Israels hjemkomst – et adventstegn!

Golda Meir fortæller i sine erindringer om en gammel jøde fra Yemen, som hun mødte i lufthavnen i 1949. Staten Israel var blevet udråbt året før, og Golda Meir blev arbejdsminister i den første regering. Fra første dag blev Israel kastet ud i en voldsom krig med nabofolkene. Men det hindrede ikke jøder fra hele verden i at strømme hjem til den nye stat.

Da den gamle, skæggede mand steg ud af flyet, gik Golda Meir hen til ham og spurgte, om han havde set en flyvemaskine før. Svaret var nej, og Golda Meir spurgte impulsivt: »Jamen, var du så ikke bange for at flyve?« hvortil han igen svarede »nej, det står jo alt sammen i Bibelen«. Og så citerede han fra profeten Esajas kapitel 60:           »Hvem er det, der kommer som sejlende skyer, som duer, der flyver til dueslaget? Det er skibe fra de fjerne øer, der samles, med Tarshish-skibe i spidsen. De bringer dine sønner fra det fjerne …«.

Det svar gjorde et stort indtryk på arbejdsministeren. Den gamle jøde fra Yemen var ikke bange. Han var nemlig overbevist om, at den enorme hjemkomstbølge, som han var en del af, var forudsagt i de bibelske profetier.

Denne overbevisning såvel som arbejdsministerens forundring er en gave. Vi har brug for begge dele. Det er nemlig ikke muligt for os ved egen kraft at trænge ind i det profetiske ord og tvinge adventstegnet frem. Selv profeterne grundede over betydningen af deres eget budskab (1 Pet 1,10-12). Her gælder den guddommelige regel, at »den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne«.

Med det udgangspunkt kan vi med frimodig ydmyghed og hellig nysgerrighed arbejde med profetierne om Israels hjemkomst, så ordet kan blive et fyrtårn i vores historie. Et adventstegn at navigere efter.

Hjemkomsten og dens følger

Moses er den første af profeterne, som forkynder, at Gud en dag vil vende folkets skæbne og føre dem tilbage til deres land (5 Mos 30,1-10). Lidt forenklet kan man sige, at resten af profeterne blot gentager og uddyber Moses’ profeti.

Samlet set giver de os et meget konkret indblik i følgerne af hjemkomsten:

1.         Politisk set vil hjemkomsten resultere i, at Israel bliver ét selvstændigt rige (Ez           37,15-22). Der vil herske stabilitet og fred mellem Israel og dets naboer (Es           19,23-25).

2.         Materielt set vil landet blive genopdyrket og meget frugtbart (Ez 36,29-38).

3.         Socialt set vil det israelitiske samfund blive præget af retfærdighed (Jer 23,3-8).

4.         Åndeligt set vil hjemkomsten være ledsaget af en omfattende vækkelse, hvor Israels folk bliver renset for deres frafald og synd (Ez 36,25-27; 37,23).

5.         Tidsperspektivet for dette selvstændige rige med fred, frugtbarhed, retfærdighed og vækkelse er uden bagkant. Når disse profetier går i opfyldelse, skal folket aldrig mere miste deres land (Am 9,15; Ez 36,12-15).

6.         Men højdepunktet i profeternes skildring er det, som hjemkomsten er et tegn på. Adventstegnet: Messias’ komme, Jesu genkomst. Når Israels folk kommer hjem og bor i det land, Gud lovede patriarkerne Abraham, Isak og Jakob – da kommer Messias. Han skal selv være konge over dem. Det skal være et kongerige, som skal strække sig ud til alle folkeslag på jorden (Jer 23,3-8; 33,14-16; Ez 37,21-28; Mika 4,1-5). Efter denne periode vil Messias’ komme nå sit klimaks, når han skaber en ny himmel og en ny jord. Paradis bliver genoprettet.

Tusindårsriget, verdensdommen og den nye jord

Profetierne om Jesus som Israels konge her på jorden rejser mange spørgsmål. Skal Jesus være synligt til stede på samme måde som ved sit første komme? Vil demokratiet, som vi kender det, blive erstattet af en ny guddommelig styreform?

Vi kender ikke svarene i detaljer, når det gælder profetier, hvis opfyldelse vi endnu kun aner i horisonten. Men det betyder ikke, at vi er uden vejledning. For når vi ser, hvor konkret og bogstaveligt Gud i dag opfylder løfterne om jødernes hjemkomst til landet, så er der god grund til også at forvente en meget konkret og bogstavelig opfyldelse af løfterne om Messias’ rige. Når der for eksempel står i Matt 23,37-39, at Jerusalem en dag skal hylde ham og byde ham velkommen i modsætning til det, han oplevede ved sit første komme for 2000 år side, så er der god grund til at tro, at byen Jerusalem i staten Israel vil være centrum for dette rige.

Riget skal eksistere i en periode i forbindelse med Jesu genkomst, men inden den endelige dom og verdensafslutningen. Apostlene kalder i en samtale med Jesus perioden for »Riget for Israel« (ApG 1,6). Og Johannes angiver i Åbenbaringsbogen, at det er en periode på tusind år (Åb 20,1-6). Heraf kommer navnet Tusindårsriget.

Det bliver en fantastisk tid. Meget tyder på, at det skal blive en helt særlig freds- og missionstid, fordi Satan er bundet. Han er, med apostlen Johannes’ ord, styrtet i afgrunden og sat bag lås og slå. Følgen bliver, at hans forførende magt her i verden for en tid mister sin kraft. Det vil skabe helt nye vilkår for verdensmissionen, og det giver derfor god mening at forvente, at en række af de profetiske løfter vil få deres opfyldelse i netop denne periode mellem Jesu genkomst og verdensdommen (Es 62,1-2; Hab 2,14; Zak 8,20-23; Rom 11,12 og 15).

Efter denne mellemperiode vil Satan igen blive sat fri en kort periode, og så vil Gud holde dom og skabe en ny himmel og en ny jord. Bibelen samler fremtidshåbet i det profetiske løfte: »Nu er Guds bolig hos menneskene« (Ez 37,27; 43,7; Joh Åb 21,4).

Tre hjemkomster

Opfyldelsen af hjemkomstprofetierne er altså et tegn på, at disse fantastiske begivenheder nærmer sig. Den er et adventstegn.

I Israels historie har der været tre store folkevandringer tilbage til det geografiske landområde, som Gud lovede Abraham, Isak og Jakobs efterkommere til evig tid. Den første folkevandring skete for 3.500 år siden. Under stor dramatik blev 603.550 voksne mænd foruden kvinder og børn udfriet fra slaveri Egypten og ført igennem ørkenen og hjem.

Den anden folkevandring skete for godt 2.500 år siden. Præsten Ezra fortæller, at knap 50.000 israelitter vendte hjem fra landflygtighed Babylon under ledelse af Zerubbabel. Knap 80 år senere fulgte endnu en gruppe efter under Ezras ledelse.

Den tredje folkevandring er helt klart den mest omfattende. Den begyndte for omkring 140 år siden og intensiveredes voldsomt efter staten Israels genoprettelse i 1948. Den er stadig i gang. Der er denne gang tale om en global begivenhed af hidtil usete dimensioner. Folket kommer denne gang ikke fra ét sted på landkortet, men vender hjem fra alle mulige steder rundt på kloden – Brasilien, Canada, Frankrig, Rusland, Ukraine, Iran, Kina, Etiopien. Op imod 6.500.000 jøder er indtil nu vendt hjem »fra jordens fjerneste egne«, »fra Himlens yderste grænse« (Jer 31,8; 5 Mos 30,4).

Fyrtårnet lyser

De fleste bibelfortolkere vil være enige om, at den første hjemkomst fra Egypten kun var en delvis opfyldelse af hjemkomstprofetierne. Først og fremmest fordi alle profeterne på nær Moses levede mange år efter denne hjemkomst.

Nøjagtig det samme kan konkluderes om den anden hjemkomst fra Babylon. Profeten Zakarias virkede efter hjemkomsten fra Babylon, og han taler frimodigt om en fremtidig hjemkomst for Israels folk (Zak 8). Den anden grund til, at hjemkomsten fra Babylon ikke kan være den endegyldige opfyldelse, er tidsperspektivet jf. pkt. 5. Romerne sendte i år 70 igen folket i landflygtighed. Endelig kan vi nævne, at Paulus mange år senere stadig betragter profetierne om Israels frelse som fremtid (Rom 11,25-27).

Den tredje hjemkomst, som finder sted i vores tid, adskiller sig på flere væsentlige punkter:

1.         Hjemkomsten har et omfang, som ikke er set tidligere, og den sker denne gang fra alle dele af verden.

2.         Genopbygningen af landet og frugtbarheden er tydelig for enhver, der besøger landet. Ruiner er forvandlet til driftige byer og centrer for innovation, der tiltrækker viden fra hele verden. Landet blomstrer i et omfang, der ikke er set i mange år.

3.         Demokrati og retfærdighed er grundlæggende værdier i retssamfundet på et niveau, som ikke giver Danmark noget forspring.

4.         Den åndelige vækkelse er begyndt. Som folk har Israel endnu ikke omvendt sig til Herren, men den messianske bevægelse vokser og modnes i et hidtil uset omfang. Det er nyt.

Hjemkomstprofetierne er endnu ikke opfyldt fuldt ud. Men for første gang i 2000 år er netop de ting, profetierne forudsiger, begyndt at ske i et omfang, som aldrig er set tidligere i historien. Begivenhederne i Israel i vor tid er derfor et adventstegn!

Den gamle skæggede jøde fra Yemen havde fat i noget. Guds løfter står fast og vil gå i opfyldelse. Ligesom ham ser vi det i dag ske for vores øjne.

Derfor er hjemkomstprofetierne en stor opmuntring til alle os, der med forventning ser frem til Jesu genkomst – hold ud, det er undervejs. Herren kommer snart!

Glædelig advent.