Nadveren i lyset af det jødiske påskemåltid

For godt 2000 år siden var Jesus og disciplene midt i fejringen af den jødiske påske. Det var en højtid, som strakte sig over flere dage, og højdepunktet var dengang, som det er i dag, selve påskemåltidet.

Ved påskemåltidet fortælles historien om udfrielsen af Israels folk fra Egypten gennem skriftsteder, sange, bønner, velsignelser og særlige retter med hver sin symbolske karakter.

Netop da Jesus sidder og fejrer påskemåltidet med sine disciple, giver han dem og os en helt fantastisk gave - nadvermåltidet. Begivenhederne dén påske for mere end 2000 år siden er grundlaget for, at vi i dag kan gå til nadver.

Hvis vi ønsker at forstå dybden i den nåde, vi bliver mødt med i nadveren, må vi derfor vende os mod det jødiske påskemåltid. Vi må forstå baggrunden for, at Jesus og disciplene spiste dette måltid, og hvilken betydning det har, at Jesus indstiftede nadveren ved netop denne anledning.

Der er to nøgleord, som kan være med til at beskrive, hvilken funktion det jødiske påskemåltid har: Hukommelse og identitet. Det er med disse ord i baghovedet, at nadverens betydning kan udfolde sig for os.

Udfrielsen fra Egypten

 Grundlaget for den jødiske påske er Anden Mosebog. Her fortælles om israelitternes tilværelse i Egypten, Moses’ ledergerning, Guds kamp mod farao, selve udfrielsen fra slaveriet og tiden lige efter udfrielsen.

Beretningen begynder med fangeskab og ender i frihed.

Efter at Gud har udfriet israelitterne fra Egypten, gør han noget, der viser os, hvor skelsættende en begivenhed det var for det jødiske folk og deres forhold til Gud.

Gud indstifter nemlig et ritual – påskemåltidet – som skal sikre, at begivenheden aldrig bliver glemt. I Anden Mosebog kapitel 12 og 13 kan vi læse følgende om påskemåltidet:

»Dette skal I overholde som en forordning for jer og jeres børn til evig tid. Når I kommer til det land, Herren vil give jer, sådan som han har lovet, skal I overholde denne skik. Og når jeres børn spørger, hvad er det for en skik, I har, skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Egypten sprang israelitternes huse over, da han slog egypterne ned, men skånede vores huse« (2 Mos 12,24-27).

Men ritualet skal ikke alene minde om, hvad Gud gjorde for jødernes forfædre i en fjern fortid. Hvis vi læser videre, bliver det tydeligt, at det ikke bare handler om dengang,men også om nu.

»Moses sagde til folket: Husk denne dag, da I drog ud af Egypten, af trællehuset, for med stærk hånd førte Herren jer ud herfra … på den dag skal du sige til din søn ‘Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg Du skal have det som et tegn på din hånd og som et erindringsmærke på din pande, for at Herrens lov må være på dine læber … Hvert år skal du overholde denne forordning til den fastsatte tid« (2 Mos 13,3-10, min fremhævelse).… ‘Hvorfor er denne aften anderledes end alle andre aftener?… På andre aftener spiser vi syret eller usyret brød, men denne aften er alt usyret; på andre aftner spiser vi kød, der er stegt, stuvet eller kogt, men denne aften er alt stegt’, og alt efter drengens intelligens instruerer faderen ham. Han begynder med unåden [slaveriet] og ender med herligheden [udfrielsen]« (Mishnah Pesahim 10,4, min oversættelse).rgsmål. Det giver faderen anledning til at videregive sin viden om, hvad der skete, da Gud udfriede sit folk. ‘Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg« (2 Mos 13,8).»’Tag det og del det imellem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.’ Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: ‘Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!’@Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: ‘Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer’« (Luk 22,17-20). drog ud af Egypten’drog ud af Egypten.’

Hukommelse

Påskemåltidet er et ritual, hvor der både smages, lugtes, lyttes og tales. Det er på den måde et yderst pædagogisk ritual, og det synes næsten designet til at vække små børns nysgerrighed. Børnene spiller da også en helt særlig rolle i det rituelle måltid og har flere faste »replikker«:

»Så spørger sønnen sin fader

De meget sanselige elementer, som indgår i det jødiske påskemåltid, skal altså skærpe barnets nysgerrighed, så det motiveres til at stille spø

På den måde er påskemåltidet ramme for, at udfrielsen fra Egypten aldrig slettes fra jødernes fælles hukommelse, men videreføres fra generation til generation.

Men ritualets funktion er mere end det.

Identifikation og identitet

 »På den dag skal du sige til din søn:

Den jødiske litteratur, som omhandler påsken, er meget bevidst om, at disse ord ikke kun er talt til de jøder, som faktisk oplevede udfrielsen fra Egypten. Det understreges derimod, at det er et helt bogstaveligt påbud, at faderen i huset, som leder påskemåltidet, til enhver tid skal fortælle om udfrielsen, som havde han selv oplevet den.

Ordene »jeg«, »vi« og »mig« understreger altså delagtighed i en fælles identitet - den talende er en del af det israelitiske folk, som Gud udfriede fra Egypten. Når hans sønner engang bliver fædre, skal de gøre det samme.

Påskemåltidet handler altså ikke bare om at undervise næste generation om historie, tradition og kultur - men er tillige en måde at opdrage dem til at forstå sig selv som en del af Guds udvalgte folk.

Ritualet tager både børn og voksne med tilbage til Egypten. Gennem det sanselige ritual »oplever« de igen udfrielsen, og gennem de ord, de tager i deres mund, bliver de bevidste om, at de selv er en del af den udfriede gruppe, Guds folk.

Nadveren

 Det er helt fantastisk, at Jesus indstifter nadveren netop midt under påskemåltidet. Dér sidder de, disciplene, og lytter til velkendte ord om udfrielse, udvælgelse, ihukommelse og identitet, og midt i dette siger Jesus:

 Når vi ser Jesu ord i lyset af det jødiske påskemåltid, bliver ordene hos Lukas utroligt stærke. At Jesus, midt i denne scene, bruger ordet ihukommelse, viser os, at nadveren ikke kun handler om, at vi med vore hoveder skal huske på, hvad Jesus historisk set gjorde i påsken for mange år siden.

Det siges ofte, at nadveren er et mindemåltid. Det er sandt, men det er større end det. Ved at bruge det jødiske påskemåltid som scene for nadverindstiftelsen understreger Jesus, at vi ikke blot skal mindes ham og hans offer, som en fjern fortid.

Nej, når vi sanser Jesu offer – ved at tage imod brødet og vinen – tages vi med tilbage til Golgata og bliver en del af det, der skete dér. På samme måde som påskemåltidet tager den enkelte jøde med tilbage til udvandringen af Egypten og gør ham til en del af det, så han kan tale om »det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten«.

Nadveren viser os, hvordan vi blev ført fra slaveriet ud i friheden, og hvad der er vores identitet. Vi er en del af et folk, det folk, som Jesus med sin død førte fra unåden, slaveriet og døden til herligheden, friheden og livet.