»Det er en aftale!« - Om pagter i Bibelen og oldtidens Mellemøsten

»Det er en aftale!« Vi kender formuleringen fra et hav af situationer, hvor vi på forskellige måder har brug for at forpligte hinanden på noget, vi er blevet enige om. Og ofte er aftalen bekræftet med et håndslag, bevidnet af andre tilstedeværende eller dokumenteret skriftligt i en underskrevet kontrakt.

Mennesket har ret indlysende haft brug for at lave aftaler til alle tider, og det gælder også i den kultur, som forfatterne til Biblen var en del af. Der er fundet mange eksempler på sådanne aftaler, og de kan på mange måder give os en bedre forståelse af de aftaler i Bibelen, som Gud indgår med mennesker. Det gør han mange måder, men når det er skriftligt, bruger Biblen gerne ordet »pagt« om sådanne aftaler. Det er som regel det hebraiske ord berît (brugt 286 gange i Det Gamle Testamente) eller det græske ord diathéké (brugt 33 gange i Det Nye Testamente), der anvendes til at beskrive disse aftaler.

Første gang vi møder det er i 1 Mos 6,18, hvor Gud siger til Noa, at »med dig vil jeg oprette min pagt«. En mundtlig aftale, som gik ud på, at Gud efter syndefaldet ville give mennesket en ny chance ved at »vaske jorden ren« og lade Noa og hans familie starte på en frisk.

Eftersom synden var en grundskade i mennesket, gentog »syndefaldet« sig blot (1 Mos 9,18-29), og ondskaben eskalerede igen. Men da Gud allerede med Adam og Eva havde indgået den aftale, at én af deres efterkommere skulle knuse ondskaben (1 Mos 3,15), og fordi han også overfor Noa havde lovet, at han aldrig igen ville sende en syndflod (1 Mos 9,11), så stod han ved sine aftaler og kaldte Abraham til at indlede det afgørende kapitel i sin frelsesplan (1 Mos 12,1-3). Gud indgår en aftale med Abraham og senere med både Israel og David, mens han gennem profeterne Ezekiel og Jeremias gør det klart, at alle disse aftaler skulle følges op af en »ny pagt« (Ez 36,25-28; Jer 31,31-34). En pagt, som Det Nye Testamente fortæller os, blev indgået af Jesus.

En aftale med eller uden betingelser?

To forhold har på en særlig måde været diskuteret i bibelforskningen og troslæren.

For det første er der uenighed om, hvorvidt de bibelske pagter er betingede »lovpagter« eller ubetingede »nådepagter«.

For det andet er dateringen af aftalerne i 2.-5. Mosebog særdeles omdiskuteret. Den bibelkritiske forskning hævder således, at aftalerne tidligst er blevet skrevet ned i det 7. årh. f.Kr., mens konservative forskere argumenterer for, at de afspejler den tid, de selv refererer til, nemlig det 14.-13. årh. f.Kr.

Vi skal i denne artikel fokusere på det første spørgsmål: Er Bibelens pagter betingede eller ubetingede?

Der findes ingen eksempler fra oldtidens Mellemøsten på kontrakter, hvor en gud indgår en aftale med en konge eller et folk. Her er Biblen unik. Men der er mange eksempler på aftaler, hvor konger indgår aftaler med andre konger eller øvrighedspersoner.

Disse aftaler kan i det store hele inddeles i to: pagter, hvor der er jævnbyrdighed mellem aftalens parter, og pagter, hvor der er et asymmetrisk magtforhold mellem parterne.

De asymmetriske er dels de aftaler, hvor kongen lover beskyttelse og privilegier til en vasalkonge, hvis han overholder sine forpligtelser, dels de »kongebreve«, hvor kongen tildeler loyale undersåtter et stykke jord. Vasalpagterne er betingede, fordi beskyttelsen gives på visse betingelser. Kongebrevene er derimod ubetingede – for når først jorden er givet, tages den ikke tilbage.

I vasalpagterne er der naturligvis et element af betingelse, fordi den stærke part på visse betingelser indvilliger i ikke at slå sin vasal ihjel. Hvis vasalkongen ikke opfylder aftalens betingelser, trues der ofte med alskens eder og forbandelser.

Det modsatte gælder jordoverdragelserne, hvor det er dem, der krænker undersåtten, der trues med bål og brand, og hvor undersåttens fortsatte loyalitet overfor giveren mere forventes som en taknemmelig reaktion på den nådige gave. Hvis ikke undersåtten viser sin taknemmelighed, kan han ikke længere tage kongens gunst for givet

De bibelske pagter er både-og

Traditionelt har man karakteriseret pagten med Abraham og David som eksempler på ubetingede ”kongebreve”, mens pagten med Israel er blevet forstået som en betinget vasalpagt.

Som vi har set, er denne sammenligning ikke tilstrækkelig, hvis vi vil have en dækkende forståelse af de bibelske pagter, og som det fremgår af illustrationen på side X, gælder det også for de bibelske pagter, at de består af både ubetingede løfter og samtidig en række betingelser. Det springende punkt er derfor ikke, om de er betingede eller ubetingede, men i hvilket forhold forpligtelserne står til ”gaven.” Og læser man de bibelske pagter i den sammenhæng, de står, er det tydeligt, at gaven eller løftet altid går forud for forpligtelsen. Eller for at bruge en formulering fra troslæren: Evangeliet går forud for og er forudsætningen for helliggørelsen. Men her ser det altså ud til at Gud har gjort brug af den type aftaler, der var kendt af Abraham, Moses og israelitterne som royale jordoverdragelser, og som var kendetegnet af den taknemmelighed hos undersåtten, der skabtes gennem kongens gunst og hans nådige gave.

Pagterne blev ofte indgået ceremonielt, hvor både ritualer og fysiske genstande skulle symbolisere parternes ansvar og forpligtelser. I Biblen fungerer regnbuen (1 Mos 9,12-17), omskærelsen (1 Mos 17), blodet og sabbatten (2 Mos 24,8; 31,16-17), davidskongerne (2 Sam 7,12), ånd og vand (Jer 31,33; Ez 36,26-27), vin og brød (Luk 20,19-20) og dåbsvand (1 Pet 3,21) som sådanne symboler, og ligesom den nye pagt er forbundet med højtidelige ceremonier (dåben og nadveren), var Abrahamspagten det også.

Løfterne til Abraham, Israel og David

Guds løfte til Abraham er ubetinget: »Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, så du bliver til velsignelse« (1 Mos 12,1-3). Senere understreges det, ved at det alene er Gud, der i forbindelse med pagtslutningsceremonien i 1 Mos 15 forpligtede sig til at overholde aftalen ved at gå ned mellem de parterede dyr i skikkelse af »en rygende ovn og en flammende fakkel«. Samtidig ville Gud jo have været nødt til at kalde en anden end Abraham, hvis ikke han havde reageret i tro og efterfølgelse, da Gud første gang afgav sit løfte til ham (1 Mos 12,4-9). I ceremonien i 1 Mos 15 understreges det, ved at Abraham symbolsk skal jage de rovfugle væk, der »slog ned på de døde dyr«, for at vise, at han vil beskytte og værne om pagten.

På samme måde indledes den omfattende beskrivelse af Israels forpligtelser eller ”helliggørelse” i lovsamlingerne i 2.-5. Mosebog jo med ”evangeliet.” Gud lover i 2 Mos 6,7 – uden betingelser – at »jeg vil tage jer til mig som mit folk, og jeg vil være jeres Gud«.

På samme måde hedder det i 2 Mos 19,4, at »I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig,« og De ti Bud indledes i 2 Mos 20,1 på samme måde med, hvad Gud allerede – ubetinget – har gjort: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.«

Når det gælder David, er det en pointe i 2 Sam 5, at David ikke skulle bygge noget hus til Gud, men at Gud – uden betingelser – ville bygge et hus til David, og at Gud aldrig ville tage sin – ubetingede – trofasthed fra Davids efterfølgere, men tugte dem ”med menneskestok og menneskeslag” for at sikre den sande efterfølgelse og respons på »gaven«.

Den nye pagt

I den nye pagt, som Jeremias og Ezekiel forudser, er det nye, at såvel gaven som opgaven skal distribueres til ”alle jordens slægter” og internaliseres ved at Gud tager bolig i hver enkelt troende ved sin Ånd.  

I de ”gamle” pagter var Gud først og fremmest til stede i Israel med templet som sin ”bolig,” og såvel evangeliet som loven var primært repræsenteret fysisk i templets allerhelligste med nådestolen og på tavlerne med de ti bud – inklusive den ”evangeliske” indledning om Guds ubetingede udfrielse! I den nye pagt møder Gud enhver med sin ubetingede nåde i Jesus Kristus, og gør enhver, der tager imod ham, til et tempel for Helligånden (1 Kor 6,19). Og på samme måde som templet i det gamle Israel skulle symbolisere verden, som Gud oprindeligt skabte den, sådan er det også Helligånden, der ”ifører jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed” (Ef 4,24).

Sådan peger alle pagterne fra Abraham til David altså frem mod Jesus, der – uden betingelser – giver ”hvile,” og som véd, at det først er, når vi har taget imod denne ”hvile,” at ”åget” bliver godt og let, altså at efterfølgelsen eller responsen på ”hvilens gave” bliver oplevet som ”hvile for jeres sjæle” (Matt 11,28-30). Eller som det måske udtrykkes allerstærkest, hvor Jesus først siger til kvinden, der blev grebet i hor, ”Heller ikke jeg fordømmer dig,” dernæst ”Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8,11).

Pagterne med Israel underviser os

En vigtig pointe i alt dette er, at Guds aftale med Israel var karakteriseret af præcis det samme forhold mellem ”evangelium” og ”helliggørelse,” som vi finder i den nye pagt! For ”hedningekristne” er pagterne med Abraham, Israel og David derfor et stærkt vidnesbyrd om, at dén aftale, som Gud indgik med Israel, har han også indgået med os! Guds pagter med Israel er ikke en parentes i frelseshistorien, som er afløst eller ugyldiggjort af den nye pagt.

De er aftaler, der underbygger og underviser både jøder og hedninger om evangeliet, og som viser os på mangfoldige måder, hvordan helliggørelsen kan se ud. Uden de ”gamle” pagter ville vi med andre ord vide meget mindre om ”bredden og længden og højden og dybden” af Kristi kærlighed (Ef 3,18), og have meget få eksempler på, hvad det vil sige at ”I skal være hellige, for jeg er hellig” (1 Pet 1,16).