Med Jesus til løvhyttefest i Jerusalem

I det gamle Israel var løvhyttefesten en af de tre valfartsfester, hvor jøder fra hele verden strømmede op til Jerusalem. Også Jesus fejrede løvhyttefesten og brugte den som udgangspunkt for et vigtigt budskab. Artiklens forfatter er forstander for Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød.

Det er 17. tishri, og Jerusalem summer af liv på løvhyttefestens tredje dag. Jøder fra hele Israel og længere ude i den romerske verden har valfartet til Jerusalem for dette år at fejre den sidste af årets tre store valfartsfester i byen.
Det er en folkelig fest, fuld af glæde, og det præger bybilledet. Som om der ikke var mennesker nok i den tæt pakkede by, hører man hist og pist nogle sige: Hvor er han, Jesus fra Nazaret? Han plejede altid at være i Jerusalem til de store fester. Mange af dem fra Galilæa, som havde set ham gøre store ting oppe ved Genesaret Sø, var spændte på, hvad der skulle ske. De talte med hinanden om ham - men kun privat, for de frygtede de ledende jøder, som havde set sig onde på ham (Joh 7,11-13).
Og så - midt under festen - gik Jesus op på tempelpladsen og begyndte at undervise.

En fest med mange temaer

Løvhyttefesten (hebraisk: sukkot) fejres den 15.-21. tishri (i 2003 den 11.-17. oktober). Den er beskrevet allerede i Mosebøgerne.
Fra begyndelsen har festen haft to hovedtemaer. Dels har det været en høstfest, hvor man takkede Gud for afgrøderne (2 Mos 23,16; 5 Mos 16,14). Og dels har det været en frelseshistorisk fest, hvor man mindedes israelitternes tid i ørkenen efter udgangen fra Egypten (3 Mos 23,42f). Ørkentiden blev konkret erindret ved, at man i denne uge levede i primitive hytter, som blev bygget enten nær familiens bolig eller på tempelområdet i Jerusalem.
Løvhyttefesten var en valfartsfest ligesom påske og pinse. Det betød, at tusindvis af jøder drog op til Jerusalem for at fejre festen dér. Det var en folkelig fest, som var fuld af glæde. I den gamle samling af rabbinsk undervisning fra ca. 200 e.Kr., som kaldes Mishnah, hedder det således om løvhyttefesten: Den, som ikke har oplevet glæden ved løvhyttefesten, har ikke oplevet nogen sand glæde i livet (mSuk 5,1).
I slutningen af Det Gamle Testamente dukker løvhyttefesten op i beskrivelsen af Jerusalems kommende herlighed i den messianske tid (Zak 14,16.19). Samtidig var der i Jesu samtid en fokusering på israelitternes udvandring fra Egypten og vandringen i ørkenen som et forbillede på Messias' nært forestående komme. Der var således flere falske messias'er, som drog ud i ørkenen for at samle folk omkring sig dér, som om de var en ny Moses eller Josva. Derfor må vi regne med, at messiasforventningen har været levende i folket under løvhyttefesten.

Spørgsmålet om Jesu identitet

Det er baggrunden for, at spørgsmålet om Jesu identitet rejses med styrke under den løvhyttefest, som er beskrevet i Johannesevangeliet 7.
Allerede inden Jesus er dukket op til løvhyttefest, diskuterer folk, hvem han er: "Nogle sagde: 'Han er en god mand.' Andre sagde: 'Nej, han fører folket vild'" (v.12).
Efter at Jesus har talt på tempelpladsen, fortsætter diskussionen om, hvem han er: "Nogle fra Jerusalem sagde nu: 'Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Se bare, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Skulle medlemmerne af Rådet virkelig have erkendt, at han er Kristus? Men vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen der ved, hvor han er fra" (v.25-27).
Overvejelserne om, hvem Jesus er, tager til for hver gang, Jesus siger noget, og folkeskaren kredser mere og mere om, hvorvidt han er Messias eller ej.
Senere på festen er spørgsmålet stadig uafklaret, og bølgerne i debatten om Jesus går højt: "Nogle i folkeskaren sagde, da de hørte de ord: 'Han er sandelig Profeten'. Andre sagde: 'Han er Kristus'. Men nogle sagde: 'kommer Kristus da fra Galilæa? Siger Skriften ikke, at Kristus kommer af Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, David var fra?" (v. 40-42).
Deltagerne i løvhyttefesten når ikke frem til enighed om, hvem Jesus er. Som en slags konklusion på den sag, skriver evangelisten: "Sådan blev der uenighed i folkeskaren på grund af ham" (v.43).
Men hvad svarede Jesus selv på spørgsmålet om, hvem han er? Ja, han svarer ikke så direkte, som mange måske ønskede. I stedet knyttede han til ved nogle af de temaer, som fyldte meget ved løvhyttefesten, nemlig vand og lys.

Vand for den som tørster

Hver dag under løvhyttefesten blev der båret en krukke med vand op fra Siloadammen. Den blev stillet på afsatsen foran alteret ved siden af to fade af sølv. Det ene fad indehold drikofret med vin, og det andet var til vandofferet. En præst udgød vandet fra krukken i sølvfadet som et offer og en bøn til Gud om, at landet igen måtte få regn. På dette tidspunkt af året har det ikke regnet i Israel i op mod et halvt år. Alt er afsvedet og tørt, og landet tørster efter regn.
På løvhyttefestens sidste dag blev ritualet udvidet ved, at vandkrukken fra Siloa dam blev båret syv gange rundt om alteret, inden vandet blev udgydt i sølvfadet. Ligesom israelitterne den syvende dag havde gået syv gange rundt om Jeriko.
På denne sidste dag svarer Jesus på spørgsmålet om, hvem han er. Johannes fortæller: "På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: 'Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: 'Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand'" (v.37-38).
Jesus siger med andre ord, at han er en kilde. Ikke en kilde, som skal slukke landets fysiske tørst, men en kilde, som kan slukke folkets åndelige tørst. For det er ikke kun landet, som tørster, menneskene gør det også.
Hermed knytter Jesus til ved nogle udsagn i Det Gamle Testamente, hvor Gud selv beskrives som en kilde for sit tørstende folk. Profeten Jeremias skriver om kilden: "To onde ting har mit folk gjort: De har forladt mig, en kilde med levende vand, og de har udhugget cisterner, cisterner, der slår revner, og ikke kan holde vand" (Jer 2,13).
Med udtalelsen på løvhyttefestens sidste dag siger Jesus to vigtige ting om sig selv. For det første, at han er det jeg, som talte igennem Jeremias; det vil sige, at han er Herren selv, kilden med levende vand. For det andet siger Jesus, at det er muligt for israelitterne, der er faldet fra Herren og derfor nu vansmægter og lider af åndelig trøst, at komme tilbage til den kilde, de har forladt, for han er lige nu midt iblandt dem.

Lys for den som vandrer i mørke

Et andet svar på folkets spørgen efter Jesu identitet giver han i tilknytning til temaet lys, som også spillede en vigtig rolle ved løvhyttefesten på Jesu tid.
Hver aften og nat blev der nemlig i kvindernes forgård i templet tændt fire store lysestager. Mens levitter stod på trappetrinnene op til mændenes forgård og sang salmer, dansede folket om natten i det flakkende lys fra de kæmpestore stager. Disse lys i natten har sikkert skulle pege tilbage på ildsøjlen, som lyste for israelitterne om natten under ørkenvandringen (2 Mos 13,21-22).
Det er baggrunden for Jesu andet udsagn om, hvem han er. Det er gengivet i Joh 8,12, som sandsynligvis også foregår under den samme løvhyttefest. Jesus siger dér: "Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys".
Hermed griber Jesus igen tilbage til Det Gamle Testamente, hvor lys knyttes til Messias. Esajas skriver således: "Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet. Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed vise sig over dig" (Es 60,1-2).
Både i ordene fra Esajas og fra Jesus beskrives israelitternes og hele verdens situation som mørke og mulm. Der er ikke tale om et fysisk mørke, for solen står stadig op om morgenen og lyser hele dagen. Derimod er der tale om et åndeligt mørke, som skyldes, at mennesker lever borte fra livets og lysets udspring, nemlig Gud selv. Måske har ord som disse fra Esajas været fremme i nogles erindring under den natlige glædesdans i lyset midt i mørket på tempelpladsen. Det sætter i hvert fald Jesu udtalelse i perspektiv. For ikke alene siger han, at menneskene i verden befinder sig i mørke, men han gør det også klart, at han har den rolle, som tilskrives Herren og Messias i Es 60. Der er ét sted, hvor det åndelige mulm og mørke, som ligger knugende over jorden, må vige, nemlig hos ham, som dybest set er alt lys' kilde, hos Gud Herren - og siger Jesus: 'det er mig'.
Dermed siger Jesus igen to vigtige ting, nemlig at han er det lys for Jerusalem og hele verden, som er blevet lovet hos profeterne. Men samtidig siger han også, at dette lys er tilgængeligt, og han indbyder enhver til at følges med ham og dermed have livets lys midt i det mulm og mørke, som ellers er ethvert menneskes lod.
Løvhyttefesten sætter Jesu identitet på dagsordenen. Han svarer ikke direkte på spørgsmålene, men ved at knytte til ved løvhyttefestens bøn om vand og glæde over lyset i natten, får Jesus givet et meget klart indirekte svar: Han er Herren, som er en kilde for den, som tørster, og et lys for den, som i blinde rager rundt i mørket.