Gør som Ezekiel og »vend dig mod Israels bjerge«

Man siger, at Israels folk er Guds demonstrationsfolk. Det skyldes, at Gud i Bibelen bruger folket til at åbenbare, hvem han er, og hvordan han handler med alle mennesker.

På samme måde kan Israels land siges at være Guds demonstrationsland. Gud bruger nemlig landet til at vise, hvordan han handler med hele den skabte jord. Denne tætte sammenhæng mellem Israels folk og land kommer især til udtryk hos profeten Ezekiel.

I år 597 f.Kr. – cirka 11 år før Jerusalems ødelæggelse – fik Ezekiel til opgave af Gud at fortælle Israel, at synden og afgudsdyrkelsen, som havde stået på i mange år, snart ville blive straffet; Jerusalem ville blive ødelagt af babylonierne, og en stor del af befolkningen ville blive fordrevet.

Mange af hans profetier, som vi kan læse i Ezekiels Bog (Ez), skulle naturligvis gives til personer – primært israelitterne, som jo inden længe ville blive ramt af Guds straf. Men ikke dem alle. Nogle profetier skulle nemlig gives »til bjergene og højene, vandløbene og dalene«.

En profeti mod Israels bjerge

Når Gud demonstrerer, hvem han er, ved at handle med Israel, gør han det dels ved at straffe folkets synd, dels ved at frelse dem, når de omvender sig.

Straffen og frelsen gælder dog ikke kun folket, men også det fysiske land, hvor folket boede.

I Ez 6,1-4 får Ezekiel et meget barskt budskab fra Gud, som han skal give videre til Israels bjerge. Han skal »profetere imod dem og sige: Israels bjerge, hør Gud Herrens ord. Dette siger Gud Herren til bjergene og højene, til vandløbene og dalene: Jeg bringer mit sværd over jer, jeg ødelægger jeres offerhøje, jeres altre rives ned, jeres røgelsesaltre knuses; jeg lader de dræbte ligge foran jeres møgguder«.

Profetien gik på drabelig vis i opfyldelse nogle år senere, nemlig i år 586 f.Kr. Israels bjerge blev fyldt med lig. Templet og offerhøjene, hvor folket havde dyrket deres afguder, blev smadret, så der kun var ruiner tilbage.

Da Ezekiel, som var i eksil i Babylon, fik beskeden om Jerusalems fald, mindede Gud ham om, at straffen også ramte landet: »Jeg gør landet til ørken og ødemark, Israels stolte styrke skal forsvinde, dets bjerge skal ligge øde hen« (Ez 33,28).

Byerne befolkes, ruinerne genopbygges

Heldigvis slutter Ezekiels Bog ikke med den forfærdelige besked om Jerusalems fald, som Ezekiel modtager i kapitel 33. I de efterfølgende kapitler bliver alting nemlig vendt på hovedet. Hvor der før lød profetier om dom og ødelæggelse, får Ezekiel nu nogle fantastiske budskaber om genoprettelse og frelse for Israels folk og det fysiske land.

I Ez 36 får Ezekiel igen at vide, at han skal »profetere om Israels bjerge« og tale »til bjergene og højene, til vandløbene og dalene, til de øde ruiner og de forladte byer«. Og denne gang lyder budskabet: »I, Israels bjerge, skal sætte grene og bære frugt for mit folk Israel, for de kommer snart. Se, jeg vender mig til jer, og I skal opdyrkes og tilsås. (…) Byerne skal befolkes, og ruinerne genopbygges.«

Med andre ord: Alt det, der sker med folket, sker også med landet – når det gælder både straf og frelse. Folk og land er i en slags symbiose.

Pointen med, at Ezekiel rent sprogligt henvender sig til bjergene og dalene, er naturligvis ikke, at bjerge og dale kan høre ligesom mennesker. Nej, Ezekiel taler direkte til det fysiske land for at understrege, at landet er vigtigt. Det er ikke kun folkets skæbne, der vidner om Gud og hans planer for resten af verden. Det gør landets skæbne også. Hvordan?

Jo, da Israels land blev lagt øde og i ruiner i 586 f. Kr., var det et vidnesbyrd om, hvordan hele jorden bliver straffet på grund af menneskets synd – dels forbandelsen af jorden ved syndefaldet, dels når denne jord en dag forsvinder (se citat nedenfor). På samme måde er løftet om, at ruinerne skal genopbygges og tilsås, et vidnesbyrd om, at Gud vil nyskabe jorden. Vores jord er under syndens forbandelse. Men en dag vil Gud genoprette hele sit skaberværk!

»For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det nye Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud,« skriver Johannes i Åb 21,2 om nyskabelsen af jorden.

Kun frelse gennem omvendelse

Når det gælder frelsesløfterne til Israels folk, skal de selvfølgelig ikke forstås sådan, at man kan blive frelst blot ved at være jøde (altså en del af Israels folk). Ezekiels Bog understreger igen og igen, at det er det enkelt menneskes omvendelse, der er afgørende. »Derfor vil jeg dømme jer, Israels hus, hver især efter jeres handlinger, siger Herren. Vend om! Vend jer bort fra alle jeres overtrædelser, så de ikke bliver årsag til skyld,« siger Gud i Ez 18,30.

Den enkelte israelits frelse, som Ezekiel taler om, sker på præcis samme måde, som når Gud frelser alle andre: gennem tro og omvendelse. Og midt i den enorme politiske og åndelige krise, som Israel befandt sig i på Ezekiels tid, lyder så budskabet om, at der er håb om frelse.

Præcis samme situation står hele menneskeheden i. Vores ulydighed har sendt os i eksil fra Edens have. Men midt i vores dybe åndelige krise har Gud skaffet frelse. Det er Israels folk og land et vidnesbyrd om – og en demonstration af.

Guds demonstrationsland

Hvis man vil demonstrere noget, kræver det ægte handling i virkelighedens verden. Hvis jeg for eksempel skal købe en autostol og ønsker en, som er let at montere (mit barn i), så er det ikke nok, at sælgeren i butikken fortæller mig, hvor let det er. Det kræver en demonstration. Først når jeg har fået demonstreret, hvordan man monterer stolen i bilen og barnet i stolen, ved jeg, om den lever op til forventningerne.

På samme måde – og i langt større skala – fungerer det, når Gud demonstrerer. Så sker det i virkeligheden.

Straffen over Israels land var en demonstration af, hvad der en dag vil ske med hele jorden. Den vil en dag blive ramt af straffen for menneskehedens synd og afgudsdyrkelse.

Genoprettelsen af Israels land demonstrerer, at Gud en dag vil genoprette hele sit skaberværk – også jorden.

Mange, som levede på Ezekiels tid, fik med gru at se, hvem Gud er, da han demonstrerede på Israel, hvordan han straffer synd. De »forstod at han er Herren«, som der står flere steder i Ezekiels Bog.

Os, der lever i dag, står i en lignende situation. Vi kan også se, hvordan Gud bruger Israel som demonstrationsfolk. Forskellen er, at det ikke er med gru, men derimod med glæde, vi kan se, at Gud er i gang med at opfylde sine løfter til både Israels folk og Israels land.

For 100 år siden var Israels bjerge temmelig øde og ufrugtbare sammenlignet med i dag. Det jødiske folk er ikke blot i gang med at befolke deres gamle land og genopbygge ruinerne. For at blive i Ezekiels termer er de også i fuld gang med at opdyrke og tilså det – og »tage det i besiddelse og gøre det til deres ejendom« (Ez 36,12).

Så gør som Ezekiel: »Vend dig mod Israels bjerge«. De fortæller, at Gud opfylder sine løfter til Israel – til både landet og folket.

Vi er vidne til en live demonstration af, hvilke løfter Gud har givet alle, der tror på hans søn, Jesus. Også os vil han frelse, selvom vi ikke har fortjent det. Også os vil han give et fantastisk og frugtbart land, hvor alt det brudte skal være genoprettet. Profeten Johannes beskriver det på denne måde: »Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem« (Åb 21,3).