Dramaet om den gode hyrde - hos Johannes og Ezekiel

Jeg forbinder Jesus som den gode hyrde med romantiske malerier af Jesus, der sidder med sine blå klæder og sin lange hyrdestav, omringet af får, som græsser på en smuk forårsdag. Men er det også sådan, Jesu første tilhørere hørte det, da Jesus omtalte sig selv som den gode hyrde? Eller kendte de til nogle nuancer, som gør billedet endnu mere dramatisk, skarpt og smukt?

Tilhørernes associationer

Da Jesus siger ordene: »Jeg er den gode hyrde,« har det ramt en kontakt, som har tændt lystavlen for de fleste jøder, der lyttede til hans ord.

Hyrden var i Det Gamle Testamente en betegnelse for lederne – både samfundets ledere og de religiøse. Så da Jesu tilhørere hører ham omtale sig selv som den gode hyrde, er de begyndt at mindes ordene fra Salme 23, fra Zakarias’ Bog og ikke mindst fra Ezekiels Bog kapitel 34. Her fortælles nemlig om forfærdelige ledere, som gør et usandsynligt dårligt arbejde med at passe på fårene. De slagter og spiser fårene i stedet. De styrker ikke de svage, helbreder ikke de syge, leder ikke efter de vildfarne og undertrykker tilmed de stærke (Ez 34,3-4). Og det fortælles, at Gud Herren vil afsætte disse ledere og dømme dem, netop fordi de ikke har taget deres ansvar seriøst, men har misbrugt deres magt til deres egen fordel (Ez 34,9-10).

I stedet vil Gud Herren selv »søge efter [sine] får og holde øje med dem« (Ez 34,11). Han vil selv komme som den gode hyrde og vogte dem, og samtidig vil han »sætte én hyrde over dem, min tjener David; [som] skal vogte dem og være deres hyrde« (34,23).

Så da Jesus omtaler sig selv som den gode hyrde, har det vakt genklang. Hans tilhørere har tænkt: Er tiden nu kommet, hvor Ezekiel-profetien skal opfyldes? Er det nu, Gud Herren vil komme for selv at være konge over os? Er det nu, vi kan få lov til at leve frit og trygt?

Ezekiels kontekst

Ezekiel blev kaldet som profet på et kritisk tidspunkt i Israels historie. 400 år tidligere havde Israel været en stormagt med kong David og efterfølgende kong Salomo i spidsen.

Ingen kunne dengang måle sig med Israels storhed og magt, men på Ezekiels tid er riget svækket. Det er skrumpet ind, så det kun er på størrelse med Fyn, og det har hverken militær modstandsdygtighed eller ledere med karakter. Det ser sort ud for Guds folk.

Men Gud sender trods alt stadig profeter til dem. Ezekiel er én af dem. Det er dog i første omgang ikke gode ord, han har til folket. Han taler klart og dristigt om den kommende dom, som folket har påført sig selv. De har dyrket andre guder (Ez 5,11), udnyttet de svage i samfundet (Ez 22,7), og de religiøse ledere er gået foran i at handle mod Guds vilje (Ez 8,16). Derfor vil Gud lade sin dom ramme dem (Ez 6,2-7): Jerusalem vil blive ødelagt, og folket vil blive ført i eksil (Ez 12,15).

Men Gud vil aldrig svigte sit folk – uanset hvor meget de svigter ham. Så Ezekiel får ikke kun domsord lagt i munden, men også håbsord. Sådan et håbsord er Ezekiel 34. Håbet om, at Gud en dag vil befri folket fra onde og egoistiske ledere, og i stedet indsætte sig selv og sin tjener som de ultimativt gode ledere.

Noget af dette har Ezekiel set opfyldt i forbindelse med Guds dom over Jerusalem og eksilet. Alle ledere blev taget fra bestillingen, da Babylonien tog magten, men den ultimative, gode hyrde udeblev. Efter eksilet var der tidspunkter med både gode og langtfra gode ledere. Men den gode hyrde i form af Herren selv lod vente på sig.

Kamp om fårene

Ezekiel 34 refererer til dårlige ledere, og Jesus advarer ligeledes i Johannesevangeliet 10 om, at der er nogen, der ønsker at gøre hans får ondt. Det er ikke altid ren idyl, når Jesus bruger hyrdemetaforen.

Fårene græsser ikke blot på grønne enge og nyder det rislende vand. Der er en kamp om fårene! Der er tyven, som vil kravle over hegnet og stjæle, slagte og ødelægge (10,1.8.10), den fremmede, hvis stemme fårene ikke kender (10,5), daglejeren, der er ligeglad med fårene (10,12-13), og ulven, der går på rov iblandt dem (10,12).

Det romantiske billede af Jesus blandt fårene begynder så småt at forandre sig. Fårene ligger slagtet og forkomne rundt på marken. Tyve, rovdyr og luskede mennesker ligger på lur, og flere får bevæger sig langt væk fra den trygge fold.

Det er Jesu beskrivelse af situationen for folket Israel. De er en fåreflok, der er truet på alle fronter. Der er magtsyge ledere, der vil forsøge at føre dem på afveje, og der er ondskab både uden for og inden i dem selv, som forsøger at få magten over dem.

Herren selv som hyrde

Midt i dette kaosbillede placerer Jesus sig selv. Jesu tilhørere har givetvis overvejet, hvordan det vil se ud, når Gud Herren selv vil komme som hyrden, der leder sin hjord – samtidig med at hans tjener David skal komme og være hyrde. Kan de være det på én og samme tid?

De havde nok ikke forventet, at et helt almindeligt udseende menneske som Jesus ville være svaret. Men han siger det selv så præcist, som det kan siges: »Jeg og Faderen er ét« (10,30).

Jesus er både Guds tjener af Davids slægt og Gud Herren selv. Gud og menneske i én og samme person. Jesus er svaret på det håbsord, der bliver lovet i Ezekiel 34. Han kom for at være den ultimativt gode leder, der vogter og sørger for sin flok. Og som Jesus selv siger, har han ikke blot sin lille etnisk jødiske flok for øje – der er langt flere forkomne får, han ønsker at være hyrde for (Joh 10,16). Jesus vil være den gode hyrde for ethvert menneske. 

Kampen i hyrdebilledet

Billedet af Jesus som den gode hyrde er langt mere dramatisk og spændingsfyldt, end jeg ofte forestiller mig. Der er kamp om fårene. Nogle er forslåede, andre døden nær, mens andre igen har forvildet sig uden for indhegningen. Det er ikke så hyggeligt at været et forvirret og forslået får. Fårene kan ikke redde sig selv, og nogle gange er de så forkomne, at de forsøger at få hjælp fra den første og bedste, der vil være deres hyrde – en hyrde og en fremmed kan se så ens ud i kampens hede.

Situationen i dag er ikke meget anderledes end på Jesu tid. Der er kamp om os. Magtfulde kræfter, som kommer indefra, truer med at tage magten. Tilbøjeligheden til at følge det, vi selv mener er bedst, frem for det, den gode hyrde har af tanker for os, kan lede os væk fra hans gode røst og ledelse i vores liv.

Magtfulde kræfter udefra – i form af eksempelvis postmoderne tanker om at skulle præstere på alle arenaer i livet og altid være den bedste udgave af sig selv – kan lede mennesker langt ud i mismod og depression og kan stjæle al opmærksomheden. Og det kan være så svært at skelne mellem det, der er godt for os, og det, der ikke er.

Billedet af den gode hyrde er billedet af en slagmark, hvor der kæmpes for fårenes liv. Det betyder ikke, at der ikke er håb, for det er der i allerhøjeste grad. Men det betyder, at der er en alvor, som vi ikke må glippe.

Jesus selv var altid bevidst om alvorens dybde i menneskelivet. Han er menneske og Gud. Herrens tjener og Gud Herren selv. Han kender til fårenes inderste kampe, for han blev selv et får. Han erfarede fristelsen til at rette blikket andre steder hen end mod Gud (Luk 4,1-13). Og han mærkede, hvordan det er at være får uden hyrde, da han hang på korset og råbte: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Ved at blive menneske skubbede den gode hyrde sig selv uden for folden, for at han kunne lede fåret ind igen. Og hvis du skulle være i tvivl, så betyder får her menneske (Ez 34,31).

Hyrden stråler

Man kunne måske tænke, at denne alvorlige og dramatiske forandring af hyrdebilledet – fra idyllen til slagmarken – gør det mere makabert. Det gør det måske også i én forstand.

Men hvis man kigger nærmere efter, er hyrden kommet til at stråle desto klarere. For hyrden er indstillet på at gøre alt for at vinde. Han er modsætningen til daglejeren eller tyven, der er ligeglad med fårene, sådan som det udtrykkes både i Ezekiel 34 og Johannes 10. Han ved, at det kan være nødvendigt at sætte sit liv til for fårene (Joh 10,11.15).  Han er ikke en finpoleret helgen på afstand af begivenhederne. Nej, han kæmper selv til sidste blodsdråbe. Han dør, så fåret kan leve.

Og på den måde er der ingen tvivl. Jesus er den gode hyrde på en dramatisk baggrund, men det gør blot billedet endnu smukkere.