet etiopiske jøder til Israel. Jøderne har levet og lever stadigvæk spredt i hele verden.

Siden katastrofen i 586 f.Kr., hvor jøderne blev ført i landflygtighed, har Israel kun ganske kortvarigt haft en selvstændighedsperiode fra omkring 140 til år 63 f.Kr. Men det var i et Israel, som ikke havde en særlig stor andel af jøder. De fleste boede spredt i resten af verden. Og sådan så verdensbilledet faktisk ud i mange år – ja, faktisk nærmest indtil zionismen begyndte at spire frem i slutningen af det 19. århundrede, og staten Israel blev oprettet i 1948.

Hvad er så status nu? I dag bor lige under halvdelen af verdens jøder i Israel. Det er markant flere end for 100 år siden, hvor jøder så småt begyndte at rejse til lovede land. Og det er ikke bare fra ét sted. Det er jøder fra hele verden, som Gud samler i landet. Hvis du spørger mig, peger noget i retning af, at jøderne bliver hentet hjem, selv helt fra »himlens yderste grænse«.

Et spørgsmål om troværdighed

Er det overhovedet vigtigt, om Gud vil opfylde profetierne til Israel? Kan det ikke være lige meget for os?

For mig at se er spørgsmålet helt afgørende.

Nogle mener, at Guds løfte om et land til Israel i virkeligheden er et løfte til alle mennesker om evigt liv på den nye jord, hvis man tror på Gud. At løftet til Israel så at sige er erstattet af et endnu større løfte.

Ville det være et problem, hvis Gud handlede sådan?

Ja. For Gud er en Gud, som holder, hvad han lover. Gud har lovet Israels folk et helt bestemt landområde. Og Gud har lovet alle, som tror på ham, et liv på den nye jord. Det sidste løfte har ikke erstattet det første løfte.

Hvis Gud kunne ændre sine løfter på den måde, hvad ville det så sige om Gud? Så ville det betyde, at hans ord ikke er troværdigt. Så ville det betyde, at vi ikke kunne stole på hans løfter. Så ville det betyde, at det, som Gud har lovet, kunne ændres. Så var han ikke i går og i dag den samme.

Kunne jeg så stole på hans løfter om en fremtid med ham på den nye jord? Nej. Men Gud holder sit ord.

Jeg tror på, at Gud holder sine løfter til Israel. Og jeg tror på, at Gud holder sine løfter til mig.