David – en mand efter Guds hjerte

Det er lidt overraskende, hvor meget af det Gamle Testamente som omhandler begivenheder fra Davids liv. Faktisk udgør det hele 7 procent.

Tager vi de mere end 70 Salmer med, som vi ved, David har forfattet, er vi oppe på mere end 11 procent! Han er den næstmest omtalte person i hele Skriften efter Jesus og hører til en af de mest kendte skikkelser i Det Gamle Testamente.

Vi vil i artiklen her se på noget af baggrunden for, hvorfor David er en af de personligheder, som Skriften bruger mest spalteplads på, selvom begivenhederne kun dækker en periode på omkring 70 år af Israels historie. Vi vil se på det bemærkelsesværdige i Davids liv og hans forhold til Gud — og måske det kan være med til at vække en nysgerrighed til at læse og studere Bibelens fortælling om Davids liv og hans salmer.

Fakta om David

David levede omkring år 1000 f.Kr. Han var søn af Isaj og efterkommer af Ruth og Boaz, som vi kan læse om i Ruths Bog (1 Krøn 2,12). David havde syv brødre og voksede op i Betlehem lidt uden for Jerusalem som fårehyrde.

Han blev forfulgt af kong Saul gennem flere år og senere af sin egen søn Absalom. Han fik i løbet af sit liv 8 hustruer og tæt på 20 børn. David blev i en alder af 30 år kronet til konge og var herefter konge til sin død 40 år senere. De første syv et halvt år var han konge over Juda (i Hebron), hvorefter han de næste 33 år regerede i Jerusalem over både Juda og hele Israel (2 Sam 5,4).

Davids kongedømme var præget af Guds velsignelse og militær succes, men også interne familiestridigheder. David var idéskaberen bag det første tempel i Jerusalem – en bygning, som Gud ikke tillod ham at bygge, da han var »kriger og havde udgydt blod« (1 Krøn 28,3). Det blev i stedet hans søn Salomo, som opførte templet (1 Krøn 28,6). David døde i en alder af 70 år og blev begravet i Jerusalem (1 Kong 2,10).

David i Det Nye Testamente

Davids navn optræder mere end 50 gange i Det Nye Testamente, og der refereres til flere af hans salmer (fx i Rom 11,9f).  Han omtales som »patriark« og »profet« i ApG 2,29-30.

Jesus omtales mange gange som »Davids søn« (fx Luk 18,39) eller »Davids rodskud« (fx Åb 5,5). Flere af de nytestamentlige forfattere understreger på den måde, at Jesus som Messias er opfyldelsen af profetien om, at Gud vil bygge David et hus og grundfæste hans kongedømme til evig tid (2 Sam 7,11ff).

Et personligt forhold til Gud

Når vi læser beretningerne fra Davids liv, støder vi ind i rigtig mange forskellige temaer. Eksempelvis venskab, forfølgelse, storhed, bedrag, flugt og lidelser.

Der er ingen tvivl om, at David har været en stor personlighed med mange egenskaber. Han omtales som en dygtig og forstandig mand, en god kriger (1 Sam 16,18) og en enestående digter og musiker. Han har været en stor leder for Israel, en stor krigsherre og ikke mindst et åndeligt forbillede.

Når Skriften beskriver begivenhederne omkring David, er det tydeligt, at han havde et dybt og personligt forhold til Gud, som prægede hans personlighed, adfærd og storhed. Når vi læser om Davids formaning til sin søn Salomo lige inden sin død (1 Kong 2,1ff), får vi en fornemmelse af, at David også så vigtigheden af at holde sig til Guds ord i Moseloven og leve tæt på ham.

Samtidig må vi konstatere, at David – som alle os andre – var et menneske, og derfor var der også synd i hans liv, som fik store konsekvenser for både ham og hans familie. Ikke mindst da han planlagde soldaten Urias’ død, så han kunne gifte sig med Urias’ kone, Batseba. Efter denne skelsættende episode, døde den dreng, som David havde fået med Batseba, og Davids sidste år var præget af voldtægter, mord, oprør og forfølgelse internt i Davids familie (2 Sam 11ff).

Beretningerne om David virker på den måde meget ærlige og upyntede. De giver os et indblik i en periode i Israels historie, som var præget af krige og interne stridigheder i kongehuset. Samtidig giver de os et indblik i nogle fantastisk spændende og dramatiske begivenheder i et menneskes liv, som havde et dybt personligt forhold til Gud – ikke kun i medgang og succes, men også i modgang og lidelser.

Ikke nok med det, så får vi igennem Davids eget forfatterskab i Salmerne et helt enestående indblik i hans tro på og tillid til Gud og hans anfægtelse, synd, lovprisning og egne erfaringer med Gud.

Tillid og frimodighed til Gud

Når jeg tænker på David, er det første, jeg tænker på, hans frimodighed og tillid til Gud. Måske det hænger sammen med, at netop de aspekter af Davids tro og karakter er så fremtrædende i en af de absolut mest kendte fortællinger fra hele Skriften om den unge Davids drab på Goliat i Israels kamp mod filistrene (1 Sam 17).

»Og David sagde: “Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også redde mig fra denne filister”«. Det er et udsagn, som for os, der har læst beretningen mange gange, kan blive ret så selvfølgeligt. Men i Davids situation har det været et helt enestående udsagn om tro og tillid til, at Gud nok skulle gribe ind. Guds sejr over Goliat gennem David var en tydelig afsløring af, hvordan Gud udvælger og bruger det, som er sårbart og skrøbeligt i sin frelsesplan og gør det til noget stærkt og kraftfuldt (j1 Kor 1,27-29) – et princip, som Gud har brugt igen og igen op gennem frelseshistorien og stadig bruger den dag i dag.

Selvom David så godt ud (1 Sam 16,12), var det ikke en faktor, da Gud gennem profeten Samuel udvalgte David til konge (1 Sam 16). Isajs sønner blev én for én ført frem for Samuel, men valget faldt i stedet på den yngste søn, som ikke engang var hentet ind fra marken. Gud så ikke på det ydre, men på hjertet.

Skriften lærer os, at Gud udvalgte en mand efter sit hjerte (Apg 13,22). Vi får ikke en beskrivelse af, hvad det vil sige at være et menneske efter Guds hjerte. Måske det knytter sig til den tros-frimodighed og tillid til Gud, som står så stærkt i beskrivelserne af David og i hans egne Salmer. Uanset hvad er det i hvert fald et tydeligt tema i Davids liv.

Davids Salmer er fyldt med udsagn og vidnesbyrd om, hvordan David oplevede Gud som sin klippe, beskytter og frelser (fx Sl 31). Hans tillid til Gud kommer til udtryk blandt andet i Salme 37, hvor han skriver: »Stol på ham, så griber han ind«. Og i Salme 34: »Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem«. David har mange gange stået helt ude på kanten af livet og har tydeligvis haft både en tro på og erfaring af, at Gud har holdt hånden over ham i de krige og forfølgelser, han oplevede gennem store dele af sit liv.

Efter Davids utroskab med Batseba og mordet på Urias var David hurtig til at erkende synden, efter at han blev konfronteret med den (2 Sam 12,12-13). I Salme 51 får vi et unikt indblik i Davids sind og tanker i den forbindelse, hvor han udfolder sin anger og bøn til Gud om tilgivelse. David levede også i en tro og tillid til Guds nåde og barmhjertighed og vidste, at »Herren er nær ved dem, hvis hjerte er sønderknust. Han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt« (Sl 34,19).

David som forbillede

David er for mig på mange måder et forbillede og et vidnesbyrd om betydningen af at leve tæt på Gud – i både tillid og ærlighed.

Det virker, som om David var meget umiddelbar i sin tro og levemåde. Han havde stor frimodighed og tro på Gud og var klar til at bekende sine fejltrin, når de blev åbenbaret for ham. Personligt synes jeg, at det næsten altid er muligt at finde en salme, som på en eller anden måde vækker genklang i mit eget liv og formaner eller opmuntrer mig til syndsbekendelse, bøn eller lovprisning af Guds storhed og omsorg.

Selvom Davids salmer er blevet til i hans liv og i hans konkrete kontekst, kan jeg på en måde låne Davids ord i hans sange – i udfoldelsen af min egen tro, tvivl, tilbedelse eller lovsang.

David som billede på Messias

David profeterer om Messias – både med sin person og i flere af sine salmer (fx Sl 22 og 110). Jesus blev født i Davids slægt (Matt 1,1.6; Es 11,1-2; ApG 13,23 jf. 2 Sam 7,11ff).

Både Jesus og David var fra Betlehem, som også kaldes »Davids by«, de var begge konger og på hver sin måde hyrder (2 Sam 7,8; Joh 10,11). Metaforen om hyrden bruger David også i den nok mest kendte af sine salmer, Salme 23.

De omgav sig begge med samfundets underkuede (1 Sam 22,2; Luk 15,1ff). De blev begge forfulgt og hånet i flere sammenhænge og forrådt af én af sine allernærmeste (Absalom og Judas). Og David begyndte sin regeringsperiode som konge i nogenlunde samme alder, som Jesus begyndte sit offentlige virke.

Gud er min hyrde

David var et redskab i Guds hånd til at føre Guds vilje igennem på hans tid (ApG 13,22). Davids person og de enormt spændende begivenheder, som fandt sted i hans liv, udgør dels et vigtigt kapitel i Israels historie, men også et stærkt vidnesbyrd om betydningen af at have Gud som sin herre og frelser i sit liv.

Davids frimodighed og tillid til Gud har uden tvivl været et vidnesbyrd for både hans brødre, den israelitiske hær og hans landsmænd. Davids tillid til Gud minder mig om, hvor vigtigt det er at lægge forskellige forhold i mit liv i Guds hænder. At slippe bekymring og skepsis - og i stedet stole på at Gud også er hyrde for mig (jf. Sl 23) – både i medgang og i modgang.