En fremtid for Jerusalems indbyggere

Ole Chr. Kvarme, der tidligere var knyttet til Den norske Israelsmisjon i Jerusalem og nu er biskop i Oslo, har fortalt, at han for en del år siden besøgte det sydlige Indien.
 Da en ældre indisk kristen spurgte, hvor han kom fra, svarede han: »Jerusalem«. Da så den gamle mand på ham med et mildt, overbærende smil og sagde: »Men Jerusalem, det er jo Himlen. Du kommer vel ikke fra det høje?«
  Kvarme kom imidlertid fra en historisk virkelighed, der ikke ånder af himmelsk fred.
 Byen er tværtimod genstand for et storpolitisk magtspil. Magtfulde mennesker gør sig tanker om, hvad der skal ske med byen. Og i nærområdet er den centrum for en strid, der knytter sig til Tempelbjerget. Striden drejer sig blandt andet om noget så konkret som, hvorvidt der overhovedet har ligget et jødisk tempel der.
 På den baggrund kan man næsten fristes til at have forståelse for følgende udtalelse fra religionshistorikeren Michael Rothstein: »Religion er altid noget farligt stads«.

Zakarias’ Bog

Nu er anliggendet i denne artikel ikke at svare på, hvad mennesker vil med Jerusalem, men hvilke tanker Bibelens Gud gør sig, når det drejer sig om den by og dens indbyggere.
 Hvad Gud vil, får vi blandt andet beskrevet i slutningen af profeten Zakarias’ Bog. Lad os i al korthed prøve at se, hvad der her siges om Jerusalems fremtid.
 Bogens afslutning består af to profetudsagn. Udsagn nummer to består af tre kapitler, nemlig kapitlerne 12-14.
 Kapitlerne bindes sammen af et udtryk, som nævnes 14 gange, nemlig »På den dag«, hvor der vil indtræffe forskellige begivenheder. Hvad det er for en dag, fremgår af kapitel 14,1, hvor der siges: »Se, der kommer en dag, Herrens dag …«
 »Herrens dag« er et udtryk, vi møder flere gange både i Det Gamle og Det Nye Testamente.
 Det dækker over en (formentlig kortvarig) periode med voldsomme begivenheder (se for eksempel Joel 2,1 og 11 samt 3,4-5; Obadias 5ff; 1 Thess 5,2; Åb 6,17). Der er i de fleste tilfælde tale om billedtale. Dog er beskrivelsen så konkret, at man ud fra disse steder kan udlede, at på Herrens dag bliver jorden ramt af Guds dom over hans fjender og over ugudeligheden på jorden, ligesom Herren på det tidspunkt frelser dem, som hører ham til, fra Guds dom.

Ydre omvæltning

Når det drejer sig om Jerusalem, står der i Zakarias 12,2, at Herren gør byen til et berusende bæger for de omboende folk og en tung sten for alle folkene. Også det er jo billedtale – og samtidig temmelig let at forstå, ikke mindst når man tænker på forholdene i vores egen tid.
 For Israels naboer er Jerusalem, som et bæger vin er for en alkoholiker. Sammenligningen er lige til, når man i dag tænker på den tiltrækningskraft, byen har især på grund af tempelbjerget med de to moskeer.
 Endvidere er Jerusalem som en tung sten for folkene. I dag er byen en tung opgave for folkene. Hvad skal der ske med den? Nogle vil sikkert mene, at hvis man kan ordne Jerusalems forhold, så skal det nok gå med resten.
 Det, som de to billeder omtaler, danner baggrund for den voldsomme kamp, som synligt, historisk vil komme til at stå om Jerusalem, således som det nævnes fra vers 4.
 Det er værd at lægge mærke til, at den virkning, som Jerusalem har på de omboende folk og folkene i øvrigt, er noget, Herren står bag. »Jeg gør« siger han om det. Ligeledes bemærker vi, at Herren selv intervenerer i kampen ved at skabe forvirring hos dem, der vil forgribe sig på byen.
 Byens indbyggere inddrages også selv i kampen. Men de henter deres styrke hos Gud.
 Og udfaldet af kampen bliver, at »Jerusalem skal blive liggende, hvor den ligger, i Jerusalem«.

Herrens komme

Til disse ydre omvæltninger kommer en indre omvæltning. Herren udrydder Jerusalems angribere. Men derefter følger omtalen af Herrens åndelige gerning over for byens indbyggere. Han vil udgyde nådens og bønnens ånd, så de ser hen til Herren.
 Når der tales om en udgydelse, må det betyde en åndelig fornyelse af betydelige dimensioner.
 Når nådens Ånd udgydes, bliver mennesker mødt med Guds ufortjente nåde. Og det fremkalder bøn, hvilket må betyde, at folket vender sig til Herren. Det ser hen til den gennemborede. Hele profetudsagnet er Herrens egen tale. Derfor siger han: »mig, ham de har gennemboret«.
 Når folket til den tid kan se hen til Jesus, har det en bestemt forudsætning, som er omtalt i Joh 19,37. Apostlen Johannes nævner på det sted gennemboringen af Jesus langfredag – og at det skete, for at det skriftord, som er sagt ved profeten Zakarias, kan gå i opfyldelse.
 Endvidere hjælper Det Nye Testamente os til klarhed over, hvornår folket på den måde vender sig til Herren, nemlig i forbindelse med Herrens andet komme. I Åb 1,7 siges om Herrens genkomst, at »hvert øje skal se ham, også de, som har gennemboret ham«.
 Lad os også nævne Rom 11,26, hvor det siges, at hele Israel skal frelses. Hvornår? Når »befrieren skal komme fra Zion«. Befrieren kan ikke være andre end Jesus. Endvidere må befrierens komme pege på genkomsten, da Jesu første komme var fortid på det tidspunkt, hvor Romerbrevet blev skrevet.

Åndsudgydelsens frugt

Men ikke alene vender folket sig til Herren. Åndsudgydelsen udløser samtidig en omfattende og dyb anger.
 Ved Åndens udgydelse kommer det til at stå tindrende klart, at Messias er den samme som den Jesus, der tidligere har mødt sit folk. Folket ser sig medskyldig i det, som skete med Jesus. Man kan næsten høre ordene blive sagt: »Han var virkelig Messias, men vi troede det ikke«.
 Om folkets andel i den begivenhed har Peter i øvrigt denne kommentar: »Vel ved jeg, brødre, at I har handlet i uvidenhed ligesom jeres ledere; men Gud har på den måde opfyldt det, han forud har forkyndt ved alle profeterne, at hans salvede skulle lide« (ApG 3,17).
 Lad os til sidst lægge mærke til et bestemt forhold i forbindelse med Israels frelse.
 Det er ikke ualmindeligt, at vi som kristne tænker, at det er syndserkendelse og anger, der får os til at vende om til Jesus Kristus og tro på ham. Eller sagt på en anden måde: Det er, når jeg erkender min synd og skyld over for Gud, at jeg vender mig til ham. I Zakarias’ omtale af Israels frelse er det faktisk omvendt. Jesus kommer sit folk i møde. Det får folket til at vende sig til ham, og da kommer den smertefulde anger.
 Den rækkefølge møder vi også i Jer 31,19: »Når jeg vender om, angrer jeg.«
 Det er ikke kun Guds dom over vores synd, der leder til omvendelse, men også mødet med hans frelse. Derfor siges der i Rom 2,4, »at Guds godhed vil føre dig til omvendelse«.

Afslutning
Det kan skabe uro i sindet, når vi registrerer, at det strammer til omkring Israel.
 Lad os midt i alt det uoverskuelige bede om fred for Jerusalem, som opfordringen lyder i Salme 122,6.
 Men lad os samtidig indstille os på, at der på vej til bønnens opfyldelse kan være en »mellemregning«, hvor håbløsheden kan synes at være det mest iøjnefaldende.
 I den situation kan profetudsagnet ved Zakarias være en hjælp til at erkende, hvad der virkelig sker i det, som synes at ske.
Samuel Roswall er tidligere formand for Ordet og Israel