Syv grufulde detaljer om romersk korsfæstelse

Romersk korsfæstelse var en indviklet affære, hvor mange små detaljer udgjorde en velgennemtænkt – og meget smertefuld – helhed. I denne artikel skal vi se på syv af disse detaljer, som kaster lys over evangeliernes skildringer af Jesu korsfæstelse.

1: Romerne piskede næsten til døden

I romersk tradition hørte piskning med til korsfæstelse. Til forskellige formål havde romerne udviklet et system omkring piskning med tre grader af brutalitet. Den mildeste var ment som en lærestreg. Måske er det den, der tænkes på i Lukasevangeliet, da Pilatus i forsøget på at undgå at skulle korsfæste Jesus taler om at give ham en »revselse«.

Den mest brutale derimod, verberatio, var den, der hørte sammen med korsfæstelse. Her brugte romerne en pisk med et kort håndtag, hvortil der var bundet en række lædersnore med indfattede metal- eller knoglestumper.

Allerede efter de første svirp var huden revet af offerets ryg, og øjenvidneberetninger fortæller, hvordan denne type piskning kunne rive hele lunser af muskelmassen, så skelettet blev synligt. Der var ingen øvre grænse for antal piskeslag. Derfor skete det, at folk døde under piskningen, før korsfæstelsen.

Ifølge Markusevangeliet var Pilatus overrasket over, hvor hurtigt Jesus døde på korset. Lægeligt talt kan den hurtige død skyldes, at han havde fået en omgang verberatio-piskning forud for ophængningen.

(Henvisninger: Matt 27,26; Mark 15,15; Joh 19,1).

2: Romerske soldater spottede den dødsdømte

Arkæologiske udgravninger tyder på, at romerske soldater gamblede for at slå tiden ihjel. Der er fundet indridsede spilplader i brostene, hvor de holdt vagt.

Et udbredt spil var det såkaldte kongespil.Det tyder på, at en udbredt spilleform har været, at hver spiller efter terningkast flyttede sin brik rundt på pladen. Den første, der havde held til at ramme alle tre felter for påklædning, kroning og overrækkelse af scepteret, råbte »konge!« og havde vundet hele indsatsen.

En vigtig del af romersk korsfæstelse var hån, spot og udstilling af den dømte. Beskrivelsen i evangelierne af soldaternes behandling af Jesus i borgen efter domfældelsen kan tyde på, at de hånede ham, som var han en levende brik i et bizart kongespil. Først iklædes han en purpurfarvet kappe. Så får han kronen på hovedet og endelig en stav i hånden, inden de til sidst råber »jødekonge« og falder på knæ for at »tilbede« ham.

(Henvisninger: Matt 27,27-31; Mark 15;16-20; Joh 19,2-3)

3: Romerne førte den dømte i omvendt triumftog gennem byen

Hvorfor slog romerne ikke bare dødsdømte ihjel med deres berømte gladius-sværd? Forklaringen overrasker: Korsfæstelser handlede mindre om at slå folk ihjel end om at designe et offentligt terror-drama, der gjorde det synligt for enhver, hvad prisen for oprør mod Rom var.

Visse detaljer tyder på, at dette drama var instrueret som en art omvendt romersk triumftog. Den dømte oprører havde forsøgt at ophøje sig selv. Nu skulle romerne give ham al den »ophøjelse«, han overhovedet kunne holde til med et »triumftog« gennem byens gader.

Processionen forud for Jesu korsfæstelse har elementer af et sådant omvendt triumftog. Efter hyldesten fra de nærmeste soldater som »jødekonge« stimlede folk sammen, og de spottende jubelråb tog til i styrke, indtil han nåede frem til stedet for sin sidste ophøjelse.

(Henvisninger: Matt 27,31-33; Mark 15,20-22; Luk 23,26-33; Joh 19,17).

4: Romerne korsfæstede de mest synlige steder

Målet for »triumftoget« gennem byen var altid et synligt sted, hvor folk færdedes. Al besværet med en korsfæstelse skulle betales af med så mange blikke som muligt.

Den romerske forfatter Quintilian skriver: »Når vi korsfæster skyldige, vælger vi de mest befærdede veje, hvor flest folk kan se det og blive fyldt af frygt. For straf har ikke så meget at gøre med gengældelse som med det eksempel, den sætter.«

Evangelierne giver tre oplysninger om stedet, hvor Jesus blev korsfæstet. Ud over navnet, Golgata, lå det tæt på Jerusalem på et sted med nogle nyanlagte grave i en have. Det arkæologisk og historisk bedst bevidnede sted er, hvor den nuværende Gravkirke står. Det var på Jesu tid cirka 50 meter uden for bymuren. Johannesevangeliet gør også opmærksom på, at ganske mange jøder så Jesu korsfæstelse.

Det kunne heller ikke blive mere synligt: et havelignende landskab lige ved bymuren, hvor en klippe stak i vejret som et andet kranium. Perfekt til formålet.

(Henvisninger: Matt 27,33; Mark 15,22; Luk 23,33; Joh 19,18-20).

5: Romerske korsfæstere kendte kroppens anatomi

En indskrift fundet i den italienske landsby Puteoli giver os et indblik i et makabert erhverv i den romerske verden: Man kunne være korsfæster.

Indskriften er formet som en kontrakt udarbejdet af bystyret, og den sætter rammerne for, hvordan byens korsfæstelsessjak skulle arbejde.

Disse ansatte korsfæstere tog sig sandsynligvis af hverdagskorsfæstelserne i fredstid. I krig og i besatte områder måtte soldaterne gøre det hårde arbejde. Men i begge tilfælde udviklede korsfæsterne et intimt kendskab til kroppens anatomi, og hvad forskellige typer af påvirkning gør ved den. Målet var at udstrække pinen så længe som muligt. Den slags krævede eksperter.

Ifølge Johannesevangeliet var det imidlertid ikke muligt at udstrække korsfæstelsen af Jesus og de to oprørere, der var med i rækken denne dag. En stor sabbat stod for døren, og de jødiske ledere ville derfor have korsfæstelserne afsluttet inden aften. Også det havde eksperterne råd for.

Ved at knuse de ophængtes ben blev døden fremskyndet. Måske på grund af indre blødninger, eller fordi den korsfæstede ikke længere kunne holde sig oppe og aflaste brystet. Det blev simpelthen umuligt at trække vejret normalt, og man blev langsomt kvalt.

(Henvisning: Joh 19,31-38).

6: Romerne afklædte den dødsdømte til skindet

Ifølge romersk tradition blev man korsfæstet nøgen, og skal vi følge de ældste portrætteringer af korsfæstelse, der er fundet i arkæologiske udgravninger, blev benene spredt ud på hver side af stolpen.

Korsfæstelsen var ment som den absolutte ydmygelse, og nøgenheden tjente formålet godt. En mere udstillet og nedværdigende position kan næppe tænkes. Psykologisk set blev den korsfæstede og hans familie udskammet og frataget al ære og værdighed.

I kirkelig kunst har en sådan nøgenhed og degraderende positur ikke rigtigt slået an. Det er mange kirkegængere sikkert glade for. Selvom vi ikke kan vide, om romerne af hensyn til jøderne fraveg den komplette nøgenhed, skal vi sandsynligvis tage flertalsformen i evangelierne alvorligt: De kastede lod om alle hans klæder.

(Henvisninger: Matt 27,35; Mark 15,24; Luk 23,34; Joh 19,23-24).

7: Romerne varierede deres ophængningsmåder

Hvordan fæstede romerne ofrene til korsene? Af alt det, vi ved om romersk korsfæstelse, er den præcise ophængningsform det, vi ved mindst om.

Korset kunne være alt fra en pæl til krydsplanker. Det t-formede kors er dog bedst bevidnet. Nogle kilder taler om, at korsfæstede blev fastgjort med reb. Andre omtaler, at man blev sømmet fast.

Det sidste blev understreget af et sensationelt fund i Jerusalem i 1968, hvor arkæologer ved et tilfælde fik adgang til en grav, der skulle vise sig at indeholde knogler fra en korsfæstet mand. Der var ingen tvivl: Naglen sad stadig solidt plantet gennem hans ene hælknogle.

Sandheden er nok, at romerne varierede deres ophængningsmåder. Den jødiske historieskriver Josefus fortæller, at romerne under belejringen af Jerusalem korsfæstede så mange oprørere, at de eksperimenterede med at hænge dem i alle mulige stillinger.

Det understreger det psykologiske element af terror i korsfæstelse: end ikke den »nåde« at kende slagets gang for sine sidste timer fik en korsfæstet tilkendt.

Det er i grunden overraskende, når man tænker på, hvor mange små detaljer om romersk korsfæstelse evangelierne oplyser, at de er helt tavse om, hvordan Jesus hang på korset. Johannesevangeliets opstandelsesberetning nævner naglemærker i hænderne, mens korsfæstelsesberetningerne nøjes med nøgternt, nærmest tørt, at konstatere: »Og de korsfæstede ham.«

(Henvisninger: Matt 27,35; Mark 15,24; Luk 23,33; Joh 19,18; 20,25).