Davids faldne hytte – Israel, kirken eller Messias?

Amos kom fra Tekoa i Judæas højland s      yd for Jerusalem. På engene mellem de klippefyldte bjergskråninger passede han sine får og sine morbærfigentræer (Am 1,1 og 6,14). Men Gud gjorde Amos til sin profet, der især skulle forkynde Guds dom over uretfærdigheden i Israel i første halvdel af 700-tallet f.Kr.

Efter alle domsprofetierne slutter Amos dog sin bog med en frelsesprofeti om, at Gud en dag vil genrejse »Davids faldne hytte«. 

800 år senere blev netop profetien om Davids faldne hytte afgørende i debatten på det såkaldte apostelmøde i Jerusalem. Her skulle Peter, Jakob og Paulus sammen med de andre ledere afgøre, om hedninger skulle blive jøder for at kunne blive frelst. Det spørgsmål mente Jakob, at Amos gav svaret på (ApG 15).

Også i dag, små 2.800 år efter Amos’ tid, vækker hans profeti om Davids faldne hytte ivrig debat. Forudsagde Amos i sin sidste profeti, at Israels folk en dag vil vende tilbage til deres land? Eller var det den kristne kirke, han profeterede om?

Davids faldne hytte

Efter alle domsprofetierne i de første otte kapitler af Amos’ Bog vender billedet fuldstændigt i bogens sidste profeti. Davids faldne hytte skal genrejses (Am 9,11), og det vil få store konsekvenser for både hedningefolk og Israel (Am 9,12-15).

Det helt centrale spørgsmål er, hvad udtrykket »Davids faldne hytte« betyder.

Ordet sukka, »hytte«, er bedst kendt fra den jødiske løvhyttefest, hvor Gud har befalet, at Israels folk skal bo i hytter (3 Mos 23,43). I Bibelen bruges sukka også om det skur eller halvtag, Jonas opførte uden for Nineve for at få skygge (Jon 4,5).

Den hytte, Amos taler om, er »faldet«, sammenstyrtet. Vi hører, at den er fuld af revner, en ruin.

Udtrykket »Davids faldne hytte« findes ikke andre steder i Bibelen. Men der er et andet udtryk, der minder om det, nemlig »Davids hus«.

Da kong David havde erobret Jerusalem og bygget et palads, fik han en dag besøg af profeten Natan. Han kom for at tale med David om to andre »huse« end det flotte palads. For det første lovede Gud gennem Natan David, at en af hans sønner skulle »bygge et hus for Guds navn«, nemlig templet i Jerusalem (2 Sam 7,13). For det andet vil Gud selv »bygge David et hus« (2 Sam 7,11).

Gud forklarer, at det »hus«, han vil bygge til David, er et dynasti. Davids efterkommere skal sidde på tronen i Jerusalem og blive til et evigt kongedømme. Salme 89 genfortæller løftet om »Davids hus« og forklarer, at en konge af Davids slægt skal ende med at blive »den øverste blandt jordens konger« (Sl 89,20-38).

På dansk kan vi bruge ordet »kongehus«, og det er netop betydningen af det hebraiske udtryk »Davids hus«: et kongehus, dynasti.

Et af de vigtigste arkæologiske fund i Israel i de sidste 30 år er Tel Dan-stelen. Det er en mindesten, som arkæologer i 1993 fandt tre brudstykker af. De fleste forskere mener, at stelen blev rejst i 800-tallet f.Kr. af en aramæisk konge. På stelen praler han – lidt overdrevet – af, at han har dræbt kong Joram af Israel og Akazja, »konge af Davids hus« (jf. 2 Kong 8,25-29 og 9,16-29). Stelen er et ældgammelt vidne om, at Davids hus betyder davidsdynastiet i Jerusalem eller dets rige.

Udtrykket Davids hus giver os nøglen til at forstå Amos’ profeti. Amos taler om en dag i fremtiden, hvor Davids hus er blevet til Davids faldne hytte. Davids kongeslægt, der under David og Salomo regerede et samlet Israel med alle tolv stammer, er gået fra at være et hus til at være en ruinhytte.

Allerede i 931 f.Kr. havde Davidsslægten mistet magten over de ti nordlige stammer. Og i 586 f.Kr. mistede Davids hus også magten i Jerusalem, da Babylon ødelagde byen og dræbte den sidste konge af Davids slægt.

Men, profeterer Amos, sådan ender historien ikke! En dag i fremtiden vil Gud genrejse Davids faldne hytte. Det gamle kongedynasti skal genopstå. Der skal igen komme en konge af Davids slægt.

Amos’ profeti handler i første omgang hverken om Israel eller om den kristne kirke. Den er en Messias-profeti! Gud vil en dag sende en ny konge af Davids slægt, Messias.

Forståelsen af Amos’ profeti som en Messias-profeti fandtes allerede blandt jøder på Jesu tid.

En af dødehavsrullerne citerer 2 Sam 7, som siger, at Gud vil bygge David et hus. Og så fortsætter den med at sige, at det er Messias, »som skal fremstå i Zion ved dagenes ende, sådan som det står skrevet: Jeg rejser Davids faldne hytte. Det er Davids faldne hytte, som han vil lade fremstå for at frelse Israel« (4QFlor fragment 1-3, linje 10-13). Denne tekst er sandsynligvis skrevet 60-100 år før Jesu fødsel. Dens forståelse af Amos’ profeti er klar: Davids faldne hytte er en profeti om Messias.

Amos lover altså, at på et tidspunkt, hvor Davidsfamilien har mistet kongemagten, vil Gud oprejse en ny konge af Davids slægt, Messias. Hvad skal der så ske?

Når Davids faldne hytte bliver genrejst

Genrejsningen af Davids faldne hytte vil få enorme konsekvenser. Både for hedningefolkene og Israel.

1) Følger for hedningefolkene (Am 9,12)

Genrejsningen af Davidsdynastiet under Messias vil få den følge, at Israel tager Edom og nogle andre hedningefolk i besiddelse.

Edom var Israels ærkefjende, som Amos tidligere i bogen har forkyndt dom over (Am 1,11-12). Umiddelbart kan profetien her lyde som en fortsættelse af dommen: Engang i fremtiden skal Israel undertvinge både Edom og andre folk.

Der er dog noget meget overraskende i profetien, der tyder på, at vi i stedet skal forstå den som en frelsesprofeti. Gud siger nemlig, at »mit navn er nævnt over« disse hedningefolk.

At Guds navn er nævnt over noget, er et særdeles positivt udtryk. Det bruges om Israel som Guds udvalgte folk (2 Krøn 7,14; Jer 14,9) og om Jerusalem, Guds by (Jer 25,29; Dan 9,18-19). Et folk, som Guds navn er nævnt over, er Guds udvalgte ejendom.

I Det Gamle Testamente er hedningefolk per definition »dem, Guds navn ikke er nævnt over« (Es 63,19). Derfor er det særdeles bemærkelsesværdigt, at Amos siger, at der kommer en dag, hvor Guds navn skal være nævnt over hedninger, og hvor de skal indgå i det Israel, som den kommende konge af Davids slægt skal herske over. Det er et fantastisk frelsesløfte til hedningefolkene!

Når Messias bliver konge over Israel, vil hans gode regeringsmagt blive udstrakt til også at omfatte hedningefolkene.

2) Følger for Israels land (Am 9,13)

Genoprettelsen af Davidsdynastiet vil betyde, at Israels land bliver utroligt frugtbart. I et poetisk sprog beskriver Amos, hvordan afgrøderne nærmest vælter op af jorden, så landmændenes arbejde med at så og høste følger umiddelbart efter hinanden.

Den frugtbarhed, der den dag vil blive til virkelighed i Israel, overgår langt alt, hvad Amos havde oplevet med sine egne morbærfigentræer på skråningerne ved Tekoa.

3) Følger for Israels folk (Am 9,14-15)

Genrejsningen af Davidsdynastiet vil føre til, at Israels folk vender tilbage til det land, de blev tvunget bort fra.

Når de kommer hjem, skal de »genopbygge de forladte byer og bo i dem«. Og så vil Gud sørge for, at de aldrig mere vil blive fordrevet fra landet. Israels folk skal bo i deres land indtil denne verdens afslutning.

Amos forkyndte dom over Israels folk. Fuldstændig som Moses gjorde det i sin sidste store tale (5 Mos 29). Men Moses lod ikke talen slutte med profetien om Israels fordrivelse fra landet under Guds vrede. Moses’ tale sluttede med en profeti om, at Gud en dag vil frelse Israels folk fra frafald og føre dem tilbage til deres gamle land og gøre det frugtbart (5 Mos 30,1-10).

Præcis på samme måde afslutter Amos sin bog. Gud vil sende Messias-kongen af Davids slægt, og det skal blive til forløsning for både hedninger og Israel.

Ligheden bliver understreget af, at Gud i Amosprofetien bruger samme udtryk som i Mosesprofetien: »Jeg vender mit folk Israels skæbne« (Am 9,14, jf. 5 Mos 30,3). Sådan kommer Israels historie til at slutte: med frelse under Davidssønnen Messias.

Apostelmødet i Jerusalem

800 år efter Amos samledes de jødekristne ledere i Jerusalem til et vigtigt møde. Baggrunden var glædelig. I de foregående år var en del ikke-jøder kommet til tro på Jesus. Men denne glædelige situation rejste et vanskeligt spørgsmål: Skal en ikke-jøde, der kommer til tro på Jesus, blive jøde for at kunne blive frelst?

Debatten blev særligt intens i byen Antiokia i Syrien, hvor Paulus opholdt sig efter sin første missionsrejse. For at afklare spørgsmålet blev Paulus og Barnabas sendt til Jerusalem (ApG 15,1-3).

I år 48 e.Kr. mødtes Peter, Jakob og de andre ledere i Jerusalem derfor med Paulus og Barnabas for at tage stilling til spørgsmålet (ApG 15,4-6).

Det blev en lang debat. Peter fortalte om, hvordan han selv i Cæsarea havde oplevet en romersk officer komme til tro på Jesus. Ham havde Gud givet Helligånden på samme måde, som Jesus-troende jøder havde fået Helligånden. Derfor har Gud allerede i praksis vist, at hedninger ikke behøver blive jøder for at blive frelst, argumenterede Peter (ApG 15,7-11).

Paulus og Barnabas bakkede Peters argument op ved at fortælle om deres oplevelser (ApG 15,12).

Debatten blev afgjort af Jakob. Han konkluderede, at hedninger ikke skal konvertere til jødedommen og lade sig omskære for at blive frelst. Ikke-jøder skal selvfølgelig vise hensyn til de Jesus-troende jøder i menighederne, men de er frelst som Jesus-troende hedninger. Som bevis på, at denne konklusion er i overensstemmelse med Guds vilje, henviste Jakob til Amos’ profeti om Davids faldne hytte (ApG 15,13-21).

Mødet endte med, at apostlene og de andre ledere sendte et brev til menigheden i Antiokia med afgørelsen. Brevet blev modtaget med glæde (ApG 15,22-32).

          .

Jakobs brug af Amos

Det vigtige spørgsmål er: Hvad betyder Jakobs citat af Amos’ profeti om Davids faldne hytte? Svaret er omstridt.

Nogle kristne mener, at Jakob betragter den kristne kirke som opfyldelsen af profetien om genrejsningen af Davids faldne hytte. Når Gud gennem mission samler jøder og hedninger i den kristne kirke, er det genrejsningen af Davids faldne hytte. Jakob transformerer Amos’ profeti fra at handle om Israel til at handle om den kristne kirke.

Men er det virkelig det, Jakob siger?

Jakob citerer Amos for at bevise, at hedninger ikke skal konvertere til jødedommen for at blive frelst. Hvordan beviser Amos’ profeti det? Eller sagt med andre ord: Hvad i Amos’ profeti viser, at hedninger kan blive frelst uden at blive jøder?

Det ved vi faktisk, fordi Jakob selv udtrykkeligt siger det. Jakob begynder nemlig sin tale med ordene: »Brødre, hør på mig! Simeon har fortalt, hvordan Gud allerede har sørget for at skaffe sig et folk af hedninger for sit navn. Og det stemmer overens med profeternes ord …« (ApG 15,13-15).

Gud har allerede skaffet sig »et folk af hedninger for sit navn«, nemlig de Jesus-troende hedninger, som Peter og Paulus har fortalt om. Det, siger Jakob, stemmer med Amos’ ord.

Hvor i Amos’ profeti hører vi om hedninger, der bærer Guds navn? Det gør vi i Amos 9,12, der handler om følgen af, at Gud genopretter Davids faldne hytte.

Når Davidsdynastiet bliver genoprettet, ved at Messias kommer, vil hedningefolk, som Guds navn er nævnt over, blive medindlemmet i Israel. Det lover Gud gennem Amos. Og det er det, der nu er ved at ske, siger Jakob.

Jakob siger altså ikke, at Davids genrejste hytte er den kristne kirke. Jakob siger, at når Davids faldne hytte bliver genrejst – det vil sige: når Messias kommer – så vil der ifølge Amos være hedninger, der bærer Guds navn. Det er denne profeti om hedninger, der bærer Guds navn, der begyndte at gå i opfyldelse, da Peter og Paulus oplevede ikke-jøder komme til tro på Jesus.

Frit gengivet kan Jakobs argumentation sammenfattes i tre punkter:

1) Amos profeterer, at Gud en dag vil genrejse Davids faldne hytte. Det er nu gået i opfyldelse. Jesus er Messias, kongen af Davids slægt. (Selvom Messiasprofetierne først vil blive endegyldigt opfyldt, når Jesus kommer igen, ændrer det ikke ved, at Messias allerede er kommet.)

2) Amos profeterer, at Messias’ komme vil betyde, at der skal være hedninger, som tilhører Gud, og som Guds navn er nævnt over. Det er det, der er begyndt at gå i opfyldelse, når hedninger kommer til tro på Jesus.

3) Amos beskriver hedningefolk, der som hedninger har Guds navn nævnt over sig. Derfor beviser Amos’ profeti, at ikke-jøder, der kommer til tro på Messias, ikke behøver at blive til jøder for at kunne tilhøre Gud.

Det er Jakobs bibelske argumentation for, at hedninger ikke skal konvertere til jødedommen for at blive frelst.

Der er intet i Jakobs ord, der antyder, at han skulle mene, at Amos’ profeti om Israels folks hjemkomst og landets frugtbarhed ikke skulle handle om Israels folk. Tværtimod.

Jakob er overbevist om, at Amos’ profeti om Davidsdynastiets genrejsning begyndte at gå i opfyldelse, da Jesus kom. Han er overbevist om, at Amos’ profeti om hedningernes indlemmelse i frelsen er ved at gå i opfyldelse. Derfor tyder alt på, at han også forventer, at Amos’ profeti om Israels hjemkomst og landets frugtbarhed vil gå i opfyldelse, ved at det jødiske folk vender hjem til Israels land.

Et ja til Guds løfter

Fåreavleren Amos fra Tekoa gav et fantastisk løfte om, at Gud vil genoprette Davidsdynastiet. Det er en profeti om Messias, der skal komme i Davids slægt.

Messias’ komme vil betyde, at også hedningefolk får del i frelsen og bliver Guds ejendom.

Messias’ komme vil også betyde, at Israels folk en dag skal vende tilbage til deres gamle land og genopbygge og genopdyrke det – præcis som Gud allerede lovede gennem Moses.

Apostlen Jakob henviste til Amos’ profeti på en måde, der er helt i overensstemmelse med profetiens ligefremme betydning. Her er ingen ændring af meningen eller transformering af betydningen af Israel til at være den kristne kirke.

Jakobs brug af Amos’ profeti om Davids faldne hytte er et tydeligt eksempel på apostlenes overbevisning om, at Jesus har stadfæstet alle Guds løfter både til det jødiske folk og til hedningerne (Rom 15,8).

Jesus er virkelig blevet et »ja og amen« til alle Guds løfter (2 Kor 1,20).