Josva havde tillid til Gud på vejen mod løftets land

Jeg har ofte tænkt om Josva, at han må have været en høj og stærk mand, med ild i øjnene og et lidt arrigt udtryk i ansigtet. Jeg har tænkt, at hvis jeg mødte ham i virkeligheden, ville jeg sandsynligvis blive en anelse bange for ham.

Josva var en mægtig kriger, der oplevede meget voldsomme og barske ting. Som kriger slog han mennesker ihjel. Men han var en kriger for Gud, som gik foran og havde en tillid så stærk, at man næsten ikke kan undgå at blive draget af den. Derfor er Josva en af de bibelske personer, som betyder noget særligt for mig. Han inspirerer mig, fordi han på trods af alt det voldsomme, han oplevede, bevarede tilliden til Gud og holdt sig til ham igennem det hele.

På tærsklen til et fantastisk land

Josva var søn af Nun og høvding for Efraims stamme. Oprindeligt hed han Hosea, men Moses gav ham i stedet navnet Josva (4 Mos 13,16).  Han var en del af følget under ørkenvandringen, og så fik han lov til at være tjener for Moses. Derudover var Josva en af de tolv mænd, som blev udvalgt til at udspejde Kana’ans land. Han var altså blandt de første få israelitter, som fik lov til at komme ind i det land, Gud havde lovet, at han ville give til Abrahams efterkommere. Nu, mange generationer og en slavetilværelse senere, stod de lige ved grænsen og skulle ind i landet for at se, hvordan situationen var derinde. Hvem var de folk, som boede der? Var de stærke eller svage? Mange eller få? Var jorden god til landbrug? Alt dette skulle de tolv spioner undersøge.

Det land, de mødte, var et godt og dejligt land, med træer, der bugnede af frugt. Men også et land med stærke folk og store befæstede byer, der skræmte israelitterne, da de hørte om det. De glemte, at Gud er deres Gud. De glemte, hvem han er, og at han på fantastisk vis havde sørget for dem i de mange år i i ørkenen. (4 Mos 13).

Og her stod så Josva og Kaleb. De eneste to tilbage af de udsendte spejdere, som stadig stolede på, at Gud ville hjælpe dem til at indtage landet. Israelitterne mistede troen på, at alting er muligt for Gud. Men Josva og Kaleb bevarede troen og forsøgte at overtale israelitterne til at fortsætte. Forsøgte at overbevise dem om, at når Gud var med dem, ville de sagtens kunne indtage landet, som han havde lovet dem, uanset hvor store forhindringerne så ud.

Hvor stærk en tro krævede det mon at stå foran tusindvis af mennesker, som var skræmte, trætte og frustrerede – og vove at sige, at Gud vil være der og hjælpe?

Når jeg tænker på mit eget liv og min menneskefrygt, som ofte får overtaget i svære situationer, får jeg i den grad en øjenåbner, når jeg læser om Josvas tro. Tilliden til Gud lyser ud af ham, og han holder fast i, hvad Gud har lovet, for han er helt sikker på, at Guds ord står fast som klippegrund.

Jeg tror, jeg skal minde mig selv om Josvas tro, næste gang min tandlæge spørger mig, hvad jeg laver til daglig. Her vil jeg gerne kunne svare – uden at tøve – at jeg arbejder i en kristen organisation for at sprede evangeliet om en frelser for alle. I stedet for bare at svare, at jeg arbejder i en organisation med mange frivillige.

Det er ikke sikkert, at Josva har følt sig sikker i sin tro på Gud, men det er sådan set heller ikke det væsentligste. Det væsentligste er, at hans tillid til Gud trumfer, hvad han end har følt i de situationer. Og derfor får han og Kaleb– som de eneste af de israelitter, der blev befriet fra Egypten – lov til at komme ind i Kana’ans land. Ørkenvandringen blev forlænget på grund af folkets vantro, men Josva og Kaleb fik lov at se det nye land, fordi de forblev tro mod Gud.

Gud giver sejr

Josva oplevede Guds indgriben i mange flere situationer. Under ørkenvandringen blev israelitterne angrebet af amalekitterne (2 Mos 17,8-16). Josva fik til opgave at lede slagets gang, mens Moses stod på en høj med Guds stav løftet. Så længe staven blev løftet op, var Gud med israelitterne, men så snart Moses ikke holdt staven op, fikl amalekitterne overtaget.

Aron og Hur hjalp Moses med at holde staven løftet, når han blev træt, og på den måde vandt israelitterne. Det er en beretning i Bibelen, hvor jeg altid har haft mest fokus på Moses og Gud. Men nu, hvor jeg genopdager, at det er Josva, som ledte slagets gang, tænker jeg på, hvordan det må have været for ham. Har Josva haft tillid til Gud i situationen? Hvis han havde, var den så betinget af Moses’ evne til at holde staven løftet? Jeg forestiller mig, at man fra slagmarken kunne se op på højen og se, hvordan det gik Moses med at løfte staven. Hvis jeg var Josva, ville jeg uanset min tillid, hele tiden have et halvt øje oppe på Moses for at se, om staven var løftet eller ej. Ville de vinde slaget eller lide nederlag?

Hvor er det fantastisk, at vores sejr og frelse ikke afhænger af en mand med arme, som kan blive trætte og skal kunne løfte en stav højt over jorden. Jesu arme på korset blev ikke sænket. De holdt stand, og når vi kigger på ham, kan vi se, at sejren er vores. Jeg har vundet, Jesus vandt. Det minder Josva mig om i denne beretning.

Indsat til at gå foran

Da israelitterne havde vandret rundt i ørkenen i 40 år på grund af straffen for ikke at stole på Gud, var Moses blevet en gammel mand. Han udvalgte på Guds befaling Josva til at lede israelitterne.

Josva skulle føre dem i krig og føre dem hjem igen. Han skulle lede dem over Jordanfloden og ind i det land, Gud havde lovet dem. Han fik således på Guds befaling overdraget lederskabet, inden Moses døde. Moses indsatte Josva med ordene: »Herren selv går foran dig, han vil være med dig, han vil ikke lade dig i stikken og ikke svigte dig; vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme« (5 Mos 31, 8).

Sikke et ansvar at få givet! Der står mange tusind israelitter, som har fulgt Moses i mange år. De har boet i ørkenen og Gud har taget sig af dem. De har ikke været nemme at arbejde med. Og nu – lige inden de skal indtage det nye land – overdrager Moses ansvaret til Josva, fordi han ikke selv skal ind i Kana’ans land. Hvor må Josva have været overvældet, bange og måske en anelse ydmyg. Jeg ved, hvordan jeg selv får det, når jeg bliver tildelt et stort ansvar. Jeg bliver halvnervøs, og sender en bøn opad for at sikre mig, at Gud er med mig. Det tror jeg også, Josva har gjort – bare i langt større grad!

Men oven i ansvaret får Josva at vide, at Herren selv går foran ham og ikke vil lade ham i stikken Det er nogle stærke ord at få – direkte fra hele universets Herre! Især fordi det ikke er tomme ord, der er sagt for at give kortvarig trøst. Nej, det er ord med handling bag!

Josva blev fyldt med visdoms ånd, fordi Moses havde lagt sine hænder på ham. Og Gud bad ham nu om at lede israelitterne over Jordanfloden og ind i det land, han havde lovet dem. Gud lovede Josva, at hvert sted, han satte foden, ville Gud give til dem. Ingen ville kunne holde stand mod Josva, så længe han levede.

Og herefter kommer der et vers i Bibelen, som jeg er meget glad for. Gud siger til Josva: »Jeg har jo indsat dig; vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går« (Josva 1,9). Her møder vi igen løftet om, at Gud vil være med Josva. Men for mig personligt er der noget over starten af verset: »Jeg har jo indsat dig.«

Jeg tror, vi alle er blevet indsat af Gud til en opgave. Jesus har kaldet os til at sprede budskabet om ham ud til alle jordens folk. Det er et kald, vi alle tager del i på forskellige måder. Nogle af os skal kæmpe – næsten fysisk – for at fortælle andre mennesker om, hvem Jesus er. Nogle af os får lov til at fortælle om vores tro til gode kollegaer studiekammerater eller vores nabo. Og nogle af os, får ikke sagt ordene højt, som vi gerne ville. Men jeg tror, at uanset hvor man er indsat, så kan og vil Gud bruge os – hver og én! Det eneste, det kræver, er, at vi stoler på Gud. At vi har en tillid til, at han er med os og vil give os, hvad vi har brug for. For han har indsat os, og derfor er han også med os, og lader os ikke i stikken. Det lærer Josva mig, og derfor bærer jeg disse ord med mig i mit hjerte, når opgaver virker for store. Så kan jeg hvile i, at Herren min Gud er med mig, overalt hvor jeg går.