To nye fund styrker Bibelens troværdighed

Vores stadig mere finmaskede kendskab til livet i Israel på Bibelens tid hjælper os til at forstå Bibelens beretning bedre og have tillid til dens historiske troværdighed. To nye fund fra Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes verden giver gode eksempler på dette.

I mere end 200 år har der raset en kamp om Bibelens troværdighed. Den begyndte blandt teologiske professorer, der satte spørgsmålstegn ved Bibelens historiske oplysninger.

Senere spredte kampen sig til arkæologiens udgravningshuller, hvor spørgsmålet blev, om der er sammenhæng mellem de gamle sten og Bibelens skrifter.

Kan vi bevise Bibelen?

Hvad kan vi så sige efter så lang tids kamp? Kan Bibelen »bevises«? Faktisk er det spørgsmål ikke så enkelt, som det lyder. Arkæologi er ikke matematik. Stenene taler ikke af sig selv. Det har vist sig, at arkæologerne i mange tilfælde ikke er enige om tolkningen eller dateringen af deres fund. På trods af mange års udgravninger har vi også kun afdækket få procent eller måske blot promiller af al den fortid, jorden gemmer på. Der er noget foreløbigt over alle arkæologiske tolkninger.

Når det er sagt, vil jeg godt sige, at i den tid, jeg har fulgt strømmen af nye arkæologiske fund, er der hvert eneste år gjort nye opdagelser, der i stadig større grad bevidner det billede, vi kender fra de bibelske skrifter.

For eksempel vokser listen af bibelske personer, hvis navne dukker op på små seglaftryk på brændte lerklumper (de såkaldte bullae). Det samme gør store bygningsanlæg fra den periode, hvor David og Salomo var konger. Går vi helt tilbage til dommernes tid, viser det sig, at der samtidig med Bibelens beskrivelse af Israels bosættelse i det judæiske højland dukker en ny hustype op (det såkaldte firrumshus), der med god ret kan forbindes med Israels stammer. Skynder vi os frem til Det Nye Testamentes tid, har arkæologerne fundet spor efter mange byer og bygninger kendt fra evangeliernes beretninger.

Sat på kort formel er arkæologien i høj grad med til at bevidne Bibelen som et ægte historisk skrift og ikke blot fantasi og myter og belyse tiden, dens skrifter blev til i, så vi bedre kan forstå, hvad der er på spil. Det skal vi nu se to eksempler på.

Var filistrene sagn fra gamle dage eller virkelige fjender?

Beretningerne om kong David er blandt de mest omdiskuterede og betvivlede. Argumentet lyder, at David blot er en sagnkonge, der blev opfundet århundreder efter for at give den jødiske befolkning en følelse af at have en stolt fortid og en fælles identitet.

Kunne man ikke også sige, at filistrene er de perfekte sagnmodstandere? Et stærkt og mægtigt folk med kæmper som Goliat og styrke til selv at røve pagtens ark (1 Sam 4).

Nu viser det sig imidlertid, at mange års udgravninger i de byer, der ifølge Bibelen tilhørte filistrene, tegner et billede, der svarer nøje til den bibelske fortælling.

Ifølge Det Gamle Testamente holdt filistrene nemlig til i fem byer omkring Gaza: Ashdod, Ashkalon, Ekron, Gat og Gaza (Josva 13,2-3). Netop her har arkæologerne fundet huse bygget på en anden måde end ellers i Kana’an og Israel. Også køkkengrej, smykker og våben var af andre typer og formater end ellers kendt.

Dette har vi vidst i en del år, men i 2019 blev der offentliggjort en rapport, der satte en tyk streg under Bibelens billede af filistrene.

Under udgravningen af en af filistrenes hovedbyer, Ashkalon, havde arkæologer nemlig indsamlet menneskeknogler fra tre forskellige gravpladser fra tre forskellige perioder. Knoglerne blev efterfølgende sendt igennem en DNA-analyse.

Resultatet tegner et spændende billede: Den ældste grav kunne dateres til perioden, før filistrene kom og bosatte sig omkring år 1200 f.Kr., og den genetiske profil i disse knogler matchede helt som forventet den lokale kana'anæiske befolknings. Den yngste grav rummede knogler fra cirka 150-200 år efter filistrenes ankomst og viste heller ikke nogen særlig profil i forhold til den traditionelle mellemøstlige. Det gjorde derimod knoglerne fra nogle børn, som var begravet lige efter år 1200 f.Kr. Her kunne forskerne se et markant indhold af typisk europæisk DNA.

Det er vigtigt, fordi Bibelen entydigt beskriver filistrene som et europæisk folk. De siges at være kommet fra »Kaftors kyst« (Jer 47,4), som de fleste forskere anser for at være identisk med Kreta. 5 Mos 2,23 kalder dem slet og ret for »kaftoritterne«. Andre steder kaldes filistrene for »kretitterne« (hebraisk: kretîm), hvilket i vores danske oversættelse er gengivet med »kreterne« (for eksempel Sef 2,5; Ez 25,16).Med andre ord: På dommernes tid omkring år 1200 f.Kr. ankom et stærkt, europæisk folk til den sydvestlige kyst af Kana’ans land. Samson var en af de første, der tog kampen op med dem (Dom 13-16). Selvom de med tiden giftede sig med den lokale befolkning og tabte deres europæiske DNA »i knoglerne«, bevarede de en stærk identitet og blev Israels stærkeste modstander. Davids store heltegerning var, at han som den første knækkede deres magt og satte Israel fri. Arkæologien bevidner altså, at filistrene var en ægte historisk modstander.

Med Jesus i synagogen – i Magdala

Nu tager vi et spring til Det Nye Testamentes tid. Det er faktisk ret utroligt, hvad arkæologerne bare de sidste 50 år har gravet frem fra det første århundrede. Tænk på området omkring tempelpladsen, hvor vi igen kan gå på det fortov, Jesus og disciplene gik på. Eller på kong Herodes’ paladser som Masada og Herodion foruden hele byer som Cæsarea ved Havet og Sebaste i Samaria.

Alligevel vil vi bruge spaltepladsen på en ved første øjekast lidt mindre imponerende bygning, der blev fundet langt fra Jerusalems myldrende metropol. Vi skal til Galilæa, til Genesaret Sø, og besøge byen Magdala.

Indtil Herodes Antipas – søn af Herodes den Store – omkring år 19 e.Kr. grundlagde Tiberias, var Magdala den vigtigste jødiske by ved Genesaret Sø. Her blev der landet fisk i tonsvis og produceret en særlig stinkende fiskesovs ved navn garum, som romerne bare ikke kunne få nok af, og som derfor var vidt berømt. På Jesu tid fik Magdala derfor også et nyt navn: Tarichæa, »marineret fisk«.

Men Magdala overlevede ikke den store jødiske krig mod Rom i år 66-70. Snart gled dens ruiner ind i glemslens tåge og blev dækket til af dynd og slam fra århundreders regnskyl.

I år 2009 begyndte imidlertid en ny epoke for Magdala, og det så eftertrykkeligt, at stedet i dag er hastigt på vej ind på turisters og pilgrimmes rejseprogram prioriteret kun lidt lavere end kendte og velbesøgte steder som Kapernaum, Tabgha og Saligprisningernes bjerg.

Historien bag er ret fantastisk. I Jerusalem er der lige over for New Gate et berømt dominikansk pilgrimscenter ved navn Notre Dame. Lederen af centret, fader Solana, begyndte i 2004 at drømme om at åbne et lignende pilgrimscenter ved Genesaret Sø.

Fader Solana vidste, at det ville blive svært at finde et egnet sted og ikke mindst dyrt at købe grundarealerne. Men i 2009 lykkedes det ham at købe et forfaldent baderesort med det knap så bibelsk-klingende navn, Hawaii Beach. Stedet lå i øvrigt på det område, der traditionelt var blevet udpeget som det antikke Magdala, men trods flere udgravninger var der indtil da ikke fundet det helt store. Solana regnede derfor heller ikke med, at den obligatoriske »redningsudgravning«, der altid skal foretages forud for større byggerier, ville kaste noget af sig.

Men til alles overraskelse sagde det »klank« nærmest ved første spadestik. Arkæologerne gravede lige ned i, hvad der skulle vise sig at være en synagoge fra Jesu tid. Yderligere udgravninger i området blotlagde en markedsplads, damme til opbevaring af fisk fanget på søen, rituelle renselsesbade og mere til. Alt tyder på, at det virkelig er Magdala fra Jesu tid, der er fundet.

Synagogen er uden sammenligning det vigtigste af fundene, da fundet af en mønt fra år 29 e.Kr. gjorde det muligt at datere den ret præcist til begyndelsen af vores tidsregning. Det gør den ikke blot til den ældste fundne mønt i Galilæa, men også til en af de ældste i Israel overhovedet.

Tilmed var synagogen altså bygget på det tidspunkt, hvor Jesus ifølge evangelierne drog rundt »i hele Galilæa« og »underviste i deres synagoger« (Matt 4,23). Derfor er denne synagoge et af de vigtigste fysiske levn i Galilæa, der med en høj »arkæologisk sandsynlighed« kan forbindes med Jesus.

Fundet af synagogen er vigtigt af to årsager. For det første er den med til at begrave en teori om, at der slet ikke var synagoger i Israel på Jesu tid. Når evangelierne har så mange beretninger om konflikter mellem Jesus og folk i synagogerne, mener nogle forskere, at det en uhistorisk tilbagedatering af problemer for de første kristne langt senere efter templets fald i år 70. Men hvor denne teori tidligere kunne slå på, at vi ikke havde fundet synagoger i Galilæa, der med sikkerhed kan dateres til Jesu tid, er Magdalas synagoge nu med til at bevidne evangeliernes billede af Jesus som troværdigt.

En helt særlig sten forbinder synagogen med templet

Den anden grund har at gøre med en enestående opdagelse, arkæologerne gjorde, noget tid efter at havde opdaget synagogen. Faktisk var lederen af udgravningen taget på en ferie på Cypern, som hun i al hast afbrød, da hun i solstolen fik beskeden om, at en helt enestående sten var blevet afdækket midt på synagogens gulv.

en var ikke en del af gulvet som sådan, men var en fritliggende sten, udsmykket med relieffer af en syvarmet lysestage og andre genstande, der kan forbindes med templet i Jerusalem.

Den bedste »læsning« af stenens relieffer er den, at dens forskellige sider svarer til forskellige steder i templet: præsternes forgård, det hellige rum og til sidst det allerhelligste rum, hvor man kan se en mobil tronstol på hjul omgivet af et flammehav – præcis som Daniel og Ezekiel beskriver Guds trone i himlen (Dan 7,9; Ez 1,13; 10,6).

Vi ved ikke, præcis hvad stenen blev brugt til; blot at den fortæller en fascinerende historie om jøderne i Galilæa på Jesu tid. Selvom de boede langt fra Jerusalem, ønskede de i ånden at være tæt forbundet til templet. Stenen kan ses som et forsøg på at importere noget af templets hellighed og nærvær midt ind i en af Galilæas synagoger.

Magdala-stenen giver os dermed en fornemmelse af, at jøderne ved Genesaret Sø var »tempel-jøder«. Stenen er et indicium på, at de var motiverede af religiøse spørgsmål som for eksempel spørgsmål om loven, renhed og omgang med hedninger. Spørgsmål, vi i høj grad genfinder i evangeliernes beskrivelse af de mange diskussioner og sammenstød, Jesus havde med jøderne også i det område.

Skal vi bevise Bibelen?

200 års kamp om Bibelens historiske troværdighed har ikke efterladt Bibelen sønderskudt som gamle sagn og skøre myter. Tværtimod har arkæologien været med til at bevidne, at der er overensstemmelse mellem Bibelens beretninger og den historiske kontekst, de udspiller sig i.Det gør det spændende at følge med i de mange nye udgravninger, der foretages hvert år i Israel. Resultaterne hjælper os til at forstå Bibelen bedre og have tillid til dens historiske værdi.

I sidste instans hjælper det os til noget, der er vigtigere end at bevise Bibelen, nemlig at tro dens budskab!