Hvad siger Bibelen om landet Israel?

Intet andet land er genstand for så mange FN-resolutioner som dette. Intet andet land har vel set så megen krig og ødelæggelse ned igennem historien.
Landet er Israel - og hvad siger Bibelen om dette?

Løftet

At det land har en så central plads i verden og i verdenshistorien, har en eneste årsag, nemlig at Gud udvalgte et folk, der skulle være redskab for hans selvåbenbaring, og at Gud valgte netop denne lille plet på verdenskortet til det folk at bo i.
Forholdet mellem det land og det folk møder vi første gang i 1 Mos 12,1-3, hvor Gud lover Abraham, at han skal blive stamfar til et nyt folk, og at de skal bo i et land, som Gud selv vil vise ham. Abraham kommer dog i tvivl om, hvorvidt Guds løfter til ham nu også holder.
Først bliver Abraham nemlig nødt til at lave en »land for fred-aftale« med sin nevø, Lot (1 Mos 13). Da trøster Gud Abraham og gentager sit løfte om et land: »Se ud over landet, derfra hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest. Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt« (1 Mos 13,14-15).
Men årene går, og Abraham har hverken fået en søn eller et land. Derfor gentager Gud sit løfte: »Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana'an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud« (1 Mos 17,8).
Dette er bare to eksempler ud af mange, hvor Gud lover dette land til Abrahams efterkommere, og det vel at mærke som en evig ordning.
Men der kom til at gå mange år, inden løftet gik i opfyldelse.

Gud gav landet til sit folk

Omkring 700 år efter, at Gud gav Abraham løftet om landet, stod Israel på den østlige side af Jordandalen og så ind i landet, mens Moses holdt sin afskedstale til dem.
I den tale minder Gud sit folk om landløftet, og samtidig understreger han tre vigtige ting:
For det første: Israel har ikke fortjent ejendomsretten til dette land. De får det ikke i eje på grund af deres åndelige kvaliteter. Ejendomsretten er en gave fra Gud givet af nåde og af kærlighed. Derfor kan dette løfte heller aldrig i evighed omstødes, da det alene beror på en beslutning hos den Gud, der er den samme i evighed (5 Mos 9,5-6).
For den andet: Israel kunne miste opholdstilladelsen i landet på grund af deres ulydighed. Og sådan forudsiger Gud selv, at det vil komme til at gå (5 Mos 29,23-28). Fordi Israel svigtede deres pagt med Gud, så skulle de rykkes op fra landet.
For det tredje: Gud vil igen vende folkets skæbne og lade dem vende hjem fra hele
verden til det land, som han havde givet dem i eje. De skulle tage landet i besiddelse igen. Stadigvæk ikke fordi de havde fortjent det for deres åndelige kvaliteter, men fordi Gud ønskede det sådan (5 Mos 30,3-5).

Ulydighed

Efter Moses indtog israelitterne løftets land. Men ikke alt var fryd og gammen. For Israel fik ikke erobret hele landet, sådan som Gud havde befalet dem, fordi de var ulydige mod Gud.
Det kom til at koste Israel megen krig og ulykke op igennem dommertiden, indtil David blev konge og samlede riget til en enhed, og landet fik den udstrækning som Gud havde lovet Abraham.
Men efter David og Salomon smuldrede tingene igen for Israel. Landet blev delt i to: Israel (Nordriget) og Juda (Sydriget med Jerusalem som hovedstad). Folket, med dets konger i spidsen, skruede sig ned i afgudsdyrkelse, blodsudgydelser og uretfærdighed, indtil Gud trak en streg i sandet og lod den dom, han allerede på Moses’ tid havde forudsagt, ramme folket. De blev sendt i landflygtighed første gang.

Mens en del af Israels folk sidder ved Babylons floder og græder over deres ulykke, sender Gud profeten Ezekiel med et mægtigt budskab til dem: Guds dom over Israel var ikke den endelige dom.
Israels folk skal en dag vende tilbage til deres land og tage det i besiddelse, præcis som Gud også havde sagt på Moses’ tid.

Gud fornyede sit løfte

Lad os se på et par vigtige detaljer i Ezekiel 36. Igennem Ezekiel får Israel gentaget de løfter, Gud gav sin tjener Moses, med en forklaring på, hvorfor Gud har handlet således med Israel. Ezekiel får besked på at profetere - ikke til folket, men til landet! - og det gør han.
Israels land får besked på at gøre sig klar, for nu kommer folket snart hjem til deres land. Det skal blive frugtbart igen, dyrene skal vende tilbage, og ruinerne skal genopbygges (Ez 36,1-15).
Ezekiel anvender her i vers 12 et juridisk udtryk: Gud vil lade sit folk Israel gå på landet. Når en ejendomshandel var afsluttet, så understregede man aftalen ved, at den nye ejer bogstaveligt talt gik på sin nye ejendom. Sådan tog han den i besiddelse, vel lidt ligesom den overdragelsesforretning, der finder sted, når vi i dag køber en ny ejendom. På samme måde skal Israel en dag igen tage deres land i besiddelse.

Dette budskab skulle være en trøst til Israels folk, der sad i Babylon, tusinder af kilometer væk fra deres land. Gud ønskede at minde Israels folk om, at selvom deres situation så håbløs ud på det tidspunkt, så havde Gud ikke fortrudt eller glemt sit løfte til Abraham og hans efterkommere om et bestemt land.
Israel havde mistet opholdstilladelsen på grund af deres synd, men ejendomsretten havde Gud ikke taget fra dem. Den beror nemlig på Guds løfter, og de kan ikke rokkes.

Løftet er kun delvist opfyldt

Hvordan gik det så med Ezekiels profeti? En lille del af folket vendte hjem allerede 70 år senere. De fik lov til at vende tilbage og genopbygge Jerusalem og templet, men langt størstedelen af folket var fortsat spredt i verden.
Sådan var det også på Ny Testamentes tid. Vi tænker måske ikke så meget over det, fordi evangeliernes beretninger stort set alle sammen foregår i Israel, men også på Jesu tid var den største del af Israels folk spredt i verden.

Der var altså ikke sket en så omfattende hjemvenden til landet, som både Moses og Ezekiel forudsiger.
Noget andet var heller ikke opfyldt: folket havde ikke omvendt sig! Det skulle nemlig ske i forbindelse med den store hjemvenden. Læs blot 5 Mos 30,1-8 og hele Ez 36-37 i sin sammenhæng. Det fremgår tydeligt, at Gud ikke bare vil føre folket hjem til deres land, men han vil også omvende dem! Det var ikke sket. Folket fortsatte i ulydighed, og det kulminerede med, at størstedelen af folket, med deres ledere i spidsen, forkastede Guds Messias.

Plads til andre?

Det kostede Israels folk endnu en tur i eksil. I år 70 ødelagde romerne Jerusalem og templet, og hen over de næste hundrede år blev næsten hele folket smidt ud af landet.
Romerne omdøbte landet til Philistæa, opkaldt efter filistrene, der havde beboet kystsletten mange århundrede tidligere. Philistæa blev senere til Palæstina, det navn, som landet havde indtil den 14. maj 1948.

På overfladen set skyldtes eksilet folkets oprør mod Rom. Men i virkeligheden var det på grund af deres oprør mod Gud. Folket skulle forblive spredt i de næste 1800 år, inden der skete noget igen.
Da begyndte de at vende hjem igen, nogle tvunget på grund af forfølgelser, andre på grund af en uforklarlig længsel efter det gamle hjemland, en længsel der aldrig forlod Israels folk. Således har det altid været en del af det jødiske påskemåltid at hilse hinanden med et »Næste år i Jerusalem«.
Vi ved fra blandt andet Moses og Ezekiel, at hele folket en dag skal bo i deres eget land, og det skal have samme udstrækning, som det blev lovet Abraham: Fra Eufrat i nord til Egyptens bæk i syd.
Essensen er klar: Israels folk i Israels land. Men hvad stiller vi så op med dilemmaet, det problem, der har gjort det lille landområde til det mest omdiskuterede i dag. Nemlig at der også bor andre i det samme landområde, der også gør krav på landet?
Nogle vil påstå, at Bibelens klare tale om Israels folk i Israels land, så også betyder, at der ikke er plads til palæstinenserne i landet, og i hvert fald ikke til en palæstinensisk stat.
Men så glemmer man at tage højde for Guds tidshusholdning. Han alene ved, hvordan og hvornår dette præcist skal ske. Det er farligt at drive realpolitik ud fra profetierne.
Andre vil helst gå i den anden grøft og lægge Bibelens tale om Israels folk og Israels
land helt til side, når man taler om mellemøstproblematikken. Men så lukker man øjnene for den anden side af virkeligheden, nemlig at Gud faktisk har givet landet til sit folk.
Når vi nu hverken kan se bort fra Guds landløfte til Israel eller kigge ham i kortene med hensyn til, hvornår han endeligt og fuldt ud vil opfylde løftet, hvad gør vi så? Ja, så må vi – hvor begrænsede vi end er – bruge den retfærdighedssans og det dobbelte kærlighedsbud, som vor Herre Jesus Kristus gav os.
Indtil vi ser, hvordan og hvornår Gud opfylder sit løfte til Israel, så må vi arbejde for retfærdighed for begge parter, både jøder og palæstinensere, og for fred imellem dem.

Mit land

»Mit land« - sådan omtaler Gud selv sit forhold til det landområde, der bar samme navn som folket (Ez 35,14-15). Og det er en fantastisk vigtig detalje: Israels land tilhører først og fremmest Gud!
Det står ikke til diskussion, for som Skaberen er Gud indehaver af alle rettigheder til hele universet og altså også den planet, jorden, som vi bebor. Det er vigtigt at huske, når vi diskuterer, hvem der har ret til hvilket landområde.