En søn er givet os – Messiasprofetier hos Esajas

Midt i en national krisetilstand profeterede Esajas, at der en dag skulle fødes en søn. Ikke blot endnu én i en lang række af sønner, som Gud havde sendt til Israel gennem årene. Nej, denne søn skulle kaldes Vældig Gud.

I julen plejer vi hjemme hos os at høre Händels Messias. I sit fantastiske værk sætter Händel musik til en lang række bibeltekster, der peger på Jesus som Messias. Mange af disse er hentet fra profeten Esajas. Midt i en mørk tid med stort frafald fra troen på Gud og trusler om krig profeterede han om et barn, der engang i fremtiden skulle bringe Guds frelse.

Før vi ser fremad, skal vi dog se bagud. Esajas griber nemlig ikke sine profetier ud af den blå luft. De bygger alle på den urokkelige klippe, som er Guds løfter og Guds udvælgelse.

Gud har givet mig en anden søn

»Adam lå igen med sin kone, og hun fødte en søn og gav ham navnet Set. ”For Gud har givet mig en anden søn i stedet for Abel, for ham slog Kain ihjel,” sagde hun« (1 Mos 4,25).

Adam og Eva havde syndet. Hvis de ikke havde mærket konsekvenserne før, så gjorde de det nu. På én og samme dag mistede de deres to ældste børn. Abel lå død ude i marken, myrdet af sin bror Kain, der tog flugten langt bort.

Flugt, fredløshed, afstand og død. De første to mennesker har været rystede over, hvor galt det kunne gå uden for Paradis, på samme måde som vi kan blive det. Der er sket en uoprettelig og grænseløs stor skade i forholdet mellem mennesker og Gud og mellem mennesker indbyrdes.

Skyld og smerte er slået ind over Adam og Eva, men også et slukket håb. Havde Gud ikke sagt, at kvindens afkom skulle knuse slangens hoved? Hvordan skal det ske, når både Kain og Abel er borte?

Det er i den situation, de 130-årige forældre får endnu en søn. Af det navn, Eva giver ham, forstår vi forhåbningerne, der knytter sig til denne dreng. Set – den, som Gud har givet. Smerten og skylden lever stadig – men det gør Guds løfte også!

De mange sønner

Som bibellæsere kan vi studse over de mange slægtstavler, vi møder i både Det Gamle Testamente (GT) og i Det Nye (NT). Vi ser dem måske som overflødige forstyrrelser i handlingen. Det er de ikke. De er handlingen!

Fra den første søn, Set, via trøstens søn, Noa, og senere gennem Abraham og hans slægt sørger Gud for, at der hele tiden er en ny søn, der bærer løftet om frelse med sig. Israels folk er ikke specielt, ved at det bærer mindre af synden med sig. Men i århundreder, gennem tider med tro og vantro, har Gud brugt dette folk til at bære sit løfte videre. Hver gang synden krævede en Abels liv, gav Gud en Set i stedet.

Esajas kendte Israels historie frem til sin egen tid og havde set Guds trofasthed. Den største hemmelighed bag hans profetiske virke er hans klippefaste tro på, at Skriften ikke kan rokkes. Gud vil fuldføre den frelse, han har begyndt. Ikke ved at fortsætte rækken af sønner i det uendelige, men ved til sidst at sende en særlig søn.

Davids søn

»Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod (Es 11,1).«

På tidspunktet, hvor Esajas skriver, var der en national krisetilstand. Nordriget, Israel, var gået i alliance med aramæerriget i det nuværende Syrien og truede nu med at overfalde Juda rige og Jerusalem. I horisonten lurede også truslen fra det mægtige Assyrerrige.

Bag politik er der dog altid en åndelig virkelighed, og det er den, Esajas får til opgave at sætte ord på. Jerusalem er faldet fra troen på Gud, og Esajas kan sige om byen: »Engang var den fuld af ret, retfærdighed boede i den, nu bor der mordere« (1,21). Selv om tiden endnu ikke er inde, og det hverken bliver Israel, Aram eller Assyrerne, der skal fuldføre dommen, så vil den komme. Jerusalems indbyggere vil blive spredt til alle fire verdenshjørner (11,12).

Esajas får ikke til opgave at glatte ud. Dommen over Jerusalem vil komme. Men han ved også, at Gud vil holde sine løfter. Så midt i katastrofen vil en rest blive tilbage – som stubben, ja, næsten kun roden, efter et fældet træ (Es 6,13). Det er denne rest, Esajas kalder Isajs stub, hvorfra der vil skyde en kvist. For Gud havde givet et løfte til Isajs søn, kong David, og sagt: »Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid« (2 Sam 7,16).

Det kan lyde så fattigt, at det store træ er fældet, og kun en lille kvist skyder ud af stubben eller et nyt skud ud af roden. Men Gud opfylder aldrig sine løfter halvt. Esajas får lov at se ind i en fremtid, hvor Gud ikke bare har genskabt Israel som nation, men hvor det jødiske folk er blevet en velsignelse for alle folk. »På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene, til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed« (Es 11,10).

Mange år senere kommer englen Gabriel til Maria og siger om det barn, hun skal føde: »Gud Herren vil give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige« (Luk 1,33).

Løftet til David døde ikke ud med kong Akaz, som var konge på Esajas’ tid, og heller ikke med den sidste konge i Judas rige. Selvom Jesus ikke overtog Davids kongedømme, blev han opfyldelsen af løfterne til David.

Han vandt ikke militære sejre, men han knækkede Djævelens magt. Han tilbyder ikke rigdom eller politisk fremgang. Men gennem ham er den største af alle velsignelser strømmet ud til alle folk, nemlig budskabet om, at vi kan have fred og fællesskab med Gud gennem det offer, han bragte, da han lod sin søn, Jesus, dø på korset. Hans herredømme er endnu skjult, men en dag vil han træde synligt frem som retfærdighedens konge.  

Jomfruens søn

»Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel« (Es 7,14).

Baggrunden for det, Esajas her profeterer, er, at Gud tilbyder Judas konge, Akaz, et helt ekstraordinært tegn, der kan være »nede fra dødsriget eller oppe fra det høje« (Es 7,11). Da kongen er afvisende, vælger Gud selv det tegn, han vil give. En ung ugift kvinde, en jomfru, skal føde et barn og kalde ham Immanuel, der betyder »Gud med os«. Barnet skal være et tegn på, at Gud hurtigt og overraskende vil gribe ind og fjerne den umiddelbare trussel, der truede Jerusalem og kongens dynasti (Es 7,16).

Vi får aldrig at vide, hvem Immanuel og hans mor er, men løftet om, at Gud hurtigt vil gribe ind i løbet af den korte periode, et barn er spæd, ser vi opfyldt gennem Esajas’ egen søn Maher-Shahal Hash-Baz (Es 8,1ff).

Det virker altså, som om kongen her får et helt særligt tegn. Medens Esajas’ søn får sit navn i fuld offentlighed og er et tegn for folket (Es 8,1-2.18), er Immanuelstegnet kun givet til kongen. Som leder har han særligt brug for at vide, at »Gud er med os«, og at Gud kan gribe ind med et under.

Mange år senere begynder Matthæus sit evangelium med at skrive hele Jesu slægtstavle. Set er den første søn, og kong Akaz er også et af navnene. Så springer bomben. Jesus er ikke bare endnu en søn i den lange række, men opfyldelsen af Immanuelstegnet. Han er jomfruens søn, der ikke som de andre i den lange række har en jordisk far, for han er undfanget ved Helligånden (Matt 1,20ff).

Her har vi det, der gør Det Nye Testamente til noget virkeligt nyt. Jesus er født ind i menneskeslægten, men uden at få synden som arv fra en jordisk far. Han er den, der kan knuse slangens hoved. Han får navnet Jesus, der betyder Herren frelser, »for han skal frelse sit folk fra deres synder« (Matt 1,21). Gud er så meget med os, at han selv bliver vores frelser.

Paulus illustrerer for os, hvad denne nye begyndelse betyder: »For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed« (Rom 5,19).

Adams ulydighed kommer intet menneske udenom. Den løber i menneskeslægten som den arvesynd, der skiller os fra Gud. Men der er en anden virkelighed, vi syndere kan møde. Jesus er også en del af menneskeslægten – men uden synd – og fra ham strømmer retfærdighed ind i slægten. Den kan vi alle få del i, uanset hvor store syndere vi er. Den fås ved troen på Jesus, for det er ham, og kun ham, der kan bringe den til veje.

Guds søn

»For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste« (Es 9,5).

Hvad er det største, Esajas siger om Messias? Jo, at han er Vældig Gud. Esajas er ikke den eneste af GT’s profeter, der forkynder om, at Gud selv bliver menneske (se Ez 34,9ff; Zak 12,10). At det er Gud, der skal frelse, er heller ikke noget nyt. Det var ham selv, der opsøgte Adam og Eva efter faldet og gav dem løftet om frelse. Gang på gang har han frelst sit folk gennem de mange sønner, han har sendt.

Men at han vil ydmyge sig selv og blive menneske for at frelse – det er en kærlighedserklæring uden sammenligning. Universets skaber træder os nær i skikkelse af et menneskebarn. Her sprænges alle grænser!

Esajas får her lov at se ind i den herlige virkelighed, som er omdrejningspunktet i hele NT. Når Jesus selv skal sammenfatte hele Bibelen i en sætning lyder den: »Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3,16).

Det er berigende at høre Esajas forkynde julens budskab. Han ser tilbage på Guds løfter, og han ser frem mod deres opfyldelse. Han oplever i sin egen tid, hvordan det er svært at få øje på Gud i den åndelige og politiske virkelighed, for menneskeligt set er der ingen udvej. Så meget desto stærkere står hans profetier om, hvordan Gud selv vil gribe ind med sin frelse.