Abraham – en 4000-årig fuld af liv!

Nogle mennesker sætter store aftryk, mens de lever. Vi kan se navne på historiens store mænd hamret ind i søjler og triumfbuer rundtom i verden, så vi, der lever i en senere tid, kan vide, hvad de udrettede.

Når det gælder Abraham, har vi ingen mindesmærker. Han var ikke konge, byggede ingen byer og erobrede ikke noget land. Han levede som nomade, og det eneste stykke jord vi med sikkerhed ved, han ejede, var den mark nær Hebron, hvor familiens gravsted kom til at ligge.

Holdt op mod andre store skikkelser burde Abraham være skrevet ind i historiens glemmebog. Men der er næppe nogen historisk person, der har haft så stor betydning som ham – gennem 4000 år! Landet, han fik af Gud, huser efter mange hundrede års eksil atter det folk, han blev stamfader til. Og Guds løfte om, at han skulle blive til velsignelse for alle jordens slægter, er gået i opfyldelse, så der daglig er millioner af mennesker på hele kloden, der finder frelse og håb hos Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Det må siges at være større end et navn hugget ud i sten!

Behov for en ny plan

Abraham møder vi i 1. Mosebog 11-25, kort efter beretningen om syndfloden. Det spørgsmål, man som bibellæser sidder med, er, hvordan det vil gå denne gang. Vil Noas efterkommere være mindre onde end generationerne før syndfloden? Vil de huske på den Gud, der reddede Noa og hans familie og gav menneskeheden en ny chance? Og ikke mindst: Hvad vil Gud gøre, hvis det går galt endnu en gang?

Beretningen om Babelstårnet (1 Mos 11) giver bange anelser. Det store projekt, som den nye menneskeslægt på det tidspunkt udtænkte, var ikke at bygge et alter eller et tempel, for at huske sig selv og de kommende generationer på, hvem Gud er, og hvad han har gjort. Nej, det, der lå først i deres tanker, var at bygge en by med et tårn, der nåede op til himlen, for at skabe dem selv et navn, så de undgik at blive spredt (1 Mos 11,4). 

Beretningen om Babelstårnet fortæller os måske ikke direkte om menneskenes ondskab, men den gør det klart for os, at menneskene i tiden efter syndfloden stadig søgte deres eget. De havde store planer og kunne gennemføre store projekter, men de søgte ikke Gud og kunne heller ikke finde ham. Gud måtte gribe ind – og det gjorde han.

Et land, en slægt og en velsignelse

Folkene i Babel blev spredt, og Bibelen følger derefter en bestemt gren af Sems slægt, frem til vi møder Abram (1 Mos 11,10-32). Gud har en plan, der tager udgangspunkt i en enkelt mand:

»Herren sagde til Abram: ”Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse” (1 Mos 12,1-2).

Planen kan sammenlignes med et timeglas, der har et smalt punkt på midten. Det punkt er Abram. Og det land og den slægt, han får skænket af Gud, er redskaberne til at nå hele verden med velsignelse.

Læg mærke til, at velsignelsen har to sider. Gud lover som det første sin velsignelse til Abram, fordi Abrams opgave har enorme perspektiver, som er langt ud over, hvad han selv kan klare. Der er altså en velsignelse, der knytter sig til opgaven – og som lige siden har fulgt Abrams efterkommere. Men velsignelsen af Abram og hans opgave er ikke et mål i sig selv. Abram skal først og fremmest være en velsignelse for andre – ja, Gud lover ham: »I dig skal alle jordens slægter velsignes« (1 Mos 12,3).

Landet (1 Mos 12-15)

Abrams første kald er at drage til det land, som Gud vil vise ham (1 Mos 12,1). Vi kan undre os over, at Gud ikke bare bruger Abram der, hvor han er. Men befalingen er klar. Abram skal drage bort fra sin slægt til et nyt og ukendt land. Da han har fulgt befalingen og er nået frem, viser Gud sig for ham og bekræfter, at han nu har fundet landet. »Jeg vil give dine efterkommere dette land« (1 Mos 12,7).

Umiddelbart efter syndfloden lovede Gud, at han ikke ville ødelægge hele jorden endnu en gang på grund af menneskehedens synd (1 Mos 9,12ff). Men han er stadig den samme Gud – med kærlighed til menneskene og med vrede over deres ondskab. Derfor skaber han gennem Abram et mikrokosmos, hvor han i generation efter generation kan vise, hvem han er. I lille målestok, som en miniature, sker det med Israel, som skulle ske med hele verden.

Abrams forhold til landet er altså vigtigt, for det viser os, hvordan ethvert menneske bør handle i denne verden. Tager han imod landet som en gave fra Gud? Stoler han på Gud i sit daglige liv i landet? Takker han Gud? Vi skal se på tre episoder fra Abrams forhold til landet.

Den første episode finder sted, efter at Abram er draget gennem landet fra nord til syd. Her kommer der en hungersnød, bekymringerne får overtaget og Abram flygter til Egypten. Hans flugt viser, hvor nemt mennesker glemmer Gud, når der skal træffes beslutninger i pressede situationer. Gud må selv gribe ind og sørge for, at Abram kommer tilbage.

Det er en ydmyget mand, der kommer tilbage til det lovede land og får et nyt møde med Gud (13,4). Abram har lært noget i sit forhold til landet. Det viser den episode, hvor Abram må skilles fra sin nevø Lot, fordi deres kvægflokke er blevet for store. Her lader Abram Lot vælge, hvilken del af landet han vil bo i. Abram er tryg ved, at selvom Lot vælger den mest frugtbare del af landet, så vil Gud sørge for ham. Abram lader sine bekymringer med hensyn til landet overskygge af Guds løfter og oplever på den baggrund, at Gud bekræfter at han vil give ham hele landet, sådan som han har lovet (13,14-17). 

Den tredje episode er om muligt endnu stærkere. I forbindelse med en redningsaktion, hvor Abram redder Lot, kommer Sodomas konge til at stå i gæld til Abram. Fristelsen til at indkassere hurtig rigdom er nærliggende, men Abram falder ikke for den. Han kender til Sodomas ondskab og nægter at modtage noget fra den kant. Han har sin rigdom i Guds løfter, og derfor kan han svare Sodomas konge: »Jeg løfter min hånd til Herren, Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord: Jeg vil ikke have noget af dit, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke kunne sige: Jeg har gjort Abram rig!« (14,22f).

Slægten (1 Mos 15-22)

Indtil nu har det handlet om Abrams forhold til landet. Fra kapitel 15 melder det næste punkt i Guds plan sig: Hvad med den store slægt, som Gud har lovet? Spørgsmålet er påtrængende, ikke mindst fordi Abram har passeret de 80 år, og fordi hans kone Saraj kun er ti år yngre. Det biologiske ur tikker.

Abrams udgangspunkt er også denne gang troen. Gud tager ham med udenfor og viser ham, hvordan hans efterkommere skal blive talløse som stjernerne.

Abram tror Gud. Men som vi tidligere har set, så er bekymringerne troens fjende. Årene går, og Saraj kan stadig ikke få børn. At Abram i den situation lytter til Sarajs forslag om at få et barn med hendes trælkvinde Hagar, er nemt at forstå. Men det er ikke troens vej. Som en sidebemærkning får vi at vide, at Hagar er egypter (16,1), og vi kan drage en parallel til den episode, hvor Abrams bekymring førte ham til Egypten. Endnu en gang har Abram lyttet mere til sin egen fornuft end til Guds løfter, og sønnen Ismael, der kommer ud af forholdet med Hagar, bliver ikke den søn, der skal bringe velsignelsen videre.  

Abram må leve endnu nogle år med løftet om en søn. Det er tankevækkende, at det er i denne periode af Abrams liv, Gud ændrer hans navn til Abraham, der betyder »far til en mængde«. Sønnen er ikke født endnu, men Guds løfte er så urokkeligt, at Abraham kan bære det med i sit navn! 

Abrahams forhold til landet endte med, at han lagde det hele i Guds hænder og stolede på ham. På samme måde med Isak, løftets søn, som han på forunderlig måde får som 100-årig. Gud beder Abraham om at ofre sin søn på Morija bjerg (kap. 22), og selv i denne ekstreme situation stoler Abraham på Gud og følger hans anvisninger. Han ved, at troen på Gud er afgørende, og får også lov at erfare, at Gud sender det offer, der kan bringes i stedet for Isak. 

Velsignelsen

Som vi har set, lover Gud sin velsignelse over det kald og den opgave, Abraham får. Men hvori består den velsignelse, som alle jordens slægter skal møde gennem Abraham?

Tænker Gud på Abrahams oldebarn Josef, der holdt folk fra hele jorden i live ved at sælge korn til dem under den syv år lange hungersnød (1 Mos 41,57)? Eller består velsignelsen i det, som mange jøder mener i dag: at de har en forpligtelse til at helbrede verden ved at gøre godt og kæmpe mod uretfærdighed (kaldet tikkun olam)?

Nej, hvor gode disse ting end kan være, så er velsignelsen dybere. Udvælgelsen af Abraham er ikke en blandt flere planer. Gennem denne mand og hans slægt vil Gud, når tiden er inde, genoprette alt. Derfor er det ind i netop denne slægt, Gud mange år senere lader sin søn føde af Maria. Jesus er Guds velsignelse, der gælder både jøder og hedninger. »For alle har syndet, og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus« (Rom 3,23f).

Ligesom landet og slægten var Guds gaver til Abraham, er velsignelsen det også. Kun Gud kan bringe det offer for verdens synd, som er nødvendigt for at sone synden og skabe fællesskab mellem Gud og mennesker.  

Abrahams betydning

Tvillingerne Jakob og Esau er kun 15 år, da deres bedstefar Abraham dør i en alder af 175 år. Bibelen fortæller, at det er Isak og Ismael, der begraver deres far. Alle de sønner, Abraham fik med sin tredje hustru, Ketura, havde han inden sin død sendt mod øst, så de ikke kom til at konkurrere med Isak om det lovede land.

På mange måder efterlod Abraham sig en skrøbelig arv. Han måtte lige til det sidste leve som nomade i det land, Gud havde lovet ham. Hans sønner og sønnesønner kunne komme i strid med hinanden, og meget andet kunne gå galt. Abraham måtte ved slutningen af sit liv klynge sig til den samme tro, som havde båret ham gennem livet, og regne med, at Gud ville føre sin plan frem til fuldendelse.

Vi kan på 4000 års afstand se, at Gud har holdt alle sine løfter til Abraham, både når det gælder at give Abrahams efterkommere landet, når det gælder en talrig slægt, og når det gælder at være en velsignelse. Engang skal han også selv få lov at se frugterne af sit liv, når mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med ham i himmeriget (Matt 8,11).