Mad, måltid og måltidsfællesskab

Aldrig før har der været så megen fokus på mad og på tilberedning af mad, som tilfældet er i dag. Bøger med lækre madopskrifter og farvestrålende madmagasiner udsendes i en stadig strøm. TV-kanaler søger at overgå hinanden i at producere de mest spændende madprogrammer, mens restauranter indbyrdes konkurrerer om at opnå det højeste antal stjerner i stort anlagte internationale konkurrencer.

Men er gode madopskrifter og lækre madretter da det vigtigste ved måltidet?

Med denne artikel sættes fokus på noget, der betyder endnu mere for indtagelsen af et måltid. Det har klare bibelske perspektiver og refererer til jødisk og orientalsk praksis og opfattelse af, hvad et måltid dybest set handler om.

Scene 1: Sabbatsmåltid i Jerusalem

Min fætter og jeg havde været i Tiberias og undervist på Discipelskolen, og efterfølgende tilbragte vi nogle dage i Jerusalem. Her var vi om fredagen, sabbatsaftenen, inviteret til at besøge seniorerne i Yad va Lev. Vi kom således til at deltage i deres sabbatsmåltid.

For bordenden ved det festligt dækkede bord sad Jørgen Bernhard og ledede måltidet, som begyndte med, at hans kone, Hjørdis, tændte og velsignede sabbatslysene. Vi sang et par sange og blev påmindede om denne aftens og dette måltids særlige karakter. Så gik brødet, de nybagte, flettede sabbatsbrød, rundt, og vi tog hver et stykke, før vi sendte brødet videre. Og sådan fortsatte måltidet.

Der var en fest og højtidelighed over det hele. Der var gjort ekstra meget ud af maden, men selv om den var både god og rigelig, sad vi tilbage med en oplevelse af, at selv om maden var vigtig, så var fællesskabet omkring bordet og omkring måltidet det, der betød allermest. Eller rettere: det hele gik op i en højere enhed.

Jeg er ikke i tvivl om, at jøderne med deres måde at fejre sabbatten på har bevaret noget, vi alle kan lære rigtigt meget af. Det er dejligt, at vi, når vi er i Israel, har en tradition for at praktisere i hvert fald noget af det.

Scene 2: Måltidet ved pagtslutningen på Sinaj

Når Hebræerbrevets forfatter taler om pagtslutningen på Sinaj, understreger han, at den ikke blev indstiftet uden blod (Hebr 9,18ff.). Men han kunne også have påpeget, at pagten ikke blev indstiftet uden måltidsfællesskab.

Sådan var skikken ved enhver pagtslutning i Orienten. At man spiste sammen var en besejling af den pagt og det fællesskab, som var indgået – ofte mellem to tidligere fjendtlige parter.

Guds pagt med Israel ved Sinaj var ingen undtagelse. Der står om Moses, Aron, Nadab og Abihu og 70 af Israels ældste, som var steget op til Gud på Sinaj, at »de skuede Gud og spiste og drak« (2 Mos 24,11). Hvordan det helt nøjagtigt gik til, er svært at forestille sig. Men det giver kun mening, hvis Gud på en eller anden måde selv var til stede som deltager i dette måltid.

Pagt, måltid og fællesskab hører således uløseligt sammen. Ved pagtslutningen med Israel på Sinaj blev måltidet en stadfæstelse af Guds vilje til fællesskab med sit ejendomsfolk, Israel.

Scene 3: David og Mefiboshet

David befandt sig på højden af sin magt. I sådan en situation vil en hersker normalt være optaget af, hvordan han kan få hævn over sine fjender. Men David var optaget af, om der endnu var nogen tilbage af Sauls hus, som han kunne vise godhed imod.

Da de fortæller ham om Jonatans søn, Mefiboshet, som er lam i begge fødder, kalder David ham til sig og lover ham, at han skal få sin jord tilbage, og »selv skal du få en plads ved mit bord« (2 Sam 9,7). Mefiboshet reagerer ved at kaste sig ned for David og sige: »Hvad er jeg, herre, siden du tager hensyn til en død hund som mig?«. Men fra den dag spiste Mefiboshet hver dag ved kongens bord.

Davids vilje til at glemme Sauls forsyndelser mod ham og tage hans efterkommere til nåde kommer altså til udtryk i et måltidsfællesskab, som for Mefiboshets del varer resten af livet.

Scene 4: Jesu måltidsfællesskab med syndere

Den store Davids søn, Jesus, forargede mennesker på mange måder. Men værst var det, at han omgikkes med toldere og syndere og til og med spiste sammen med dem.

Vi møder det allerede helt fra begyndelsen, da Jesus er taget ind som gæst hos tolderen Matthæus: »Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords sammen med ham og hans disciple« (Matt 9,10).

Farisæernes går til disciplene og påpeger denne uorden. Men Jesus, som har hørt, hvad de har sagt, siger til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge… Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere« (Matt 9,12-13).

Måltidsfællesskabet er helligt. Det må efter de fromme farisæeres opfattelse ikke besudles ved deltagelse af toldere og syndere. Jesu praksis kommer dermed til at fremstå som et tegn på og et signal om Guds rige som et rige, der vil inkludere selv de i menneskers øjne mest mislykkede og foragtede eksistenser.

Jesu måltidsfællesskab med syndere har en helt central, men desværre ofte overset, plads i evangeliernes beretninger.

Scene 5: Påskemåltidet med nadverens indstiftelse

»Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide,« siger Jesus til disciplene, da han den sidste aften sætter sig til bords sammen med dem (Luk 22,15).

Og så følger beretningen om, hvordan han bryder ind i den hellige orden for påskemåltidet, og, når han bryder brødet, rækker dem det og siger: »Dette er mit legeme, som gives for jer«. Og når han har velsignet bægeret med vinen, skænker han den op til dem med ordene: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer« (Luk 22,19-20).

Påskens og påskemåltidets helt specielle betydning som identitetsskabende for Israels folk, men også den mere generelle betydning af måltid og måltidsfællesskab er bestemmende for det, som sker her.

Dette er kulminationen på fællesskabet mellem Jesus og hans disciple. De ikke alene spiser påskemåltidet sammen for sidste gang, men måltidet får samtidig en helt ny dimension, ved at Jesus i brødet og vinen rækker dem sit eget legeme og blod.

Vi står her på hellig grund med bevidstheden om, at vi selv i nadverens hellige måltid får lov til at deltage og være inkluderede i det fællesskab, som nadveren er udtryk for. »Hvad er jeg, siden du tager hensyn til en død hund som mig?«, som Mefiboshet sagde.

Scene 6: Det fuldkomne måltid i det fuldkomne rige

I profeten Esajas’ Bog finder vi denne profeti, hvor fremtiden for Guds folk i det kommende Guds rige beskrives som et sandt festmåltid:
»På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene,
et festmåltid med fede retter og lagret vin,
med marvfede retter og ædel, lagret vin.
Så opsluges på dette bjerg sløret, det slør, der ligger over alle folkene,
det dække, der er bredt over alle folkeslag;
døden opsluges for evigt.
Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt, han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden,
for Herren har talt« (Es 25,6-8).
Det er langt fra tilfældigt, at livet på den nye jord fremstilles som et festmåltid. For da skal vi ikke alene nyde nogle fantastiske retter og en udsøgt vin, men frem for alt skal fællesskabet være fuldkomment, når sløret tages bort fra vore øjne, og vi skal se og nyde alt i dets sande og fuldkomne skikkelse.

Måltidsfællesskabet på jorden og ganske særligt fællesskabet omkring nadverens hellige måltid er en forsmag på det, som venter os i det fuldkomne rige.