Paulus – jøde og farisæer

Jesus var jøde og levede som jøde. De fem første bøger i Bibelen, Moseloven (Torah’en på hebraisk), var grundlæggende for Jesu liv og forkyndelse. Det samme gælder for hans disciple. Men apostlen Paulus? Brød han ikke med sin jødiske livsform, da han kom til tro på Jesus? Det er en almindelig opfattelse, at Paulus udformede kristendommen og afskrev Moseloven og sin jødiske baggrund, men er det korrekt? Spørgsmålet søges her besvaret ud fra en række udsagn og episoder i Apostlenes Gerninger, som der henvises til i det følgende. Jeg er farisæer Paulus prædikede, at ingen – hverken jøder eller hedninger – bliver retfærdige for Gud ved egne gerninger, men kun ved tro på Jesus.

Det medførte imidlertid ikke, at han brød forbindelsen til sine jødiske rødder. Ny Testamente viser os, at han holdt fast i sin jødiske identitet og fortsat levede som jøde efter sin omvendelse. Til sine landsmænd i Jerusalem proklamerer han: »Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, opvokset her i byen, uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder« (ApG 22,3). Endnu stærkere understreger han: »Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere« (ApG 23,6). Gamaliel var en højt agtet farisæer, kendt for sin fromhed og lærdom, medlem af Det Store Råd i Jerusalem, jødernes øverste myndighed. Paulus havde studeret under Gamaliel i en årrække, og nu mange år efter sin omvendelse slår han fast, at han stadig regner sig som farisæer, altså hørende til den gruppe jøder, der var kendt for nøje at leve efter Moseloven. Paulus’ udsagn er i nutid og må forstås sådan.

Det underbygges af det, som videre fortælles i Apostlenes Gerninger kapitel 23, at farisæerne i Jerusalem forsvarer Paulus, når de hører, at han har farisæisk uddannelse og tror på opstandelsen. »Den mand har ikke gjort noget ondt,« siger de om Paulus. Det ville de ikke sige, hvis Paulus ikke levede efter Moseloven. De brænder af iver for loven Da Paulus kom til Jerusalem, blev han modtaget af Jesu bror, Jakob, og de ledende ældste med ordene: »Broder, du ser, hvor mange tusinde jøder, der er blevet troende, og de brænder alle af iver for loven« (ApG 21,20).

De fortæller også, at der i Jerusalem verserer det rygte om Paulus, at han »lærer alle de jøder, der bor blandt hedningerne, frafald fra Moses ved at sige, at de ikke skal omskære deres børn og heller ikke leve efter jødisk skik« (ApG 21,21). Rygtet er falsk, og de ældste opfordrer Paulus til at afkræfte det. Det kan ske ved, at Paulus foranstalter et antal ofre i templet for at løse fire mænd fra deres løfte som naziræere (se 4 Mos 6,1-23). »Så vil alle forstå, at der ikke er noget om det, de har hørt om dig, men at du selv lever efter loven og overholder den« (ApG 21,24b). Paulus er enig i deres forslag og gennemgår sammen med de fire mænd den renselse i vand, som var påkrævet, for at de derefter kan gå til templet og aftale tid og betaling for de pågældende ofre af i alt 12 eller 15 dyr. Templet var jo i funktion i 40 år efter Jesu tid. Denne episode er bemærkelsesværdig. Paulus, som havde oplevet stening og piskning for evangeliets skyld, ville aldrig være gået til templet for at betale for ofre og dermed underkaste sig Moselovens bud, hvis han havde anset en sådan handling for at stride imod sin tro på Jesus. Han er på linje med sine trosfæller i Jerusalem, om hvem det siges, at de brænder af iver for loven.

De bekender sig frimodigt og klart til Jesus som Guds Søn, og samtidig er de nidkære for Torah’en. Lukas, Paulus’ rejsefælle og forfatter til Apostlenes Gerninger, er førstehåndsvidne til det, som udfolder sig omkring Paulus. Endvidere har Lukas noteret sig, at de ældste henviser til deres 7-8 år gamle dekret angående ikke-jøders frihed i forhold til den jødiske omskæring: »Men om de hedninger, der er blevet troende, har vi udstedt en skrivelse med bestemmelse om, at de skal vogte sig for kød, der ofres til afguder, og for blod og for kød af kvalte dyr og for utugt« (ApG 21,25). Hvorfor fremhæves apostel-dekretet (se mere om dette i ApG 15) i denne sammenhæng? For at vi skal forstå, at Paulus ikke går på kompromis med den frihed i evangeliet, som er indeholdt i dekretet. Jesus-troende jøder er fortsat en del af Guds udvalgte Israel og vil fortsætte med at leve som jøder, mens Jesus-troende hedninger ikke hører til det nationale Israel og ikke skal ind under Moseloven. I Kristus derimod er de to, jøder og hedninger, ét legeme. At Paulus ikke går på kompromis underbygges af en tidligere episode, hvor apostlen ved slutningen af 2. missionsrejse »havde ladet sit hår klippe af i Kenkreæ, for han havde aflagt et løfte« (ApG 18,18). Formodentlig er der her tale om løftet som naziræer, uden at det dog udtrykkes helt klart. Paulus omskærer Timotheus Timotheus er en Jesus-troende ung mand, søn af en troende jødisk mor, fra barnsben kendt med De Hellige Skrifter. »Ham ville Paulus gerne have til at rejse med sig, så han omskar ham af hensyn til jøderne i de egne, for alle vidste, at hans far var græker« (ApG 16,3).

Om Timotheus’ far var i live på dette tidspunkt, ved vi ikke, men vi ser, at Paulus træder ind og påtager sig et ansvar for sin unge medarbejder. Omskæring af en voksen er ikke et helt enkelt indgreb, så hvorfor praktiserer Paulus her Moselovens bud om omskæring? Ikke fordi Timotheus’ tro på Jesus ikke er tilstrækkelig til hans frelse, men fordi han er jøde og ved omskæring skal indlemmes i det jødiske folk. Han kan så leve sit liv som messiansk jøde. I Paulus’ og Timotheus’ vidnesbyrd om Kristus over for deres jødiske frænder er det ikke en jødes manglende omskæring, der skal være et anstød, men alene evangeliets ord om »Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger« (1Kor 1,23). Havde Paulus forkastet Moseloven, havde han ikke omskåret Timotheus. Med Timotheus’ omskæring sørger Paulus for, at evangeliet ikke fremstår som ujødisk. På sabbatten gik de i synagogen

Som apostel rejste Paulus omkring i landene uden for Israel – i lighed med den praksis, som farisæere i øvrigt var kendt for. Farisæerne formidlede deres teologi til jøderne i diasporaen og rekrutterede proselytter og elever til deres skoler. For hvert nyt sted Paulus kom, opsøgte han og hans rejsefæller de lokale synagoger. »På sabbatten gik de hen i synagogen og satte sig; efter oplæsningen fra loven og profeterne sendte synagogeforstanderne bud ned til dem: Brødre, hvis I har en formaningstale til folket, så tal!« (ApG 13,14f). Paulus og Barnabas modtages som jødiske landsmænd fra Israel, der er på rejse og møder op til gudstjeneste i den lokale synagoge. Har de begge eller i det mindste Paulus været klædt som farisæer og båret kvaster med lange snore på tøjet, hvad man udmærket kan forestille sig, har det kun medvirket til, at han, en lærd farisæer, efter Skriftens oplæsning fik ordet og således kunne forkynde evangeliet om Jesus som opfyldelsen af Skriftens løfter om Messias. Den følgende sabbat mødtes de igen med synagogens menighed. Det førte til, at nogle tog imod Guds ord, mens andre forkastede det.

En sådan indgang i synagoge efter synagoge har kun været mulig, fordi Paulus og Barnabas levede som jøder og overholdt Moselovens sabbatsbud. Når mange jøder afviste evangeliet, var det ikke, fordi Paulus og Timotheus med flere ikke levede på jødisk vis, men på grund af forkyndelsen af Jesus som Messias. Både Lukas og Paulus regner med Israels festkalender. Det ses af bemærkningerne om de usyrede brøds fest, påsken (ApG 20,6), pinsen (ApG 20,16) og »fastedagen« (ApG 27,9), det vil sige den store forsoningsdag, yom kippur. Mod slutningen af sit liv siger Paulus: Jeg har intet gjort mod Israels folk eller mod fædrenes skikke (ApG 28,17). Roden bærer dig Apostlenes Gerninger giver os den ramme, som Paulus’ breve nødvendigvis må læses i. Udfordringen er at forstå, at der ikke er nogen modsætning i Paulus’ forkyndelse og det liv, han levede som jøde efter Moseloven. Det er ved troen på Jesus, at Paulus er på den rette vej i sin lydighed mod loven. For Kristus er lovens ende – det vi sige endemål, formål og hensigt – til frelse for enhver, som tror (Rom 10,4). Vi i dag bør lære vore jødiske rødder at kende, så vi husker Skriftens ord til os, »at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig« (Rom 11,18). Jørgen Bernhard er teolog og var i mange år medlem af Ordet og Israels bestyrelse.