Overraskende lys på den kristne dåb

Hvordan i alverden skulle disciplene forstå den mystiske opgave, Jesus gav dem? Hvad var det, de skulle gøre?
 Det var kort tid efter påsken. Jesus havde bedt disciplene om at mødes med ham på et bjerg i Galilæa. På trods af deres modstridende tanker gik de elleve disciple derfor den lange tur fra Jerusalem til Galilæa.
 Da Jesus mødte dem på det aftalte bjerg, gav han dem en både overraskende og overvældende opgave:
 »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28,18-20).
 Uden forklaring af nogen art siger Jesus til disciplene, at de skal døbe. Men hvad vil det sige at »døbe«? Hvordan kunne disciplene vide, hvad det var, Jesus ville have dem til at gøre?
 Det er emnet for denne artikel, hvor vi skal se på den jødiske baggrund for den kristne dåb.

Johannes’ dåb

Disciplene vidste godt, hvad dåb var. De havde jo set, hvordan Johannes Døber havde døbt mennesker – og selv Jesus – i Jordanfloden (Matt 3,1-17).
 Ja, disciplene havde endda på Jesu befaling dengang selv døbt mennesker i Jordanfloden på samme måde som Johannes Døber (Joh 3,22-23 og 4,1-2).
 Johannes’ dåb var en »omvendelsesdåb til syndernes forladelse« (Mark 1,4).
 Det vil sige, at det var en dåb for mennesker, der havde indset, at de var syndere, der var på vej mod Guds dom, men som ønskede at omvende sig og få tilgivelse fra deres synder og begynde et nyt liv.
 Det foregik ved, at mennesker bekendte deres synder, mens Johannes dykkede dem ned under vandet.
 Symbolikken var tydelig: Når de dukkede op af vandet igen, var der begyndt en ny periode i deres liv. Fra nu af skulle de leve anderledes, eller med Johannes’ ord: »bære de frugter, som omvendelsen kræver« (Luk 3,7-14).
 Da disciplene mange år senere stod på bjerget i Galilæa og modtog Jesu befaling om at gå ud i verden og »døbe« mennesker, vidste de derfor godt, hvad dåb var rent teknisk.
 Men der var noget mere, der hjalp disciplene til at forstå, hvad dåb egentlig er.

Fra hedning til jøde

På Ny Testamentes tid hører vi om to grupper af hedninger (ikke-jøder), der havde et specielt forhold til det jødiske folk.
 Den første gruppe blev kaldt de gudfrygtige. Det var hedninger, som var kommet til tro på Israels Gud, kom i synagogen og levede efter nogle af de jødiske forskrifter (især sabbatsreglerne og spiseforskrifterne). Men de havde ikke taget skridt fuldt og var ikke konverteret til jødedommen.
 I Det Nye Testamente hører vi om en del af disse »gudfrygtige hedninger«. Da Paulus kom til byen Antiokia i Pisidien og på sabbatten gik ind i synagogen for at deltage i gudstjenesten, bad de lokale ledere ham om at prædike til forsamlingen.
 Som discipel af datidens berømteste rabbiner, Gamaliel, var Paulus en kendt skikkelse (ApG 26,4). Derfor er det ikke overraskende, at jøderne i Antiokia ønskede at høre disciplen af den berømte rabbiner Gamaliel fra Jerusalem prædike.
 Paulus rejste sig og indledte sin tale med at henvende sig direkte til de tilstedeværende i synagogen, nemlig jøder og gudfrygtige hedninger: »Israelitter og I, der frygter Gud, hør på mig!« (ApG 13,14ff).
 Den anden gruppe var hedninger, der tog skridtet fuldt ud og blev jøder.
 På hebraisk blev de kaldt gerim, et ord som oprindeligt i Det Gamle Testamente blot betød »fremmede«, men som efterhånden kom til at betegne hedninger, der lod sig optage i det jødiske folk. På græsk brugte man ordet proselyt. Det betyder egentlig »en, der er kommet nær«, det vil sige, som har tilsluttet sig jødedommen.
 Talmud giver følgende beskrivelse af, hvordan en hedning bliver optaget i jødedommen: »Ligesom vore fædre gik ind i pagten gennem omskærelse, dåb/neddykning og stænkning af blod, således skal de [proselytterne] gå ind i pagten gennem omskærelse, dåb/neddykning og stænkning af blod« (Talmud Babli Kritot 9a og 81a).
 En ikke-jødes konvertering omfattede altså tre ting:
 1) Omskærelse (kun for mænd). Omskærelsen er et synligt tegn på kroppen på, at en mand tilhører Israels folk og har del i Israels pagt med Gud (1 Mos 17,9-14). Ved udvandringen af Egypten var alle mænd omskåret (Jos 5,5). Derfor må en ikke-jødisk mand, der vil høre til Israels folk, omskæres.
 2) Dåb/neddykning. Da Gud havde reddet Israels folk ud af Egypten, gik folket igennem Det Røde Hav, og senere ved Sinaj bjerg gennemgik folket en renselse, som ifølge rabbinerne omfattede både vask af tøj og neddykning af hele kroppen i vand (2 Mos 14,22 og 19,14). En ikke-jøde, der vil være israelit, må derfor også gennem en neddykning i vand, en dåb.
 3) Et offer. Da Gud sluttede pagt med Israels folk ved Sinaj bjerg, stænkede Moses blod fra et offer på israelitterne som tegn på pagten mellem Gud og Israel (2 Mos 24,8). Derfor var et offer også nødvendigt for en ikke-jøde, der ønskede at blive en del af pagtsforholdet mellem Gud og Israel.
 Jøder brugte altså dåb i forbindelse med en hednings overgang til jødedommen.

Proselytdåben

Den dåb, en ikke-jøde måtte gennemgå for at blive jøde, kaldes i dag for en proselytdåb. Rabbinerne kaldte den for tvilat gerim, »de fremmedes dåb«.
 Den foregik ved, at proselytten gik ned i vandet, så han var fuldstændig dækket, og derpå kom op igen.
 Talmud fortæller, at når et forældrepar ønskede at konvertere til jødedommen, blev deres børn omskåret og døbt sammen med forældrene. Børn, der var omskåret og døbt i forbindelse med deres forældres konvertering, kunne dog som voksne vælge at forlade jødedommen uden at blive betragtet som frafaldne jøder. Børn, der blev født af proselytter efter konverteringen, skulle selvfølgelig ikke døbes, da de jo var født af en jødisk mor. (Talmud Babli Ketuvot 11a).
 Selv om proselytdåben ikke er omtalt af de jødiske forfattere Josefus og Filon, der levede i det første århundrede efter Kristus, er der ret stærke argumenter for, at den allerede blev brugt på Jesu tid (se tekstboks).
 Der er overraskende mange ligheder mellem den rabbinske proselytdåb og oldkirkens kristne dåb. Det gælder både i ritualer og udtryksmåde (jf. Oskar Skarsaune: Kristendommens jødiske rødder II side 137-152).
 Proselytdåben havde to meget vigtige betydninger: renselse og et nyt liv.

a) Rituel renselse
På Ny Testamentes tid spillede spørgsmålet om rituel renhed en vigtig rolle i jødedommen. Kun et menneske, der var rituelt ren, havde adgang til at deltage i gudstjenesten i de inderste forgårde i templet i Jerusalem.
 Der var en række ting i menneskelivet, som gjorde et menneske urent i forskellige grader. For eksempel blev mænd rituelt urene ved samleje og kvinder ved menstruation og fødsler. Kontakt med visse syge medførte rituel urenhed. Den værste urenhed opstod ved kontakten med et lig (4 Mos 19,11-19).
 Det er vigtigt at lægge mærke til, at rituel urenhed ikke er det samme som synd. Det var selvfølgelig ikke synd at have samleje, at have menstruation, at føde børn eller at røre et lig. Faktisk var mange af disse ting enten en uundgåelig del af menneskelivet eller direkte en pligt!
 Men reglerne om rituel urenhed regulerede adgangen til templet i Jerusalem. Her var Israels Gud tilstede på en måde som intet andet sted på jorden. Forskrifterne vedrørende rituel urenhed skulle lære Israels folk, at et menneske ikke bare kan gå ind for Guds ansigt i templet, som han er. Intet menneske kan undgå at blive rituelt uren. Derfor må et menneske renses, før der er fri adgang til Gud.
 Renselsen skete, ved at man gennemgik en renselsesceremoni i et rituelt bad, der på hebraisk blev kaldt en mikve.
 Når jøder drog op til påskefesten i Jerusalem, beregnede de tid til at gennemføre renselsen inden festen (Joh 11,55). Da Paulus kom tilbage til Jerusalem efter den tredje missionsrejse, gennemgik også han en sådan renselse, inden han kunne deltage i gudstjenesten i templet (ApG 21,26).
 På Jesu tid spillede disse renselsesbade en stor rolle. Ikke mindst i området omkring Tempelbjerget er der udgravet mange rituelle bade, men de er også fundet mange andre steder i Israel.
 En jøde kunne ikke undgå gang på gang at blive rituelt uren. Derfor er det ikke underligt, at et menneske, der hele sit liv havde levet som hedning og været i kontakt med afgudsdyrkelse, også blev betragtet som rituelt uren, selv om de jødiske renhedsforskrifter egentlig ikke gjaldt ikke-jøder.
 En ikke-jødes urenhed betød, at han ikke kunne deltage i gudstjenesten i de indre forgårde i templet. Han kunne godt gå ind i den ydre forgård, der tilmed blev kaldt for »hedningernes forgård«. Et gærde med indskrifter markerede, hvor langt ind i den ydre forgård en ikke-jøde måtte gå (jf. ApG 21,27-29).
 Hvis en ikke-jøde ønskede at konvertere til jødedommen, måtte han renses rituelt.
 Det var det, der skete i proselytdåben.
 Eleverne af den berømte rabbi Hillel udtrykte det på denne måde: »Den, som fjerner sig fra sin uomskårne tilstand, er som en, der fjerner sig selv fra graven« (Mishna Pesachim 8,8). Altså: At leve som hedning er at leve i rituel urenhed ligesom en, der har rørt en grav.
 Eleverne af en anden kendt rabbiner, Shammai, mente ikke, at hedningernes urenhed var lige så slem som urenheden fra lig. Men begge rabbinske skoler var enige om, at ikke-jøder havde brug for en renselse, og at den skete i proselytdåben.
 Når et menneske ved proselytdåben kommer op efter at have været dækket af vand, er han rituelt ren. Det betyder, at han nu har fri adgang til at deltage i gudstjenesten for Guds ansigt i templet i Jerusalem.
 Proselytdåbens første vigtige betydning er altså, at den giver rituel renselse.

b) Et helt nyt liv
Når en proselyt steg ned i dåbsvandet og kom op igen, havde han gennemgået samme proces, som israelitterne ved udgangen af Egypten. Proselytten gik gennem vand, som israelitterne havde gjort det i Det Røde Hav og ved renselsen ved Sinaj (2 Mos 19 jf. 1 Kor 10,1).
 Når proselytten steg op af vandet, begyndte han et helt nyt liv. En hedning forsvandt ned i vandet, og en jøde kom op.
 Rabbinerne udtrykte det på denne måde: »Når han sænkes ned og kommer op, er han som en israelit i alle henseender« (Talmud Babli Yevamot 47b).
 Rabbi Yose (ca. 150 e.Kr.) sagde det endda således: »proselytten er som et nyfødt barn« (Talmud Babli Yevamot 48b).
 Ifølge rabbinerne betød det, at hele proselyttens fortid var ophævet, også hans tidligere familieforhold. Denne principielle opfattelse kunne selvfølgelig misbruges og gav derfor senere anledning til rabbinske diskussioner om arvelove og ægteskabslove for proselytter.
 Det viser, hvor stærkt rabbinerne ønskede at understrege, at proselytdåben markerede begyndelsen på et nyt liv.

Lys over den kristne dåb

Da Jesus på bjerget i Galilæa gav apostlene dåbsbefalingen, vidste de fra Johannes Døberen, hvad dåb var. Men de kendte med stor sandsynlighed også den jødiske proselytdåb og har næppe kunnet undgå at tænke på den, når Jesus talte om at døbe »alle folkeslagene«.
 Derfor er det ikke mærkeligt, at der er så mange ligheder mellem den jødiske proselytdåb og den dåb, apostlene og de første kristne praktiserede.
 Det Nye Testamente siger meget om den kristne dåbs betydning. To af dåbens mange aspekter kommer til at stå i særligt klart lys på baggrund af den jødiske proselytdåb.

a) Renselse og adgang til Gud
I sit brev til den kristne menighed i Efesos giver Paulus en bemærkelsesværdig beskrivelse af dåben: »Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet« (Ef 5,25f).
 Jesu død på korset betyder, at han i dåben kan »rense« den, der bliver døbt.
 Her knytter Paulus den kristne dåb sammen med netop det, der var den ene af den jødiske proselytdåbs to helt afgørende betydninger, nemlig renselsen.
 Den jødiske proselytdåb gav rituel renselse og dermed fri adgang ind for Guds ansigt i templet i Jerusalem.
 På samme måde indebærer den kristne dåb for den, der tror på Jesus, en »renselse«, der giver fri adgang ind til Gud.
 Lidt tidligere i Efeserbrevet understreger Paulus meget stærkt, at hedningekristne gennem troen på Messias har fået fællesskab med Israels Gud sammen med de Messias-troende jøder: »For gennem ham har både vi [Jesus-troende jøder] og I [Jesus-troende hedninger] i én ånd adgang til Faderen« (Ef 2,11-18).
 I dåben har den troende »renselse«. Det betyder, at han i Guds øjne er »ren«, det vil sige har »adgang til Faderen«!
 Hedninger, som tidligere var skilt fra Gud, har nu fri adgang ind foran nådens trone i det Allerhelligste i det himmelske tempel (Hebr 4,16 og 10,19f). Det er en fantastisk trøst for alle, der føler sig uværdige til at nærme sig Gud.

b) En ny Herre og et nyt liv
En hedning, der vil være jøde, skal gennemgå det samme som israelitterne ved udvandringen af Egypten. Paulus siger, at israelitterne ved den lejlighed blev »døbt til Moses«, og sammenligner den kristne menighed med israelitterne (1 Kor 10,1-5).
 Ligesom Israels folk ved udvandringen af Egypten begyndte et nyt liv med en ny Herre – Gud i stedet for farao – begynder den kristne i dåben et nyt liv med en ny Herre.
 Paulus udtrykker det på denne måde: »Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv« (Rom 6,4).
 Paulus knytter den kristne dåb sammen med netop det, der var den jødiske proselytdåbs anden afgørende betydning, nemlig et nyt liv.
 I den jødiske proselytdåb »druknede« proselyttens hedningefortid, og et helt nyt liv som jøde begyndte.
 På samme måde indebærer den kristne dåb, at det gamle liv begraves, og et helt nyt liv med Jesus som Herre begynder.
 For den jødiske proselyt betød proselytdåben indlemmelsen i et nyt folk.
 På samme måde indebærer den kristne dåb indlemmelsen i et nyt folk af Jesus-troende: »For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke« (1 Kor 12,13 jf. Gal 3,26ff og Ef 4,4-5).
 Den døbte, der tror på Jesus, lever et helt nyt liv med Jesus som Herre og med alle andre troende som en verdensomspændende »familie« - et »legeme«, hvor de forskellige lemmer på hver sin måde bidrager til legemets virke og deler hinandens glæder og sorger.

Jødisk baggrund

For mange jøder står den kristne dåb som det mest hedenske, man kan tænke sig. Når en messiansk jøde bliver døbt, er det i deres forestilling et farvel til det jødiske folk.
 Men historisk set udspringer den kristne dåb, som alt andet i kristentroen, af en helt igennem jødisk forestillingsverden. Da Jesus på bjerget i Galilæa gav disciplene dåbsbefalingen, var baggrunden en jødisk dåbstradition.
 Som på rigtig mange andre områder kan den jødiske baggrund derfor hjælpe os kristne til at forstå Ny Testamente og kristentroen bedre.
 Når det gælder dåben, sætter den jødiske baggrund fokus på to aspekter: renselsen, der giver fri adgang til Gud, og det nye liv med en ny Herre i en ny »familie« af troende.

Hvor gammel er proselytdåben?

Forskerne diskuterer, om den jødiske proselytdåb er fra før år 70 e.Kr. eller efter. Årsagen er, at den ikke bliver omtalt af de jødiske forfattere Josefus og Filon, der levede i det første århundrede, men først i det rabbinske værk Mishna, der blev redigeret cirka år 200 e.Kr.
 Men der er vægtige grunde til at mene, at proselytdåben allerede blev brugt på Jesu tid. De vigtigste er:
 1) Der er mange ligheder mellem proselytdåben og oldkirkens kristne dåb. Mens det er vanskeligt at forestille sig, at jøder skulle have overtaget dåbstraditionen fra de kristne, er det let at forestille sig det modsatte. Derfor er proselytdåben sandsynligvis ældre end den kristne dåb.
 2) I rabbinsk tradition omtales proselytdåben sammen med ofringer i templet. Det tyder på, at den stammer fra før templets ødelæggelse i år 70 e.Kr., hvor ofringerne ophørte.
 3) Mishna refererer en debat om proselytdåben mellem eleverne af Hillel og Shammai (mPesachim 8,8; mEduyot 5,2). Disse to rabbinere levede kort før Jesus, og debatterne mellem deres disciple fortsatte fra cirka Jesu fødsel og hundrede år frem. Deres debat om proselytdåben handler om, hvor lang tid der skal gå fra dåben til deltagelse i påskemåltidet. Debatten forudsætter altså, at proselytdåben fandtes og var almindelig anerkendt. Derfor tyder debatten på, at proselytdåben var gammel. (Det samme kan siges om en debat i Talmud mellem rabbi Eliezer ben Hyrkanos og rabbi Jehoshua Ben Chanania fra cirka 100 e.Kr. (Babli Yevamot 46a-b).)
 Bl.a. følgende forskere mener, at proselytdåben fandtes på Jesu tid: H. L. Strack og P. Billerbeck, E. Schürer (rev. af G. Vermes og F. Millar), Joachim Jeremias, Gedalya Alon, Lawrence Schiffman og Oskar Skarsaune.