Læs Bibelen i den rigtige rækkefølge

Mange bliver forvirrede, første gang de åbner en bog skrevet på hebraisk. For titlen står hverken på forsiden, eller når man åbner den. Den står på bagsiden. Forsiden og bagsiden har byttet plads, fordi man på hebraisk læser fra højre mod venstre og ikke fra venstre mod højre.

Det er min påstand, at dette illustrerer den forvirring, som kan opstå under bibellæsningen, når man læser slutningen først i stedet for at læse Bibelen i den rækkefølge, den er blevet åbenbart, nemlig Første Mosebog først og Johannes’ Åbenbaring til sidst.

Nogle argumenterer med, at eftersom Det Nye Testamente er en fortolkning af Det Gamle Testamente inspireret af Gud, bør vi læse Det Nye først og derefter Det Gamle, så vi ikke misser budskabet, som er afsløret i Jesus.

I nogle menigheder foreslår man følgende fremgangsmåde: Læs Markusevangeliet først, da det er kort. Læs derefter Johannesevangeliet, da det er let at forstå. Fortsæt derfra til Apostlenes Gerninger, som er fyldt med action, og fortsæt derfra til Romerbrevet. Når du har fået alt det ind under huden, kan du læse nogle af de spændende fortællinger i Det Gamle Testamente.

Men der er faktisk rigtig gode grunde til at læse det første testamente først. Det betyder ikke, at man nedprioriterer Det Nye Testamente. Tværtimod hjælper det læseren til at værdsætte det mere, når man læser det med den guddommeligt formidlede viden, som man får i Det Gamle Testamente. Læser man Bibelen i den rækkefølge, ser man den gradvise udvikling af mange bibelske temaer, som kulminerer i personen Jesus Messias og hans gerninger.

Forfatterne til Det Nye Testamente forventer, at læserne har kendskab til Det Gamle som en forudsætning for at kunne forstå deres budskab om Jesus som Israels lovede Messias.

Fem grunde til, at den rigtige rækkefølge giver os en større forståelse af Bibelen

1: Den rigtige rækkefølge anerkender Israel som Israel – ikke som kirken

Når man begynder med Første Mosebog og derfra læser det bibelske plot, er der ikke en skjult antydning af, at Israel en dag skulle betyde noget andet end Israel. Det første testamente danner grundlag for det andet, og i begge testamenter understreger Gud sin plan om at bruge Israel, det jødiske folk, til at bringe velsignelse til alle jordens slægter.

Klein, Blomberg og Hubbard argumenterer i deres ellers gode værk »Introduktion til bibelsk fortolkning« for, at Det Nye Testamente »overfører mange passager fra Det Gamle Testamente, som ellers kun handler om Israel, til kirken«. Denne påstand er i sig selv korrekt, men de går et skridt videre, hvilket er problematisk.

De siger: »Faktisk citerer Paulus fra Guds oprindelige pagt med Abraham (1 Mos 12,3b) ­– ”i dig skal alle folkeslagene velsignes” (Gal 3,8) – som en del af evangeliet, der forudså hedningernes omvendelse til Kristus. Derfor virker det yderst ulogisk at tage første del af verset ud af Første Mosebog og antage, at ”Israel” stadig betyder ”en jødisk nation” i bogstavelig forstand. Selvom det er populært blandt konservative amerikanske kristne at bruge Første Mosebog 12,3a (”Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande”) som et argument for at støtte den nuværende israelske stat, så synes legitime principper for fortolkning at medføre, at ”dig” i teksten nu refererer til Jesu Kristi kirke. Med andre ord vil Gud velsigne dem, der støtter den kristne sag, og han vil ikke velsigne dem, der angriber den.«

Forfatterne mener, at man ikke skal forstå »Israel« bogstaveligt som det jødiske folk, og dermed eliminerer de den åndelige opfordring til at velsigne det jødiske folk i dag. Men kan vi forsvare på den måde at adskille løfterne om Guds velsignelse fra det etniske Israel? Og hvorfor skulle vi gøre det, medmindre vi læser Det Gamle Testamente med Det Nye Testamentes og den kristne histories briller?

Vi kan undgå at begå den fejl ved at læse Bibelen i den rigtige rækkefølge. Det er derfor, vi starter i Det Gamle Testamente med Guds plan for at velsigne alle folkeslag gennem Israel – og aldrig afvige fra Guds egen forklaring af sin plan, efterhånden som den udfolder sig til at inkludere både Israel og nationerne i Den Nye Pagt.

2: Den rigtige rækkefølge hjælper os til at glæde os over både jøder og hedninger i Guds genoprettende plan

Klein, Blomberg og Hubbard gør deres påstand om 1 Mos 12,3 meget svag, når de adskiller løfterne og det etniske Israel og i stedet forbinder dem med kirken. Det er korrekt, som forfatterne siger, at løftet til Abraham er en del af evangeliet. Men det evangelium er de gode nyheder om inklusionen af hedninger ­– ikke om ekskluderingen af jøderne eller om erstatning. Mens det er sandt, at Guds løfte om at velsigne Abraham og hans efterkommere er udvidet til at omfatte kirken i dag, hvor både jøder og hedninger er forenede gennem troen på Jesus som Messias, betyder det ikke, at løftet ikke gælder det etniske Israel.

(…) Når Bibelen læses i den rigtige rækkefølge, ses Jesus både i udviklingen af og kulminationen på den bibelske historie med al dens billedsprog, dens løfter, dens profetier og dens hentydninger til Israel. (…) Det er vigtigt at kigge længere tilbage end Jesus i kirketraditionen, nemlig til Jesus i Skriften – de Skrifter, som Jesus læste og citerede – som vi kunne kalde Det Ældre Testamente. »I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig« (Joh 5,39).

Men dette perspektiv ser ikke blot Det Gamle Testamente som en række bevistekster, man kan referere til ved særlige anledninger, når man vil finde opbakning til en sandhed i Det Nye Testamente, eller som noget, man kun skal læse, efter at man har læst Det Nye Testamente. Det vil være en hån mod Guds egen plan for at åbenbare sig. Og derfor er det første testamente det primære sted, hvor vi finder hans frelsesplan – en plan, som inkluderer, at han sender Messias til det jødiske folk og giver frelse gennem jødiske ambassadører fra Jerusalem gennem Judæa og Samaria og til de yderste dele af verden.

Men det kulminerer ikke her. Hans frelsesplan indeholder også en fremtid for det ikke-troende Israel, da den samme Messias vil komme igen med frelse for det jødiske folk, som Gud brugte til at velsigne nationerne – ikke til Rom, Geneve, London, New York eller Ny Guinea, men til Jerusalem.

Hvis man ser på Jesus fra visse kristne traditioners perspektiv, ser man muligvis kulminationen på Guds plan rykke væk fra Jerusalem og hen til tærsklen til en kirkebygning eller en katedral som det ultimative symbol på den guddommelige plan. Men ifølge Bibelen vil jøder og hedninger fra hver stamme og med hvert tungemål tilbede lammet rundt om den trone, som blev lovet David i det ny Jerusalem (Åb 5,9). »Og der skal ikke mere være nogen forbandelse. Men Guds og Lammets trone skal stå i byen, og hans tjenere skal tilbede ham« (Åb 22,3).

3: Den rigtige rækkefølge hjælper os til at lægge mærke til det jødiske ved Jesus og evangeliet

Når Paulus i sine indledende bemærkninger i sit brev til de troende i Rom forklarer evangeliet, præsenterer han Jesus på en måde, som mange ikke formår i dag. Han forbinder straks Jesus til profetierne i Det Gamle Testamente og til den messianske linje, som Gud lovede gennem kong David: »Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De Hellige Skrifter, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde« (Rom 1,1-4).

På spørgsmålet »hvad er evangeliet« vil mange moderne kristne svare ved at nævne det frelsende budskab, den livsomvæltende kraft i evangeliet eller de personlige fordele. Meget få vil gøre som Paulus og forbinde evangeliet til Guds frelsesplan, som den bliver åbenbaret i det første testamente – en plan, som indebærer at oprejse en efterkommer af David. Men det er lige præcis, hvad Paulus gjorde. Han betragtede ikke Jesu slægtskab til David som et ubetydeligt historisk forhold.

Paulus understregede den historiske vigtighed af profetien, som forbinder Jesus og David. Når man læser det første testamente først, er det tydeligt, at ligesom der er en præstelig stamme (Levi), er der en kongelig stamme (Juda, se 1 Mos 49,10). Israels første konge, Saul, fra Benjamins stamme blev valgt af folket. Men Gud valgte kong David, som var af Judas slægt. Gud lovede David, at »dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid« (2 Sam 7,16). De, som ledte efter Guds frelse, ventede på en efterkommer af David, som ville tjene som Guds salvede leder. Ingen kunne være Messias bortset fra en søn af David.

Desværre lader det til, at mange kristne i dag overser Jesu’ identitet som søn af David og hans forbindelse til Juda stamme og det jødiske folk i det hele taget. Det lader ikke længere til at være relevant, at han var den længe ventede Messias af Israel, som kom og opfyldte mange profetier. Tværtimod bliver han gladelig portrætteret i kristen kunst som en ikke-etnisk international Jesus eller som en Jesus med den farve, som passer til den enkelte lokale sammenhæng, eller endda med det politisk belejlige billede af Jesus som palæstinenser.

Bibellæsning i den rigtige rækkefølge fokuserer på, at Jesus var jødisk, for det er Bibelens eget fokus. Jesus var ikke racistisk eller uhøflig over for den samaritanske kvinde, da han sagde: »I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne« (Joh 4,22) Det var Guds plan at velsigne alle slægter på jorden gennem ham, som Matthæus introducerede som »Davids søn, Abrahams søn« (Matt 1,1).

4: Den rigtige rækkefølge anerkender Guds trofasthed, når han bevarer en jødisk rest i enhver periode, og forventer forløsningen for det jødiske folk

Skriften er tydelig om, at Gud ikke valgte Israel på grund af hendes egen storhed eller åndelige formåen.

Men han valgte Israel: »For du er et helligt folk for Herren din Gud. Dig har Herren din Gud udvalgt af alle folk på jorden som sit ejendomsfolk. Det er ikke, fordi I er større end alle andre folk, at Herren fattede kærlighed til jer og udvalgte jer; for I er det mindste af alle folk. Men fordi Herren elskede jer og ville opfylde den ed, han tilsvor jeres fædre, førte han jer ud med stærk hånd og udfriede dig af trællehuset, af egypterkongen Faraos magt« (Femte Mosebog 7,6-8).

Det jødiske folk gjorde ikke Guds løfter til forfædrene ugyldige, og de mistede ikke deres status som hans udvalgte folk ved at være ulydige mod Toraen i Det Gamle Testamente og ved ikke at tro på Messias i Det Nye. Derimod bevarede Gud altid en rest blandt sit folk, gennem hvem han ville holde sine løfter. Paulus forsikrede sine tilhørere om, at Gud stadig handlede med det jødiske folk. »Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde« (Rom 11,5).

Når vi læser Bibelen i den rigtige rækkefølge, ser vi, at Guds plan for det jødiske folk ikke kun gælder i fortiden, men også i nutiden og i fremtiden.

Den jødiske rest eksisterer ikke kun som en påmindelse om, hvordan Gud engang handlede i frelseshistorien – den peger også fremad mod en herlig fremtid. Mange kristne har ikke haft dette håb om forløsning for det jødiske folk. Ødelæggelsen af templet, adspredelse fra landet og dæmonisering af jøder fra nogle inden for kristendommen har fået nogle til at konkludere, at Gud havde forladt det jødiske folk. Men nogle begyndte at tale for genopdagelsen af Guds gamle løfter til Israel.

Et godt stykke tid før oprettelsen af staten Israel læste blandt andet prædikanten Charles Haddon Spurgeon Skriften på en anden måde end flertallet af kristne, og han proklamerede i 1864: »Der vil komme en politisk genoprettelse for jøderne.« Baseret på sin studier af Skriften prædikede han: »Israel er nu udslettet fra landkortet; hendes sønner er spredt vidt og bredt; hendes døtre sørger ved alle verdens floder (…). Men hun vil blive genoprettet som fra de døde.« Også William E. Blackstones kendte bog »Jesus kommer« fra 1878 forudsagde, at »Israel vil blive genoprettet«.

Hvordan kunne disse mænd håbe, at jøderne igen ville blive samlet i landet Israel? Jeg tror, at de så Guds trofasthed, når han bevarede en jødisk rest i enhver tidsalder, og at de forventede en genoprettelse for det jødiske folk, fordi de læste Bibelen korrekt – og ikke erstattede Det Gamle med Det Nye Testamente, men læste Det Gamle på vejen mod Det Nye. Og historien bekræftede, at deres besynderlige forudsigelser var korrekte.

Denne tilgang til at læse i Bibelen må præge vores tilgang til at forstå virkeligheden for jøder og arabere i landet i dag.

5: Den rigtige rækkefølge beskytter os mod det hovmod, som Paulus advarer os mod

Apostlen Paulus advarer de troende i Rom på denne måde:

»Er førstegrøden hellig, er dejen det også. Er roden hellig, er grenene det også. Men når nogle af grenene blev brækket af, og du, som er en gren af et vildt oliventræ, er blevet podet ind blandt grenene og også får af saften fra det ægte træs rod, så skal du ikke hovere over de andre grene; og hvis du gør det, så husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig. Du vil måske sige: Der blev brækket grene af, for at jeg kunne blive podet ind. Javel, de blev brækket af på grund af vantro, men det skyldes troen, at du fik din plads. Vær ikke overmodig, men frygt! For når Gud ikke skånede de naturlige grene, vil han heller ikke skåne dig. Der ser du Guds godhed og strenghed: hans strenghed imod dem, der faldt, hans godhed mod dig, hvis du bliver ved hans godhed; ellers bliver du også hugget af. Men også de andre vil blive podet ind igen, hvis de ikke bliver ved i deres vantro. For Gud har magt til at pode dem ind igen. For når du blev hugget af fra et vildt oliventræ, som du af naturen hørte til, og mod naturens orden blev podet ind på et ædelt oliventræ, hvor meget snarere vil så ikke de ægte grene blive podet ind på deres eget træ.« (Rom 11,16-24)

Kirken, som i dag hovedsageligt udgøres af hedninger – og som i høj grad ikke har øje for Guds udvælgelse af eller har en gennemgående kærlighed til det jødiske folk – kan godt bruge Paulus’ advarsel i vers 21-22. (…) Andre steder advarer Paulus både jøder og hedninger mod at stole på det ydre (Fil 3,1-3). Det er sikkert, at disse ikke vil kunne stå på dommens dag. Men her i Romerbrevet 11,20-21 advarer han hedningetroende mod syndig stolthed og arrogant overlegenhed i forholdet til både troende og ikke-troende jøder (…).

Det er umuligt at læse Bibelen korrekt uden at lægge mærke til, hvad Gud har gjort, gør og vil gøre for og med det jødiske folk, og uden at lægge mærke til, hvordan Gud igen vil gøre det jødiske folk til en velsignelse på jorden.

Paulus minder alle troende om, at Guds frelsesplan ikke handler om os – uanset om vi er jøder eller hedninger. Guds plan i frelseshistorien har altid været at give ære til sig selv gennem sine handlinger med mennesker – i Israels historie, i kirkens historie og til sidst gennem Messias’ genkomst.